Leder

Den stigende brug af tvang i børne- og ungepsykiatrien er et sygdomstegn

At hvert femte barn og ung med psykisk sygdom udsættes for tvang i psykiatrien, udstiller alvoren af den årelange politiske passivitet på området. Hvis brugen af tvang skal mindskes, er der brug for en mere langsigtet og helhjertet politisk indsats
Tvang bliver af den enkelte – uanset de lægelige argumenter – opfattet som et overgreb. Derfor er tvangsforanstaltninger potentielt ødelæggende for en god psykiatrisk behandling og kan ofte have skadelige konsekvenser for den syge, påpeger de pårørendes forening, Bedre Psykiatri. På billedet er et værelse på Slagelse Psykiatriske Hospital.

Tvang bliver af den enkelte – uanset de lægelige argumenter – opfattet som et overgreb. Derfor er tvangsforanstaltninger potentielt ødelæggende for en god psykiatrisk behandling og kan ofte have skadelige konsekvenser for den syge, påpeger de pårørendes forening, Bedre Psykiatri. På billedet er et værelse på Slagelse Psykiatriske Hospital.

Claus Bech

Indland
23. november 2022

Brugen af tvang i psykiatrien har længe været et smertensbarn. Målsætningen fra 2014 om at halvere brugen af tvang er langtfra blevet indfriet, og i børne- og ungdomspsykiatrien går det nu den helt forkerte vej. Her er andelen af børn og unge, der oplever tvangsfodring, tvangsmedicinering eller andre forskellige former for tvangsindgreb steget, skriver DR. Hvor det i 2011-13 var godt 15 procent af de indlagte i børne- og ungdomspsykiatrien, der oplevede tvang, så er andelen i 2021-22 steget til godt 21 procent. Det viser Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse over tvang i psykiatrien. Meget bedre ser det ikke ud for voksenpsykiatrien, hvor brugen af tvang stort set ligger på samme niveau som i 2011-13.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hvad laver alle disse privatpraktiserende psykiatere, har de slet ingen betydning for behandling af unge?
Hvem betaler for deres arbejde og behandler de unge med små psykiske problemer og efterlader unge med store psykiske problemer tildet offentlige system?

Langt, langt det meste af tvangen brugt i børn og ungdomspsykiatri har til hensigt at forhindre børn i at gøre skade på sig selv. Selvskade er selvfølgelig et sprog barnet bruger i forsøg på at kommunikere noget der føles umulig at kommunikere verbalt. Det er ikke nemt at lære dette sprog og det er individuelt for hvert barn men der kan være temaer der går igen. Men det kan blive nødvendigt at stoppe selvskaden inden man har lært sproget, ganske enkelt for at redde barnets liv. Psykiatrien for denne patient gruppe vil altid blive en balance act mellem den meget svær kunst at opbygge en tryg dialog med en der initialt ikke har tillid til den dialog, og nødvendig brug af magt til at afværge en katastrofe.
Det er et yderste krævende arbejde og de der lave det skal have arbejdsro og trofast opbakning fra deres ledere, klar til at lytte og handle hvis personalet oplever sig overbebyrdet. Det er lederens job at få anskaffet de nødvendige personale og bygge et team der fungerer - altså værne om arbejdsroen. Hvis budgettet ikke er tilstrækkeligt er det lederens opgave at gøre opmærksom på det, højere op.
Desværre tyder noget på at en lederkultur er blevet opfostret over de sidste par årtier, hvor strategien med folk der gør opmærksom på utilstrækkelig ressourcer, er at vende problemet mod dem der påpege det, og gør dem til problemet i stedet. De vil blive hængt ud for at være ukollegiale, for at have nej hat på, for at være illoyale. Strategien afværger at der kommer et pres på ledergrupper højere i hierarkiet hvis opgave er at sikre en højere standard omsorg og behandling, og skaber derved illusionen om at ting glider fint nok trods alt, således der synes ikke at være akut behov for at handle. En lederkultur lånt fra det privat arbejdsmarkedet, men viser sig ikke særlig hjælpsom i et offentlig erhverv.