Leder

Enhedslisten har brug for at gentænke sin struktur

Det er nødvendigt at tage nogle grundlæggende interne diskussioner, hvis Enhedslisten ønsker at vende den dårlige udvikling og appellere til flere danskere næste gang, der er folketingsvalg
Mai Villaden taler til Enhedslistens partimedlemmer ved partifesten i Amager Bio efter folketingsvalget forleden, hvor partiet gik tilbage fra 6,9 procent af stemmerne i 2019 til 5,2 procent.

Mai Villaden taler til Enhedslistens partimedlemmer ved partifesten i Amager Bio efter folketingsvalget forleden, hvor partiet gik tilbage fra 6,9 procent af stemmerne i 2019 til 5,2 procent.

Nils Meilvang

Indland
21. november 2022

Det endte med at blive et relativt skidt folketingsvalg for Enhedslisten, som måtte nøjes med 5,2 procent af stemmerne. I 2015 fik partiet 7,8 procent, og i 2019 fik man 6,9 procent, så hvis man var i det humør, kunne man tegne en jævnt nedadgående kurve over opbakningen til partiet hen over de seneste otte år.

Den slags bør føre til selvransagelse. Og partiets tidligere politiske ordfører, Pernille Skipper, åbnede for nylig debatten med et i Enhedslisten-sammenhæng kontroversielt indlæg i Politiken, hvor hun giver partiets strukturelle opbygning en del af skylden. Enhedslistens organisation er som »et venstrefløjsparti i 1970’erne, hvor interne diskussioner og uendelige ’demokratiske’ processer er vigtigere end at komme ud over rampen«, skriver Skipper, som netop er udtrådt af folketingsgruppen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vi har ikke brug for en mere topstyret struktur i Enhedslisten.

Vi har tværtimod brug for at det er helt tydeligt, hvad der er forskellen på vores politik og de andre partiers politik.

Det var helt tydeligt ved kommunevalget i København for et år siden, hvor alle kunne se at vi var imod Socialdemoktatiets monster-betonprojekter, Lynetteholm og byggeri på Amager Fælled og Stejlepladsen, og hele udemokratiet.

Derfor vandt vi tæt på 25 % af stemmerne og er langt det største parti med 15 mandater ud af 55. Ligeså stort som Socialdemokratiet og Venstre - tilsammen.

Vores slogan var "En ny retning for København".

Enhedslistens lange, tunge og kedelige møder havde klogeligt vedtaget noget tilsvarende for flere år siden: Vi skulle være "Venstrefløj i egen ret" med flest mulige stemmer til liste Ø.

Ved Folketingsvalget havde nogen for mig ukendte personer i Enhedslisten pludelig valgt en helt anden strategi, nemlig tilbagefald til at alt i verden gjalt om at genvælge den socialdemokratiske regering. og den såkaldte "rød blok"

Helt uden blik for alle de meget store forskelle på Enhedslistens og Socialdemokratiets politik - A vil bruge 18 mia ekstra på militær, Ø vil ikke, A vil rive tusindvis af menneskers hjem ned og tvangsflytte dem , Ø vil sikre de almene boliger, Ø vil sikre gratis tandlæge til alle, A vil ikke, Ø støttede sygeplejerskernes stejke, A knuste den, osv. osv.

At lægge låg over det i valgkampen var sjovt meget demotiverende i forhold til at få folk til at stemme på Enhedslisten - så den voldsomme nedgang var næsten givet.

I den omtalte kronik kalder Pernille (Skipper) den selvsamme socialdemokratiske regering for den mest progressive i er det 30 år ? Og understøtter dermed selv efter valgnederlaget den forfejlede valgkampstrategi, som de for mig ukendte personer lagde.

Det eneste, der er galt med de lange møder i Enhedslisten er, at deres beslutninger ikke bliver udført. Hvis de rent faktisk var blevet udført i valgkampen, så kunne vi være gået frem i stedet for at gå tilbage.

Jes Enevoldsen, Jette Kjældgaard, Flemming Berger, Ejvind Larsen, Steen Obel, Mette Johansson, Niels Jørgen Simonsen, Emil Suhr Andersen, Anders Graae, Marie-Christine Poncelet, Karsten Nielsen, Jakob Sulsbrück Møller, Mogens Holme, Erik Nielsen, Jes Balle Hansen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Ja, Enhedslisten måtte tage en for holdet, så et vaklende Alternativet kunne skabe det Røde flertal .
Som Socialdemokratiet nu pisser på?

Der er mange forklaringer, for der er mange bevægelser: EL savnede de profiler, der tidligere havde givet partiet troværdighed og vægt. ELs usikkerhed om Ukraine-krigen og holdningen til NATO har haft betydning. Mette Fs vending i valgkampen fra de 'røde' støttepartier til en alliance over midten marginaliserede EL. Især savnede nogle vælgere realistiske svar på valgets hovedspørgsmål om sundheds- og velfærdssektoren. Lige NU er sagen at få markeret forskellen på en 'rød blok'-regering og en centrum-regering, der hviler på den laveste miljømæssige og sociale fællesnævner mellem Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre.

Marie-Christine Poncelet

Det så ud som om EL ikke turde at være i opposition til Socialdemokratiet og i nogle sammenhænger synes jeg at Å virkede mere visionær.
Det er som om det er ved at ske det sammen for EL som for SF, folketingsmedlemmer bliver fanget af Christianborgs forhandlinger hvor man skal tilpasse sig , lave kompromis osv, til sidste kan man ikke se hvad er EL s politikken men som FM synes man nok at man har opnået meget og det er måske rigtigt , men det opnået i forhandlingerne er ikke nok og skal ikke skærme for hvad man i virkelighed vil opnå.
Vedrørende de forskellige kriser vi har været igennem efter pandemi, krigen i Ukraine, oprustning, NATO, EL s frontfigurer virkede utrolig usikker undtaget måske Eva Flyvholm, nærmest historieløse og nemt at destabilisere som om det var ikke nemt at ikke mene som de andre eller at man vist ikke helt hvad man skulle mene.
Det var ikke et pænt forløb.
Der mangler noget helt sikker.

Jes Enevoldsen, Flemming Berger, Ejvind Larsen, Steen Obel, Mette Johansson, Rolf Andersen, Anders Graae og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

"En anden svaghed ved en demokratisk opbygget organisation er, at magten ofte ender hos dem, som har tid og overskud til at holde møder, læse papirerne og stille forslag, mens andre, hvis kræfter man godt kunne bruge, risikerer at blive skræmt væk.
Dertil kommer, at hovedbestyrelsen er valgt af delegerede og ofte med relativt få stemmer. Derfor kan man diskutere, hvor stærkt et demokratisk mandat, den egentlig har." (!)

Det er vel ikke den demokratiske organisering i sig selv, der er problemet, selv om der for tiden er en tendens til at se det strukturelle fremfor menneskers opførsel, som barriere for forandring.

Partier før individer er for mig at se en besynderlig konstruktion, som antyder at mennesker ikke er dem, der skaber organiseringen, strukturen, partiet osv.
Der findes et utal af modeller for ideelle organiseringer, som tilbyder indflydelse til alle.
Udfordringen er, at når alle kan tage del i magten, er det de stærkeste, de mest vedholdende og de velformulerede, der ender med at besidde magten - under skæret af demokratiske processer og muligheden for at blokere for andre synspunkter eller for at blive udfordret.

De mennesker, der udgør organiseringens substans, deres måder at håndtere og forvalte den demokratiske magt, de sidder med i de besluttende fora, er de ansvarlige for, hvordan organiseringen fungerer.

Håndteringen af spørgsmålene om EU, NATO og krigen i Ukraine er aktuelle eksempler på, at enkeltpersoners markeringer har skabt splid om Enhedslistens positioner.

At tale om alternativer til EU og NATO i denne tid forekommer hovedløst og bagstræberisk, når EL ikke præsenterer bare en skitse af sådanne alternativer endsige arbejder aktivt på det med nogen som helst. Så bliver det til rene luftkasteller.

Der var for nogen tid siden i Inf. en interessant artikel om, hvor svært det er for mennesker med livslange uforanderlige idealer/principper/projekter, at tillade den mindste sprække af forandring, for så ville livsprojektet/identiteten smuldre ...

Malene Avlund Hansen, Viggo Okholm, Lars-Bo Andersen, Ejvind Larsen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Uanset jeg alligevel valgte ikke at stemme på partiet så er jeg da personlig ked af de gik så meget tilbage..
Men ingen kan jo tvinge nogen til at stemme på et bestemt parti og hele vores liv handler vel om at finde det bedst mulige udgangspunkt i livssyn og avefornemmelser de gange man sætter sit kryds
Men uanset så er dette parti et kludetæppe af varme og engagement og også med en "bedre" holdning i forhold til andres vel frem for hvad "jeg" kan tjene mest ved.
Strukturer bør så altid være fleksible ud fra virkeligheden som den er og her kan idealister og stærkt troende falde i.
Dilemmaet er slet ingen indflydelse og så holde sin sti ren og lade de andre være "idioter" eller finde bare en smule af sprækker der peger den rigtige vej.
Men også Enhedslisten falder i grøften med krav om højere løn velvidende at så vil nogen miste så længe socialismen ikke har styret alene.

Mange kommentarer peger på, at ELs ageren i forhold til Ukraine/NATO har haft en væsentlig indflydelse på det skuffende valgresultat. Men hvis det er korrekt, at EL stod til 8,1% (som opinionsundersøgelserne påstod) ved starten af valgkampen kan det ikke have været det afgørende for resultatet. I starten af oktober var denne problematik allerede "gammel" og fordøjet af vælgerne. Så det ser ud til, at tilbagegangen i det store og hele er et resultat af valgkampen. I denne gik man naivt ud fra, at SD ønskede en fortsættelse af status quo med et flertal skabt af "rød blok". Vi troede ikke så meget på, at Mette mente det alvorligt, når hun snakkede om en regering hen over midten. Lidt finkantet sagt sagde ELs valgkamp, at det vigtigste var at rød blok fik de 90 mandater, og at det var mindre vigtigt, hvordan de 90 blev fordelt - blot man nåede de 90. Det har nu vist sig at være fatalt. Læren må være, at SD ikke hører med til "rød blok". Lige meget om det lykkes at danne en SV regering eller ej, står det klart, at SD kun hører med til rød blok, når det giver den største magt til partiet. Alle principper om social retfærdighed er til salg for SD. Det skulle EL have stået meget mere på i valgkampen. Tabet til ikke mindst Alternativet er mindre begrædeligt, men til SF er det et stort problem, da dette parti ikke har nogen kant ttil SD, så det handler igen om den rette forståelse af SD (og SF).
Skippers frustration over at partiet er for langsomt til at komme "ud over kanten" (med hvad?) kan være forståelig, men EL er og bør fortsat være et anderledes parti, som ikke indretter sig efter mediernes nyhedskværn/ - tempo.
Jean Thierrys kommentar ovenfor er lysende klar og rigtig.