Det kom ikke som nogen overraskelse, at Klimarådet tirsdag for tredje år i træk underkendte regeringens evne til at anskueliggøre, at de forpligtende danske klimamål kan nås.
Siden sin første statusvurdering i 2021 har rådet påpeget, at der mangler konkrete tiltag for at reducere drivhusgasudledningerne, at en række besluttede tiltag implementeres for langsomt, og at en del af regeringens bud på virkemidler er ’fugle på taget’ – teknologier, der endnu ikke er færdigudviklede eller kommercielt modne. Det budskab skærpes i den aktuelle statusvurdering og leder til rådets konklusion om, at klimamålet for 2025 ikke ser ud til at kunne nås med den nuværende politik, at der er høj risiko for heller ikke at nå 2030-målet, og at Danmarks EU-forpligtelse på klimaområdet ikke ser ud til at blive opfyldt.
Hvad med en omlægning af livsvaner. Arbejde for et bedre liv med mere tid til familien osv... end bare at skulle være til for erhvervslivet?
Tænk om "vi" fik en 4-dag uge - der hvor det er indført har produktiviteten være højere - så var der mere tid til at være noget for de nærmeste og ikke skulle have dårlig samvittighed over ikke at kunne nå/gøre dit og dat med sine børn osv.
Det er ikke befolkningen som sådan, der ønsker flere biler, ikke vil flyve mindre (57% af befolkningen støtter flyafgifter) eller vil priotere motorveje højere end kollektiv trafik og bedre cykelstier. Det er særinteresser i affalt, vej og bil lobbyen, som har alt for stor magt til at stoppe omstillingen. Aktuelt ønsker Kastrup Lufthavn at fordoble kapaciteten, hvilket vil øge drivhusbelastningen voldsomt. Også motorveje bygges med stor klimabelastning og inden transporten er blevet fossilfri.
Så er fallitboet gjort op.
I sidste spalte står der: “så må vi søge de fællesskaber og samtaler…”. I stedet for, søge, ville jeg skrive, skabe, for de findes i for ringe grad. Det hører også med til fallitboet. Der sker alt, alt for lidt, og det kan man kun takke sig selv for. Der er fx for lidt selvkritik i klimabevægelsen, og det hænger nok psykologisk sammen med, at når folk tilslutter sig klimabevægelsen, er de mere eller mindre deprimerede over udviklingen, og så vil de have, der skal ske noget og ikke deltage i selvkritik.
Jeg er fuldstændig enig med Lederen. Det er forfærdeligt, men det er ligesom med krigen, den også er forfærdelig, og alligevel vil jeg sige, nej, det er passiviteten, der er det mest forfærdelige. Der burde jo have været en kæmpe stor samfundsforandrende aktivistbevægelse. Vi burde have været de virkelige aktører og ikke bruge tiden på at presse en regering, der er bundet af dens vælgere til ikke at gøre det, der skal gøres. Det hele bider sig selv i halen, og så sker der ikke noget.
Vi skal have indarbejdet bæredygtighed på alle områder, og det bliver en total samfundsforandring.
Træt ! af at høre det er et fælles problem, når der som i artiklen er beskrevet er det jo ikke befolkningen der halter, men vores erhvervsliv, politikere og ikke mindst den
Chicago økonomisk tankegang der er i det kapitaliske samfund .En forskruede barnlige forestilling om at vi skal blive rigere år for år, ved at sælge jordens resurser til hinanden er jo himmel råbende idioti .Ingen co2 skat ellers skader det jo konkurrence evnen for de stakkels firmaer der hælder kemikalier og Floor ud i åen. Alt imens jeg sorter 8 slags skrald ude i min gård. Den personlige stigmatisering af de enkeltes klima ansvar er et billede af vores politikere hvor økonomi og personlig karriere er vigtigere.
I stedet for at ligge under for billedet konstrueret af økonomer og flittigt kolporteret af medier og indprentet af reklamer af mennesket som et egennyttigt, selvcentreret, materialistisk væsen med hang til konkurrence og konflikt, må vi søge de fællesskaber og samtaler, der bekræfter os i, at vi af natur grundlæggende er empatiske, tillidsfulde, ansvarsfulde og orienteret mod samarbejde.
- Hvor findes de fællesskaber og/eller hvordan etableres de? Vi taler om en totalt venden op og ned på samfundet hvor arbejdsmarkedet, virksomheder, landbruget, transport, åbningstider i butikkerne, DET HELE skal laves om, og det skal ske, hvordan, uden politisk interesse eller opbakning. Er det revolutionen, vi taler om?
Hvordan skal påvirkningen af de politiske processer foregår, for oprigtig talt er det mit indtryk, at de politiske systemer er totalt uden interesse i andet end at støtte det eksisterende system, som de selv lever af.
Hvordan, Jørgen Steen Nielsen, skal dette foregå?
Det er let at klandre regeringen for at svigte sit ansvar, skriver du.
Okay.
Jeg har ikke den ringeste ide om hvilken fremgangsmåde, der skal i gang for at lave de ændringer, som er nødvendige - udenom politikerne, embedsværket og den udøvende magt (politiet)
Klimarådet har ikke afsagt nogen “dom”, men blot givet en vurdering af forholdet mellem en politisk vision og de til realiseringen af denne igangsatte og/eller planlagte handlinger. En statusopgørelse; intet andet.
Lise Lotte Rahbek: Ja, det er en revolution, vi skal i gang med, men folk bliver bange for r-ordet og tænker straks på slemme ting, der er foregået. Og ja, der er en del, der absolut ikke skal gentages. Hvordan vi så kommer videre, må tiden og vi selv vise. Vi sidder på den varme stol.
Jeg plejer at sige, at alene det, at vi skriver her, er noget.
Herbener har skrevet bogen Økokrati, og den er jeg meget begejstret for. Den slutter med et kapitel om Folkeligt oprør. Extinction Rebellion har noget for her i foråret, men jeg kan ikke pege på det sted, hvor det sner.
Vi har en regering, som lige har sløjfet en fridag for mange i befolkningen,
hvor de hidtil ikke skulle transportere sig til og fra arbejde, med den CO2 udledning der forekommer derfra, og hvor butikkerne er åbne og handlen og transporten og institutioner og offentlige kontorer skal være bemandede. Det koster en del på klimaregnskabet og de penge, som angiveligt tjenes ind på denne dag skal bruges til at begunstige militærindustrien - den absolut mest destruktive industri og klimafjendtlige menneskelige aktivitet, der findes.
Så kan det godt være at jeg bliver en lille smule harm over at læse her,
at 'vi' ikke gør nok og at vi skal findes sammen i fællesskaber og skabe en bedre fremtid i fred og i en så nær kontakt med bæredygtige principper, som overhovedet muligt, og jeg er såmænd ikke uenig i at det er en god ide.
men HVORDAN? Vi er sgu oppe imod vores egen regering, som hellere vil smide penge ud til militær og opfordre befolkningen til at arbejde, arbejde arbejde til trods for stress-statistikker og mistrivselsrapporter,
Og inden der nu kommer en eller anden og siger, at det sgu er vores egen skyld for vi har selv valgt regering, så kan jeg kun sige: NEJ JEG HAR EJ!
Jeg er bare så træt af både fra klima-siden og politikersiden at få at vide at vi aldrig gør NOK og at nu må vi tage os sammen og nu skal der ske noget,
når det nok var allermest fornuftigt var at HOLDE OP MED at gøre noget, simpelthen fordi det er det mest fredelige og klimavenlige at gøre. Kald det passiv modstand eller hvad man nu vil.
Tag nu en pause.
Det er ikke til at bære.
Som mange er inde på her, er der jo masser af fællesskaber og både demonstrationer, oprør og civil ulydighed.
Men problemet er, at politikerne ikke lytter til folket længere, og udelukkende mener, det tjener landet (især dem selv) bedst, hvis det hellige erhvervslivs konkurrenceevne og finanskapitalens interesser bliver båret på hænder.
BNP er blevet deres mantra, og de tænker kun på, hvordan det kan lykkes dem at blive genvalgt ved at polarisere og splitte befolkningen op i os og dem.
Så længe politikerne er så fodslæbende, vil vi styre lige lukt mod helvede.
Se for eksempel på, hvordan man stiller sig til havbundsbeskyttelse:
"Heunicke nægter at stemme for nye EU-krav til beskyttelse af havmiljøet.
Danmark vil afstå fra at stemme om nye skrappe EU-krav til beskyttelse af havbunden, og det møder kritik fra grøn kant."
https://www.altinget.dk/artikel/heunicke-naegter-at-stemme-for-nye-eu-kr...
Det er håbløst.
Menneskeheden har altid haft svært ved at erkende, at livet indebærer en solid blanding af u- eller behagelige vilkår. Og der har altid været diverse afarter af flagellanter, folk, der mener, at hurtig og panikstyret selvpineri og ikke nøgtern, men måske mere langmodig handling er vejen ud af problemerne. Og så nogle, der mener, at udpegning og afstrafning af syndebukke, er løsningen på gudernes vrede. Tænkende væsener, som vi formodes at være, har åbenbart svært ved erkendelsen af, at paradis ikke kommer, bare fordi man vræler efter det. Og tilsvarende svært har vi ved at lære af historien, at hundredvis af mere eller mindre fanatiske horder med hver deres dagsorden indebærer en oplagt og ubehagelig risiko for, at fremtiden vil præges af hovsa- og andre uplanlagte drakoniske løsninger.