677 ton.
Så meget tøj bliver der smidt ud i Danmark hvert år ifølge en undersøgelse lavet af rådgivningsfirmaet Econet for Forbrugerrådet Tænk. Det bliver samlet i uåbnede papkasser eller taget ned af bøjlerne i butikkerne uden at have været brugt, hvorefter det bliver sorteret som småt brændbart og lagt i en container. Så bliver det hentet af en lastbil og kørt til det lokale forbrændingsanlæg, hvor det bliver brændt med emballage og prismærker og det hele.
Så er der plads til nye kollektioner.
I Danmark køber vi tre gange så meget tøj som gennemsnittet i verden og må altså destruere en del af det for at få plads til nyt. Den store produktion i den danske og den internationale tekstilindustri betyder ifølge tal fra Det Europæiske Miljøagentur, at industrien står for ti procent af de samlede udledninger af CO₂ i verden. Det er mere end fly- og skibstrafikken tilsammen.
Det er et af de problemer, som tekstilbranchen står over for, når den i denne uge samles til modeuge i København. Det er samtidig et problem, som branchen selv har været med til at skabe, siden den første gang samlede danske fabrikanter til modeuge i Herning i 1958. Dengang var formålet at få forbrugerne til at købe mere tøj, og det lykkedes.
24 kollektioner om året
I løbet af årtierne efter steg salget af tekstil i både Danmark og resten af verden markant. Ifølge tal fra International Cotton Advisory Committee er produktionen af tekstilfibre på verdensplan mere end firedoblet fra 1980 og frem til i dag, mens antallet af kollektioner især de sidste to årtier er vokset. I begyndelsen var der to eller fire – sommer og vinter og måske forår og efterår – men senere blev det udvidet til seks og så otte, og for et par år siden havde store internationale tøjbrands som H&M og Zara op mod 24 kollektioner om året. En ny hver anden uge. Ifølge tal fra Det Europæiske Miljøagentur køber hver borger i EU tøj svarende til en udledning på 654 kilo CO₂ om året.
De seneste år har nogle aktører i tekstilbranchen forsøgt at gøre produktionen mere bæredygtig; nogle er begyndt at producere tøj af økologisk bomuld, mens andre laver regntøj af genbrugsplast, som er samlet op i havene (til en regnjakke i børnestørrelse bruges der omkring 22 plastikflasker), nogle tager imod kundernes brugte tøj, mens andre igen optrevler brugte tekstiler og genbruger dem.
Enkelte produkter er blevet mere bæredygtige. Men branchen som helhed er langtfra. Ifølge rapporten A new textiles economy fra Ellen MacArthur Foundation kommer 97 procent af fibrene i tekstilproduktionen i dag fra nye ressourcer som for eksempel råolie eller nyhøstet. Det bliver sået og senere høstet for derefter at blive transporteret til fabrikken, hvor det bliver forarbejdet og vævet, inden det bleges eller farves og til sidst syes til beklædning, som til sidst ender på hylderne i butikkerne som færdige tekstiler.
Eller på forbrændingen.
Krav til tekstilvirksomheder
Copenhagen Fashion Week har øget sit fokus på bæredygtighed. De seneste år har selskabet lavet en bæredygtighedsrapport og formuleret målsætninger om, at man vil skabe »grundlæggende forandringer« i både organisationen og i branchen.
»Alle aktører i industrien – inklusive modeuger – skal holdes ansvarlig for deres handlinger og være villige til at ændre den måde, de arbejder på,« sagde den administrerende direktør for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, i forbindelse med lanceringen af rapporten.
Fra næste år vil Copenhagen Fashion Week derfor stille krav til de tekstilvirksomheder, som er med i modeugen. De er udarbejdet i samarbejde med forskere fra blandt andre Kunstakademiets Designskole og skal for eksempel forpligte virksomhederne til, at mindst 50 procent af kollektionen er lavet af bæredygtige materialer, at tøjet produceres i en bedre kvalitet, at forbrugerne opfordres til at bruge tøjet længere, og at man ikke destruerer tøj, som ikke er blevet solgt.
På den ene side er dette en del af løsningen på de problemer, som tekstilproduktionen har skabt. På den anden side er modeugen selve problemet.
Der står ikke noget i kravene om færre kollektioner eller mindre produktion, og på den måde er modeugen ligesom resten af modebranchen stadig med til at skabe en forestilling hos forbrugerne om, at noget er moderne, og andet er umoderne med det samme formål som ved begyndelsen i 1958: At vi køber mere.
Global opvarmning er et modefænomen... Puha, jeg troedelig det var alvorlig.
Og så er der alle de pakker der sendes tur/retur verden rundt med t-shirter og gule gummiænder, samt andet godt.
10% af verdens samlede CO2udledninger - det er faktisk en hel del.
Det er let for mig personligt at sidde og føle mig hellig.
Jeg skal ikke ud og signalere noget specielt tilhørsforhold i mit tøj eller tilbehør, dertil er jeg både for gammel og for ligeglad. Jeg ville ikke kunne genkende en mærkevaretaske om jeg fik den i nakken.
Men vi ved jo godt allesammen at vi sender signaler om succes med vores tøj og ejendele. Hvordan man ændrer den tendens, ved jeg ikke. Aner ikke hvad der får nogen til at ville signalere overforbrug.
man kunne begynde at fremstille tøj af hamp. Hampdyrkning kræver ikke så mange kemikalier og hampeplanten er god for jorden.
Karen Grue
Det er ikke så meget materialet som det er den fuldkomment vanvittige mængde af tøj, modebranchen ønsker at sælge
Forbrugerne har magten! De skal bare bruge den! Velkommen i genbrugs klubben!
Genbrug og en kultur hvor vi ikke bare smider ud, fordi sofaen er blevet grim med årene. De fleste mennesker tjener alt for mange penge. Penge fordrer forbrug. I sig selv er penge intet værd. Hvordan kan man bruge penge uden det medfører forøget CO2 udledning?
Der mangler lovgivning på området. Det bør ikke være op til branchen selv og forbrugerne at begrænse dette vanvittige overforbrug.
Luth Bess Jørgensen, og interessant, hvilken type lovgivning dette i så fald skulle være?
Uniform til alle unger i skolen og til de voksne, en hverdagsuniform og en efter arbejdet, de arbejdsløse kan også have den samme af slagsen som de kan skifte efter kl 17:00. Forårets uniforme kan være i forskellige lysegrønne farver og sommerens lidt i forskellige mørkegrønne, efteråret kan være i efterårets røde/gule/rustrøde farver. Vinterens kan skifte i mange slags hvide til creme farvede. Og damerne kan smide bh, ligesom man gjorde i halvfjerdserne.
Nike Forsander Lorentsen, inspireret af Mao?
»Så bliver det hentet af en lastbil og kørt til det lokale forbrændingsanlæg, hvor det bliver brændt med emballage og prismærker og det hele ...« Er der ikke ved at blive indført en landsdækkende genbrugsordning for tøj? Den gælder måske ikke uupakket tøj.