Midt i en pristid kan vi holde varmen ved at diskutere dels nominerede bøger og dels de bøger, der allerede har vundet priser. Fx blev svenskernes Augustpris uddelt i mandags – egentlig er prisen tre priser, én til en skønlitterær bog, én til en fagbog og én til en børne- og ungdomsbog. Den opdeling kan man hæfte sig ved, når det drejer sig om indstillingerne til Montana-prisen. Indtil videre tæller de en roman, der ret indlysende ikke er nogen grund til at kalde andet end ’roman’, nemlig Hans Otto Jørgensens Med plads til hundrede køer, en selvbiografisk bog, som forfatteren har ment, der var grund til at kalde ’roman’: Kim Leines Kalak samt to fagbøger: Grænselandet (Mads Brügger og Nikolaj Thomassen) og Blekingegadebanden (Øvig Knudsen) og så Palle Sigsgaards debutdigtsamling Glitrende støv danser. Jeg spørger mig selv, hvordan jeg dog ville vælge mellem Sigsgaards digtekunst eller Øvigs journalistik. Det ville være vanskeligt nok at skulle vælge mellem Sigsgaards digte og Jørgensens prosa.
I dagens Information støder man i Bøger på et citat af Stefan Kjerkegaard, der på sin blog udtrykker ærgrelse over, at Montanaprisen i år har vist sig ikke at være en litterær pris, men en bogpris. Kjerkegaard holder os helt præcist varme med sin undren over, at en forfatter som Kim Leine kan ligge i samme felt som Hans Otto Jørgensen. Det undrer også mig. Og jeg undrer mig også over en anden bloggers, Mads Eslunds, forsvar for Kalak. Han skriver faktisk, at det ikke gør så meget hvordan bogen er skrevet: ”kalak er i mine øjne en heftig og uhyggeligt investeret bog skrevet med et voldsomt engagement, som jeg godt kan savne i megen litteratur. en person stiller sig frem med et liv og nogle refleksioner på en meget direkte måde, som jeg synes er meget bevægende. det står i forgrunden på en måde, så jeg egentlig er ligeglad med alle mulige formelle aspekter."
Noget lignende ville Eslund formodentlig aldrig sige om Hans Otto Jørgensen ”godt nok bruger Hans Otto Jørgensen mange klichéer, men det er dog vigtigt, at vi får noget at vide om landbokulturens afvikling bla bla.” Det gode ved Hans Otto Jørgensen er jo netop, at han med sin særlige sætningsmusik ville kunne få os til at interessere os for hvad som helst. At han både synger og bevæger. Jeg savner kort og godt at blive overbevist om de litterære kvaliteter i Kalak. For mig at se er Leines tekst i litterær forstand ret uinteressant, fordi den intet antyder, men tværtimod udpensler det ene samleje efter den anden druktur. Som læser får jeg overhovedet ikke lov til at tænke selv. Det eneste bogen kræver af mig er, at jeg labber forfaldet i mig og bladrer. Ikke ulig den oplevelse det er at læse triviallitteratur dog med den tilføjelse, at jeg endnu engang kan konstatere at det er utroligt, hvad et menneske kan overleve, fordi jeg jo kan læse på bogens bagside, at Leine skriver om sit eget liv. Men det gør han altså ikke særlig godt. Hos dårlige forfattere kører personkarakteristikker gerne efter en skabelon a la først øjne så hårfarve så høj lav, tyk tynd – gerne med ekstra optagethed af øjne. Folk kigger op, ned, ud ad vinduer. Her har Leine sin helt egen skabelon, når de mange grønlandske kvinder, som hovedpersonen har sex med, skal beskrives. Ud over at læseren oplyses om kvindernes sorte hår og høje kindben, får hun også oplyst, hvor mange tænder den enkelte kvinde har. Der er mange kvinder i bogen og ikke særlig mange tænder, så det bliver temmelig komisk hen mod slutningen.<?xml:namespace prefix = o ns = "urn:schemas-microsoft-com:office:office" />
Med indstillingen af Kalak til Montana-prisen får vi lejlighed til at udveksle helt grundlæggende synspunkter om, hvad vi hver især synes litteratur er – og hvorfor vi synes noget litteratur er bedre end andet. Fx kunne jeg godt tænke mig at blive klogere på Kalak – er den læse- og prisværdig, fordi det, vi læser, er sket i virkeligheden? Eller ville den være læse- og prisværdig, hvis alt i den var det pure opspind?
Kære Kamilla,
Jeg troede at jeg var den eneste i verden, der mente noget dårligt om Leines bog. Så hvad skal jeg sige, andet end hørt.
Jeg har et længere indlæg på vej, som jeg håber at Information vil trykke. Det vigtige er jo ikke Leines bog, men snarere synet på litteraturen og litterære kvaliteter, som du også skriver noget om.
Jeg kan ikke finde omtalen fra i går på informations hjemmeside. Et link ville være herligt, så man kan følge med.
Et link kan jeg ikke give, men Stefan Kjerkegaard blev citeret for flg.:
"'Kalak' er et eksempel på, når indholdet i den grad overtrumfer formen. Jeg forstår godt, at den på en måde er trendy: Incest, erindringsroman, Grønland (dvs. dansker som indvandrer), narko, den er global og nordisk osv. osv., men for dælen da! Det er en dårlig forfatter, der skriver om ting, der tilfældigvis er moderne."
(Den sammenhæng, citatet indgår i, og Eslunds forsvar er der linket til.)
Hej Dennis
Det var et citat i det trykte bogtillæg, samt mit hoved på et fad, et enormt billede. Citatet var fra min allerførste kommentar til Mads Eslunds annoncering af indstillingen af Kalak på Mads' egen hjemmeside.
Så der var ikke tale om en tekst, men et citat. Men så var der også et foto af dit hoved på et fad?
Jeg har læst med på Eslunds blog fra begyndelsen. Men jeg må se at smutte op på biblioteket og finde avisen. Det er da længe siden at nogen er blevet halshugget i dagspressen. Og nu blot for at påpege at "han" intet tøj har på?
"For dælen da. Det er en dårlig forfatter, der skriver om ting, der tilfældigvis er moderne."
For dælen da! Tror S. Kjerkegaard mon i ramme alvor, at Leine skriver om sin incestoplevelse, sin nedtur på Grønland osv. fordi det tilfældigvis er moderne?
For dælen da, hvor er Elsebeth Schillers spørgsmål dog godt!
Nej, det tror han ikke. Ordet trendy var heller ikke velvalgt. Beregning er bedre. Det er ikke Leine, som er beregnende, men det forlag der udgiver bogen. De kan jo sagtens se, hvornår indholdet rammer tidens toneklang, og dér er der mange aspekter ved Leines bog, som lige er på pletten. For ikke så lang tid siden var der fx en TV-dokumentar om Grønland, som bragte mange af de ting, som Leine også skriver om, på banen, og inden for litteraturteorien har der været de såkaldte postkoloniale teorier, derudover er der tale om en autofiktion, og ikke mindst så er der en del danske kunstnere, der netop lige nu arbejder med Grønland og den danske indflydelse på øen som særdeles problematisk. Romanen er også aktuel i forhold til globaliseringen: en nordmand der skriver på dansk om at bo i Grønland, og ikke mindst, så ligger der også en kritik af det danske sundhedssystem. Hold da op hvor en smøre! Men igen, som jeg har skrevet tidligere: Som debatoplæg er bogen udmærket og interessant, men som roman betragtet er den ikke noget særligt.
Efter at jeg havde læst Kalak færdig, læste jeg et par af de tekster, som Leine har udgivet på netsiden fyldepennen.dk, bl.a. novellen ”Sæsonen begynder”. Det bragte mig mere i tvivl om, hvor stort Leines talent egentlig er. For den novelle er måske nok noget mere vellykket i en litterær sammenhæng end det meste i romanen og på mange måder, ville jeg for Leines egen skyld have ønsket, at han havde udgivet en bog med sådanne noveller før denne Kalak, for alt hvad han skriver herefter, kan kun stå i skyggen af denne. Men tiden skal vise om jeg tager fejl.
Men jeg håber snart at vi er færdige med at diskutere Leine, som på en måde er ligegyldig i denne sammenhæng. Det handler mere om hvad litteratur er og skal være. Jeg uddyber mit synspunkt i bogtillægget på torsdag.
Glæder mig til at læse uddybningen af dit synspunkt i morgen, Stefan. Og så kan udvekslingen om hvad litteratur er og skal være jo fortsætte. Og selv om vi måske snart bør være færdige med at diskutere Leine, så savner jeg altså stadig, at der er én, som påpeger de LITTERÆRE kvaliteter i 'Kalak' - jeg er med på, at Leine som menneske har en masse på spil (og hatten af for det), men jo ikke som kunstner.
De LITTERÆRE kvaliteter i Leines bog findes bogstaveligt talt inde i hvert eneste bogstav, som i sig selv ikke betyder noget, men som tilsammen får livstrådene hos enhver frivillig læser til at vibrere og synge små klangfulde krystalsange. De LITTERÆRE kvaliteter er ikke til at få øje på hos elitære æggehoveder, som aldrig regner frivillige læseres immanente glæde for en skid. En bog er en bog og ikke et fag. Jeg tror at mange anmeldere kommer til at hade bøger, fordi bøgerne hele tiden af sig selv kommer snigende ind i deres liv, og plager dem om en stillingtagen. Anmeldere burde for sjov prøve at KØBE en bog. Det giver en helt særlig småerotisk dirren i lænden, når man åbner en bog som har kostet noget. Man kan få den samme småperverse glæde, lissom når femstjernekokke i smug køber en kradser hos pølsemanden. Jeg vil gerne pege på Leines bog. Dens LITTERÆRE kvaliteter starter på forsiden af omslaget, og slutter med den oplevelse man har efter læsningen, hvis man da ellers evner at bruge en bog til andet end at udarbejde en ph.d
Tak for klangfuld krystalsang! Med min frisure er jeg jo nok nødt til at tage den med æggehovedet til mig, men elitær gør jeg mig faktisk umage med ikke at være. Når jeg anmelder, minder jeg ofte mig selv om, at læseren skal betale ret mange penge for den bog som jeg har fået ganske gratis, og hvis læseren kun har råd til én bog, skal det så virkelig være denne? Sådan lidt i stil med spørgsmålet om hvilken bog, man ville tage med på den ofte omtalte øde ø.
Du nævner også en anden kedelig tendens blandt anmeldere til at beklage sig over alle de bøger, de skal læse. Jeg er helt enig med dig i, at det er ret uinteressant for læseren at læse om, hvordan anmelderen har følt sig besværet under læsningen.
Men altså: Passion og ph.d udelukker vel ikke hinanden, tænk bare på lønnen!
B.O. Hansens kommentar var vel også rettet til mig, så derfor:
Jeg har faktisk købt Kim Leines bog, fordi jeg var interesseret i den. Og ellers vil jeg sige, at nu har jeg anmeldt bøger igennem de seneste 4-5 år eller mere uden at få en krone for det. Jeg slider og slæber for at beskæftige mig med det, som jeg holder mest af: litteraturen, uden at vide om jeg er købt eller solgt, om der er arbejde at få til næste år, men pyt med det, jeg er jo bare et æggehoved uden passion for bøger,der kun bruger dem til at udarbejde en ph.d., så det går nok altsammen.
Fordomme er som regel mest sande, når man holder dem for sig selv.
Men altså, kom nu med et holdbart argument for de litterære kvaliteter, så er jeg straks lydhør.
I stand corrected...kom vist til at rette på de forkerte smede. Men det var dejligt mens det skete. Gå aldrig tilbage til en bager!
Nu har jeg vist nok set billeder af jer alle sammen, og er ikke alle sammen meget korthåret?
Det er altså B. O. Hansen, der kommer med det mest elitære udmeldinger; jeg forstår simpelthen ikke hvad det er der står her: "De LITTERÆRE kvaliteter i Leines bog findes bogstaveligt talt inde i hvert eneste bogstav, som i sig selv ikke betyder noget, men som tilsammen får livstrådene hos enhver frivillig læser til at vibrere og synge små klangfulde krystalsange." Og det er da magtudøvelse af værste skuffe at skrive lige hen over hovedet på folk (hvis det da ikke bare er sluder).
Nu er jeg så selv faldet i, men vil alligevel påpege at det ikke nytter noget at råbe skældsord efter folk, når der enelig kører en diskussion af litteraturen, der er hævet over de meget underlige nye tiltag i Informations nye tillæg.
Stefan påpeger en tendens, med Leine som eksempel, han argumenterer nogenlunde bredt ( i øvrigt helt uden at gå efter Leine som person); det er ikke et argument imod blot at sige at man selv synes at Leines bog var god.
Nuvel, fra den ene gamle målmand til den anden, så indrømmer jeg at jeg prøvede at efterligne den langhårede ævlen-bævlen som man altid forstuver øjenstilkene på, når man læser æggehovedernes lidderadüür-tirader. Hvis I virkelig selv kan følge med I alle de sludbyger, så må jeg nok hellere tage toupéen af - og sætte en gammel John Mogensen-plade på. Skål i Krudtugler.
Al magt til dem med de tykkeste læsebriller!
Al magt til dem med de tykkeste fordomme...
Eller dem med de tyndeste argumenter, ikke sandt Kristensen?
Eller dem med de mest højhælede sko, ikke sandt Hansen?
Lad mig sige på den måde, Kristensen: næppe :-)
Faldt lige over debatten her fordi den har været citeret i Jyllandsposten, som jeg fik lejlighed til at læse de sidste to uger af i går på sofaen hjemme hos mine forældre.
Der er et par påstande, som ikke bør stå uimodsagt: at "Kalak" savner litterære kvaliteter fordi den udpensler alt og intet antyder, og at den er dårligt skrevet. Det forholder sig omvendt. Bogen er velskrevet. Den bruger forfatterens eneste egentlige værktøj, sproget, i dette tilfælde, det danske sprog, uendeligt samvittighedsfuldt og smukt. Det er rigtigt, at Kim Leine er mere ovre i det antydede i de få noveller, der ligger på fyldepennen, men det hører jo også mere til genren. Erindringer skal ikke antydes, så bliver de kunstlede. - Og så måske til noget mindre afgørende, men den lidt smålige diskussion, der også "antydes" her om forholdet mellem bogens indhold og pris (og anmeldernes evt. problem med at forholde sig til en bog, fordi de tit er kommet gratis til den) - bøger i Danmark koster altså ikke mere end jeg bruger på rødvin flere gange om ugen, så dette med, om det er flot, at en bog udgives for 100 kr eller 200 kr, er vel ikke så afgørende. "Kalak" kostede mig så vidt jeg husker 250 kr., og ellers kan den lånes gratis på biblioteket, ligesom de fleste bøger kan få måneder efter at de er udkommet.
Rejs dig op igen, Thomas.
Der skete jo ikke noget.
Tag et glas gåsevin.
Børst dig nu lidt.
Det ordner sig.
Du er god nok.
Helt bestemt.
Alt i orden.
Ikke sandt?
Fint-fint.
Sådan dér.
Nemlig.
Ja-ja.
Ven.
Så.
X.