Jeg vender for enden af bassinet, sparker fra på kanten. Jeg tænker på svømmeres kroppe. På om jeg med tiden vil få en overdrevent muskuløs overkrop, hvis jeg bliver ved med at svømme
At være på ferie er at være sammen. Det er konflikter, der bryder ud i lys lue, det er irritation og træthed. Vi skal vænne os til hinandens selskab. Vi gennemspiller samme problemer som hjemme, men i nye scenarier, udløst af nye detaljer
En storskærm talte ned til sommerferien på mit arbejde. Det irriterede mig. Måske i første omgang præmissen om, at ferien var velfortjent. Havde jeg for eksempel selv gjort mig fortjent til at holde ferie? Og hvad med de studerende?
Mens jeg var et smut i Danmark, rensede en åndemaner min franske kærestes familiehus for den afdøde fars spøgelse. Det værste ved det hele var ikke historien om spøgelserne. Det var den naturlighed, hvormed de forholdt sig til det åndelige
Kvinder, der giver udtryk for deres vrede, bliver latterliggjort, stemplet som utroværdige, kaldt skingre. De får at vide, at de skal skrue ned for ambitionerne, at deres vrede er irrelevant eller illegitim
Jeg har virkelig meget at udsætte på skam som fænomen. Prædiker gerne om, hvordan den begrænser os, gør os mindre. Men når jeg konfronteres med min opførsel som barn, bliver det pludselig klart, at skammen også har en funktion: Den får os til at opføre os ordentligt over for hinanden.
Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan
Åh, hvor jeg forstår alle de onkler, der i tidens løb har stammet sig igennem omhyggeligt nedskrevne ark med visdomsord og formaninger. Åh, jeg er den onkel. Onklen, der vil give dem alt det bedste og klogeste med på vejen
Grønjakker, Den Hvide Dame og aftener på den nye skaterbane. Mit Østerbro er væk. Men når jeg kører ned ad Strandboulevarden, fortæller hele min krop mig, at den er hjemme
I mange år havde jeg dårlig samvittighed. Jeg tænkte, at der var noget galt med kærligheden, når jeg savnede at være alene. Noget galt med min evne til at elske, mit parforhold, mit moderskab
Jeg tænker meget over de ord, der er forbundet med at dø. Hvad vil det sige at dø? Hvad vil det sige at miste? Hvad vil det sige at sørge? Jeg er i tvivl om det hele
Jeg kan dokumentere mit pædagogiske arbejde herfra og til årets sidste lukkedag. Jeg kan få højtlæsning til at lyde som en landvinding inden for sprogstimulering. Det er ikke meningsfuldt, men jeg kan da godt gøre det for forvaltningens skyld
Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan
Da jeg begyndte at arbejde frivilligt, kunne jeg mærke, at jeg var rundet af et helt andet rationale. Investering og afkast, indsats og udbytte. Noget for noget
Mange forældre er tilbøjelige til at opfatte familielivet som børnenes virkelige liv, mens institutionslivet er substitutionen. Men for børnene er den ene virkelighed lige så reel som den anden. Derfor skal der kæmpes hårdt for gode kår begge steder
Åh, jeg er den onkel. Onklen, der vil give dem alt det bedste og klogeste med på vejen. Onklen, der ikke kan få sat ord på sin ømhed over for det unge menneske. Onklen, der kommer til kort, når det gælder om at finde udtryk for kærligheden og livsmodet og ungdommen og alt det andet, man ser i dét menneske i dét øjeblik
