Josefine Graakjær Nielsen har samlet citater til en digtsamling og peger på selve betydningsdannelsen og på al vores fælles besvær (og glæde ved haver og blomstret tapet)
Sproget i Maria Hellebergs roman er et mærkeligt gennemsnit af en erindrende nogenlunde 60-årig forfatter og et barn på først fire år og siden tæt på konfirmationsalderen. Det lyder lidt som os alle sammen og lidt som ingenting
Poesien går hånd i hånd med klimafilosofien i Torben Munksgaards ’Planet B’ om planetens mest komiske væsen, der går rundt og sætter ord på sine omgivelser og skriver digte om solopgange
En lang sommerdag i Hald er et perfekt sted at indfange øjeblikke af lykke gennem en kreds af gæsters tankestrømme – når deres tanker ikke er en grød af gennemsnitlige udsagn
’De afghanske sønner’ er en nøgtern registrering af tre uledsagede flygtningebørns venten på at få svar på deres asylansøgninger på et asylcenter i Sverige. Og så stiller den spørgsmål som: Hvordan er det muligt at hjælpe et andet menneske? Er det muligt?
’Et øjebliks lykke’ er Gerd Laugesens mest omfattende projekt nogensinde, hvor hendes helt særlige, poetiske reportage foldes ud og foldes ud og foldes ud
I ’Den sorte mand’ dækker Klaus Rothstein 200 års dansk litteratur med sorte mennesker som motiv. Hvorfor skriver han ikke bare ligeud, at det her emne er pissesvært at skrive om for en hvid litteraturkritiker i 2023?
Hold pause fra autofiktionen med Trisse Gejls autofiktive roman. Det lyder indviklet, men det handler bare om at læse i området mellem det skrevne og læseren i stedet for mellem skabelsen og forfatteren
Nanna Goul og Kamilla Löfström har udpeget de bedste danske bøger fra de første to årtier i dette årtusinde. I processen fandt de en voksende politisk bevidsthed, kollektivisme og humor. Og så er katastrofe og dystopi ikke længere ren science fiction
Digtsamlingen ’Smerte-hjerte’ gør noget helt nyt ved at lade en psykiater være med til ikke bare at pege på nødvendigheden af et modsprog, men også at medvirke til udviklingen af det
Takket være Yahya, Strunge og Vita – og selvfølgelig Alexandre Nsoni selv – har vi nu hans digte om flugt og vold, der går i arv. Det er ikke den skønneste poesi, men det er effektiv kommunikation
