Det er svært ikke at være tilfreds med den kendelse, en domstol i Dubai har afsagt om, at Sanjay Shah skal udleveres til retsforfølgelse i Danmark.
Sanjay Shah er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for ni milliarder kroner i udbytteskat – en betydelig del af de mere end 12,7 milliarder kroner, der uretmæssigt blev udbetalt i årene 2012 til 2015.
Shah fyrede penge af på et liv i ekstrem luksus: dyre ejendomme, privat jetfly, en gigantisk lystyacht, der dog blev solgt igen, fordi det var for besværligt at smøre madpakker og hyre besætning ind til sejlturene, og på velgørenhed og støttekoncerter med store navne som Elton John, Prince og så videre.
I en skriftlig kommentar til kendelsen udtaler udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at »forhåbentligt er vi i dag kommet et stort skridt nærmere at stille Sanjay Shah til ansvar i udbyttesagen.«
Vel talt - og nu er det Information skal overveje om ikke de skulle afsætte de nødvendige økonomiske og redaktionelle og journalistiske ressourcer på at følge dette til dørs. På samme måde som eksempelvis tidligere modtagere af Cavling Prisen har afdækket fra myndigheder til bankers diskutable omgang med værdier, moral, etik og lovgivning. I en tid hvor en politisk motiveret transparens mellem staten og borgeren i det store hele kun går den ene vej, og hvor der bruges store politiske ressourcer på at skjule de økonomiske sammenhænge mellem erhvervsliv og politik. Der er der brug for at det kan afdækkes hvem der arbejder for, og hvem der arbejder i mod fælleskabets mange interesserer.
Frihed til appropiation.. liberale værdier!.. det som ikke er forbudt skal være tilladt. Dog!
Det som undertrykker og udnytter andre... økonomisk og identitetspolitisk- - mennesker som natur, skal være moralsk og juridisk til diskurs.. Sådan har det været - og skal fortsat være... Jeg håber inderligt at han og alle dem som gjorde det muligt bliver sat juridisk til dørs. Et spinkelt håb...
SKAT har også svigtet "big time"! Man have en enkelt ansat til kontrol af kravene om tilbage betaling af udbytte skat: Med de summer der var/er tale om vidner svindlen om en GSG (går den så går den) holdning hos politikkere og embedsmænd, Føj!
Er udbytteskatteskandalen ikke bare kvintessenesen af det generelle borgerlige syn på skat, nemlig, at pengene ligger bedst i borgernes lommer.
En anden ting der skurrer i mine ører er, at det åbenbart er muligt at låne eller leje aktier.
Jeg har svært ved at se det kan have et hæderligt sigte.
Ellers er jeg helt enig i, at der bør rulle ministerhoveder i udbyttesagen. En af de hovedansvarlige er stadig minister. Så af med det!
Således sikrede Rederiforeningen og resten af dansk erhvervsliv, Danmark som en bananrepublik. Hvor er det pinagtigt. Hvor gør det ondt.
Tjære og fjer er hvad man kommer til at tænke på.
Og hold så alverdens chefstrateger væk fra fjernsyn!
Ja så det var under Schlüter at miseren startede. Her var Fogh Rasmussen skatteminister fra 1987- 1992, hvor han måtte gå af som minister pga sin kreativebogføring.
I Fogh Rasmussens regeringstid forsatte han arbejdet med at begrænse SKATs kontrollerende arbejde for erhvervslivet. Ja arbejdstilsynet blev også beskåret.
@Dorte Sørensen du kom før mig, for jeg tænkte det samme, nemlig, at AFR skar voldsomt i skattevæsnet, da var statsminister men sin skattereform i 2007, og en vis Hr. LLR havde også en finger med i spillet.
Det er desværre stadig muligt at svindle med udbytteskat, da Skat har valgt ikke at kontrollere alle.
Det er korrekt at "man have en enkelt ansat til kontrol af kravene om tilbage betaling af udbytte skat." Vedkommendes chef sad et helt anden sted i landet. Vi sad her i kommentar feltet og råbte op om at der hver måned fossede en mia. kr. ud af landet, uden at der skete noget.
På det tidspunkt hvor der var fosset ni milliarder ud af kassen, gik myndighederne endeligt ind i sagen, og når det sker ved enhver journalist at så holder man kæft og lader dem gøre deres arbejde. I mellemtiden fossede der yderligere tre milliarder ud i løbet af de næste tre måneder, før der var en eller anden med kendskab i jura der sagde; "jamen vi kan da bare lukke for kassen."
Hele forløbet, der kostede staten 12,8 mia. kr., er en konsekvens af at de rige, der, som vi ved, sidder på magten, ikke brød sig om at betale skat. Derfor iværksatte de borgelige politikere, på vegne af de fire hundrede i magteliten, en process med at fjerne over halvdelen af Skats medarbejdere. Til sidste brød Skat sammen og blev omdannet til syv små dværge. De skyldige politikere fik som sædvanligt lukrative jobs i erhvervslivet for tro tjeneste.
Tyve års bevidst dekonstruktion af Skat medførte en total nedsmeltning. Essensen i at appellere til de grådige, gennem frivillighedsprincippet, det var det som Kristian Jensen (V) indførte i Skat; virksomhederne kunne selv afgøre, hvor meget de syntes de ville betale i skat. Det var frivillighedsprincippet som var grunden til at Skat gik ned.
Daværende skatteminister Kristian Jensen (V) i 2007 fremlagde den nye indsatsstrategi for Skat med overskriften: Mindre kontrol, mere vejledning”. "Det er forældet og gammeldags at tro, at man alene løser Skats opgaver med at få den rigtige skat ind, ved at ansætte flere kontrollanter. Jeg tror, man kommer meget længere ved at uddanne borgere og virksomheder i at betale deres skat, siger han".
Danmarks Radio Nyheder skriver endvidere: "Skats egne tal viser, at de årligt kun kontrollerer tre procent af de virksomheder, der er i Danmark. Og ifølge Skats egen undersøgelse, er der fejl i skatten hos over halvdelen af virksomhederne i 2012. Hver tiende virksomhed snyder ifølge undersøgelsen bevidst. Groft sagt kan virksomheder i et eller andet omfang afregne, angive og betale det, de har lyst til".
"Flere medarbejdere, som DR Fakta har talt med, mener, at der er en direkte sammenhæng mellem de mange nedskæringer i Skat og den manglende kontrol af virksomhederne".
Søg på: dr.dk: skat-medarbejdere-det-er-alt-nemt-virksomheder-snyde-i-skat
De værste røvere befinder sig i folketinget, diverse regeringer har stille og roligt tømt samfundets fællesbank Skat for tusinde milliarder og slipper godt fra det, et tyveriet som var nøje planlagt og udført. Tømningen er bestilt af nogle, der sidder langt bag skranken – i fine direktions- og bestyrelseslokaler, de har holdt århundredes fest.
Det påfaldende ved banktømningen er, at den ikke er foretaget af gerningsmænd med elefanthuer, men af magtelitens håndlangere, de danske folketingspolitikere, erhvervslivets tjenere. Der er fuldt belæg for at påstå, at der er råddenskab i det danske folketing, og at de medier, der har til opgave at sikre landets sundhed, tilsyneladende ikke er deres opgave voksen.
Der er behov for en folkelig kulegravning af tømningsforløbet og dernæst en skærpelse af lovgivning og forvaltning for at undgå gentagelser. De politiske partier som stemte for nedskæringerne på alle områder af de sociale institutioner, inkl. det sociale- og beskæftigelsesmæssige område, sidder nu i regeringen og planlægger de næste "omprioriteringsbidrag" bl.a. på sygehusområdet.
Ironisk er det, at det velfærdssamfund, som blev smadret, indledte sin tilværelse som en af de mest respekterede velfærdslande, en del af den særlige skandinaviske model. Historien handler om et ulykkeligt bankrøveri, med hundrede tusinder ofre i bunden af samfundet, dem som har fået smadret deres livsgrundlag.
De fleste af de love som blev vedtaget eksisterer stadigvæk i dag. Hver eneste dag mangler pengene, som ved lov bliver fjernet fra os, og hver dag går de til diverse skattelettelser til dem som har rigeligt. Bl.a. får erhvervslivet to og fyrre milliarder hvert år i kontanthjælp. Oven i dette skal lægges de elleve milliarder til konsulentvirksomheder og over tre hundrede milliarder til indkøb som det offentlige foretager i private virksomheder. Dertil er der diverse privatiseringer hvor opgaver, som det offentlige før udførte, nu gøres af virksomheder. Alt i alt er erhvervslivet styrket i en sådan grad at magten ligger hos deres interesseorganisationer.
Men enhver bevægelse skal være bevidst om at der vil komme en modbevægelse. Og der er stærke kræfter i gang for at genskabe et retfærdigt socialt samfund. I den nuværende situation, hvor politikerne har rottet sig sammen for at redde dem med formuer gennem inflationskrisen, men hvor de samtidigt lader os drukne i de regninger som alle, der bare kan udskrive en regning, fyrer af i en perverteret og uhæmmet hypergrådighed, det er nu du skal gå ud på de sociale medier og deltage.
Vil du bidrage til en levende bevægelse, især med henblik på samarbejde og gensidig fordel, og har du en grundlæggende følelse af social retfærdighed og solidaritet, kan du bliver medlem af de sociale bevægelser for at forbedre alles vilkår. Vær med til at opbygge infrastruktur, skabe koalitioner mellem grupperne, samt til udvikling af lokalt lederskab.
Sociale bevægelser er organisatoriske strukturer, hvor samspillet mellem individet og grupperne skaber strategier, der kan give undertrykte grupper mulighed for at adressere effektive udfordringer og modstå de mere magtfulde og forgyldte eliter. Sociale bevægelser, hvor folk bruger tid på at tale med hinanden, er således et vigtigt redskab for almindelige borgeres deltagelse i den offentlige politik.
Spred budskabet på de sociale medier, vi skal have alle med. Det direkte demokrati betyder at du gør en forskel. Du spreder budskabet, og du deltager aktivt. Vær med til at fortælle hvad der foregår. Tal med alle du kender og send E-mail til så mange som muligt.
Vi er nu i det rigtige historiske øjeblik, hvor progressive sociale bevægelser, grupper og foreninger giver mulighed for politiske forandringer skabt fra bunden af samfundet. Vi skal øge det demokratiske råderum ved at styrke de lokale kræfter, som til dagligt arbejder med sociale fremskridt. Vi vil skabe et stabilt Danmark, gennem et mere lige samfund. Uligheden er eksploderet, og demokratiet er skævvredet. Den maniske ulighedsskabelse skal stoppe, og magten skal fordeles på alle samfundsgrupper, for at vi igen kan kalde landet et ægte demokrati.
Jeg har altid ment at mennesker eller virksomheder, der har oparbejdet store formuer burde være stolte/glade over det. Når de ikke vil vedstå sig deres besiddelser er der som jeg ser det kun én forklaring: de har "snydt" eller de vil "snyde". Når det derfor i Danmark politisk gøres muligt at anonymiserer ejendoms besiddelser sandsynligvis fordi vi er bange for kapitalflugt og fordi nogen snakker erhvervslivet efter munden så er vi medskyldige i svindel.
Jeg melder mig gerne til at par måneder i - helst åbent- fængsel på kost og logi. Jeg bliver nok én blandt millioner; så vi kan få det hyggeligt og udveksle svindel historier.
Men det vil være langt billigere at ophæve de kriminalitets fremmende anonymiserings muligheder.
Jørgen Grønnegaard Christensen har i sin bog "Overmod og Afmagt" minutiøst skildret, hvordan selvsikre embedsmænd og famlende politikere systematisk nedbrød og ødelagde skattevæsenet.
Det begyndte længe før Fogh-regeringen; allerede i Nyrups tid begyndte "moderniseringen" af skatteforvaltningen med den såkaldte "Operation Store Selskaber." Ideen var god nok: De største selskaber skal ikke lignes og kontrolleres ude i kommunerne, men centralt hos de mest kompetente afdelinger af skatteforvaltningen.
Men næste trin blev, at alle selskaber overgik til central ligning og skattekontrol. Hvor de enkelte kommuner tidligere havde ligningsafdelinger og ligningskommissioner, hvor lokale embedsmænd og lokale politikere havde ansvaret for ligningen (og havde ret god fornemmelse af, hvilke selskaber, der fordrede særlig kontrol), overgik det hele, dvs. skatteligning og kontrol af et fem-cifret antal selskaber til den centrale skattestyrelse.
Det kunne ikke undgå at gå galt. Hvor der tidligere var det, der kaldes "udgående" kontrol til de fleste virksomheder en gang om året eller hvert andet år, hvor kontrol med A-skat, moms, lagerbeholdninger og meget andet blev udført ude i virksomheden af en lille gruppe lokalkendte skattemedarbejdere, er denne kontrol af virksomhederne for længst udgået. Nu foregår alting centralt og digitalt. Når man yderligere i Foghs og Løkkes regeringstid afskaffede "bøvlet" med at virksomheder skulle lade deres årsregnskaber revisere af en revisor, men for de fleste selskabers vedkommende blot selv kan opstille deres regnskaber og digitalt aflevere de tal, de selv vælger, må det gå galt. Naturligvis er tillid ikke bedre end kontrol, men på Christiansborg lever man i aen anden verden.
Læg dertil, at inddrivelsen af skatter også blev centraliseret. I stedet for lokale pantefogeder, der kendte deres lus på gangen, og faktisk kunne inddrive langt størstedelen af skatte- og momsgæld, foretrak politikerne centraliseringen, så al inddrivelse for hele Danmark er samlet på et kontor i Jylland. Begrundelsen var tragikomisk: Der er ingen grund til at betale lønninger til pantefogeder i alle kommuner, når man kan klare det hele digitalt. Sådan tænker politikere, og det er derfor, det er farligt at overlade vigtige beslutninger til dem.
Resultat: Den samlede skattegæld eksploderede på 2. 30 år fra ca. 10 mia kroner til langt over 100 mia kroner, eller næsten 10% af et års indtægter på statsbudgettet.
På samme måde er hele området for ejendomsvurdering blevet ødelagt. Fra lokale vurderingsråd og lokale embedsfolk til landsdækkende kaos, hvor det nu på niende eller tiende år stadig er umuligt at foretage ejendomsvurderinger. Man ville spare lønninger til alle de "unyttige" lokale vurderingsmedarbejdere og vurderingsråd, men udgifterne og tabene er formentlig 10 gange større end besparelserne.
Centralisering har været - og er -det store mantra. Kommunale sammenlægninger, så veldrevne, gamle kommuner som for eksempel Ribe, Korsør og Skelskør nu kun er et postnummer uden egen identitet. Vi har de største kommuner i hele EU med den mindst borgernære forvaltning man kan forestille sig. Ligeledes med politikredse - det var jo meget smartere og billigere med nogle få mega-politikredse - end de 54 mindre, der tidligere dækkede landet, for så kunne kostbar og overflødig politi-administration spares, og politiet kunne i fremtiden komme helt tæt på borgerne, - med hurtig udrykning, og højere opklatringsprocenter som konsekvens. Regeringen (Løkkes) var endda så frimodig at kalde politireformen for en "reel decentralisring," selv om alle kunne se, at den var det modsatte og at både udrykningstid og opklaringsprocenter kun er blevet dårligere.
Jo, centralisme er mantraet, og der er fortsat - og vil komme -mange nye banditter af Sanjay Shah-typen. Når udenrigsministeren gik i radioen i går og brystede sig af (underrets)dommen i Dubai, der nu er appelleret, som om det var hans ministeriums fortjeneste - og dermed indirekte en personlig sejr for Løkke, er det rent spin af værste skuffe. Det er skiftende skatteministre, der har ansvaret for, at en oversmart forretningsmand som Shah kunne lænse danskernes fælleskasse for omkrig 10 milliarder kroner, eller 3-4000 kr. pr husstand.
Men bemærk, at ingen overordnede personer, endsige politikere, er stillet til ansvar overhovedet, bortset fra den uheldige helt, der sad mutters ensom - uden kolleger - på sit kontor hos Skat og skulle godkende flere tusinde udbetalinger - for tocifrede millionbeløb - hver eneste dag - uden kontrol, uden overvågning. Samme person spiste som bekendt frokost på luksuøse restauranter, inviteret af Shah, og modtog et kostbart guldur til en værdi på et seks-cifret beløb som gave af samme Shah. Den slags går fint i Danmark, for tillid er bedre end kontrol.
Danmark som foregangsland. Lad os se, o,m Shah nogensinde bliver udleveret, og - hvis han gør - om han da bliver dømt.
Jeg tror det ikke. For hvis det er påkrævet, kan Shah investere hundrede eller to hundrede eller flere millioner i nogle af verdens dygtigste advokater, der kan lægge skatteministeriets jurister ned og spise Kammeradvokaten til morgenmad.
Danmark som foregangsland!
Martin Jacobsen, det er så smukt og rigtigt, et du skriver. Men hvordan vil du forhindre, at det blot kommer til at lyde som et hult ekko af gamle taler af Knud Jespersen eller Preben Wilhjelm?
Tiden er en anden, og libertarianismen godt på vej til den totale sejr. Hvordan vil du råbe folk op, så de orker at danne de progressive sociale bevægelser, du taler om, i en tid, hvor fodbold, sociale medier, streamingtjenester, smalltalk, konfliktskyhed, ansvarsforflygtigelse og new public management synes at fylde hele rummet, og hvor ingen tør, vil eller gider have en mening om noget som helst? (Bortset fra Information og avisens kommentatorer, ikke at forglemme).
Her må jeg sgu protestere, William Kern: det er hul i hovedet at ligestille Knud Jespersen og Preben Wilhjelm! Behøver jeg begrunde det?
@ William Kern. Det kan ikke i længden undgås. Thomas Piketty skriver i sin bog, En kort historie om lighed: "I slutningen af 1700-tallet indledes en lang og stadig igangværende bevægelse mod lighed. Denne bevægelse er konsekvensen af kampe og oprør mod uretfærdighed, der har gjort det muligt at ændre styrkeforholdene og omvælte de institutioner, der blev oprettet af de herskende klasser med henblik på at strukturere den sociale ulighed til deres fordel, for i stedet at udskifte dem med nye institutioner - nye og mere retfærdige sociale, økonomiske og politiske regler, der er mere frigørende for de fleste borgere. De mest gennemgribende forandringer i ulighedsregimernes historie er generelt præget af meget omfattende sociale konflikter og politiske kriser."
"Det er altså ikke afdæmpede diskussioner i de parisiske saloner, der gør en forskel. I løbet af 1900-tallet spiller fagforeningerne og de sociale mobiliseringer en vigtig rolle i omdefineringen af styrkeforholdet mellem kapital og arbejde og i mindskelsen af ulighederne. Hvad er denne nye økonomi- og samfundshistories vigtigste konklusioner? Den mest indlysende er sikkert denne: Uligheden er frem for alt en social, historisk og politisk konstruktion."
"Med andre ord: For det samme økonomiske eller teknologiske udviklingsniveauer er der altid talrige måder at organisere et ejerskabsregime eller grænseregime på, eller et socialt og politisk system, et skatte- og uddannelsessystem. Disse valg er politiske. De afhænger af styrkeforholdene mellem de pågældende socialgrupper og verdensanskuelser, og de fører til ekstremt variable ulighedsstrukturer alt efter samfund og periode. Al skabelse af rigdom i historien udspringer af en kollektiv process: Den afhænger af den internationale arbejdsdeling, hvordan naturressourcer udvindes og udnyttes globalt, og af ophobningen af viden lige siden menneskehedens fødsel. Menneskenes samfund opfinder konstant regler og institutioner, der skal strukturere dem og fordele rigdom og magt, men der er altid tale om politiske valg, som kan rulles tilbage."
Martin Jacobsen. Jeg vil bestemt gerne tro på, at Pikettys analyser af udviklingen før, under og efter den industrielle revolution, kan understøtte en forhåbning om, at der også i fremtiden vil kunne opstå de progressive, sociale bevægelser, som du skriver om. Der er sandelig hårdt brug for dem, og min bekymring går på, at jeg ikke rigtig kan få øje på selv de allermest spæde spirer til sådanne bevægelser. Det virker på mig, som om vi lever i en tid, hvor langt de fleste er mere optaget af egne individuelle forhold og overfladiske interesser som Facebook, streamingtjenester etc., og meget få orker læse en bog, deltage i et poli8tisk møde eller blot knytte næverne i bukselommen og blive vred over urimeligheder, når der er brug for det. Jeg håber du har ret, og at du ser klar, når du omtaler sådanne strømninger, der måtte være på vej.
Ole Meyer. Jeg forstår godt din bemærkning, for jeg har nok udtrykt mig for unuanceret; det er bestemt ikke min mening overhovedet at "ligestille" Jespersen og Wilhjelm. De er naturligvis vidt forskellige. Jeg nævner dem alligevel i samme sætning, fordi de begge i tale og skrift tordnede mod skatteunddragelse og ulighed, og jeg kan være bekymret for, at når der her i disse spalter - både af Martin Jacobsen, som jeg henvendte min kommentar til, og af andre, inklusiv mig selv - , skrives til støtte for større social retfærdighed, udligning af den voldsomme ulighed etc. , at vi da ikke formår at råbe ret mange andre op end os selv og en lille sluttet kreds. Sådan at vi netop kommer til at lyde som et hult ekko af noget fortidigt (f. eks. Jespersen eller Wilhjelm eller andre, der har talt mod ulighed). For forandringerne kommer jo ikke af sig selv eller blot fordi vi ønsker dem eller skriver om dem?
Jeg mener således afgjort, at Martin Jacobsen har ret i sine forhåbninger, og jeg ville være virkelig lettet, hvis jeg kunne få øje på, at der et eller andet sted ulmer nogle gløder, der kunne gå hen og blive til noget større, - en folkebevægelse af en slags, nogle "sociale bevægelser," som Martin Jacobsen kalder dem; et eller andet, der kan få mange menneskers øjne op for. at vi har brug for store forandringer i dette samfund. Netop sådan som Piketty slår til lyd for.
Alt i alt tror jeg, vi er ganske enige om det meste.
Melankolsk Nytårslimerick
i forlængelse af William K's afslutning:
Ak, tiden er ganske af lave,
det mærkes i hoved og mave.
Hvad stiller man op
med hoved og krop?
Med et suk må man dyrke sin have,
---- eller ?
PS Preben Wilhjelm er i modsætning til Knud Jespersen m. fl. aldeles ikke fortid!
Han både lever, tænker (og skriver?) fortsat, skarp som før. Knud J. gjorde højst det første ....
Selv om SKAT ikke ved hvem der ejer aktierne, må det være rimeligt simpelt at finde ud af om man skal have udbytteskat refunderet: Hvis man kan fremvise dokumentation for at man har betalt, kan man få refusion, ellers ikke!