Jan Maintz

Seneste artikler af
Jan Maintz

Sider

Mest læste
  1. Vi ved godt, at vi og vores kære skal dø, men vi vil ikke acceptere det og søger med alle midler at undgå døden. Døden er det moderne samfunds sidste store tabu. Men først når vi accepterer vores dødelighed, kan vi leve frit og lykkeligt, hævder en ualmindeligt vedkommende og opbyggelig filosofibog, der vil lære os at leve med døden
  2. Kærlighed er en livslang kamp mod nydelse og egoisme og for en forståelse af verden, der overskrider den enkeltes verdensforhold og giver livet den størst mulige mening. Ny Alain Badiou-oversættelse angriber tidens serielle monogami, dating og sex-fiksering
  3. Ideer om, at objektiv sandhed er umulig, har udviklet sig fra at være avancerede positioner i det 20. århundredes videnskabsteori til at være forsimplede opfattelser, der florerer vidt og bredt i vores samfundsliv. Som man kan se af Spies & Glistrup-filmen og Brøgger-biografien, er konsekvensen ufornuft i vores fælles samtale
  4. Hvis Socialdemokratiet har givet deres støtte til, at Løkke-regeringen kan køre de offentligt ansatte over med et lovindgreb, vil konsekvenserne være store: Regeringsskiftet i 2019 vil hænge i en meget tynd tråd, og Socialdemokratiet vil kaste sig ud i endnu en troværdighedskrise – til skade for hele centrum-venstre
  5. Filosofien skal løse dannelseskrisen og ruste os til vor tids store udfordringer. Derfor vil politikere indføre filosofi i folkeskolen og på universitetet. Men hermed overser man den bedste løsning: at indføre filosofien i gymnasiet
  6. 00’ernes mange kriser og krige har gjort en ironisk tilgang til verden forkert og en alvorlig tilgang rigtig. Ironien er blevet vor tids skurk. Men midt i alle kriserne, hvor fremskridtstroen forliser og løsningerne udebliver, må vi ikke glemme ironiens konstruktive dimension. Ironien kan nemlig være klogere end politiske positioner og faste holdninger
  7. Ole Bornedals ’1864’ har fyret godt op under et ellers støvet akademisk spørgsmål om, hvor etisk pointeret den gode kunst må være. ’1864’ er pointeret, men det pointerede er ikke nødvendigvis dårligt. Så hvorfor er den nærmest rituelle modstand mod den pointerede kunst så stor så?