Juliana Hodkinsons blog

Ta’ i teatret og spil computer i fælleskab

Computerspil som genre er ved at blive voksen, ikke alene teknologisk men også på erkendelsessniveau. Avatare i nye comptuerspil som Red Dead Redemption eller Heavy Rain kan træffe moralske valg og foretage handlinger, der går ud på mere end blot at dræbe fjenden og vinde flest point. Dermed er den virtuelle verden på vej til at blive en rigere oplevelsessfære, og en platform for den slags kulturel erkendelse, som teater og film har hidtil været det. Men teaterverdenen forstår også, at lade sig inspirere af computerspillets teknologiske landvindinger, og det lægger op til nogle spændende nye mixformater.

I disse dage kan den tyske teatergruppe Rimini Protokoll opleves på Århus Festuge med en forestilling, der sætter et specielt udviklet computerspil ind i teatrets rammer. Trænger man til teater der handler om liv, død og hele det eksistentielle spektrum, men helt uden højrøstede skuespillerstemmer og store armbevægelser, så skal man tage ind og se produktionen Best Before.

Gruppen Rimini Protokoll er kendt for at være et ledende stjerne i en teaterbevægelse, der kaldes for ’reality trend’. Derfor er det særligt spændende for vores opfattelse af samspillet mellem det såkaldte virtuelle og det reelle, at se hvad der sker, når de stiller et teaterrum til rådighed for et interaktivt computerspil.

Jeg har set nærværende forestilling i Berlin tidligere på året, og kom ud efter forestillingen som - om ikke et helt andet menneske, så i hvert fald en noget ændrede kulturforbruger.

Det begynder med et hoppebold. Det er min avatar som hopper på storskærmen, sammen med alle de andre avatarer, som hører til hver sin tilskuer i publikum. Vi er hver især udstyret med en spillekonsol, og kan bevæge os rundt på skærmen og træffe binære valg ud fra spørgsmål, der stilles fra aktørerne på scenen foran skærmen. Skuespillere kan man ikke kalde dem, for det er en væsentlig pointe hos Rimini Protokoll, at give ordet til folk, der har et biografisk eller professionelt forhold til forestillingernes indhold, fremfor at lade professionelle skuespillere fremføre fiktioner. I Best Before er det blandt andet computerspildesigneren selv, der guider publikum igennem aftenen. 

Den dramaturgiske struktur i Best Before er et menneskeliv, fra fødsel til død. Stemningen er lettere underholdende og holdes hele tiden nede, så det aldrig bliver højtideligt eller symbolsk overladet. Der er hyggeguitar fra scenekanten, og auditoriumslys er tændt på halvt blus hele aftenen. Der er en stemning af løst selskabeligt samvær i salen, men det bliver aldrig til et egentligt forhold mellem tilskuere, selvom vores avatare dyrker sex og får børn sammen. 

Avatarerne begynder som helt elementære spilfigurer, der akkumulerer attributer hen ad vejen. Nogle valg træffer vi på samfundets vegne (er jeg for/imod værnepligt, krigsdeltagelse, ligeløn, den ene eller anden præsidentkandidat, legalisering af cannabis mv.); andre valg træffer vi kun på egen vegne (vælger jeg at dyrke sex og stoffer med 15 år ja/nej, videregående uddannelse ja/nej, vælger jeg at spare op til et hus eller donere det hele væk til velgørenhedsformål?). 

Dels kan man vælge at bekræfte sine egne synspunkter og preferencer igennem sin avatar, ved at handle og stemme som man selv ville gøre in real life. Dels har man mulighed for at eksperimentere med noget man selv ikke har prøvet; man kan for eksempel vælge at blive født som det modsatte køn, eller at afprøve diverse former for tryghed og vildskab som man ikke kender fra egen erfaring.

Spillet svarer igen med dels konsekvenser af dine handlinger (fx. x% af dem, der valgte at blive født som pige og at dyrke sex med 15, bliver gravid som 16-årig, eller: I har kollektivt valgt, at landet ikke skal have en armé, nu invaderer nabolandet, værsgo: y% af jer er død). Dels kommer der overgreb helt udenfor ens kontrolsfære (der er pest og kolera, halvdelen af jer kommer på hospital og svæver i livsfare på ubestemt tid). 

Efter en times tid var jeg godt i gang med at opbygge min avatars komplekst sammensat biografi og personlighed, ved at navigere efter bedste evne i dette virvar af eksistentielle valg og konsekvenser, held ug uheld, da det hele begyndte at gå lidt hurtigt. Det var midtvejsalderen, nogle af de valg jeg så frodigt havde truffet i mine yngre år viste sig at føre mig helt andre steder end jeg havde forventet. Jeg blev irriteret over et valg, som jeg fortrød. Jeg ‘mistede’ min avatar på skærmen, kunne ikke finde mig selv i mængden, vidste ikke engang om jeg var levende eller død. Blev grebet af panik. Er jeg stadig med i spillet eller ej? Hvad er der blevet af min avatar, og dermed af Mig? Er det mig dér, med tag over hovedet, et våben og 3 børn, eller har jeg mistet det hele undervejs? Er jeg blevet udvist, sidder jeg i fængsel, eller ligger jeg på hospitalet?

Pludseligt var avatarsamfundet ved at blive gammelt og døende. Til sidst var der kun én avatar tilbage, vedkommende blev identificeret med sin publikumsfælle, som rejste sig og fik applaus. Så var også den død. Spillet var forbi og dermed også forestillingen. ’Game over’ stod der på storskærmen. 

Ingen konklusion, ingen forsonende eller provokerende kunstnermoral fra scenen. Einfach vorbei. Jeg lagde min spillekonsol i hylsteret, vaklede ud fra Hebbel am Ufer på gaden i Kreuzberg og vidste ikke hvor gammel jeg egentlig var blevet, hvordan mit liv var gået fra ca. 40’erne og fremefter, om jeg var ‘lykkedes’ med mine valg, eller om skæbnen havde dealet mig nogle helt uventede kort undervejs. Jeg var helt tomt og energiløs. Livet er forbi, og der er ingen, der kommer og opsummerer det for mig. Der var hverken tid til erkendelse eller afsked, og selvom der havde været det, ville det have været ligegyldigt, for nu er det bare forbi. Døde er vi alle sammen.

Jeg var helt målløs. How did they do it? Rimini Protokolls strategi om hyggelig publikumsdeltagelse per spillekonsol var lykkedes at sætte hele min eksistens på spidsen i løbet af to timer helt uden at min indre teaterbesøger havde lagt mærke til det. 

Rimini Protokoll leverer med Best Before god grund til at tro, at teatret fortsat er et sted, hvor koblingen mellem teknologisk innovation og dramaturgiske udfordringer kan skabe store og rammende oplevelser.

 

Links:

Rimini Protokoll - http://www.rimini-protokoll.de/website/de/

Århus Festuge - http://www.aarhusfestuge.dk/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu