Kamilla Löfströms blog

Kulturministeriets Illustratorpris 2007 & 2008

Det har ligget lidt tungt med Kulturministeriets børnebogspriser i 2007 og 2008, men i tirsdags blev priserne uddelt agterud. Jeg sidder sammen med Elisabeth Toubro, Helle Vibeke Jensen og Jan Tøth i den komité, der vælger hvilke bøger, der skal belønnes for illustrationerne. Vi valgte at foreslå kulturministeren at give prisen for 2007 til Lars Vegas Nielsen for illustrationerne til Sebastians monster og for 2008 til Rasmus Bregnhøi for Lille Miss Nobody.

Her kommer motiveringerne for valget af de to bøger, og her og her kan man se flere prisværdige illustrationer fra de to vindere.

Tale til Lars Vegas Nielsen ved prisuddelingen 23.6.09:

Tænk, hvis forældre bare kunne sige ’godnat og sov godt’ til den fire-fem-seksårige, og så lagde det fornuftige barn hovedet på puden, lukkede øjnene og sov, så det kunne være udhvilet til næste dags leg og udforskning af verden!
                             Det ville være skrækkeligt, og ikke mindst skrækkeligt kedeligt. Det første, vi ville komme til at savne, ville nok være historier om monstre, der dukker op ved aftenstide.
                             Traditionelt har det været forældres (og børnebogsforfatteres) opgave at fortælle børnene, at de ikke skal være bange, monstre findes ikke i virkeligheden. Når de dukker op, er det i drømme, eller det viser sig, at det, man troede var et monster, bare var et tæppe over en stol eller noget andet, der i børneværelsets mørke lignede et uhyre.
 
I Sebastians monster åbner far skabslågen på Sebastians værelse for at vise ham, at monstre ikke findes – kun for at finde ud af, at det gør de! I skabet er der ”et vaskeægte edderkoppeklamt monster, mand!” Farstemmen bliver først tynd, så meget høj, mor bliver bleg, og læseren hviner af fryd. Sebastian fører an ind i monsterverdenen, han er slet ikke bange. Monsteret er jo hans.
 
Lars Vegas Nielsen lader os ikke se hele Sebastians monster med det samme. Det første, vi får lov at se er en gigantisk mund fuld af skarpe tænder og med en masse øjne og pels rundt om. Ind i monsterets mund ryger Sebastian, mor og far – og en af Andy Warhols suppedåser! Sebastians monster er i sig selv en god grund til at beskæftige sig med billedkunst, men den hylder også den tradition, den selv er skabt af. Mens monsteret og Sebastian gnasker popcorn, får læseren en lille introduktion til popart.
 
Som billedbog er Sebastians monster et særsyn. Dels ligner Lars Vegas Nielsen kun sig selv, og dels er farvevalget sjældent. Der er rigtig meget sort i billederne, illustratoren har stjålet med arme og ben – ikke kun suppedåser, men også en spansk avis, et bryllupsfotografi, et skilt til en nødudgang – den udgang føler faren sig undervejs fristet til at vælge, ser vi tydeligt, og netop ser vi. Der står intet om det i teksten, Vegas’ billeder alene fortæller masser af sidehistorier.
 
På nogle opslag smelter tekst og billeder ligefrem sammen, og man må gætte på, at der har været et endog meget tæt samarbejde mellem illustrator og forfatter – og at forlæggeren har givet dem lov og hermed også givet Serup og Vegas lov til at eksperimentere med billedbogen som genre.
Den gode økonomi på ordsiden giver mulighed for også at lade billederne drive historien frem og giver de ord, der faktisk står på siderne, des mere vægt. Lars Vegas Nielsens illustrationer er collage, håndtegning og akvarel. Indimellem bruges elementer fra tegneserien, andre gange er det filmhistorien og billedkunsten, der lånes fra. Således møder vi afslutningsvist den gamle, men stadig mest uhyggelige, gyserfilm Nosferatu blandt illustrationernes mange detaljer.
Sebastians monster er en forbilledlig i den svære balancekunst det er kun at vise det allermest nødvendige og samtidig give den hele armen. Og at bringe nye og gamle billedmedier sammen, være tro mod traditionen og samtidig give den en tiltrængt fornyelse.

Lars Vegas Nielsen, til lykke med Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger 2007!

Tale til Rasmus Bregnhøi ved prisuddelingen 23.6.09:

Lille Miss Nobody er titlen, og det lyder ligesom en stump af en køn melodi, måske også fordi initialerne L. M. N. står i samme rækkefølge som i alfabetsangen. Men se så, hvordan det grusomme forbindes med det skønne allerede på bogens forside, hvor Rasmus Bregnhøi har tegnet titlen med knogleben – som et memento mori slet og ret. Dette motiv – viser det sig – er rigt repræsenteret inde i bogen.
 
Skelettet af det lille væsen, af politiet arkiveret under Lille Miss Nobody, bliver i historiens begyndelse fundet af den blinde pige Lilith og gadedrengen Schniff. De tror egentlig, at de har fundet et godt sted at begrave Liliths førerhund. Den er blevet dræbt i trafikken, helt præcist påkørt af en ambulance.             Meget er vendt op og ned og ikke helt til at kende igen i Lille Miss Nobody. Hunden ligger ikke begravet, Lilith er ingen dæmon, men en frelsende engel for nattens syndere. Blind er hun, men også synsk. Ambulancer redder ikke trafikofre, men ofrer folk og fæ i trafikken, og når man nærmer sig slutningen på historien, kan man få den tanke, at kriminalitet måske ikke altid er så kriminelt, og at den onde skurk er en elskelig kleppert – takket være Rasmus Bregnhøis streg.
 
Men en hel del er også helt, som det plejer at være i historier i krimigenren og noir. Nok er Lille Miss Nobody nyskabende i Danmark ved at være den første graphic novel på dansk, men den lever også op til genrekravene til noir med korrupte politifolk, store gorillaer, der flytter tunge kasser ind og ud af biler for mænd med kufferter proppet med pengesedler, og så er natten ”kold som ind i helvede …”, som den første sætning lyder. Noirgenren har Bregnhøi taget meget alvorligt, han holder sig til sort, hvid og blå – og skaber et smukt farvespil, blot ved at bruge flere nuancer af blå.
 
Historiens komiske scene foregår i ’Paradiset’, en af byens stripbarer, hvor der er nok at gøre for frelserpigen Lilith. Her er ordene heller ikke mange,  men på en stripbar og i en tegneserieroman handler det jo også om at se, og den kendsgerning ville det selvfølgelig være synd at dynge til med ord. Rasmus Bregnhøi har tegnet Schniff med store øjne og pupiller i modsætning til de fleste andre i historien, der kun har tomme blikke, men allermest i kontrast til Lilith med de mørke briller. Alene Schniffs øjne, der egentlig bare er to sorte prikker med to lyseblå ringe om, fortæller en hel historie gennem alle de udtryk Bregnhøi tryller frem med enkle virkemidler. Sødmen og poesien opstår i de helt ordløse sekvenser, fx når Schniff, der jo pludselig har fået en plads i verden som Liliths førerhund, lukker øjnene for at opleve verden sådan som Lilith gør det.
                             Foruden Schniff og Lilith har historien et rigt persongalleri, og man fornemmer tydeligt, at Bregnhøi har arbejdet grundigt med hver enkelt af figurerne. Sammen med Oscar K har han skabt et univers, som kunne være alle steder og nogenlunde alle tider. Børnene er de mest udsatte, ligesom når den virkelige verden nu og her har problemer. De er alene i underverdenen, og de kan ikke berolige sig med at retfærdigheden vil sejre til sidst. Denne urovækkende stemning sætter sig også solidt i læseren gennem Rasmus Bregnhøis illustrationer. Lille Miss Nobody får i den grad læseren til at gøre store øjne, man glor sig simpelthen igennem historien af varmt venskab og døde kroppe, knogler og kranier. Betegnende nok er en af de få sætninger Schniff beskriver Lilith med, at ”Hun var dejlig varm.”
                             At Schniff og Lilith så finder sammen på dette gudsforladte sted, er nødvendigvis et lille mirakel, og jo mere dyster baggrunden for venskabet fremstår, jo mere lyser de to væsener op i deres poetiske omgang med underverdenens slyngler.
 
Rasmus Bregnhøi, til lykke med Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger 2008!
 

 

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu