Jesper Løvenbalk Hansens blog

Honduras: Kuppet præsident tilbage - landet lukket ned

Mandag formiddag overraskede landets afsatte præsident Manuel Zelaya alle ved pludselig at befinde sig midt i landets hovedstad, Tegucigalpa. Der er gået 86 dage siden præsident Manuel Zelaya blev hentet ud af præsidentboligen tidligt søndag morgen den 28. juni og sendt til Costa Rica. Nu er han tilbage.

Ingen har officielt kunne forklare, hvordan præsidenten er kommet ind i landet. Men han er her - mere præcist på den brasilianske ambassade midt i Palmira-distriktet i centrum af Tegucigalpa.

Myndighederne - landet de facto regering anført af Roberto Micheletti - har svaret igen ved endnu engang at gøre det klart, at der venter en arrestordre på den afsatte præsident, hvis han forlader ambassaden.

Og som tusinde af tilhængere af Manuel Zelaya - la resistencia - i løbet af eftermiddagen er strømmet til den brasilianske ambassade, har landets regering endnu engang lukket landet ned. I første omgang med et nationalt udgangsforbud gældende fra kl. 16 mandag til 07 tirsdag morgen. Mandag aften har myndighederne imidlertid udvidet udgangsforbudet til at gælde hele tirsdag med. Ingen arbejde, ingen indkøb - landet skal ligge dødt det kommende halvandet døgn.

Manuel Zelaya meddeler sig til landets befolkning via Radio Globo, hvor han kalder til politisk dialog. Manuel Zelaya opfordrer samtidig landets politi og væbnede styrker til at forholde sig passivt og lade folket samle sig.

Den politiske situation er spidset til, og en løsning skal findes. Medier er delt. Befolkningen er delt. Politikerne er delt - Manuel Zelayas politiske parti, De Liberale, er delt og ved at brække midt over.

Samtidig har den politiske krise i Honduras kostet dyrt for mange. Kreditter og bistand er indefrosset. Stort set al konstruktion er sat i stå. Turismen er naturligvis gået i nul. Sammen med den globale økonomiske afmatning betyder det hver dag flere arbejdsløse.

Roberto Michelettis magt er kun til låns. Han er blot en figur midt i det selskab af magtfulde mennesker, der ejer Honduras. Hvis en løsning skal findes, så må nogen ofres - kan de blive Micheletti? Honduras er gået i stå - og det kan hverken landets økonomiske elite eller folket leve med særligt længe.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu