Juliana Hodkinsons blog

Kultur uden kuppel og facade

Statsgæld skal reduceres over hele Europa, og det betyder for de tre lander, som jeg har et tilknytningsforhold til – England, Danmark og Tyskland – at regeringerne vil reducere staten. Hvordan møder de forskellige lande udfordringen om, at reducere på kulturområdet? 

Englands og Tysklands premierministre har forberedt deres respektive befolkninger på, at der skal spares mere end på noget andet tidspunkt siden anden verdenskrig. Konsekvenserne, som varslet af David Cameron, vil kunne mærkes hen over årtier. At kunst og kultur skal skæres i alle tre lande, siger sig selv – i den tyske sparepakke er Bildung det eneste område, der får hævet sin offentlig støtte. Kan vi allerede nu se konturerne af, hvordan besparelserne kommer til at påvirke kulturbudgetterne?

Kulturens frontlinje

Den nye britiske kulturminister Jeremy Hunt har bedt kultur- og sportsverdenen om, at gennemføre nedskæringer uden at skade kulturens frontlinje. Det vil sige, først og fremmest, at Londons Olympiade 2012 ikke må røres. Og dernæst, at dét som ministeren kalder for kulturens øvrige ’frontline services’ - bredt fortolket som institutioner med store driftsbudgetter så som de store museer, orkestre og teatre - kun må røres med handske på.

En afgørende promille

De store kulturinstitutioner som modtager fast driftstilskud fra det offentlige skæres derfor med 3%, mens Arts Council England mister 4% af budgettet. Den promilleforskel er vigtig. Arts Council Englands nedskæringer videregives direkte til de individuelle kunstorganisationer, som for de flestes vedkommende er mindre, uafhængige enheder, der er særligt udsatte, og hvor kunsten opstår på ofte ret umulige vilkår i forvejen. Arts Council England er på mange måder den uafhængige kulturscenes advokat. ACE støtter de kunstnere og produktioner, der ligger længst væk fra politisk styring og regulær subventionering.

Den store og den lille kultur

Hvad med Tyskland? Skal de tyske operaer, storteatre og museer barberes? Og hvad med den i forvejen underfinanserede freie Szene? Weekenden inden den tyske regering annoncerede sin sparepakke, klingede de sidste toner fra Staatsoper ud over Berlins Bebelplatz, hvor Barenboim og sit orkester spillede udendørs og med storskærm for 50.000 tilhører. Staatsoper bruger nemlig sommerferien på, at flytte fra Unter den Linden over til Schiller-Theater i vesten, mens bygningen fra 1742 restaureres fra bunden op i løbet af de næste 4 år.

I Berlin skelnes der benhårdt mellem forvaltning og finansering af de ’grosse Häuser’ – Philharmonien, Deutsche Oper, Staatsoper, Komische Oper, osv. - og de selvstændige scener. Intendanterne på de store huse er ikke bundet af forpligtende rammeaftaler og resultatkontrakter, men har ret frie hænder til at bestemme og regere som de selv synes. Men det er i lige så høj grad die freie Szene som er motor for Berlins kreativ industri, og som også efterhånden er snart Berlins eneste industri. 

Yderkanten af træstammen

Komponisten Carola Bauckholt udtrykte den forskel meget rammende for nylig i sin tale ved modtagelse af Deutsche Autorenpreis i kategorien Eksperimenterende Musik. Adresseret til en samkomst af Tysklands kulturelle crème de la crème indenfor både populære og klassiske genrer – verdener, der ellers ikke mødes så tit i tysk kultur – beskrev Bauckholt værdien og funktionen af det, hun og hendes kollegaer i de smalle genrer skaber, overfor både den etablerede kulturelite og den kommercielle musikbranche: Vi skaber rum for at I kan vokse. Vi er yderkanten af en træstamme, der vokser og udvider sig hele tiden. Og vi vil altid blive ved med at være på yderkanten, for efterhånden som I vokser ind på det felt, som vi har åbnet, udvider vi den yderligere.

Berlin har oprettet flere støttepuljer som kun de uafhængige kulturmagere og –aktører kan søge, men disse midler udgør en brøkdel af det samlede kulturbudget. Alligevel har kunstscenens succes ført til, at hele verden kommer til byen. Det gør konkurrencen om både kulturmidlerne og om indbyggernes og kulturturisternes opmærksomhed enorm. Selv finanspolitikere er begyndt at få øje på, at selvom kunst og kultur koster noget, så tjener byen også på den. Trods det, at store dele af den sprudlende uafhængige kulturscene lever og skaber deres præstationer for, i europæisk sammenhæng, latterlige lønninger, skaber deres kunstneriske virksomhed mange arbejdspladser for byen. Pensum for dette standpunkt er bl.a. musikskribent Tobias Rapps opremsning af samspillet mellem DJ-scenen og musikturisme i ’Lost and Sound: Berlin, Techno und der Easyjetset’, fra 2009. Alle musikgenrer talt sammen, omsætter de store og små spillesteder i Berlin årligt for over 200 millioner euroer. 

Hvordan den eksperimenterende del af Tysklands kultur kommer til at opleve nedskæringer i statsstøtte er umiddelbart svært at spå om, mens aviserne endnu er beskæftiget med at skrive spalte op og spalte ned om den mest iøjnefaldende og symbol-ladet offer for Merkel-regeringens sparekniv: det, som de fremadskuende kalder for det nye Humboldt-Forum, og som de historisk bevidste kalder for Berlins Stadtschloss.

Prestigeprojekt i modvind

Det er et af landets største prestigeprojekter, som regeringen valgte i sidste uge, at udskyde på ubestemt tid. Siden murens fald, og parallelt med andre besværlige projekter som Holokaust-Denkmal og Potsdamer Platz, har der raset folkelig, politisk og kommerciel debat om hvad der skulle ske på adressen Schlossplatz 1. DDR-regime sprængte i 1970’erne et pragteksemplar af et preussisk barokslot i luften, for at skabe plads til deres socialmodernistisk parlamentsbygning af stål og brun speljglas. DDRs Palast der Republik var topmål for graffitikunstnerne i 1990 efter den mur, som de i årtier havde øvet sig på, pludselig var ved at blive hugget væk og solgt styk for styk til Mauertouristerne. Og så kom debatten om, hvordan man skulle omgås med så meget grimhed. Stedet har Staatsoper, Humboldt Universität og Berliner Dom som umiddelbare naboer, og i den store luftlinje ligger den lige i kurven, hvor Unter den Linden slår et knæk hen imod DDR-tidens anden stor monument, Fernsehturm.

Selvom regeringen har vedtaget, at udskyde byggearbejdet på slottet til Skt. Nimmerleinstag, har landets byggeminister lovet, at første spadestik tages alligevel i 2013 - selvom ingen af de 440 millioner euroer, som det offentlige skulle have skudt ind i projektet, er stillet i udsigt, og selvom de private penge, der skulle finansere barokfacaderne, er udeblevet.

Kuppel og facade

Det var primært facaderne og simulationen om deres genopståen, der var det overbevisende visuel argument for mange i regeringen og befolkningen, da projektet for få år siden havde mest opbakning. Men mellem udskrivning af arkitektkonkurrencen og kåring af vinderen Franco Stella udspillede der sig allerede store stridigheder om meningen med det hele - om der var plads til nytænkning og kritisk refleksion, eller om der netop blot ønskedes en tro reproduktion. Hele processen har været præget af legitimeringsproblemer, ja selv hvem der faktisk vandt konkurrencen har været omstridt. 

Næste problem var kuppelen: Der var ikke råd til den store version, men folk brød sig ikke om udkastet til en mindre udgave. Det er også svært at slå byens andre berømte kupler. Domkirken lige overfor gaden. Og Norman Fosters transparente glaskuppel på Reichstag, som emmer af umagen ved at tænke sig om. Sammenlignet med dem, virkede Stellas lille neo-kuppel i nedskaleret format som en ukritisk og impotent rekonstruktion af en overstået adelsfamilies storhedsvanvid. 

Na, und? Et byggeprojekt fra eller til kan ikke være det, der afgør Berlins status som kulturby.  Og nationens selvforståelse afhænger næppe af just dette projekt. 

Men det har med resten af verden at gøre, for så vidt som det nye slot skulle have givet tag over hovedet til bl.a. en stor samling ’Aussereuropäischer Kunst’ under fælleskonceptet Humboldt-Forum, og dermed havde symbolværdi som en åbning mod resten af verden i hjertet af hovedstaden.

Paladsmusik

Hvilken fortid er det, man ønsker at huske eller glemme? Hvilken kunst er det, der ikke har et hus i hjertet af Berlin? Hvorfor bruge 20 år og en halv milliard euroer på, at erstatte en palads med et slot? Og hvad er fremtiden for den kæmpe folkekær græsplan, som står der nu, og som er vært for hundredvis af snemænd om vinteren og tusindvis af solbadende turister om sommeren? Det er tyskerne ved at gøre – endnu engang – op med nu.

Indtil få dage inden dødsdommen over slottet faldt, kunne man på græsplanen ved Schlossplatz 1 høre en lydinstallation af den østrigsk komponist Peter Ablinger: Palastmusik, en ikke-hørbar musik for en ikke-eksisterende palast, som Ablinger beskriver den, med henvisning til den tidligere DDR parlamentsbygning. Den tavse installation kan nu meget vel anvendes også som requiem for et ikke-eksisterende slot.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Komponisten Carola Bauckholt udtrykte den forskel meget rammende for nylig i sin tale ved modtagelse af Deutsche Autorenpreis i kategorien Eksperimenterende Musik :
" Vi skaber rum for at I kan vokse. Vi er yderkanten af en træstamme, der vokser og udvider sig hele tiden. Og vi vil altid blive ved med at være på yderkanten, for efterhånden som I vokser ind på det felt, som vi har åbnet, udvider vi den yderligere."

Ganske enkelt. Uden et system skabt, etableret og videreudviklet, ville populærmarkedet ikke eksistere.

Hvis man ikke fatter nichernes enorme betydning, med deres fordybelse i lyd, billed, bevægelse, og så fremt, så underløber man sig selv på længere sigt.

Markedet er et samkog af "stjålne" meritter fra historien.