I den ene isme er døden et problem, i den anden det levende. Vestlig tænkning og religion deler alt op i to, det er både tragisk og komisk – og grunden til den globale økologiske krise. Cia Rinne leverer en poetisk kritik af verdens tilstand, der ikke er rar, men heller ikke skal være det
Hanne Bartholin er den enkleste enkelhed. Nærmest en meditation i farver, symmetri og runde former. Og har man øjne på stilke, kan man se venlige spøgelser overalt
Malte på 14 år har stedsans og systemer, det har hans desorienterede mor ikke. De er to hovedroller i Kamilla Hega Holsts lille, store familietragedie. Naturen spiller en tredje: Skvalderkålen vokser uden moderplante, havet sitrer uroligt, og i trækronerne kan man hvile sit blik
Historien er en tynd kop te, men tomlen op for billederne i Jeffers’ og Winstons hommage til fantasien. Man må vende og dreje bogen og sig selv for at få det hele med – en frø, der skal kysses, og bjerge af ord
I min perfekte drømmeverden laver Sissel Bergfjord og Halfdan Pisket kunst og ikke bøger med hensyntagen til læseforståelse og et lix-tal på 13. ’På kanten’ ligner lidt kunst, men er det sidste
’Det er samfundet./Det behøver ikke et nyt sprog.’ Sådan lyder to udfordrende sætninger i Peder Frederik Jensens nye rasende (gode) bog. Vil det sige: Farvel til poesien som modsprog? Eller bare: Fuck til alt?
Den anden, det andet og den anden side er det gennemgående okkulte i Kristian Leths ’Vinden ind ad døren’, der hægter sig på både Nordbrandt og Rimbauds forvandlingskugler
Kamilla Löfström, f. 1970, cand. mag. Litteraturanmelder siden 2001, først på Ekstra Bladet med en afstikker til Weekendavisen i 2004-05 og siden november 2007 på Information.
Erlend Loe presser en tredje komedie ud af Doppler, der i forvejen var hårdt presset. Det er ikke rigtig sjovt – kun lidt sjovt på side 99, 102, 104 og 154
Malte på 14 år har stedsans og systemer, det har hans desorienterede mor ikke. De er to hovedroller i Kamilla Hega Holsts lille, store familietragedie. Naturen spiller en tredje: Skvalderkålen vokser uden moderplante, havet sitrer uroligt, og i trækronerne kan man hvile sit blik
Peter Rewers har arkivarens omhu, detektivens iver efter at vende hver en sten og oveni en lydhørhed over for poesi. Det er der kommet en pænt læseværdig biografi om Hvidovredrengen og verdenssønnen Michael Strunge ud af
Personerne i Dorthe Nors' noveller slår, skyder deres hunde og sårer hinanden følelsesmæssigt, men det sker næsten umærkeligt, og det er nok derfor, man er mærket efter læsningen
I den ene isme er døden et problem, i den anden det levende. Vestlig tænkning og religion deler alt op i to, det er både tragisk og komisk – og grunden til den globale økologiske krise. Cia Rinne leverer en poetisk kritik af verdens tilstand, der ikke er rar, men heller ikke skal være det
Peder Frederik Jensen har skrevet sin bedste og vigtigste bog. Det kan godt være, bogen ikke selv tilslutter sig en litteratur, hvor man rangordner og hylder forfattere, men noget må jeg jo galpe, så I forstår, at jeg synes, I skulle tage at læse den
