At lukke ned og at åbne op igen: Det her forår har påvirket vores forhold til kroppen, både vores egen og andres. Vi vil have afstand, men vi vil også have nærhed. Grådigheden er blevet større, men det er frygten også, skriver journalist og forfatter Julie Top-Nørgaard i denne kommentar
Jeg vender for enden af bassinet, sparker fra på kanten. Jeg tænker på svømmeres kroppe. På om jeg med tiden vil få en overdrevent muskuløs overkrop, hvis jeg bliver ved med at svømme
At være på ferie er at være sammen. Det er konflikter, der bryder ud i lys lue, det er irritation og træthed. Vi skal vænne os til hinandens selskab. Vi gennemspiller samme problemer som hjemme, men i nye scenarier, udløst af nye detaljer
En storskærm talte ned til sommerferien på mit arbejde. Det irriterede mig. Måske i første omgang præmissen om, at ferien var velfortjent. Havde jeg for eksempel selv gjort mig fortjent til at holde ferie? Og hvad med de studerende?
Mens jeg var et smut i Danmark, rensede en åndemaner min franske kærestes familiehus for den afdøde fars spøgelse. Det værste ved det hele var ikke historien om spøgelserne. Det var den naturlighed, hvormed de forholdt sig til det åndelige
Kvinder, der giver udtryk for deres vrede, bliver latterliggjort, stemplet som utroværdige, kaldt skingre. De får at vide, at de skal skrue ned for ambitionerne, at deres vrede er irrelevant eller illegitim
Jeg har virkelig meget at udsætte på skam som fænomen. Prædiker gerne om, hvordan den begrænser os, gør os mindre. Men når jeg konfronteres med min opførsel som barn, bliver det pludselig klart, at skammen også har en funktion: Den får os til at opføre os ordentligt over for hinanden.
Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan
Åh, hvor jeg forstår alle de onkler, der i tidens løb har stammet sig igennem omhyggeligt nedskrevne ark med visdomsord og formaninger. Åh, jeg er den onkel. Onklen, der vil give dem alt det bedste og klogeste med på vejen
Når vi er færdige med at befri den veldrejede kvindekrop med de store bryster fra snærende tøj, kunne vi måske kaste os over en femte bølge af feminismen og befri børnene og de gamle kroppe for kravet om indpakning?
Jeg tænker meget over de ord, der er forbundet med at dø. Hvad vil det sige at dø? Hvad vil det sige at miste? Hvad vil det sige at sørge? Jeg er i tvivl om det hele
Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan
I mange år havde jeg dårlig samvittighed. Jeg tænkte, at der var noget galt med kærligheden, når jeg savnede at være alene. Noget galt med min evne til at elske, mit parforhold, mit moderskab
At give udtryk for, at der er noget, man ikke magter, noget man har brug for andres hjælp til at løse. Det er ’no go’. Er vi ved at skabe et samfund, hvor parolen er: Du skal kunne klare dig selv, for det kan vi
Da den lille flok gik ud af porten – en enkelt beboer var i kørestol, en anden havde rollator med – på vej over for at stemme til folketingsvalget, blev jeg så glad. Glad for at arbejde et sted med beboere, der tror på demokratiet. Og med personale, der tror på beboerne
Det er svært at håndtere, når man pludselig er enig med dem, man plejer at være uenig med. Hvis man rækker dem en lillefinger, tager de så hele sjælen?
Hvis vi er heldige, har vi nogen, der kan lytte, mens vi selv roder rundt i muligheder og dilemmaer og alt det andet LORT, som livet nogle gange er. Vi har kun os selv. Og så hinanden
