Juliana Hodkinsons blog

Når politikere taler om kunst

Den sidste uges tid har budt på mange bemærkninger i de danske medier om politikernes fravær fra kunstens rundbordsmøder (specifikt, Repræsentantskabsmøder i Statens Kunstfond og Statens Kunstråd). Uheldige bortforklaringer i form af hentydninger til vigtigere arbejde og andre prioriteter har bidraget til et billede af, at politikere ikke vurderer deres egen rolle i disse fora højt nok – et aspekt, som Mogens Jensen (S) i Politiken i onsdags ganske rigtigt og hjælpsomt fraskiller fra spørgsmålet om politikernes øvrig deltagelse i kulturpolitisk arbejde generelt.

Men tvivlen står: hvilken betydning har kulturordførernes bidrag til kunstdebatter, når armslængdeprincippet fungerer som det skal? Når fond og råd for andet år i træk varmer op til storseminar om kunstens rolle i samfundet, uden deltagelse fra politisk hold, kan det næsten kun gå hen og ende i en tøvende selvlegitimationsmanøvre, som ingen har gavn af. For måske er hverken kunstnerne eller samfundet sikker på, hvad kunstens rolle i samfundet er i dag? 

Men hvad er så en passende indblanding af politik i kunst? 

Det var en stor inspiration for mig tidligere på måneden, at overvære kulturudvalgsmøde i den berlinske senat, hvor politikere fra alle fraktioner inklusiv kulturborgmester og kultursekretær var mødt op for deres månedlig geschæft. På dagsordenen stod emner som f.eks. den videre drift af teatret Sophiensäle, Internationales Literaturfestival Berlins invitation til provokatør Thilo Sarrazin, og forvaltning af det offentlige rum under Berlin Fashion Week.

Alene beliggenheden for disse udvalgsmøder, Berlins Abgeordnetenhaus, gør det svært for politikerne at slippe bevidstheden om positionering af deres arbejde i forhold til samfundet og dens historie. Huset ligger i Niederkirchnerstrasse, direkte overfor en omhyggeligt bevarede stribe Berlinermur. Ovre på den anden side af muren er NS-bunkeren - Hitlers hovedkvarter og dødssted - som nu er fundamentet under Topologie des Terrors, en permanent udstilling om NS-regimens forbrydelser. Anden verdenskrig og den kolde krig ligger umiddelbart i luften, når politikerne debatterer om kulturelle anliggender, og det bidrager utvivlsomt til en forståelse af, at kultur og samfund handler om mere end blot at udsmykke det offentlig rum og sørge for, at kunstnerne har nogenlunde arbejdsvilkår.

Der er gang i kulturkampen i Tyskland for øjeblikket, hvor den såkaldte integrationsdebat udspilles – som i Danmark – i forbløffende stor grad på kulturområdet, selvom de mest aktive stemmer i debatten ikke kommer fra kulturens verden. Spørgsmål som ellers passende kunne tænkes at høre henne under kategorier som uddannelse, arbejdsmarked, sociale vilkår m.v. synes nemmere at forsimples til kulturel signalværdi. Her blev der i Abgeordnetenhaus spurgt ind til, hvordan det kan være, at en festival, der modtager afgørende finansiering fra hovedstadens offentlige midler kunne være bekendt med at invitere provokatør Thilo Sarrazin - hvis ny bog om genetisk intelligens har forårsaget en heftig integrationsdebat og ført til ophavsmandens afgang fra jobbet som Bundesbankchef - til oplæsning. Det punkt på dagsorden var hurtigt overstået, i det festivaldirektøren havde ringet ind til formiddag for at fortælle om, at arrangementet var blevet aflyst fra festivalens side. Der kom en bibemærkning om, at det var nok heldigt, for så blev forsamlingen sparet for en debat om censur i forhold til kultur finansieret med offentlige midler. Og så videre til næste punkt på dagsordenen.

Det punkt, som gav mig mest anledning til refleksion var en længere diskussion af brugen af Bebelplatz til kommercielle foranstaltninger. Bebelplatz ligger centralt i Berlin med Staatsoper Unter den Linden og Alte Bibliotek som umiddelbare naboer, og er siden 1933 kendt som gerningsstedet for den omfattende Bücherverbrennung af ’utyske’ bøger, med deltagelse af 70.000 akademikere og nazis. 

Midt-1990’erne blev den israelske kunstner Micha Ullmans mindesmærke indviet under stor international opmærksomhed: en 5x5 meter glasplade midt i brostenene, der dækker over en hvidmalet, tom, underjordisk bibliotek med plads til de ca. 20.000 bøger der brændte på stedet d. 10. maj 1933. Det er et mindesmærke, der umiddelbart tager sig meget lidt iøjnefaldende ud. Man skal gå helt hen til den, hen over denne kæmpestor plads, for at se den. Men proportionerne afbalanceres af, at hele Bebelplatz er fredet og af den grund ofte tager sig usædvanligt tomt og menneskeforladt ud – et dystert udtryk, der står i stærk kontrast til byens ellers farverigt gadeliv.

Nu handlede det i kulturudvalgsmødet om spørgsmålet, om den kommercielle Fashion Week, som er en vigtig motor i Berlins kulturindustri, igen i 2011 får lov at afholdes på Bebelplatz, hvor der er plads til at stille de mange festtelte og pavilloner op, som begivenheden kræver, og hvor den omkringliggende arkitektur forærer foranstaltningerne allertiders backdrop. Placeringen af Fashion Weeks catwalk på Bebelplatz i 2010 forårsagede ivrig debat, og ikke mindst et vredt udsagn fra kunstneren selv, som betegnede modeugen som en ransagelse mod kunstværket og dens intentioner. 

Diskussionen slå mig, fordi politikerne kom ind på en række nuancerede tilgange til et emne, der ellers nemt kunne reduceres til en debat pro/kontra kommercialisering af det offentlige rum. 

Er værkets betydning betinget af, at hele pladsen holdes tomt? Aftager et mindesmærkes betydning, når tiden går, eller når 1990’ernes æstetik overhales af andre måder at mindes fortiden i det offentlige rum? Har Berlins økonomisk behov for at facilitere en velfungerende kulturindustri og dens mange internationale gæster, forrang over byens status i verdenen som stedet, hvor fortidens grusomheder ikke må glemmes? Er der afgørende forskel på brugen af Bebelplatz til gratis BMW-sponsorerede operacasts på storskærmen fra Staatsoper, og Mercedes-Benz Fashion Week? Er det pengene eller tilgængeligheden, der er afgørende her? Har mindesmærker udløbsdatoer, og hvis ja afgøres det af aktualiteten af den historiske begivenhed, eller af kunstværkets æstetiske rækkevidde?

Undervejs blev Ullmans Bibliotek sammenlignet med en anden form for mindesmærke: Gunter Demnigs Stolpersteine (’snublesten’), der figurerer på fortove i hele Tyskland og efterhånden også flere andre europæiske lande. Stolpersteine er 10 x 10 cm store sten med messingtavle, hvor der er indgraveret navn, fødsels- og dødsår og skæbne på enkelte holocaust-ofre, der blev deporteret og myrderet. Flere hundrede af disse Stolpersteine er blevet lagt ind i Berlins fortove; jeg går over flere af dem hver dag i mit naboskab, og alle børn ved hvad de står for, idet stenene er en del af fortovene.

Det er uden tvivl nemmere, at føre en meningsfuld debat om kunst i et politisk forum, når det er historiske træk af disse dimensioner, der ligger bag kunstværkerne i bybilledet. Og måske også nemmere at få politikere til at løfte i flok. Men egentlig var jeg lige så opløftet over at opleve politikere indgå i en kunst-nær diskussion om konkurrende æstetikker, kunstneriske preferencer og samspillet mellem kunst, kulturindustri og oplevelseskultur.

Det er umådelig mere interessant, at høre politikere debattere kunst, end at høre hverken kunstnere eller politikere debattere kunstens rolle i samfundet, og derfor er der al mulig grund til at ønske sig mere engagement i Danmark på kunstfeltet fra politikere, end at frygte for kunstens autonomi og armslængdeprincippet hver gang en politiker nærmer sig en holdning om kunst.

 

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Langt hen ad vejen trives Stalins, hos vestlige politikere kunstsyn, at kunsten skal tjene staten (revolutionen).
Her bare formuleret, at kunst er en vare, og dermed en skatteindtægt.
Eller den kan, som JP's tegninger bruges i en (vores revolution) politisk sag. Kunstnere der ikke lever op til disse to mål er dissidenter og forfølges (jesusfilm, guldfisk og grise/pencilen) og udsultes (vi skal ikke give støtte til lort på dåse).

du kunne jo invitere Pia .k hun er jo så ivrig får at blive kultur minister, godt vel hun aldrig har haft noget kulturelt at sige hvad jeg ved af.

Vi kan lære meget af nutidens tyske politikere - samt franske og engelske når det kommer til et dybere og mere reflekteret engagement i kunstens betydning i samfundet.
Tak til Juliana Hudkinson for at gøre opmærksom på at muligheden faktisk findes for en mindre opskreget og mere substantiel debat mellem politikere og kulturlivet.