Kamilla Löfströms blog

Hej menneske, hej havrefras, hej Aegilops speltoides

Lige nu kan jeg ikke huske hvem, men en eller anden har ifm. Jens Smærup Sørensens Mærkedage sagt, at det var tiden, der var romanens hovedperson. Det samme kan man måske sige om Merete Pryds Helles roman Hej menneske, der frit, ubesværet og med en elegant konstrueret fortæller springer mellem tiden nu og her og stenalderen, mellem nutidsmennesket Edith og stenaldermennesket Edith. Erik Skyum-Nielsen har allerede skrevet godt om denne eksperimenterende, nysgerrige, gavtyveagtige roman, som han bl.a. karakteriserer som ”et omarbejdet universitetsspeciale, en storladen myte om kønnenes møde og et omvandrende lommeleksikon!” Det kunne man måske godt – når ordene er taget ud af deres sammenhæng – tro ikke var godt, men det er det!

Merete Pryds Helle overdynger romanen med arkæologisk fagkundskab, så det er en fryd. Romanen viser egentlig også bare, at den sjoveste leg i verden er at lære (noget nyt).

Jeg kan rigtig godt lide titlen Hej menneske, der jo netop lyder som en leg, men så er det gavtyven/den helstuderede røver viser sig i kapiteloverskrifter som: ’Afsnit 1. Göbekli tepes betydning for dannelsen af social identitet og metaforik i tidlig PPNA. (Hvor Edith husker den vandring, da hun var 11 år) og ’Afsnit 14. Kromosomforandringer i korn i overgangen fra vildt til domesticeret korn’ som jo er noget af en modvægt til romanens lette titel.

En af de skønne ting ved at læse bogen er de spring, fortælleren tager mellem stenalderen og nutiden. Et krybdyr bliver fx beskrevet som smølfeblåt, og et andet sted indskyder fortælleren ifm. de vilde løg i en parentes: ”(alting var vildt)”. Ja, gu var det! Springene er sjove og overraskende, men samtidig bliver man også som læser beriget med interessant og vedkommende viden. Blandt en hel del andet den historiske forklaring på, hvorfor mennesket pynter sig med leopardens mønster, poptøser i dag og stenalderfolk har i hvert fald det til fælles.

Indirekte handler romanen vel også om vores nutidige begejstring for det ægte for det oprindelige – også i vores madlavning.

Citat(mosaik) nr. 1 fra Hej menneske side 98-99:

”Det lykkedes stenaldermennesket at genmodificere emmerhveden yderligere, og den udvikles i to retninger. Den ene retning vedbliver at have fire kromosomer; denne version hedder hård hvede, men er bedre kendt i moderne husholdninger under sit latinske navn, triticum durum eller bare durumhvede. Den er den hårdeste af alle hveder og den eneste hvede med kun fire kromosomer, der stadig dyrkes. Den har et højt indhold af protein og gluten og er velegnet til pasta og brød; mon Edith forsøger sig med pasta?”

”Den første vilde græs kaldes ved sit kælenavn Aegilops speltoides – man kan allerede høre, hvor det fører hen – den anden vilde gedegræs har kælenavnet Aegilops tauschii.”

”Kornets historie er den letteste at spore i de arkæologiske udgravninger, men den samme proces foregik også med linser, vikker, ærter, figner, æbler, pærer, agern, mandler, pistacienødder, kål, salat, spinat, løg, hvidløg, meloner, agurker og svampe, kikærter sesam, hør, og hvad der ellers kunne gro og flyttes på. Det er emmerhvede, Edith har fået af Grøn og Ørn. Hun dækker hullerne med jord igen og vander jorden. Hun overvejer, om de kan bruge Kameks hus som arbejdsplads, nu han er død, som en form for mølle, hvor møllestenene bevæges af hænder, til at male alt det korn, hun ser vokse op for sit blik om foråret. En mølle, hvor de kan sidde sammen i skyggen og tale, mens hænderne støder kornet til mel. Jeg tog den fallosformede støder op og undersøgte den og spurgte Bo, om ikke han mente, arbejdet med støderen var en metafor for den seksuelle akt, men nej, han mener, der er associationer mellem tingene, men ikke modsætninger, som vi tænker modsætninger. Hvordan kan jeg forestille mig den vilde tanke, der bliver tæmmet?”

Citat nr. 2 fra en pakke med Italienske speltkerner af mærket Cibus Italica:

”Historien om spelt: Spelt er en af de ældste kornsorter vi kender i dag. Man mener at kunne finde eksempler over 6000 år tilbage i tiden. Spelt stammer fra Palæstina, men spelten var i sin tid også udbredt i Egypten og blev anvendt af romerne. Spelten har igennem mange århundreder været en grundbestanddel af ernæringen for især middelhavslandenes og den asiatiske befolkning …”

Citat nr. 3 fra en pakke havrefras af mærket Quaker:

”Arkæologi er ikke for bangebukse” og ”Hey Knud – ta’r du en mammut med hjem til middag?”

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu