Julie Top-Nørgaard

Julie Top-Nørgaard

Klummeskribent, Information
  • Klumme
    22. juni 2020

    Kampen mellem frygt og lyst: De afklædte kroppe er tilbage i det offentlige rum

    At lukke ned og at åbne op igen: Det her forår har påvirket vores forhold til kroppen, både vores egen og andres. Vi vil have afstand, men vi vil også have nærhed. Grådigheden er blevet større, men det er frygten også, skriver journalist og forfatter Julie Top-Nørgaard i denne kommentar
    ’Det er næsten for meget, eller det er for meget, det er for tæt, er det ikke, vi kan lugte andre mennesker igen. Så tæt er vi på hinanden. Det er den appetit, der pludselig virker så voldsom, både vores egen og de andres,’ skriver forfatter og journalist Julie Top-Nørgaard i denne kommentar.
  • Klumme
    18. august 2017

    Det er, som om vi rører ved hinanden uden at ville det

    Da jeg var barn, var kroppen der bare. Min og de andres: I bassinet, på femmeteren, under bruseren. Nu er kroppene alt for meget. Tunge, træge, voldsomme. De trænger sig på
  • Klumme
    11. august 2017

    På ferien læser vi

    At være på ferie er at være sammen. Det er konflikter, der bryder ud i lys lue, det er irritation og træthed. Vi skal vænne os til hinandens selskab. Vi gennemspiller samme problemer som hjemme, men i nye scenarier, udløst af nye detaljer
  • Klumme
    10. juli 2017

    Jeg er holdt op med at tælle ned til ferien

    En storskærm talte ned til sommerferien på mit arbejde. Det irriterede mig. Måske i første omgang præmissen om, at ferien var velfortjent. Havde jeg for eksempel selv gjort mig fortjent til at holde ferie? Og hvad med de studerende?
  • Klumme
    26. juni 2017

    Jeg er stadig bange for spøgelser

    Mens jeg var et smut i Danmark, rensede en åndemaner min franske kærestes familiehus for den afdøde fars spøgelse. Det værste ved det hele var ikke historien om spøgelserne. Det var den naturlighed, hvormed de forholdt sig til det åndelige
  • Klumme
    13. juni 2017

    Jeg er vred over, at de brændte alle heksene

    Kvinder, der giver udtryk for deres vrede, bliver latterliggjort, stemplet som utroværdige, kaldt skingre. De får at vide, at de skal skrue ned for ambitionerne, at deres vrede er irrelevant eller illegitim
  • Klumme
    30. maj 2017

    En dårlig karakter

    Jeg har virkelig meget at udsætte på skam som fænomen. Prædiker gerne om, hvordan den begrænser os, gør os mindre. Men når jeg konfronteres med min opførsel som barn, bliver det pludselig klart, at skammen også har en funktion: Den får os til at opføre os ordentligt over for hinanden
  • Klumme
    15. maj 2017

    Angsten sidder i tænderne

    Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan
    Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan
  • Klumme
    1. maj 2017

    Der er så meget, jeg gerne vil sige til de unge mennesker

    Åh, jeg er den onkel. Onklen, der vil give dem alt det bedste og klogeste med på vejen. Onklen, der ikke kan få sat ord på sin ømhed over for det unge menneske. Onklen, der kommer til kort, når det gælder om at finde udtryk for kærligheden og livsmodet og ungdommen og alt det andet, man ser i dét menneske i dét øjeblik

Sider

  1. Klumme
    25. november 2014

    Konkurrencestatens børnehave

    Jeg kan dokumentere mit pædagogiske arbejde herfra og til årets sidste lukkedag. Jeg kan få højtlæsning til at lyde som en landvinding inden for sprogstimulering. Det er ikke meningsfuldt, men jeg kan da godt gøre det for forvaltningens skyld
  2. Klumme
    28. juni 2016

    Jeg længes efter at være alene

    I mange år havde jeg dårlig samvittighed. Jeg tænkte, at der var noget galt med kærligheden, når jeg savnede at være alene. Noget galt med min evne til at elske, mit parforhold, mit moderskab
    I mange år havde jeg dårlig samvittighed. Jeg tænkte, at der var noget galt med kærligheden, når jeg savnede at være alene. Noget galt med min evne til at elske, mit parforhold, mit moderskab
  3. Klumme
    1. april 2016

    Et problem med autoriteter

    Hvis vi er heldige, har vi nogen, der kan lytte, mens vi selv roder rundt i muligheder og dilemmaer og alt det andet LORT, som livet nogle gange er. Vi har kun os selv. Og så hinanden
    Hvis vi er heldige, har vi nogen, der kan lytte, mens vi selv roder rundt i muligheder og dilemmaer og alt det andet LORT, som livet nogle gange er. Vi har kun os selv. Og så hinanden
  4. Klumme
    15. maj 2017

    Angsten sidder i tænderne

    Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan
    Jeg mærker kroppen rasle fra hinanden, som jeg ligger der i al min afmagt, berøvet sproget. Jeg ved godt, at min frygt er latterlig. Et menneske til tandlæge, det er en latterlig situation. Jeg er ikke ved at dø. Det føles bare sådan
  5. Klumme
    3. april 2017

    Min krop er aldrig flyttet fra Østerbro

    Grønjakker, Den Hvide Dame og aftener på den nye skaterbane. Mit Østerbro er væk. Men når jeg kører ned ad Strandboulevarden, fortæller hele min krop mig, at den er hjemme
  6. Klumme
    20. januar 2015

    Hvad vil det sige at dø?

    Jeg tænker meget over de ord, der er forbundet med at dø. Hvad vil det sige at dø? Hvad vil det sige at miste? Hvad vil det sige at sørge? Jeg er i tvivl om det hele
  7. Klumme
    4. september 2015

    Dette er skrevet i affekt

    Hvordan håndterer vi vores egen afmagt, når verden falder fra hinanden? Jeg forsøger med breve og indsamling, men selv når jeg gør det, kan jeg mærke afmagten
  8. Klumme
    30. maj 2017

    En dårlig karakter

    Jeg har virkelig meget at udsætte på skam som fænomen. Prædiker gerne om, hvordan den begrænser os, gør os mindre. Men når jeg konfronteres med min opførsel som barn, bliver det pludselig klart, at skammen også har en funktion: Den får os til at opføre os ordentligt over for hinanden