Den centrale replik i præsident Joe Bidens forsikring om USA’s støtte til tostatsløsningen kom, da han i sin tale ved ankomsten til Israel i sidste uge indskød ni ord: »Even though I know it’s not in the near-term« (selv om jeg ved, at det ikke bliver på kort sigt, red.).
Ikke uden grund er disse ord, som i øvrigt var næsten uhørlige i den alderssvækkede præsidents generelt mumlende kommunikation, blevet udlagt som det officielle dødsstød til den forlængst selvdøde tostatsløsning, knæsat i Oslo-aftalerne fra 1993 som den prædestinerede fredsaftale mellem palæstinenserne og Israel.
Der var altså tale om en bekræftelse af den israelske politik om at bevare status quo og undgå forhandlinger om en fredsaftale, men fortsat udvide den kolonisering af de besatte områder, der har fundet sted siden 1967, og som tidligere amerikanske præsidenter (dog ikke Donald Trump) nu og da – og uden held – i det mindste har forsøgt at begrænse.
Ved sit todagesbesøg i Israel afså Joe Biden en time og et kvarter i Betlehem til et møde med den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas. Her gentog han automatstøtten til den selvdøde tostatsløsning, men uden i det mindste at opfordre til en genoptagelse af de forhandlinger, der har været skrinlagt, siden Benjamin Netanyahu i 2015 erklærede, at i hans tid ville der ikke blive etableret en palæstinensisk stat.
Abbas fik en pose penge – 100 millioner dollar til et palæstinensisk hospital i Østjerusalem og genoptagelse af tilskuddet på 200 millioner dollar til UNRWA, flygtningeorganisationen, som Trump sløjfede.
Alt hvad den 87-årige Abbas kunne mande sig op til var at »se frem til«, at USA satte »en stopper for de jødiske bosættelser og bosættervolden« samt den genetablering af det amerikanske konsulat i Østjerusalem, som Biden lovede i sin valgkamp, men som ikke er blevet til noget.
Med andre ord: Det korrupte palæstinensiske styre, hvis politistyrke – trods Abbas’ gentagne trusler om at afbryde sikkerhedssamarbejdet – hjælper Israel med at anholde ’terrormistænkte’ på Vestbredden, som tilfældigvis også er i opposition til den styrende elite, synes i realiteten at være lige så interesseret i status quo som israelerne. Og så er der jo ikke meget at komme efter for den plagede palæstinensiske befolkning.
Nej og nej tak
Der var heller ikke meget at komme efter på Joe Bidens fortsatte rejse til Jeddah i Saudi-Arabien, hvor han mødtes med den faktiske regent, kronprins Mohammed Bin Salman, populært kaldet MBS, som Biden tidligere har fordømt som ’paria’ med dissidenten Jamal Kashogggis blod på hænderne, og hvor han tillige deltog i et topmøde med Golf-staterne, Egypten, Irak og Jordan.
Biden havde flere formål med rejsen til den nu rehabiliterede MBS: At få saudierne til at øge olieproduktionen med henblik på prisfald på benzin i USA. Hertil var svaret nej, der bliver ikke øget produktion før tidligst i 2025. Det andet formål var at etablere en arabisk forsvarsalliance vendt mod Iran og med deltagelse af USA og Israel. Her var svaret også nej og nej tak – Forenede Arabiske Emirater er ved at etablere diplomatisk forbindelse med Teheran, og Saudi-Arabien har gang i en udsoning med iranerne i en forhandlingsproces i Bagdad.
Et tredje amerikansk formål var at udvide de ’Abrahham-aftaler’, som Israel har indgået med emiraterne, Marokko. Bahrain og Sudan til også at omfatte Saudi-Arabien. Svaret var igen nej og nej tak – MBS lod Biden forstå, at selv om Saudi-Arabien samarbejder med Israel på efterretningsområdet og åbning af luftrum for israelske fly, er en fortsat normalisering betinget af en israelsk fredsaftale med palæstinenserne. Og den har lange udsigter.
Lodrette afvisninger
Endelig forsøgte Biden at få de arabiske magter til at slutte op om isoleringen af Rusland (med en underforstået antikinesisk dagsorden) – ingen af de arabiske lande deltager i de sanktioner, USA og EU straffer Rusland med efter angrebskrigen mod Ukraine.
Også her løb den amerikanske præsident ind i lodrette afvisninger. Saudi-Arabien har indgået store handelsaftaler med Rusland – og Kina – og i Egypten bygger russiske teknikere en milliard dollar dyratomreaktor til Abdel Fatah al-Sisis diktatur ligesom kinesiske konstruktører opfører Egyptens nye administrative centrum uden for Kairo.
Så hvad kan vi lære af alt det: At USA ikke længere er den centrale magt i Mellemøsten, at de arabiske magthavere ikke stoler på amerikansk militær hjælp i tilfælde af en konflikt med Iran, og at russerne og kineserne øger indflydelsen i verdens (stadig) energimæssigt vigtigste region.
Kun Allah ved, hvor det scenarie ender.
Er det ikke en høj alder, at få så kolde afvaskninger.
Jeg tror det ender med et forurettet USA, der ku’ finde på at lave en Putin. - i Venezuela, f.eks..