Indland
15. marts 2023
Det er et paradoks af de store. Samtidig med at der bliver råbt op om mangel på hænder til velfærden, går mange pædagoger, sosu’er, sygeplejersker og lærere i fleksjob stadig ledige. Som Information skrev mandag, var 14 procent af de ledige fleksjobbere i 2022 velfærdsuddannede. Men selv om folk i fleksjob har et handicap eller en sygdom, så har de fleste både lysten og evnerne til at arbejde – bare i færre timer. Og det burde især offentlige arbejdspladser være bevidste om.
Mangel på arbejdskraft.. hm.. virkelig?
Hvis der var mangel på arbejdskraft, ville markedet reagere med at ansætte fra gruppe B (det arbejdsudbud (høh) som ellers plejer at blive fravalgt) eller generelt tilbyde bedre arbejdsforhold og løn end hidtil.
Men det sker ikke.
Så enten er markedet defekt, bremset af politisk nøl og modstridende interesser, da det primært er det offentlige marked, der påstås at mangle arbejdskraft,
eller også er arbejdskraftmanglen en stor fed løgn.
At tale om mangel som en abstrakt størrelse er noget ævl. Eller en teoretisk størrelse i en økonomisk teori der desværre ikke tænker kvalitativt. Og som ofte i sine uendelig grådighed efter værdiløs vækst mangler alt - især anstændighed.
Et stort bump på vejen har den tidligere Thorning-regering i alle tilfælde kreeret for både fleksjobbere og arbejdsgivere, fordi den tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen afskaffede fastholdelsesfleksjobbet med sine reformer af fleksjob og førtidspension, der trådte i kraft i 2013.
Fastholdelsesfleksjob sikrede før reformen, at mennesker der blev ramt af ulykke, sygdom eller handicap, kunne fortsætte på deres arbejdsplads med skånehensyn og/eller på nedsat tid, da det såkaldte dokumentationskrav ikke fandtes.
Nu blev kravet 12 måneders forudgående ansættelse på overenskomstens sociale kapitler:
Forfatter, cand.mag. og debattør Lisbeth Riisager Henriksen skriver:
"Det er for eksempel tåbeligt som en anden molbohistorie, når jobcentrets medarbejdere tvinger mennesker, der allerede har et arbejde, men har været udsat for en ulykke eller fået en kronisk sygdom eller flere af slagsen, til at sige deres stilling helt op. Når mennesker med nedsat arbejdsevne, hvis oprindelige arbejdsgiver gerne ville kunne tilbyde fleksjob, alligevel påtvinges et langt ressourceforløb eller flere ditto et helt andet sted for på sigt at opnå ret til at blive visiteret til fleksjob – uden ansættelsesperspektiv.
Under den tidligere lovgivning før 1. januar 2013 kom omkring halvdelen af alle fleksjob i stand som fastholdelsesfleksjob; det fremgår af forskning fra det daværende SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – af seniorforsker Helle Holt med flere. At så mange kom i fleksjob på denne måde, skyldes, at det er lettere at fastholde et arbejde, hvor arbejdsgiver og kolleger kender én, end at åbne døre ind til helt nye arbejdspladser. Det er ikke svært at forstå."
https://arbejderen.dk/debat/hvorfor-fastholder-regeringen-en-kontraprodu...
Det nytter ikke meget, at der blev indført en undtagelse fra reglen i 2020, der afskaffer det særlige dokumentationskrav, for fleksjobberen skal stadig opfylde en række betingelser, før vedkommende kan søge om fastholdelsesfleksjob:
Man skal have under 6 år til sin folkepensionsalder, og arbejdsevnen skal være væsentligt nedsat.
https://serviceforbundet.dk/NyhederFagblad/2020/2020-02-11%20Fastholdels...
Med andre ord; det er kun seniorer, der er omfattet af undtagelsen fra reglen.
Alt andet lige er det offentlige i de seneste år blevet besparet og undermineret af skiftende regeringer, at folk flygter væk derfra i hobetal.
Og arbejdsgiverne er ikke interesserede i fleksjobbere, der skal have skånehensyn på en arbejdsplads, der er undernormeret og stressende, ofte med dårligt psykisk arbejdsmiljø til følge.
I for eksempel en daginstitution er åbne- og lukketider spidsbelastede, og kræver stort overblik og virkelig gode kommunikationsevner, da personalet her skal tale med ofte utilfredse og bekymrede forældre, samt trøste grædende børn og håndtere andre konflikter, der opstår når børnene er trætte.
Derfor vil fleksjobberen på nedsat tid ofte være udelukket fra at møde ind i ydertiderne, da vedkommende ikke betragtes på lige fod med de andre pædagoger, og vil heller ikke blive indviet i forældresamarbejde og personalemøder, hvor man normalt skaffer sig overblik over planlægning, problemer og vigtige beslutninger.
Det gør så, at fleksjobberen vil blive marginaliseret, og arbejde med de mest uattraktive opgaver så som rengøring og vask, og ikke kunne benytte sin faglighed i forhold til børn og forældre, ligesom hun vil føle sig udenfor fællesskabet og ikke inkluderet i personalegruppen.
Derudover er løndumping et andet problem efter reformen:
Lisbeth Riisager Henriksen skriver:
"Reformen har helt overordnet betydet, at arbejdstagere, som er blevet eller bliver ansat i et nyt fleksjob under den nye ordning, ikke længere aflønnes som fuldtidsarbejdstagere, som det ellers skete under den tidligere ordning. I stedet er de blevet både arbejdstagere og permanente sociale klienter. Som arbejdstagere får de løn fra arbejdsgiver, og som klienter får de et direkte løntilskud fra kommunen kaldet fleksløntilskud.
Alle fleksjobbere under den ny ordning mister på pensionsindbetaling. For de højtuddannede og højtlønnede har reformen også betydet store økonomiske forringelser i forhold til løn og løntilskud sammenlignet med vilkårene under den gamle fleksjobordning, hvor der var tilnærmelsesvis økonomisk ligestilling med andre arbejdstagere inden for de forskellige fag. Det såkaldte kompensationsprincip blev dermed afskaffet per 1. januar 2013."
https://www.altinget.dk/artikel/forfatter-fagbevaegelsen-maa-kaempe-mod-...
Derfor ville den bedste medicin mod problemerne på fleksjobområdet være at sløjfe den kontraproduktive reform, og vende tilbage til den gamle ordning, hvor fleksjobbere kunne forblive på deres arbejdsplads, og havde medlemskab af fagforening og A-kasse, der forhindrede de værste kalamiteter der kunne opstå, samt sikre en ordentlig løn.
Men det kommer selvfølgelig aldrig til at ske, når det nu er blevet sådan, at velfærdsarbejde hverken skal være lystbetonet eller anderledes end at stå ved et samlebånd.
Og Mette Frederiksen vil naturligvis heller aldrig indrømme, at hendes reformer var én stor fejltagelse!
Mangel på arbejdskraft? Og nu stigende ledighed? Hvordan hænger det lige sammen?
I øvrigt stejler jeg, hver gang der tales om "mangel på hænder"!
Hermed lidt information til en historieløs tid: "Hænder" blev langt op i det 19. årh. brugt af alle de lande, der handlede med og/eller benyttede sig af slaveri som en eufemisme for "slaver"!
Når man i dag taler om "mangel på hænder" dækker det forhåbentlig ikke over en drøm om at genindføre slaveri?
Sympatisk men noget naivt budskab i denne leder.
Det handler ikke om manglende kendskab hos arbejdsgivere. Punktum.
Det er en gratis omgang for arbejdsgiverne at være "åbne overfor fleksjobbere".
Jo tak, men derfra og så til at ansætte, kan der være virkelig langt. Mange kommunale arbejdspladser har kunnet ansætte folk i fleksjob FORDI der fandtes en kommunal pulje, som dækkede lønudgiften. Mange steder er disse puljer gennem de senere år sparet væk i diverse budgetforlig og sparerunder.
At det skulle være en mere enkel vej til at øge arbejdsudbuddet end reformer er igen højest et sympatisk forslag men i virkeligheden fuldstændig løsrevet fra ja netop virkeligheden.
Se blot på den såkaldte "Reformkommision" med Fru Schmidt i spidsen for de såkaldte 2. generationsreformer, som netop skal se på grupper udenfor eller på kanten af arbejdsmarkedet og bidrag til arbejdsudbud. Det er jo ikke ligefrem prangende hvad der er indtil videre er kommet derfra. Det er fugle på taget.
Gør jobcentrene til rekrutteringsbureauer! Måske endda obligatoriske for arbejdsgiverne. Så kan vi få styr på arbejdskraften og på én gang skabe det, der hedder en håndholdt indsats, hvor sagsbehandleren kender den arbejdssøgende og de virksomheder, der mangler arbejdskraft.
Alternativt: luk lortet og læg det over i en app bygget op som tinder eller lignende.
Så kan den efterspurgte arbejdskraft sidde og se på, hvor der er ledige stillinger, man godt vil have, på arbejdspladser, hvor man godt vil arbejde.
Om 3-4 år, når AI programmerne bliver indstillet til at løse et hav af opgaver i den offentlige administration, så skal udbuddet nok blive stort.
Måske så stort , at vi ligefrem begynder at tale om borgerløn til alle.