Jesper Løvenbalk Hansens blog

Honduras: De facto præsident Micheletti forklarer sig

I dag har Honduras´ de facto præsident Roberto Micheletti et indlæg i Wallstreet Journal. Her forsøger han at forklare, hvilke bevæggrunde og hvilke overvejelser, der gik forud for kuppet den 28. juni. 

I dag - i disse timer - udformes i kongressen et endeligt svar til Costa Ricas præsident og mægler i konflikten, Óscar Arias. Som det flere gange er blevet sagt, så forventes det ikke, at den nuværende regering og landet højesteret kan acceptere, at Manuel Zelaya vender tilbage - i hvert fald ikke som præsident. Som de facto præsident, Roberto Micheletti, skriver:

»If all parties reach agreement to allow Mr. Zelaya to return to Honduras—a big “if”—we believe that he cannot be trusted to comply with the law and therefore it is our position that he must be prosecuted with full due process.

President Arias’s proposal for a moratorium on prosecution of all parties may be considered, but our Supreme Court has indicated that such a proposal presents serious legal problems under our constitution.

Like America, our constitutional democracy has three co-equal and independent branches of government—a fact that Mr. Zelaya ignored when he openly defied the positions of both the Supreme Court and Congress. But we are ready to continue discussions once the Supreme Court, the attorney general and Congress analyze President Arias’s proposal. That proposal has been turned over to them so that they can review provisions that impact their legal authority. Once we know their legal positions we will proceed accordingly.«

Læs hele indlægget i Wallstreet Journal. 

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Møldrup-Lakjer

Man kan godt diskutere om der er tale om et militærkup eller et civilt statskup ved hjælp af hæren. Noget tyder på at der er tale om det sidste, skønt hæren tilsyneladende deltager meget aktivt i undertrykkelsen af de civile protester mod magtovertagelsen.

Micheletti vil til gengæld hellere diskutere, om der overhovedet er tale om et kup - lige som en talsmand for Obamas regering forleden benægtede at der var tale om et kup. I det hele taget viser Michelettis avisindlæg stor tilfredshed med USA's ageren i situationen, og det er ikke så mærkeligt, den udgør en vigtig støtte til kupmagerne.

Nu siger kupmagerne altså at hæren handlede efter arrestordre fra højesteret. Hvorfor mon kup-generalen så ikke vil fortælle hvem der gav ham ordren til at arrestere og udvise præsidenten, som det fremgår af et tidligere indlæg her på bloggen?

Jeg vil nu gerne vide, hvordan højesteret i sin hemmeligholdte arrestordre kom frem til at afstemningen om en grundlovsgivende forsamling i november 2009 skulle tjene til det formål at forlænge mandatperioden for en præsident, hvis periode slutter i januar 2010.

Mikkel Møldrup-Lakjer

To spørgsmål trænger sig på:

1. Hvilket hold kan der være i anklagerne om at Zelayas plan med forfatningsændringerne var at blive genvalgt og fortsætte med en ny periode?

2. Hvad kan man uddrage af USA's tvetydige holdning til kupmagerne?
(Se f.eks.: http://www.truthout.org/072109T )

På forhånd tak til hvem der måtte bidrage med gode analyser...

Morten Christensen

Vedr. Mikkel Møldrups to spørgsmål:

Ad 1): Ifølge Zelayas plan skulle valget til den grundlovsgivende forsamling finde sted sammen med det næste præsidentvalg og forsamlingen skulle herefter tage stilling til en række ændringer af forfatningen. Det ville altså ikke være muligt for Zelaya at genopstille til det kommende valg, selv hvis han egen plan var lykkedes - men muligvis en gang i fremtiden.

Ad 2): USAs Latinamerika-politik ikke for alvor har ændret karakter med Obama-administratione Man foretrækker stadig, at de højreorienterede oligarkier regerer landene og centrum-venstre-regeringer betragtes stadig med mistro. Bush-administrationens negligering af regionen har dog ført til øget politisk selvbevidsthed blandt regionens regeringer og Organisationen af Amerikanske Stater synes for eksempel ikke længere blot at være et figenblad for nordamerikansk politik. Derfor holder Washington lav profil for på den ene side ikke at provokere de latinamerikanske regeringer og for på den anden side ikke at komme til at støtte nogen, som man i virkeligheden ikke stoler på.

Astrid Oberborbeck Andersen

Honduras: surrealistisk reality-show langt fra en løsning

Det er tærende at være i Honduras og siden kuppet konstant at følge med i udviklingen af den politiske krise. Det tapper kræfter og koncentrationsevne. Fremtiden er usikker - både politisk, arbejdsmæssigt, økonomisk... Folk er deprimerede, vrede, triste, forargede. Hverdagen virker til tider normal, men spændingen er konstant. At befinde sig i Honduras under og efter statskuppet er som at være med i et surrealistisk reality-show.

Medierne er ligesom befolkningen splittet i to: "melistas" og "michelettistas". På den ene side kæmper melistaerne for "værdighed" og demokrati, imod kuppet, imod ologarkiet. På den anden side kæmper michelettistaerne for "fred" og "demorati". Befolkningen splittes mere og mere for hver dag der går, enhver handling og begivenhed der sker i landet fortolkes i kup-skismet.

Honduras er i en dyb, politisk krise, der handler om mere end statskub pga idéer om en grundlovsændrende forfatning. Krisen har flere historiske rødder: social ulighed, politisk ustabilitet, uhelede sår og impunitet.

Honduras er splittet i to fløje, begge fløje reproducerer en politisk diskurs fra 80'rne, hvor den honduranske befolkning var splittet i to fløje.
En reaktionær højrefløj, der bestod af et repressivt styre (støttet af den amerikanske regering med John Negroponte i spidsen), der havde frygt for og bekæmpelse af kommunismen som hovedideologi og motor for forfølgelser, drab og censur. Alt hvad der havde tone af socialisme var subversivt og skulle ryddes af vejen.
Den anden fløj var venstrefløjen, de "subversive", hvis stemmer blev censureret, hvis ledere blev forfulgt og nogle forsvundet; hvis lidelser aldrig er blevet anerkendt. Forbrydelserne fra 80'rne er aldrig blevet retsligt fordømt.

De nuværende fløje afspejler ganske nøjagtigt de to fløje fra 80'rne; frygt for kommunismen eller sociale forandringer - kup-kulturministeren udtaler tåbeligt at der i bibliotekerne er flere sibversive bøger der bør brændes. Retorikken er en tro kopi fra 80'rne, den næres af uhelede sår og uafklarede kriminelle handlinger fra "den kolde krig" (la guerra fría) som årene kaldes.

Det absurde og meget sørgelige ved situationen er, at langt de fleste er bevidste om, at hverken Mel Zelaya eller Micheletti er anstændigt svar på virkeligt og velfungerende demokrati. Krisen er et tegn på, hvor svag den demokratiske kultur er i Honduras.
Mellem linierne i de krigeriske retorikker og bag både stille og voldelige demostrationer kan man spore utilfredshed; alle ønsker et nyt Honduras.
Men i stormen Zelaya-Micheletti er der ingen der taler om hvad et nyt Honduras repræsenterer, hvad et ideelt Honduras er og hvordan det kan og bør bygges.

Den sociale spænding bliver dag for dag stærkere. Mange er bange for en væbnet og voldelig konflikt. De løsningsforslag jeg har hørt de seneste dage lyder "Lad de blå hjelme (FN-styrker) komme og ordne situationen" eller "Det eneste fornuftige er, at Zelaya kommer tilbage, at han tvinges til ikke at ændre forfatningen og til at forlade magten til januar, alt andet vil kun forværre splittelsen i befolkningen".

Hvordan dette surrealistiske reality-show udvikler sig og ender er endnu uvist; det er et politisk fandango, der måske har nået sit højdepunkt, måske ikke.
Hvem der ender med at smides hjem kan vi kun spekulere om.
Sørgeligt er det, at den demokratiske horisont er langt væk og når man skuer mod det kommende præsidentvalg ser man to kandidater, hvoraf ingen repræsenterer et nyt Honduras - med et værdigt, fredeligt og demokratisk velfungerende politisk og socialt system.