Det er ikke småting, som SVM-regeringen vil løse med uddannelsesreformen ’Forberedt på Fremtiden I’, der blev præsenteret torsdag. Udspillet, der er første del af en samlet reform på uddannelsesområdet, skal øge arbejdsudbuddet, skabe bedre forbindelse mellem universiteter og arbejdsmarked og frigøre midler i sektoren for at øge universitetsuddannelsernes kvalitet.
»Regeringen vil fremtidssikre hele vores uddannelsessystem,« som uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) slog fast.
Socialdemokratiets udskældte ønske om, i tråd med Reformkommissionens anbefalinger, at skære i længden på en lang række kandidatuddannelser er et centralt element i reformen. Herudover skal der oprettes længere kandidatuddannelser med høj grad af specialisering, flere erhvervskandidatuddannelser – en slags efteruddannelse – og tusindvis af engelsksprogede studiepladser. Sidstnævnte er en ny kurs for Socialdemokratiet, der ellers nedlagde 4.000 i sin sidste regeringsperiode.
Hvis det er nødvendigt at vende tilbage til universitetet for at læse op på sit fag, har studiet ikke fungeret godt nok i første omgang. Det er jo kandidaterne af faget, der bærer det og dets udvikling, uanset hvor i samfundet de måtte befinde sig aktuelt.
Steffen Giese - En af intentionerne i regeringens universitetsreform er jo netop at SUPPLERE uddannelsens viden med erfaringer fra tilværelsen udenfor campus og PÅ DEN BAGGRUND søge tilbage til uddannelsen for at SUPPLERE viden fra praksis med ny viden fra uddannelserne. Teori/praksis, praksis/teori.
Der er derfor ikke nødvendigvis noget galt med den måde uddannelserne p.t. De trænger bare til et nyt vidensbegreb.
fungerer på....
Er der seriøst nogen her, der tror på, at det der "uddannelse hele livet" kommer til at virker for andre end særligt privilegerede grupper? Statsministeren har lige udtalt, at vi ikke skal arbejde mindre - men mere - og hvem forestiller man sig, skal finansiere alle de der - senere i livet kan du videreuddanne dig-fugle på taget - for folk, der er flest?
Alle erfaringer med efteruddannelse de sidste 30 år viser, at langt det meste, det bedste og det dyreste går til chefer og særlige grupper, og hvem i al verden tror dog på, at det skulle blive anderledes, fordi den notorisk utroværdige politiske klasse lige nu finder det opportunt at sælge det luftkastel?
Det er afslørende for denne reform, at den ikke tør lave nummeret med kortere kandidatuddannelser plus efteruddannelse med de naturvidenskabelige fag. Det er jo en ren tilståelsessag: Selvfølgelig er det en forringelse.
Selv universitetsuddannelser er kun den halve uddannelse, resten skal komme med erfaring i det senere arbejde. Sådan er det med alle andre uddannelser. Det er derfor mange arbejdsgivere for nyuddannede akademikere foretrækker nyuddannede har været i relevant praktik, og vist de passer til jobbet/virksomheden.
Regeringens reform er ikke mere et STORT eksperiment, end det er for hver eneste akademiker at finde relevant job med relevant jobindhold.
Alle universitetsuddannelser og alle andre uddannelser for den sags skyld skal bruges i et offentligt eller privat job.
@Christian de Thurah
De naturvidenskabelige uddannelser får afsat alle de kandidater de kan producere. Her mangler der studerende. Desuden bliver flere af kandidatdelene på disse uddannelser forlænget, da også forskningen mangler studerende.
Jens Christian Jacobsen, de fleste akademikeres jobmuligheder afgøres i finansministeriet.
Problemerne ligger et helt andet sted: at Socialdemokratiet gik med til at forringe de videregående uddannelser (og gymnasiet), da man forlod den bundsolide dyrkelse af værdierne for i stedet at dyrke pengene. Dér antog man den hoffærdige liberalistiske ide om lige muligheder, i stedet for at dyrke mangfoldigheden, som er afgørende nødvendig i et lille land med relativt få indbyggere.
Nu skulle alle stræbe imod den samme sociale opstigning, i skarp indbyrdes konkurrence; men det var og er en fejl, for vores enestående samfund er opstået af netop en relativ lighed imellem vidt forskellige samfundsgrupper.
Hvis man vil have færre i gymnasiet og på universiteterne, må man igen indrette gymnasier og universiteter til dem, der vil gøre sig bedst gældende dér, og det er ikke tolvtalspiger, men selvtænkende og moderat oppositionelle, der kan drive forandringen og nybruddene uden frygt for at dumpe en eksamen eller at blive upopulær hos institutbestyreren.
Faste institutionelle rammer, som folk ikke ekskluderes fra ved fyring eller udsmidning, bortset fra helt grelle omstændigheder, er det, det europæiske universitet er bygget op om. Så ud med Bolognas røvslikkeri på kapitalen, den må foregå på handelshøjskoler og polytekniske læreanstalter (eller slet ikke).
Uddannelse skal skabe uafhængige individer, der kan stå op imod anslag mod personligheden.
Wilhelm von Humboldt omdannede personlige erfaringer til en universitetsmodel, og fik derved fat i en meget lang ende. (Den europæiske model.) Men hans dannelsesbegreb blev efter 1960 betragtet med skepsis, og dernæst kom konkurrencestatens teoretikere. Der gælder andre målsætninger end von Humboldts i kongeriget Danmark anno 2023.
Jeg kan tilslutte mig meget af det, Steffen Gliese har skrevet i sit seneste indlæg ikke mindst det om at fremme den originale tanke i forskningen og begrænse institutbestyrerens beføjelser, men kommer dog ikke til den konklusion, at Danmark er »enestående«. bl.a. fordi det ikke er ene om at fokusere på konkurrencestaten.
jens christian jacobsen
Jeg ved ikke rigtig, hvad din pointe er.
Min pointe er såmænd blot, at humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidater skal have samme muligheder for at fordybe sig som de naturvidenskabelige. Man får den mistanke, at man fra regeringens side betragter de naturvidenskabelige uddannelser som vigtigere end de andre, og at de derfor skal være af bedst mulig kvalitet. Så kan de andre nøjes med det næstbedste.
Og, Christian de Thurah, det er jo trods alt sådan i verden, at: uden humaniora ingen naturvidenskab.
Men, Jørgen Mathiasen, du har ret, jeg vil blot derhen, hvor vi vender tilbage til det, der var enestående for de danske universiteter, altså den højst mulige grad af faglighed og en demokratisk styringsform.
Da jeg gik i gymnasiet, var noget af det fantastiske at opleve, hvordan de faglige foreninger havde ansvaret for undervisning og eksaminer, selvfølgelig kontrolleret og godkendt i de ministerielle styrelser, men med fagets didaktiske udvikling som grundlag. Nu har man mere eller mindre skåret båndene mellem gymnasiet og universitetsfagene over. Man har fjernet grundlæggende muligheder for at læse videre, selvom man ikke ligger højt i snit, selvom fag har ledige pladser; men man har så også indført en karakterskala, der sikrer de fleste at klare sig overmåde godt.
Det store omslag er, at man vil styre borgerne til noget, man betragter som samfundets fordel, i stedet for samfundet til det, der er borgernes fordel.
Den helt store misforståelse er, at der skulle være noget at tage af i den uddannelse, der findes i dag! Men den er i forvejen kun til øllet - og det har aldrig været meningen, at den tilfældigt opstillede længde på videregående studier skal udgøre en norm.
Tid - lang tid - betyder alt, når man skal vokse sammen med sit fag på tilstrækkelig højt niveau til at kunne angive fagets normer. Der er derfor brug for at gøre op med den følelse, studerende let får: at livet først begynder, når de er færdige med et fuldt eksamensbevis.
Som samfund skal vi i langt højere grad udnytte og skønne på, at vi har unge mennesker i uddannelse over mange år, som samtidig er nødt til at finansiere deres tilværelse med arbejde ved siden af. - I perioder vil dette arbejde fylde rammen ud, når man har de uundgåelige læsekriser, som er en del af de løbende faglige spring opad i erkendelsen.
Ligesom ethvert afsluttet fag har betydning, også selvom den studerende ikke fuldender, har vekselvirkningen mellem at studere og at arbejde med studiets genstand: det levede liv, som et løbende feltarbejde, afgørende betydning for den akademiske dannelse.
@de Thurah
Nej, alle uddannelser skal naturligvis ikke 'have de samme muligheder' hvad det så end betyder. Sålænge de videregående uddannelser i DK er offentlig betalte skal de være - ja, undskyld - til nytte og gavn. Er de ikke det, som flere humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannrelser, skal samfundet selvfølgelig reagere. Og 'nytte og gavn' betyder i denne sammenhæng jobmuligheder. Og som et yderligere memento: jobs. der kan redde kloden fra undergang!
@Steffen Giese
Nej, de fleste akademiske jobmuligheder afgøres IKKE i finansministeriet. Gid det var så vel, for så kunne vi - samfundet - planlægge med langt større sandsynlighed hvad vi - samfundet - har brug for af viden. Vi har en selvkørende privat sektor og her afgører markedet, hvad der foreligger af jobmuligheder. For mig der - under de givne vilkår - går ind for langt mere planlægning og langt mindre marked er problemet, at markedet bestemmer hvilke uddannelser og hvilket indhold disse uddannelser skal udbydes med. Jeg ville inderst inde ønske, at Humboldts idelaer stadig gjaldt i akademia, men som Jørgen Mathiasen skriver, så har konkurrencestaten (og markedet) skudt denne dannelsestænkning ned.
Så - under de givne vilkår - hilser jeg enhver planlægningstanke velkommen. Især indenfor naturvidenskaberne, jf energi, miljø, biodiversitet osv. Jeg kunne et eller andet sted også ønske, at nye generationer kunne dalre rundt som jeg selv gjorde: lidt eskimologi, lidt litteraturvidenskab, sociologi og psykologi. I årevis. Skide hyggeligt, dannende og verden var endnu ung og jomfruelig.
Men idealismen tilhører en anden tid. Og - under de givne vilkår - heldsigvis for det.
jens christian jacobsen
Jeg er måske lidt tungnem, men jeg forstår stadig ikke din argumentation. Et er at mene, at der uddannes for mange humanister, men uanset hvor mange eller hvor få man vælger at uddanne, skal de da have den bedst mulige uddannelse.
At skære i den i forvejen stærkt beskårede uddannelsestid løser ingenting, tværtimod.
Hvis man mener, vi uddanner for mange humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidater, må man begrænse antallet af studiepladser, ikke uddannelsestiden.
Risikoen for, at nogen ender med at blive for dygtige, er minimal.
Jeg er sådan set enig med dig, men når regeringen ikke har valgt at dimensionere uddannelserne er det (nok) fordi de forventer et andet indhold i disse, jf. hvad uddannelsesministeren har sagt. Det kunne være en vægtning af praksis frem for teoretisk viden. Phronesis hed det engang. Jeg håber det, men spm sagt tror jeg realistisk at markedet viden over nytænkning.
vinder..
Problemet stikker dybt, når man inddrager overvejelserne vedr. naturvidenskab. Den skal findes i folkeskolen, hvor den grundige indføring i geografi, biologi, fysik/kemi og matematik blev erstattet af et legefag, der hedder 'natur og teknik'.
På mit gymnasium var der én sproglig og tre matematiske klasser. På et tidspunkt vandt samfundsfag over begge de to andre - ligesom samfundsfag på universitetet har kannibaliseret de fag, der rent faktisk indeholder dyb faglighed og forskning.
Jens Christian Jacobsen, den borgerlige agitation for, hvor påpasselig man endelig skal være med, hvad man bruger 'skatteborgernes penge' til, er konserverende og har foreløbig betydet en opbremsning i den sociale mobilitet, der ikke engang var til diskussion i min ungdom. Der foregik den bare, selvom indkomstulighed blev reguleret over skatten, så det var muligt at leve et udmærket liv i et almindeligt ufaglært job.
Økonomiens rolle var til en vis grad neutraliseret, og det var udpræget godt for vores samfund.
jens christian jacobsen skrev 05. marts, 2023 - 12:17
[...] »Gid det var så vel, for så kunne vi - samfundet - planlægge med langt større sandsynlighed hvad vi - samfundet - har brug for af viden.«
Det er en bemærkning, som kunne få et temmelig langt svar og og ganske sikkert også har fået det allerede bl.a. i skrifter om dannelsesprocesser. Men uanset hvad, så tror jeg, at det nogenlunde svarer til, hvad Mette Frederiksen tænker.
Lige bortset fra at midten, som betragter sig selv som vidunderlig, til dommedag vil benægte, at den bedriver planøkonomi, men alligevel gør det hver eneste dag, så er det et spørgsmål: Hvorfor tager den ikke den fulde konsekvens og normerer optaget til det niveau, Frederiksen mener "samfundet" har brug for?
Svaret, selv det uoprigtige, er ganske interessant.
Planøkonomi i uddannelsesverdenen er ikke nyt. Jeg var selv vidne til det i 80erne hvor Bertel Haarder som undervisningsminister på virksomhedernes opfordring, fik skruet op på antal ingeniørstuderende så ingeniørarbejdsløsheden nåede ny højder.
I daglig tale kaldes det dimensionering.
Det næsten bedre eksempel, Henning Kjær, var Bertel Haarders begrænsning af studiepladser på medicin.
Et decideret udvalg rejste rundt til universiteterne med det erklærede formål at finde institutter, man kunne lukke. Som bekendt endte det med, at kun Kultursociologi på KU fik den skæbne - og heldigvis kun i en årrække, til det stod helt klart, at faget ikke kunne undværes.
I firserne oplevede vi netop med ingeniørerne en heftig vekslen mellem mangel og overskud - men det var også en virkelig specialiseret uddannelse, hvor folk ikke fagligt var i stand til at arbejde udenfor den fagretning, de havde valgt.
Selvfølgelig var der fastsatte antal studiepladser, og selvfølgelig skal der være det. Det er blot ikke det, der skal styre universitetet, det skal det nødvendige antal forskere. Ud fra det tal kan man så tilrettelægge uddannelseskapaciteten med 45+45+10 (administration, herunder eksamen er de 10).
Finansieringen skal være overvejende statslig - det har universiteterne betalt for ved at overdrage deres betydelige ejendomsportefølje i især Indre By i København til det offentlige.
@Jørgen Mathiasen
Hvis 'det' kunne få et langt svar, synes jeg du bare i overskriftsform skulle give det.
Du mener så, 'det' allerede har fået svar i 'skrifter om dannelsesprocesser.' Jeg har skrevet 4 bøger om dannelse og 28 artikler i fagfællebedømte artikler om emnet.
Lad høre, om der er noget jeg har overset?
Og siden du nu placerer mig på linje med Mette F. så skal du bare vide, at jeg aldrig har været i nærheden af at stemme på hende eller hendes parti.
Så det lader til at tilværelsen er mangfoldig.
@Henning Kjær
Det var højrefløjen, bl.a. de Konservative, der beskyldte Haarder for at bedrive 'planøkonomi' i de videregående uddannelser i 80erne. Tilhørte du den?
Haarder dimensionerede uddannelserne netop aht markedet, til aftagerfeltet. Og her tog han fejl både mht. behovet for ingeniører og læger. Han udtalte faktisk at hans reformer var et forsøg på at komme væk fra socialdemokratisk planøkonomisk uddannelsestænkning.
@Steffen Gliese
Universiteterne har 3 formål, men du og andre nævner altid kun de 2: Uddannelse og forskning. Det tredje formål er det der jf. ovenover kunne kaldes for 'dannelse' eller med nogle rædselsfulde anglicismer Third Mission eller 'social impact.' Det er rent faktisk nævnt i universitetsloven. Uddannelse og forskning er ikke et lukket system, men skal tjene samfundet. Man kan endda hævde, at det er det vigtigste formål, at uddannelse og forskning skal målrettes - eksterne behov eller hvad vi nu skal kalde det på dansk.
Der er bestemt uddannelser, Jens Christan Jacobsen, der skal tjene samfundet; men det ligger ikke på universitetet. På universitetet er man altid bagud for samfundet, her evaluerer man og forstår konsekvenserne af det, der sker i virkeligheden. Den lærelse er den dannelse, du påpeger.
Man tjener samfundet ved at løfte menneskehedens forståelse af den verden, vi befinder os i.
Det sker igennem en samtale ført kontinuerligt med den historiske analyse og erfaring, tilbage fra de første sproglige ytringer.
Når man kan synes, at universitetet i dag har en forpligtelse til at tjene samfundet ud fra samfundets idé om, hvad det vil sige, skyldes det, at man har lagt centerforskningen ind på universitetet, hvor den sådan set ikke hører hjemme.
@Jens Christian Jacobsen
Du har brugt saksen til at tage et "bl.a." ud foran det, som du citerer mig for. Der var en grund til, at jeg skrev det. Den er på den ene side, at planer og planlægning af viden for indvidder har sine begrænsninger og i stedet for kan man sætte en almen ud|dannelse, som forbereder én på lidt af hvert. Det samme gælder på den anden side på et socialt niveau; man kan kun i et vist omfang planlægge, "hvad samfundet har brug for af viden". Det er der vistnok nogen, der siger til regeringen, men jeg er mere optaget af, hvad man ikke vidste, at man havde brug for.
Jeg læste hos Hans Boll-Johannsen, »De franske og de danske«, at Danmark efter 1945 udpegede Frankrig til at være sit forbillede. Det ved kun et eksklusivt mindretal, men danske uddannelsesplanlæggere planlagde, at samtlige danske studenter havde brug for at kunne fransk. Man kan se hos Boll-Johansen, hvordan det så gik.
Befolkningen mente, at USA var forbilledet, og så gik den efter bedste evne i gang med at tilegne sig engelsk og annamme den amerikanske kultur. Det gjorde jeg også selv, indtil jeg en dag opdagede, at det var to andre sprog, jeg havde brug for. Jeg spurgte ikke længere undervisningsministeren om, hvad hun eventuelt mente, et samfundsmæssigt behov var.
@Jørgen Mathiasen
Du har ret i at dannelsen, 'samfundspåvirkningen' eller nyttevirkningen udenfor universiteterne er en svær størrelse at måle noget efter. Og her går regeringen galt. De tror på, at man kan få begge dele, både dannelse og marked, ved at tilpasse uddnanelserne et amerikansk forbillede. De vil gerne have den innovative amerikanske forskning og tror at her kan man på forhånd udpege en pulje særlig interesserede studerende, der belønnes med et ekstra kandidatår, mens resten - dem der skal 'passe markedet' - må nøjes med ét, hvorefter de skal ud og skaffe vækst og skattekroner til samfundet. Sådan fungerer det bare ikke i USA. Her er der dårligt finansierede 'offentlige' uddannelser og fondsfinansieret, privat og føderal forskning, der ofte, men langtfra altid er i verdensklasse. Når markedet bestemmer for meget, og når 'samfundet' ikke stiller de relevante krav til forskningen, går det for stærkt. Det har vi set med en stor del af vaccineforskningen under Covid-19, der ikke helt havde styr på bivirkningsprofiler, før de 'leverede' til markedet.
Regeringen skal passe på de ikke smider barnet ud med badevandet, dvs forveksler dannelse med marked. Så langt er jeg i øvrig også enig med Giese og Kjær.
En del af miseren på arbejdsmarkedet må jo også tilskrives, at samfundet har overtaget ansvaret for erhvervsuddannelserne og dermed uforvarende saboteret traditionelle, velfungerende fødekilder for det private erhvervsliv.