EDITATION (votiv) Besynderligt - som er det en selvfølge af husligheden har hun plukket krokus i haven fire stærkt gule og fire dybt violblå og anbragt dem i et snapseglas på bordet Jeg ville ønske vi havde ét ord for det at glæde at ta vare på at bekymre sig om at frygte for hinanden Et ord for at skærme ømheden som åbenbaring En manifestation af følelsen på grænsen mellem den muntre bliven til og forsvinden er den lille buket i glasset er et kærtegn MAND STÅR AF TOGET En glad dag beriger pupillerne Skråt over for mig sidder en nydelig buttet kvinde på ca...

(Atelier-digt, Gl. Dok) Digt Uberedt kommer Jørgen Haugen Sørensen til tusmørke- Danmark og zinkgrå dage på havnen skridter lokalet af ser sig omkring uden forehavende uden forsæt og dér står ovnen - Inde i bygningen man er nede man er på højde med noget nogen udenfor (kajens syngende bums slingrer igen forbi det sluder) men inde i den særlige belysning - værkstedets - en særlig grå omgivelsen formfremkaldende der er denne spænding tøven før grebet og sideværts mågeskrigene havnen byen dok og blafrende rumekko men atelieret er basis den bare bund nede og langs væggene står plasticsækkene med chamotte Vi står i den tørre lugt af stenindre limbus hvor de ligger på deres metalstativer bårerne parate med det vi mener - vi ser kroppe fra epoken der er i stand til at ignorere ansigtet Nu er ovnen kølnet efter dødens forladelse ligger de dér som blev skabt og tilintetgjort årsag og virkning frit byttet om eller det gamle spørgsmål aldrig stillet Man leder mellem associationer med det legemlige langt nede i erindringen (der er selvfølgelig Pompei men lagene går dybere gennem tusindårskrigene) den anatomiske erfaring realiseret i hænderne også hans kvinder hans sønner Mand liggende på maven mand på ryggen en kvinde og en kvinde en mand og i passende afstand den siddende som måske så noget Her og der er skikkelserne fragmentarisk intakte et par stramme balder ryggene et smukt lår et knæ en hulning men også et hul og hænderne en arm en kvindelig blødhed mave ellers markant nedbrudte knuste tværet ud den doblede disposition gennemgående de kærtegnede glatheder tilmed af erogen latens flertydigheder man holder ud at tage ind under Vor Frelsers Klokkespil over Christianshavn og vore vimrende næser Efter følelsens bid i synet overståelsens varighed tilvænningen af hændernes dialog med leret Som er der anima i ler og væske disse huller så disse sjæle kan undslippe Og ud over færdigheden den talende tavshed De døde anklager os ikke de fem liggende udstrakt eller forvredne i hel figur og den siddende sjette De anklager os ikke De er skulpturer (kunne såmænd forestille forrædere udskud som man jo med rette indfanger og skaffer af vejen de ligner os - måske har et par af dem en tid sunget eller spillet i et orkester) Uanset den medbragte skumring blottede klart i dagen i den definitive henslængte tilstand af denne verden - gråden aflyst i kapelstilhed Det vi ramte blev målet Så han så de ser vi for os ovnen - evindeligt - mål vi ikke sigter mod rammer os fordi dødens blik fastholder det alene - Egentlig ikke noget før og efter men zero af standset tid på de til døde mishandlede ikke en film kørt frem og tilbage på dette arnested for museale myter ikke krematorium - men - som er de bragt ind fravristet såvel forrådnelsens som katastrofens banalitet - konfrontationens hemmelige - men åbenbarede - gensidighed Nu står han og modellerer mit hoved Inderummet forlener dem såvel som os med eksistens Jeg sidder på barstolen vi er omringet af dem af deres knuste ansigter hænder foran stumme skrig fra de sfæriske glatte kranier Iagttaget hemmeligt (hjemligt?) får vi os en munter snak midt i dette memento og denne hastighed som er han allerede i Mexico - Og der er en kende macho i vokabulariet f...