Barndommens ophør har ligesom sci-fi-dystopien et kritisk potentiale. Det ser man hos Bisse og hos Pia Juul, der fra hver sin alder minder os om, at vi skal dø, men vi skal også leve
’Tomat’ er et eksempel på en billedbog med en sympatisk, opbyggelig tekst, der får sin berettigelse gennem tegnerens arbejde. Billederne kommunikerer direkte, ligefrem og larmende
Man kan blive klogere på børnelitteraturens egenart ved at sammenligne Leonora Christina Skovs ’Den, der lever stille’ med børneudgaven af samme historie i ’Glashuset’ fra 2008
Godt garneret med finkultur, uhyrlige mængder regn og tortur af farlige kvinder kommer ’Cirklen’ i mål inden for subgenren ’lærerinde myrdet i lokalsamfund’. Og ja, den myrdede var om sig
Hvordan er man kunstner efter Trump? Og kan man overhovedet tillade sig at være det? To amerikanske aktivistiske tidsskrifter minder om det, der lige var her, og spørger: Hvor er vi så nu?
Sylvia Plaths ’Ariel’ er vilde ridt, måne og magi. Alt det har Peter Laugesen nænsomt – og med en tro på mirakuløse tilfældigheder – flyttet over i det danske sprog
Kamilla Löfström, f. 1970, cand. mag. Litteraturanmelder siden 2001, først på Ekstra Bladet med en afstikker til Weekendavisen i 2004-05 og siden november 2007 på Information.
Man kan blive klogere på børnelitteraturens egenart ved at sammenligne Leonora Christina Skovs ’Den, der lever stille’ med børneudgaven af samme historie i ’Glashuset’ fra 2008
Kaspar Colling Nielsen bakser med et idékatalog over emner, der kan skabe ’heftig debat’: kriminelle muslimer på Nørrebro og handel med kvinder især, en del om fiduskunst og menneskets unatur. Informations anmelder er ikke provokeret eller bare rokket lidt
Malte på 14 år har stedsans og systemer, det har hans desorienterede mor ikke. De er to hovedroller i Kamilla Hega Holsts lille, store familietragedie. Naturen spiller en tredje: Skvalderkålen vokser uden moderplante, havet sitrer uroligt, og i trækronerne kan man hvile sit blik
Erlend Loe presser en tredje komedie ud af Doppler, der i forvejen var hårdt presset. Det er ikke rigtig sjovt – kun lidt sjovt på side 99, 102, 104 og 154
Personerne i Dorthe Nors' noveller slår, skyder deres hunde og sårer hinanden følelsesmæssigt, men det sker næsten umærkeligt, og det er nok derfor, man er mærket efter læsningen
