Også Israel holder valg tirsdag – og selv om den jødiske stats politiske dagsorden er vidt forskellig og mere rustik end Mette Frederiksens (S), er der en slags parallel, nemlig vælgertendensen til at følge enkeltpersoner frem for partiprogrammer. Og selv om der er indlysende forskelle på Lars Løkke Rasmussen (M) og Inger Støjberg (DD) over for Benjamin Netanyahu, er problemstillingen den samme: Støtten er betinget af karisma og gennemslagskraft uanset et plettet generalieblad.
Så også dette israelske parlamentsvalg, det femte siden 2019, tegner til at blive en folkeafstemning for eller imod Benjamin Netanyahu, lederen af det konservative Likud, der i meningsmålinger er Israels største parti. At han stadig står tiltalt for mandatsvig, bestikkelse og bedrageri anfægter ikke hans tilslutning, og det siger en hel del om det demokratiske klima, at Likud i denne valgkamp har agiteret for at afkriminalisere mandatsvig og bedrageri – og at overlade det til Knesset, det israelske parlament, at udnævne højesteret og anklagemyndighed.
Tak for dit vedholdende fokus på den, nu igen eskalerende, konflikt. Den bliver forbigået i de fleste medier herhjemme. I ny og næ kan man læse et lille notits om hvor mange palæstinensere der er dræbt af israelske soldater, ved dagens terroriserende husundersøgelser.
Tak Lasse Ellegaard
Ja Pedersen, det er sjældent, men det sker. Til gengæld sker det aldrig, at årsagen til husundersøgelserne nævnes: stenkastende palæstinensiske terrorister, der angriber forbikørende israelske biler, eller knivbevæbnede palæstinensiske terrorister der stikker tilfældige israelere ned, som det fx er sket for få dage siden.
Det har du helt ret i, Birte Bune Smith.
Hvis man skal holde et besat folk nede, så er den slags tiltag, som husundersøgelser og tilfældige arrestationer, nødvendige.
Sådan har man med held holdt de oprindelige folk nede overalt i verden.
Og mange steder udviser de oprindelige folk den nødvendige respekt og bruger ikke den ret, de har, til at gøre oprør.
Det er ufint af FN at give undertrykte folk den ret.
Vi så det også her i DK, hvor uheldige elementer ødelagde det gode forhold til den tyske beskyttelse.
Forøvrigt så har intet israelsk parti en fredsplan (bortset fra den, Trump kom op med).
Jeg har spurgt mange, som burde kunne komme med et svar.
Benjamin Netanyahu blev premierminister første gang i 1996, og det skete blandt andet på baggrund af, at palæstinensiske selvmordsbombere havde myrdet 32 israelere under valgkampen. I en sådan situation er det ikke specielt overraskende, at sikkerhed bliver det vigtigste politiske tema for vælgerne, og det har grundlæggende banet vejen for Netanyahu lige siden.
Som lederartiklen siger, er det desværre svært at forestille sig nogen løsning på denne konflikt inden for nogen som helst overskuelig tidshorisont. Islamistiske bevægelser som HAMAS vil blive ved at kalde til "hellig krig" mod Israel, og israelske vælgere vil blive ved med som resultat heraf at støtte partier, der har fokus på sikkerhed og en hård kurs over for palæstinenserne.
Hvor er det vederkvægende at se så mange være enige om, at et ægte, demokratisk valg kan finde sted i Mellemøsten. Og ikke bare et demokratisk valg, men et valg, hvor de forskellige partier accepterer både demokratiets skrevne og uskrevne regler. Hvor ellers finder man det i Mellemøsten?
Og hvor er det skønt at følge med i den interne, israelske debat om valget, som den udfolder sig i medier, der nyder meget mere frihed end noget andet sted i det område.
Et PS : hørte i P1 en journalist sige, at det var forståligt, at Isral ønskede en stærk mand ved roret - den nuværende regering har arabere med - når der er så mange terrorovergreb på befolkningen. Her glemte journalisten at fortælle om nedskydning af det palæstinensiske folk. os v.
Jeg synes at Lasse Ellegaard i denne artikel mangler at forholde sig til den ydderligtgående israelske politiker Itamar Ben-Gvir, frontfigur i det ekstremt højreorienterede partiet Otzma Yehudit, og en meget sandsynlig koalitionspartner for Netanyahu. Ben-Gvir har ved et tidligere valg fået 1,88 procent opslutning. Nu er han, og hans forbundsfælder i dette religiøse zionistpartiet bleven en stærk kraft som kan trække Netanyahu ydderligere mod det ekstreme højre hvis de klarer spærregrænsen denne gang.
Ben-Gvir vil bl.a. gøre det enklere at udvise og deportere palæstinere fra Israel og fra vestbredden, og give straffefritag for israelske soldater som anklages for forbrydelser. Han vil i praksis indføre israelsk suverænitet over hele Vestbredden.
Ben-Gvir ønsker også at svække Højesterets uafhængige rolle, dette er jo en typisk opskrift på at indføre et totalitært, udemokratisk samfund uden retssikkerhed.
PS:
Ellers skal du Lasse Ellegaard have tak for at du som en af de meget få danske journalister fortsat fokuserer på denne evigvarende menneskelige og politiske katastrofe i Midtøsten.
det siger en hel del om det demokratiske klima, at Likud i denne valgkamp har agiteret for at afkriminalisere mandatsvig og bedrageri – og at overlade det til Knesset, det israelske parlament, at udnævne højesteret og anklagemyndighed.
Det vil næppe hjælpe eventuelle fredsbestræbelser.
Et israelsk valg vil aldrig kunne dreje sig om de samme meningsforskelle, som eksisterer blandt mennesker i Danmark eller andre stater. Ethvert lands politik og ”folkesjæl” er formet af dets historie, og her er Israels korte historie i høj grad præget af dets forsøg på at overleve i et område, hvor det fra starten har krævet en ihærdig kamp for at overleve med fjender langs alle dets grænser. På samme måde er Irlands politiske landskab præget af dets fortid med England.
FN’s resolution 242 fra 1967 burde være udgangspunktet for alle interesserede, især dette punkt: ”Termination of all claims or states of belligerency and respect for and acknowledgement of the sovereignty, territorial integrity and political independence of every State in the area and their right to live in peace within secure and recognized boundaries free from threats or acts of force; ”
Det kræver, at man anerkender og respekterer eksistensen af staten Israel og dens ret til at indrette sig, som dens demokratisk valgte ledere internt kan forhandle sig til.
Så, alle disse debatter om Israel, uanset emnet, burde starte med èn af to udtalelser fra debattøren: ”Ja, jeg mener Israel skal have lov til at eksistere som en selvstændig stat efter retningslinjerne i Resolution 242 ” eller ”Nej, Israel er en ulovlig stat, hvis område tilhører araberne og muslimerne”.
@ Svend Jespersen
Trods alt er Israels eksistens nok ikke længere i fare, bortset måske fra den mulighed, at Iran får atomvåben og herefter vælger at bruge dem. Derimod er de israelske bosættelser på Vestbredden en klar overtrædelse af Folketinget. Vestbredden er, både ifølge Israel selv og resten af Verden, et besat område, og en besættelsesmagt må ikke flytte sin befolkning til besatte områder. Så her overtræder Israel meget klart international ret, og man kan godt diskutere, om ikke reaktionen herpå fra Israels allierede har været alt for eftergivende i mange år.
"en klar overtrædelse af Folketinget"
Mente selvfølgelig folkeretten :-)
Antoniette caldera.
Bør Israels og andres udlægning af sagen tælle med lige så stor vægt? Og bør vi alle respektere Israels ret til at hævde, at Israels politiske system og friheder gælder for alle dets statsborgere. Netop disse forhold bliver livligt debatteret i israelske medier, medens palæstinensernes ikke-valgte ledere forbyder en åben debat om disse emner.