Hvad er fortællingen om den nye regering? Hvad vil den – og hvad vil Socialdemokratiet i den?
Selv siger den, at den vil sikre Danmark mod et uoverskueligt væld af kriser, at den er et politisk værn i en usikker verden.
Regeringen skal levere tryghed. Og tryghed samt ikke mindst fare er sprog, som statsminister Mette Frederiksen (S) siden coronaårene har lært at tale flydende.
Indtil videre har løsningerne på de mange nye kriser dog været påfaldende gammeldags: afskaffelse af store bededag, en manglende garanti i regeringsgrundlaget for, at man vil fastholde loftet over huslejestigninger, når forliget udløber, hvis inflationen stadig er høj, samt ikke mindst afblæsning af den elevfordelingsreform, der endelig skulle komme ghettoiseringen af de danske gymnasier til livs.
Plus selvfølgelig forbedringen af seniorpensionen, der ville have betydet, at flere nedslidte ældre ville kunne trække sig tilbage før tid, idet de nu kun stod til at skulle dokumentere en arbejdsevne på 18 i stedet for 15 timer om ugen for at slippe for aktivering. Og som det blev annonceret i søndags alligevel ikke bliver til noget. Ser det ud til.
“Lad os håbe, at Socialdemokratiet, nødet af vælgerblødningen, igen vil komme til den erkendelse.”
Som landsmoderen selv så assertivt ynder at udtrykke det: Det kommer ikke til at ske!
Ikke så længe hun er ved magten. Der er intet rødt over Socialdemokratiet længere. Det ville klæde journalister, analyseinstitutter, tv-redaktører og -tilrettelæggere med flere at afspejle den virkelighed fx i deres evindelige rød/blå blok infografik osv.
Det kommer så nok heller ikke til at ske.
Skåret ind til benet; politik handler ikke om, hvad man vil kæmpe for, men hvem man vil kæmpe for. Socialdemokratiet har bekendt kulør.
Gid der fandtes midtvejsvalg i DK.
Vi lever med mange års fejlagtige analyser, og der trædes vande i øjeblikket i de mere og mere desperate forsøg på at forandre radikalt.
Faren ved det hele er den grundlæggende amerikanske mission, det danske samfund har været underlagt siden 90erne, hvor Nyrup droppede alt det, der havde skabt en grundlæggende retfærdig og velfungerende velfærdsstat; men i det mindste forsøgte han at erstatte det med andre mekanismer, der kunne konsolidere og langtidssikre såsom pensionsfondene, hvis væsentligste rolle jo var at sikre en langsom overtagelse af danske virksomheder for at sikre dem imod lukning og for at sikre lovgivningens fortsatte virkning i lyset af den kapitalflugt, som globaliseringen truede med.
De ideer, der kom fra USA, er først og fremmest moderne ledelsesteorier, som baserer sig på en helt anden kristen tanke end den, der kendetegner os i Grundtvigs fædreland, og som står i skabelsesberetningen.
Først nu begynder vi langsomt at se, hvor ødelæggende for vores jævne, grundtvigske munterhed.
I stedet har vi fået Ambitionen, der forgifter de simple livsmål, de fleste ville leve med, hvis de kunne, og som velfærdssamfundet tilgodeså igennem især den progressive beskatning og velfærdsydelser til udligning af sociale forskelle. Fra at gøre livet til meningen med det hele, er det i stedet blevet den indre slave - i højere grad, end det tidligere har været - og vi taler i dag i ramme alvor som en dødens kultur om, hvordan det alligevel er bedst at slippe herfra i tide, når man ikke længere bidrager 'til samfundet'. Fuldkommen perverst. Nej, jeg gider ikke at skrive mere om det, det er for dystopisk, og der synes foreløbig ikke at være nogen vej ud.
Enig i lederen. Er jeg den eneste, der har det svært ved at se de to ellers så klassebevidste socialdemokrater klædt ud som om de skulle til bestyrelsesmøde i Danske Bank? De kommer nok fra dronningen, men habitterne er ikke købt til den lejlighed alene.
Jeg tvivler på de socialdemokratiske forpersoner kommer til at betale nogen pris. De er nærmest urørlige.
De er for længst på vej videre i deres karrierer og Danmarks velfærd.. nåhja, det var jo bare en magtfunktion på en arbejdsplads blandt mange andre mulige.
Til billedet hører også den retoriske omtale af befolkningen som "danskerne" – citeret eller refereret i lederens fjerdesidste afsnit – hvor det før hed "vælgerne", "borgerne", eller altså "befolkningen", osv.
Det er ny retorisk vending, stammende fra DF men overtaget ikke mindst af MF, i løbet af de sidste små ti år. Det hed simpelthen noget andet før.
(Mere om det her: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9237530/Fri-mig-for-al-den-sn... )
Jeg genkendte det i sin tid fra Italien, hvor den yderste højrefløj (der i dag er i regering, ak) netop var dem der talte om “gli italiani". Og nej, vores statsminister er ikke nyfascist, men der er nogle ting der ligner.
Jeg har altid syntes at den nuværende centrum højre regering var i grunden et nederlag for det socialdemokratiske projekt, det er socialdemokratiet der har tabt.
Det socialdemokratisk projekt som fik sin opblomstring i 50, 60 70 erne i de nationale rammer hvor det social kontrakt var muligt viser sig i det globale verdensorden hvor kapitalen, arbejdskraft, arbejdspladser kan flyttes rundt for at maksimere profit at komme til kort.
Socialdemokratiet har også skabt en politisk elite som har tabt tråden med de oprindelige ønsker arbejderbevægelsen havde.
Socialdemokratiet må godt gå til grund, det vil ikke genere mig og det ville forhåbentlig give plads til venstrefløjen.
Mette Frederiksen skaber ikke tryghed - tværtimod. De nedslidte frygter for yderligere forringelser af deres muligheder og livsvilkår, som MF jo allerede som beskæftigelsesminister med hendes massakre af førtidspensionen lagde grund til Hun har aldrig tænkt sig at opfylde løftet om en fattigdomsgrænse, de fattige børn lades i stikken, syge og skrøbelige jagtes og plages med ressourceforløb, aktivering, mistænkeliggørelse og kontrol. Det er MF der talte om jobsnobberi og uddannelsessnobberi, svaret på trivselsproblemer og psykiske problemer er lønarbejde og sunde fritidsinteresser som spejder/FDF. Og når hun hævder, at der er visse områder i Kbh. hvor hun ikke tør at færdes (Med PET-beskyttelse), maler hun et karikeret billede af DK som et utrygt sted. Og så vil jeg slet ikke komme ind på at S fuldstændig har solgt kampen mod ulighed og social uretfærdighed. Eller hendes mistænkeliggørelse og diskriminerende lovgivning af 'ikke-vestlige'! Man skulle ikke tro, at det var kampen mod apartheid, der i sin tid vækkede den unge MF.
Den Nødvendige Politik. Igen-igen.
Og så pensionseformen, hvor SVM vil afskaffe seniorpensionen til fordel for for en lille fremgang for Arne-pensionen. Som Arne Hardis skriver i Weekendavisen: Tag fra de syge og giv til de trætte!. Man kan så tilføje ..men mest til de rige.
Stem blankt!
Det forlig. der afskaffede muligheden for at inddrage kontanthjælpsmodtagernes arbejdsmarkedspension, er hun vidst også løbet fra.
Ole Meyer, du har ikke ret i det med 'danskerne' - ingen brugte udtrykket oftere end Helle Thorning Schmidt, og det var allerede dengang en misforståelse for en folkevalgt repræsentant, hvor der ikke rigtigt er andet ord, der dækker, end 'vi' og 'os'. Hvem tror de, de er?!
Helt grundlæggende er problemet, at liberalismen med jævne mellemrum får forgiftet sjæl og sind, så det værste narkotikum af dem alle: 'penge', overtager al fornuftig tankevirksomhed.
Siden oldtiden har man vidst, at man skal holde penge og magt skarpt adskilt - ligesom magten principielt er nødt til at cirkulere og ikke blive tildelt nogen ved andet end tilfældet, så man ikke kan bemægtige sig den strategisk.
Først nu, efter mange års vanvid, begynder det at gå op for nogen igen, at vi er plumpet i fælden for Gud ved hvilken gang i menneskets civilisatoriske udvikling. Og desværre bliver konsekvenserne værre og værre, fordi den teknologiske udvikling gør magt meget mere omfattende end nogensinde før.
Vi har faktisk kun det håb, at alle politikere ser deres snit til at rotte sig sammen og fratage de besiddende magten over samfundene, også selvom det vil være ren opportunisme. I det mindste vil nogle af disse politikere have et folkeligt mandat, og muligvis vil de oven i købet have en idealisme, der kan holde, til de også er blevet skiftet ud ved valg; men man må holde sig for næsen under operationen, der mest har til formål at bringe fornuften tilbage og gøre penge til den lille hjælp i upersonlige transaktioner, de egner sig til, og ikke mere.
Det hele kan koges ned til : "Det var for godt til at være sandt" - så nu kan Socialdemokatiet med rette kaldes klasseforrædere. suk.
Socialdemokratiet er en saga blot.
Men Socialforræderiet lever tilsyneladende i bedste velgående.
Per Klüver
17. marts, 2023 - 16:59
"Mette Frederiksen skaber ikke tryghed - tværtimod. "
Nej.
Og det er heller ikke meningen - det skal blot fremstå sådan.
Ren Machavelli.
Bortset fra det, spekulerer jeg på, om hun selv er blevet snydt af Løkke - eller om hun er helt enig i cirkusset...
Nå, jeg kommer lidt sent på banen.
Der er mange passe-på’er i dansk politik fremfor politikere med udsyn. Det er helt sikkert, fordi man bliver genvalgt på det første og ikke det sidste. Der er for lille efterspørgsel på udsyn. Selvom flertallet lever behageligt, lurer en konstant utilfredshed. Samtidig udnævnes vi til et af verdens lykkeligste folk. Meget forvirrende.
En ting står dog fast: Det gælder om at blive rigere både privat og som samfund. Ser man tilbage i tiden har sosserne leveret, hvad de lovede. De kom ind i det forjættede land: Overflodssamfundet (d. 29/3 i år). De har grund til at være stolte, og derfor kan Mette indlede en tale med: Danmark er et fantastisk land.
Men, hvor længe kan vi være det? Kystboende folk er begyndt at få rynker i panden forståeligt nok. Hvem har ikke lignende bekymringer? Når alle vil være rigere, kan det kun gå galt, og hvilket parti siger det højt? EL? Jeg kan ikke høre det.
At bryde med socialdemokratismen er at gå ud i ensomheden. Der er ikke noget alternativ til rigere, større, hurtigere og - dummere. Hvem siger nej til højere løn, flyrejser og udbygning af sommerhuset? Hvem siger nej til til havstigningen? Det er meget få, der ser en sammenhæng her.
Vi skal gøre os helt klart, at forlader vi socialdemokratismen, skal vi have noget andet for øje og dvs et andet samfund, og vi skal helst være flere end få, der vil det.
Når man tænker på hvordan Mette Frederiksens lange og seje vej til magten har være båret af, eller i hvert fald italesat og sikkert med en god portion ungdommelig idealisme som, netop hensyn til klasseforskelle, er det svært at forestille sig hammeren rammer andet end hård, når den på et eller andet tidspunkt falder. Omvendt, så må man også anerkende at statsministeren, stort set aldrig, har gjort sig skyldig i at formulere helt entydigt hvad det er hun vil måles på, som statsminister og derned skal det såmænd nok, på den lange bane og fuldstændig som de fleste af hendes forgængere, måske med undtagelse af Stauning, Krag og Anker J., nok lykkes MF at glide over i historien som blot endnu én i rækken af socialdemokratiske forvaltere, for hvem det måtte gå som det nu engang gik, når nu det ligesom ikke kunne være anderledes - coronaindsatsen undtaget: den klarede hun jo både forbilledligt, omend måske en kende enerådigt. Det er der i hvert fald nogle der har ment. Men kriser eller ej, og om de skydes vira eller krig, så skal der jo, ligemeget hvordan vi vender og drejer det, inden for rammerne af vort demokrati, kunne tælles til halvfems og hvem har i øvrigt lyst til at leve i et diktatur, selv om det så kun var socialdemokratisk?
Det er sørgeligt at se H.C.Hansens, Krags og Anker Jørgensens gamle parti være blevet fange af Lars Løkke Rasmussens og Venstres profitideologi, hvor centralisering, digitalisering, distortion og arbejdsudbud er plusord, mens velfærd er minusord.
Helle Thorning Schmidt talte om "det Danmar, du kender." Lige nu ville jeg gerne nøjes med det Socialdemokrati, som jeg kender.
– eller som du troede du kendte, William Kern?