Leder

Kortere kandidatuddannelser er en svær vej at gå. Men den kan åbne for mere uddannelse senere i livet

At forkorte op mod halvdelen af kandidatuddannelserne fra to til et år kan virke drastisk og skal overvejes nøje. Men vi må ikke stivne i en forestilling om, at den nuværende indretning af vores uddannelser er den eneste rigtige
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen bør inddrage relevant viden fra alle de videregående uddannelser, aftagere og studerende i det videre reformarbejde.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen bør inddrage relevant viden fra alle de videregående uddannelser, aftagere og studerende i det videre reformarbejde.

Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

Indland
28. september 2022

Regeringens forslag om at forkorte op mod halvdelen af kandidatuddannelserne får hård kritik fra flere kanter. Og det er der langt hen ad vejen god grund til. For universitetssektoren eller aftagerne i det offentlige og erhvervslivet har på ingen måde været inddraget. Ligesom en så stor ændring af uddannelsessystemet vil påvirke professions- og erhvervsakademiuddannelser, og de skal tænkes med.

Bag forslaget ligger Reformkommissionens arbejde fra foråret, som også foreslog at gøre en del af kandidatuddannelserne etårige. De frigjorte midler skulle ifølge kommissionen blive i sektoren for at sikre mere undervisning på studiet, men også mere uddannelse senere i livet. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Frederik Schwane

De forkortede uddannelser skal så bare kaldes noget andet end kandidat. På 1 år er det jo nærmest kun projektopgaven, der kan nås. Så det er mere en bachelor+.

Jeg er selv stor fortaler for, at man skal kunne uddanne sig gennem hele livet. Men at der skulle være et argument for at kandidaten skal være kortere, giver ikke mening for mig. Det kan næsten kun være at budgetmæssige årsager, at nogle kan synes, at det argument holder.

Så hellere opbygge en kultur omkring, at kandidaten tages nogle år efter bacheloren, hvor der er opnået noget erhvervserfaring. Det kræver så at arbejdsgiverne vil ansætte bachelors.

Derudover er der jo allerede er hel verden af muligheder for efteruddannelse, der måske bare skal bringes yderligere i spil og styrkes.

Steffen Gliese, Lillian Larsen, Inge Lehmann, Rolf Andersen, David Zennaro og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Hvis en kortere, mere intensiv kandidatuddannelse er så god, hvorfor foreslår man så ikke at ændre alle kandidatuddannelserne til et år?

jens peter hansen

En cand. mag. - eksamen var beregnet til 4 år hovedfag og 2 år bifag i gamle dage. Kandidaten er nu på 5 år og et evt. sidefag på 2 år. Bachelor 3 år og 2 år på kandidaten. I fordumstider producerede universitetet måske mere lærde kandidater, men mange blev aldrig færdige eller brugte 10 år inden eksamen var i hus. En løbende og vel at bemærke kvalificeret opdatering gennem resten af ens professionelle liv ville være godt og ønskelig. Jeg mindes undervisere der ikke havde fornyet sig i 30 år og andre der selv var opsøgende og brændte for at videregive.

Er der nogen der ved hvor stor andel akademikere med 5 års videregående uddannelse der er optimal for samfundet.
5%, 10%, 15%, 20% ?

Hvorfor er en 5 årig universitetsuddannelse det optimale for samfundet? og hvorfor er det akceptabelt at 20% af unge ikke har en uddannelse når de bliver 30år?

Man kan jo sådan set bare genindføre graden cand.phil. til den forkortede kandidatuddannelse, så vil der da i det mindste være rene linjer mellem den og så den fulde uddannelse.

Men hvordan den forkortede udgave skal få et reelt kvalificerende indhold er temmelig uklart. Den skal henvende sig til dem der skal direkte ud på arbejdsmarkedet bliver der sagt. Det skulle man ellers mene også var formålet med den fulde uddannelse. Men hvordan skal man kunne nå nogen form for akademisk kvalificering kombineret med erhvervspraktik på kun ét år? Og kan man virkelig være sikker på, at finde meningsfyldte praktikfunktioner til samtlige studerende på alle uddannelserne?

Man vil desuden friholde kandidatgrader der skal kvalificere til autoriserede stillinger fra forkortelsen, hvormed man reelt indrømmer at kvalifikationsniveauet på de nye kandidatuddannelser er for begrænset eller bare tvivlsomt. Men der findes jo ikke kun autorisationer, men også overenskomster, som de fleste akademiske jobtyper er spundet ind i. Hertil kan der være andre formelle eller uformelle kvalifikationskrav, der tager udgangspunkt i en bestemt forståelse af, hvad en kandidatuddannelse er for noget.

Hvordan vil de nye kandidater være stillet overfor dette, og har man overhovedet en idé om hvilke typer af arbejde de skal føre til? Helt konkret kunne man f.eks. spørge Jesper Petersen, om han vil ansætte 1-års kandidater som fuldmægtige i sit ministerium.

Engang var kompetenceudvikling en selvfølgelig del af arbejdslivet, om dette så skete på eget initiativ f.eks. i aftenskolen, eller som en løbende proces i arbejdslivet. Det var ikke noget, nogen regering skulle bestemme, at man havde ret til.
Jeg er stærk fortaler for en genindførelse af det næsten perfekte system, vi havde, før Bolognaprocessen væltede alle sammenhænge og organisk opbyggede strukturer, holdt sammen af vidende og kompetente mennesker i frugtbart samarbejde.
Desværre er kompetenceafgivelse til det overnationale blevet en selvopfyldende profeti i forhold til det, der blev advaret imod: danske landspolitikere er forfaldet til sognerådspolitik, hvor de går op i det forkerte og derfor ikke formår at vedligeholde det væsentlige, som er borgerens relative autonomi i det private og personlige, og det ansvarligt deltage subjekt i den fælles offentlighed.
Det er ikke det overnationale, den er gal med, men det, det overnationale har koncentreret sig om, nemlig først og fremmest handel og erhvervsliv.
Man skal huske, at danskerne er de eneste, med svenskerne tæt på, der har tabt velfærd i relation til EU og domstolens liberalismegalskab.

Dér, hvor man i det hele taget har behov for at sætte ind, er imod 'retskrav', som jo ikke handler om rettigheder, men om at begrænse myndigheders ansvar for at muliggøre tilstrækkelige løsninger på borgernes spørgsmål og problemer.

51,2 pct. af kvinder, der var mellem 30 og 35 år i 2021, har fuldført en videregående uddannelse....hvad mangler vi ....håndværkere, sygeplejerskere, lærere og pædagoger. Det lyder ikke som en dum ide at få kigget på vores uddannelsesinvesteringer og efteruddannelse.

Mændene er taberne på de videregående uddannelser eller uddannelse i det hele taget, hvilket vel er den største katastrofe.