Der ligger en vis ironi i, at Venstre gjorde Mette Frederiksen til regeringsleder i en flertalsregering, efter partiet havde bygget hele sin valgkamp op omkring en anklage mod statsministeren for magtfuldkommenhed. For det er klart: En mindretalsregering som den, hun tidligere stod i spidsen for, har ikke samme muligheder for at tromle hen over resten af Folketinget og gennemtrumfe sin egen politik som en regering, der selv råder over et parlamentarisk flertal.
Mindre ironisk bliver det ikke af, at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen som en af sin første embedsgerninger som forsvarsminister har udvist, hvad man i særklasse må betegne som magtfuldkommenhed. Nemlig i sagen om store bededag og det kommende forsvarsforlig.
SVM-regeringen har selv opfundet det såkaldte kryds mellem afskaffelsen af en helligdag og finansieringen af forsvarsforliget. Man kunne med lige så god ret påstå, at pengene, der bliver tilvejebragt ved, at folk skal arbejde en dag mere om året, eksempelvis skulle gå til at finansiere de bebudede lettelser af topskatten og skatten på generationsskifte i virksomheder.
Ellemann-Jensen er ikke i stand til at balance den magt han nu har fået. For Ellemann er det en enten eller lederstil. Ikke særlig overraskende. Eller rettere magt han tror han har fået. For Den-Lille-Svindler, Ellemann's tidligere chef, stå i skyggen i den blinde vinkel.
"Man kunne med lige så god ret påstå, at pengene, der bliver tilvejebragt ved, at folk skal arbejde en dag mere om året, eksempelvis skulle gå til at finansiere de bebudede lettelser af topskatten og skatten på generationsskifte i virksomheder"
- Det behøver man ikke påstå. For det er lige præcis det det er.
En påstået midterregering med udelukkende et liberal Venstre indhold. Politisk forræderi. Det er hvad det er.
Manden er ikke alene magtfuldkommen og magtbegærlig.
Det viser sig, at han også er ubegavet.
Han ryger forhåbentlig på lossepladsen om senet 4 år. Forhåbentlig før, for han vil ikke, se at det er magtfuldkommenhed af værste skuffe, at han vil bruge sit flertal, for at få flere penge til skattelettelser, for jeg er sikker på, at det er det, det drejer sig om. Der er der jo også andre, der har skrevet.
Det lykkedes heller ikke for journalisten i deadline at få en forklaring på offentlighedens fokusering på koblingen imellem inddragelse af fridag og NATO-udgift. Men af det der ikke bliver sagt - i flere omgange - kan man også udlede noget. Det bliver så i første omgang på min regning. Men det lyder som om det har været et kiks i kommunikationen fra? i regeringen. For i deadline hed det sig - iflg hr Rahbek-Madsen - at regeringen skam venter på forslag fra oppositionen om andre måder at financiere udgiften på. Blot skal financierings-kilden bidrage til både at løse både forsvars-, arbejdsudbuds- og inflations-udfordringerne. Så jeg hælder til en kommunikationsfejl hos?
I jagten på et alternativ til regeringens bededagsprojekt synes bevarelse af topskatten at være den indlysende enkleste og mest nærliggende løsning.
Men hvis SVM majoriserer skattelettelser til højindkomsterne igennem, er man jo nødt til at finde en alternativ finansiering af oprustningen. Her bør nye skatter komme i betragtning. En værneskat, som i 1950'erne vil være nærliggende. Værneskat er øremærket til militæret, den kan opkræves f. eks. som 1 % af den skattepligtige indkomst, der - lagt oven i den almindelige statsskat - vil udgøre ca. 3 milliarder kroner årligt.
Med fjernet topskat kan højindkomsterne glæde sig over, at de rammes mindre hårdt end andre, og de der får forhøjet deres beskæftigelsesfradrag, lettes ligeledes.
Derved kan regeringen sikre at kun pensionister og folk på overførselsindkomst kommer til at mærke skatteforhøjelser fuldtud. Det må da være en løsning, der kan glæde alle i sammenrendsregeringen.
Når et parti med Venstres historiske styrke får tæsk af vælgerne, som vi så ved valget. Forventes det at lederen går af. Farvel og tak. Ellemann-Jensen valgte at blive ved, og at gå i regering med Mette Frederiksen, som var hovedmodstander ved valget. Som om Venstres vælgere og medlemmer af partiet ikke opdagede at deres leder burde udskiftes, da han åbenlyst ikke kan sælge billetter. Det har de selvfølgelig ikke. Og på et tidspunkt bliver de nødt til at få det gjort. Indtil da vil Venstre langsomt blive svagere og svagere. Og vi andre kan bare kigge på det og lune os, og sige: hvad sagde jeg!
Og man kan roligt sige at det såkaldt borgerlige Danmark ligger i ruiner, for sørme om det ikke også gælder for de konservative og Søren Pape Poulsen. Same-same!
Spores en vis uvilje mod at skyde på regeringens leder, statsministeren, i sagen om magtfuldhed, det der fik R til at fælde statsministerens tidligere regering?
Problemet med den ny regering er at den ikke bare er magfuldkommen i gængs forstand, altså hvor magten på en eller anden måde alligevel er til forhandling. Regeringen har som bekendt absolut flertal og er i bogstaveligste forstand magtfuldkommen, lige så længe den ønsker at være det - dog med en tidshorisont på max. fire år - hvis altså ikke det lykkes den at indføre egentligt diktatur i mellemtiden.
Han tror åbenbart at den nye ministerpost bare automatisk har givet ham kørekort til en meget, meget, meget stor bulldozer !
De tromler, fordi de kan. Man kunne drømme om et nej fra en vis person.
For Ellemann er jobbet som forsvarsminister næppe valgt for at kunne udøve magtfuldkommenhed. Jobbet er snarere en personlig redningsplanke, på samme måde som udenrigsministerposten er Løkkes private redningsplanke. For uden udsigt til et internationalt topjob med reelt indhold, og med risiko for at henslæbe resten af sine manddomsår som lobbyist på Gorrisen og Federspiels advokatkontor, er en udenrigsministerpost ikke at foragte.
Jan S. Jensen skriver foran - og jeg er meget enig - at når et parti får tæsk af vælgerne som venstre fik det, så bør lederen gå af. Sådan var det også engang, hvor den parlamentariske moral var højere. Men det er anderledes i dag, fordi politikernes deltagelse i den politiske kamp er blevet afløst af - levebrødspolitik.
Derfor går man ikke af, selv når man er mest trængt. Ikke, hvis man kan finde en redningsplanke. Løkke og Ellemann fandt hver sin, Løkkes var måske mere besværlig at nå, fordi han først måtte opfinde et nyt parti, mens Ellemanns under forhandlingerne på Marienborg viste sig at være lige til højre ben, og - når det gælder om at kravle op på redningsplanken - må man sige "pyt" til at man nærmest har aflagt ed på at ville gøre det modsatte af det, man gør.
Også Støjberg fandt sin redningsplanke. Det forekom måske ikke ligetil at finde en fremtid i politik efter en fængselsstraf for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven, når man tænker på, at historien har talrige eksempler på politikere, der måtte tage afsked med politik på grund af småforseelser som tyveri af et par ispinde, en flaske whisky eller et underslæb på nogle få hundrede kroner fra en julesparekasse, - -- men med god hjælp af medierne, fandt den nystraffede Støjberg sin redningsplanke.
Og minsandten, om der ikke også var plads på samme redningsplanke til to håndfulde gamle DF'ere, som ellers var ved at miste deres gode jobs.
Redningsplanker kan redde liv i havsnød. Og i det politiske liv er det kun fantasien,d er sætter grænser for, hvilke redningsaktioner, der kan sættes ind.
Ha' dog lidt medfølelse med Jacob Letvægter. Hans tunge skæbne er, at han forsøger at leve op til efternavnet....det ser ikke ud til at gå særlig godt. Han skulle ha' lyttet til daddy, dengang sønnike blev frarådet at gå ind i politik.
Men ellers slægter bet' Jacob da farmand på, når det gælder bissemetoder. Uffemanden fik jo sine mange næser fordi han ignorerede det folketingsfletal, der bakkede op om fodnotepoltikken i 80'erne., og som fastlagde en kritisk kurs til NATO og USA og stillede krav om, at USA-krigsskibe der anløb danske havne ikke måtte have a-våben om bord.
Sådanne utilstedelige krav stiller det krigsliderlige folketing ikke i dag. Tværtimod så gør de med Mette Frederiksen i spidsen gerne USA en tjeneste hver dag.
Op til valget lå de konservative lå til mellem det dobbelte og 3-dobbelte i meningsmålinger gennem hele året, af hvad de endte med at få. De fik knap 200.000 stemmer. De 'mistede' mellem således mellem 200.000 og 400.000 stemmer i finalen. Ikke en eneste af disse mange borgerlige vælgere valgte at stemme på Ellemann-Jensens Venstre!