Jeg har en fornemmelse af, at jeg har læst et feministisk kampskrift, men det, jeg ikke kan greje er, hvad ’Mændene i mit’ liv udpeger problemet til at være
Den hårdkogte romanforfatter kan ikke længere forbløffes eller forundres. Heller ikke over typer som Jean-Claude Arnault, hovedpersonen i Det Svenske Akademis krise. Klas Östergren har nemlig set en del og havde ikke forventet andet, som han beskriver i sin formidable samtidsroman
Mikas Langs digtsamling ’Og spøgelser’ skriver sig ind i en tradition af mundtlig poesi, der hele tiden skal finde på nye slagfærdige måder at fortælle hvide mennesker om den europæiske kolonialismes politiske, økonomiske og kulturelle aftryk på verden
Plinius den Yngre var ikke til strip og so-livmoder, men til litteratur og sokratisk samtale. Nu foreligger hans breve – blandt andet om Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. – i ny kommenteret oversættelse
Nanna Goul og Kamilla Löfström har udpeget de bedste danske bøger fra de første to årtier i dette årtusinde. I processen fandt de en voksende politisk bevidsthed, kollektivisme og humor. Og så er katastrofe og dystopi ikke længere ren science fiction
For en ægte hustler er en løgn ikke kun løgn, den er elastisk og kan på et tidspunkt blive sand. Sådan tænker hovedpersonen i svenske Tone Schunnessons roman ’Dagene, dagene, dagene’ i hvert fald
Sprog er sjovt hos Tine Høeg – med et mørke bagved. Hendes anden roman ’Tour de chambre’ har poesi i sig, fordi den lader ordene stå næsten nøgne. Det er på én gang sårbart og stærkt. Ligesom den ungdom, det handler om
Takket være Yahya, Strunge og Vita – og selvfølgelig Alexandre Nsoni selv – har vi nu hans digte om flugt og vold, der går i arv. Det er ikke den skønneste poesi, men det er effektiv kommunikation
Aaiún Nin er en kroppens digter, og lige ved siden af de lidende kroppe befinder den liderlige kvindekrop sig. Den, der begærer andre kvinder. Som en form for statement, som et udtryk for overlevelse og trods
