Det israelske greb om Østjerusalem og Vestbredden bliver stadig hårdere og gør tanken om en tostatsløsning helt til grin. Optagelsen af Palæstina i UNESCO har i denne uge igen afsløret det store gab mellem palæstinensernes ret og den politiske virkelighed i Mellemøsten
I min fynske barndom sagde vi tit: ’Det rør mig aldrig en pind’, når det netop gjorde det, altså rørte os knægte. Jeg har tit tænkt på det udtryk – især efter Søren Pind blev integrationsminister
Pia Kjærsgaards kamp mod paraboler og arabiske tv-kanaler er et klasseeksempel på en DF-retorik, der bygger på en farlig blanding af manglende vid, fordomme og evnen til at ændre sine argumenter efter, hvad der lige i øjeblikket er mest belejliget
I det øjeblik, man accepterer, at netop den kristne tro skaber mennesker med en bedre moral, har man åbnet en dør for ondskaben, for en opdeling i dem og os, som i sidste ende giver friplads for en ringere behandling af dem
Forsoning. Da Robi Damelins søn David blev dræbt som israelsk soldat af en palæstinensisk snigskytte ved en israelsk bosættelse, fik hun sat alle sine tanker om forsoning på en hård prøve: Mente hun det alvorligt? I et brev til den fængsledes appellerede hun til en forståelse for en ikke-voldelig vej. Med lidt god vilje kan det svar, hun fik, tolkes som begyndelsen på en dialog
Alt for mange gange er det lykkedes for israelerne at annektere endnu mere af den besatte jord og samtidig skyde skylden for den manglende fred på palæstinenserne
En rejse gennem det nye Sydafrika sætter tanker i gang hos én, der selv overværede afskeden med apartheid på nært hold. For selv om meget er forandret forbliver meget også det samme. Forskellen er måske håbet
