Jesper Løvenbalk Hansens blog

Honduras: Presset på Micheletti øges - løsning på vej?

Vreden tager til blandt befolkningen, for hvem kup-regeringens leder Roberto Micheletti er blevet symbolet på den økonomiske undertrykkelse og sociale uretfærdighed, som størstedelen af honduranerne lever under. Det ses i gaderne, det høres i de oppositionsmedier, der endnu ikke er lukket ned - og vigtigst af alt, så bekræftes det af Micheletti selv.

I al sin arrogance og med vane for urørlighed har Honduras´ de facto regering begået et stort antal brølere igennem dennes korte levetid. Først var der den meget dårlige løgn om, at Manuel Zelaya selv havde trukket sig som præsident pga. helbredsproblemer. Herefter fik de facto regeringens nyudnævnte udenrigsminister kaldt Obama for en »lille sort pygmæ,« der intet ved om international politik. Og onsdag morgen på Canal 10, gav Micheletti et længere interview i programmet Foro 10:

Adspurgt om den sociale og økonomiske ulighed, som lige nu er ved at få landet til at eksplodere, svarede Micheletti:

»Der er forskel på folk. Nogle arbejder hårdere end andre. Og selv om nogle selvfølgelig har bedre uddannelse, så er der folk, der kæmper hårdere for deres mål i livet. Gud har givet os hver vores plads.«

Og det er jo en grotesk kommentar fra en mand, der forsøger at legitimere sig som præsident overfor en befolkning, der er ved at koge over af raseri over den ekstreme ulighed.

Men at Micheletti følger sig presset af mere end blot Honduras´ fattige, antydede han selv tidligere i dag torsdag. I forbindelse med, at Roberto Micheletti accepterede, at Costa Ricas præsident, Oscar Arias, udvider mægler-korpset med Panamas vicepræsident Juan Carlos Varela og USA´s tidligere præsident Jimmy Carter - de kommer til Tegucigalpa i weekenden - sagde Micheletti: »At hvis det i sidste ende er ham, der står i vejen for en fredelig løsning, så trækker han sig.«

Og her torsdag aften mødtes fire af de seks præsidentkandidater til det planlagte valg den 29. november med først Roberto Micheletti og derefter med den afsatte præsident Zelaya for at opfordre til dialog.

»Det, vi har talt om med de to, er, at vi er nød til at fortsætte dialogen indenfor rammerne af San José aftalen og vigtigst af alt undgå vold,« sagde Nationalisternes præsidentkandidat, Porfirio Lobo Sosa.

Problemet er bare fortsat, at selvom både de kommende præsidentkandidater og landets de facto regering hele tiden refererer til San José aftalen, så kan ingen af dem acceptere de to mest centrale krav om, at der skal gives amnesti for alle eventuelle lovovertrædelser og at Zelaya skal genindsættes som præsident.

Men det kan være, at kandidaternes samtaler alligevel har en effekt. De har hver i sær ret solide politiske platforme under sig, og det er i direkte forstand deres politiske karrierer, der lige nu er på spil.

Store og toneangivende dele af det internationale samfund, herunder USA, har meddelt, at de ikke vil anerkende resultaterne af valget til november, så længe der ikke er fundet en løsning på krisen. I går onsdag øgede FN presset i den sag, da generalsekretær Ban Ki-Moon besluttede at suspendere al støtte til afviklingen af valgene i november, hvor der foruden en ny præsident skal vælges medlemmer til kongressen og borgmestre i alle landets kommuner. Det betyder, at landets mest magtfulde politikere på alle niveau´er begynder at få travlt med at finde en løsning.

I morgen fredag eftermiddag diskuteres den politiske krise i FN´s sikkerhedsråd. I Honduras er der bebudet demonstrationer i hele landet. Går det som de forudgående dage, vil myndighederne sandsynligvis indføre toque de queda - udgangsforbud - op ad dagen. Det vil kun skabe mere vrede blandt en befolkning, der foreløbig har været holdt indendøre det meste af denne uge.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu