Der eksisterer et paradoks, når det handler om organdonation i Danmark.
Opbakningen til donation, der både kan forbedre og redde liv, er stor. Mere end 80 procent er positivt indstillet, viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, og knap 70 procent erklærer sig villige til at donere deres egne organer.
Det er egentlig ikke så overraskende. Vi lever i et land med verdensrekord i tillid, og hvor følelsen af forpligtelse over for fællesskabet er stor.
Alligevel, og heri ligger paradokset, døde 21 mennesker i Danmark i 2022, mens de ventede på et organ. Og der var 460 på ventelisten ved årsskiftet. For kun 27 procent af befolkningen har registreret deres holdning i det officielle donorregister.
Det er derfor helt på sin plads, at der løbende opstår politisk diskussion om den danske model for organdonation, som også kaldes ’aktivt tilvalg’ og indebærer, at man aktivt skal registrere sig som donor.
En donation er en gave.
En organdonation er ikke et krav, ikke en forventning, ikke et forlangende eller en samfundsrettighed:
En organdonation er en frivillig gave fra et individ til et andet.
Hvis organoverførsel er et samfundsmæssigt krav og en rettighed til andres kroppe, skal der ændres navn fra donation til et andet begreb.
Troen på at lovgivningsmæssige enkle snuptagsløsninger vil betyde flere organer til rådighed er en ren ( og efter min opfattelse også naiv) trossag. Artiklens forfatter lider bla af en grundlæggende misforståelse . Nemlig at organdonation er betinget af om man har registreret sig i donorregisteret med et ja.
Det gør det faktisk ikke. Det afhænger primært af de pårørende.
Antallet af organer til donation afhænger også af andre ting. Man skal bla. dø på den rigtige måde, organerne skal være velfungerende og intakte, de pårørende kan og skal give tilladelse eller accept ( uanset om den døde har sagt ja i donorregisteret hvis vi taler om blød tvang), sygehusafdelingen mv. skal have den rette optimale organisation og logistik parat.
Vi arbejder jo i øvrigt målrettet på at nedsætte dødeligheden med større sikkerhed i trafikken, mindre vold med døden til følge mv. kort sagt den type død, der giver gode organer. Holdt vi op med det kunne vi også få flere organer til rådighed. Det vil næppe blive anset for etisk i orden. Men effektiv forebyggelse reducerer altså antallet at tilgængelige organer, ikke desto mindre forsøger vi, at få så få organer til rådighed ved en samfundsmæssig aktiv bekæmpelse af voldelig og traumatisk død. Groft sagt for hvert liv vi heroisk redder i den situation fratager vi en anden chancen for et forlænget liv. De etiske dilemmaer løses ikke med autoritær tvangslovgivning. Kun en fortsat teknologisk udvikling med produktion af reservedels organer i form af fx kunstigt hjerte eller fremdyrkelse af stamcelleproducerede reservedele vil løse dette etiske dilemma, men dermed i øvrigt skabe nye.
Man kan i nogle sammenhænge i øvrigt også få organer fra levende donorer, nyre- og lever. Ligesom nyre fra hjertedøde såkaldte nekronyrer, kan anvendes hvis man vil.
En grundlæggende præmis i det danske sundhedsvæsen er, at alle indgreb foregår via informeret samtykke. Et udgangspunkt om at vi ikke selv, men staten bestemmer over vores krop er som udgangspunkt ikke populært i det danske samfund. Tilliden afhænger bla. af, at staten ikke misbruger den, og at vi tror på, at vi som døende ikke bare skifter fra at være et mål til at blive et middel er grundlæggende en væsentlig følelsesmæssig og personlig opfattelse af kunne have tillid til sundhedsvæsenets medarbejderes etik.Tillid til staten i DK er næppe tilsvarende eller så stor som forfatteren åbenbart tror. Tillid til at sundhedsvæsenet tager hensyn i den konkret situation til patientens og familiens følelser og opfattelser er helt central. Det vigtigste er derfor at man taler om det i sin nærmeste familie og dermed gør de pårørendes beslutning i situationen hvis den opstår enklere og nemmere.
Forfatteren reducerer en meget kompleks problemstilling (se tidligere kommentarer) til et naivt forenklet spørgsmål om reservedele.
Mennesket er ikke siden den foregående artikel om emnet blevet reduceret til et middel, men er stadig et mål i sig selv.
Uha, hvor har jeg det svært med den sag. Jeg har kun nogle plørede meninger om det. For mig kommer det ret hurtigt til at dreje sig om sundhedspolitik, og om vi kun består af en række komponenter. Jeg kan heller ikke lide ordet Supersygehuse eller privathospitaler og MR-scannere, selvom det redder mange menneskeliv. Jeg føler mig langt ude i hampen. Jeg tror egentlig, at jeg er imod det hele, hele den moderne livsform, der minder mig om en skiløber, der suser ned ad bjerget og ender med at slå sig fordærvet og bliver lappet sammen med søm og skruer. Hvad er det galt i det, når det er den måde, flertallet vil leve på?
Og hvad er der galt i levemåden, når den ender i økologiske katastrofer, isafsmeltning og havstigning, når det nu er den måde, flertallet vil leve på?
Og hvad er der galt i at dyrke et kapitalistisk system, der altid ender i krig, når det nu er det, flertallet vil?
Det er mig, der er noget i vejen med, jeg ved det, men hvis en af mine kære, havde brug for en nyre, ville jeg tilbyde min, mærkeligt nok. Så hvorfor ikke også en mig vildt fremmed? Jeg burde vel egentlig tilbyde det hele rub og stup. Vi bør vel ofre os for hinanden især voksne over for børn, de rige over for de fattige, de lande over for de mindre rige lande.
Når det nu er hele vores sygdomsfremkaldende levemåde, den er gal med, hvorfor gør vi så ikke noget ved den? Nej, det er for svært. Det er meget nemmere at se tingene i et snævert perspektiv og komme med bebrejdelser mod hinanden.
@niels-simon Du vil gerne stille dig til rådighed; det tror jeg osse jeg vil. Men du nøjes ikke med at sige “vil”, men accentuerer det til “burde”, og der dukker problemet op. Jeg vil gerne hjælpe, tror jeg nok, men jeg kan ikke spille med på, at jeg ligefrem bør lade staten se mig som et reservedelslager.
Jeg tror, denne diskussion bliver overflødig i løbet af få år, fordi man så får mulighed for at dyrke organer af den enkeltes stamceller. Det er en langt bedre løsning end organdonation. Det er jo ikke sådan, at man lever et problemfrit liv efter at have modtaget et organ fra et andet menneske. Det kræver livslang behandling med immundæmpende medicin for at organet ikke skal blive afstødt.
Jeg har selv modtaget blod en gang, hvor jeg var ved at dø af blodtab. Jeg fik blod fra 8 forskellige mennesker, og jeg var selvfølgelig mest af alt lykkelig over at have overlevet. Men det føltes nu også mærkeligt at gå rundt med andre menneskers blod i kroppen. Så jeg tror, det er bedre at vente på den tekniske løsning med dyrkede organer fra stamceller.
Jeg er ryger og tæt på alkoholiker.
Hvad har jeg at tilbyde?
Vi gik fra verdens lykkeligste befolkning til den mest skuffede.
Og med iveren for privatisering, hvem kommer så forrest i køen til organer?
Se på USA. ER det det i ønsker?
Vi har partier der blot ønsker, at kopiere amerikanske tilstande. Har folk set hvad de tilstande er?
De eneste lykkelige i det her land, er dem der holder sig til lykkelig uvidenhed. Godt for jer, men glem alt om, at jeg skal høre på mere om at tænke på børnenes bedste, der skal arve dette samfund.
Problemet med manglende organer til transplantation kunne nemt løses.
Vi indfører bare den regel, at man, for at være berettiget til at modtage et organ, selv skal have været registreret som donor i de foregående 5 år.
Børn skal være undtaget fra reglen.
For unge mellem 18 og 23 skal man blot have været registreret som donor fra det 18. år.
Organtyveri findes også. Jeg rejste engang i Ecuador og læste i avisen, at man skulle passe på om natten, for det skete, at folk blev indfanget og fik bortopereret en nyre fx. Det er ikke ualmindeligt, at fattige sælger en krops-komponent. Jeg så en gang en udsendelse om det.
Men, fremskridtet er ikke til at stoppe, heller ikke når det ikke er et fremskridt. Det ender nok med, at vi selv kan fremstille organer, og så bliver det nok lige som med biler, at nogle modeller er bedre end andre. Hvem får så de bedste?