Kamilla Löfströms blog

Mos skræl skær skär ansa skala – eller læseren som batteri og højttaler!

 

Torsdag den 12. november udkom svenske Pär Thörns og danske Rasmus Graffs tosprogede værk Att/At i det svenske tidsskrift papi. Teksten står på 24 sider, og på hver side står 60 ord i 15 spalter med fem ord i hver spalte – hvis man altså kan se det for sig? Den grafiske opsætning betyder under alle omstændigheder, at man kan læse teksten fra venstre mod højre, som man plejer, når man læser en bog, eller man kan læse op og ned ad spalter, som man gør i en avis. Endelig giver opsætningen også den mulighed i forhold til genre at læse teksten som et digt eller 24 digte, m.a.o. som lyrik, p.g.a. de mange linjebrud og masser af hvidt omkring ordene. 

 

På første side læser man bl.a.: 

 

vask              kog               vask              pil                 svits

vask              vask              vælg             kog               form

mos              form             varm             riv                 tril

skræl            mos              skræl            skræl            vask

skær             skær             skær             snit               høvl

 

Og på næste side læser man bl.a.:

 

sköjl             sköjl             sköjl             sköjl             sköjl

skala            sköjl             skär              strö               ansa             

rensa           rensa            ansa              sköjl             sköjl

sköjl             skala             skala             skala             sköjl

sköjl             ansa              kör                hacka            hacka

 

Alle ord i teksten er verber i samme form, imperativ. Hveranden side med svenske, hveranden med danske. Efter et stykke tid vil man nok forbinde verberne med kogebogsopskrifter, men når ingredienser og mængder mangler (er renset, skyllet, skåret væk!), og imperativerne står nøgne, får de nye betydninger, ofte meget brutale betydninger: 'pisk', 'snit', 'rensa', 'hacka'.

Ifølge Rasmus Graff og Pär Thörn stammer ordene fra hhv. en dansk og en svensk kogebogsklassiker og rækkefølgen i Att/At er den samme som i kogebøgerne. Det vil sige, at teksten følger den opbygning, kogebøgerne havde med grønsagsretter, kødretter og desserter, og at man kommer ind i stimer med fx ’sköjl’ i grønsagsafdelingen og ’pisk’ i dessertafdelingen, HA!

Redaktionen har valgt at udgive kogebogsteksten sammen med en fotoserie af Annika Behm kaldet I do believe this is About Life and Death. Denne titel læste jeg først som et motto for Att/At, klart nok fordi jeg ledte efter noget at hægte den rå tekst op på – og sådan oplever jeg ofte konceptuelle værker, som læser/modtager står man på bar bund, indtil man altså finder ud af, hvad konceptet er, og jeg tror i høj grad, at denne læserens første famlen er en vigtig del af snakken om konceptuelle værker: Usikkerheden om hvordan man skal forstå værket, at man et øjeblik (langt eller kort) føler sig magtesløs er måske et forhold, der gør, at konceptuelle værker ofte bliver mødt med en mur – eller tavshed.

Derfor er det også et godt valg fra papi-redaktionens side, at dette nummer ud over tekst og billeder også indeholder en kort kuratortekst ’Om Att/At’ af Peder Alexis Olsson. Han skriver bl.a.:

”Formen påminner om ett partitur, och i övergången mellan orden – men också mellan de båda språken – bildas det vackra svängningar i den musik som uppstår vid läsningen. Stavelserna i orden bliver rytmiseringar, små trummaskiner. Förskjutningarna oc upprepningarna av ibland samma och återkommande ord efter varandra gör att läsaren ständigt bliver påmind om sin egen aktiva roll som batteri och högtalare åt orden. Verben, som nu blivit till ingredienser, är ordnade i överskådliga staplar, lätta att följa och studera. Det är som om orden prövas mot varandra i konstant förandring och kombinatorik.”

Læseren som musikafspiller – den tanke er fortryllende!

Og jeg er også tilbøjelig til at mene, at Annika Behms værktitel I do Believe this About Life and Death ikke er noget dårligt motto for teksten, faktisk glimrende, men vel og mærke netop fordi Graff og Thörn ikke selv har placeret det der, at sammenhængen har fået lov til at opstå uden forfatternes mellemkomst, at den ikke er styret, villet. I do Believe this About Life and Death fordi der virkelig og længe kan læses her.

På udgivelsesdagen i LiteraturHaus forsøgte Graff og Thörn selv at udlægge teksten ved at kokkerere aftenens menu til det, der i huset kaldes LiteraturCafé, hvor man spiser sammen for efterfølgende at dele et eller flere litterære værker. Efter spisningen fremførte kokkene dele af teksten (og andre konceptuelle værker). Ved endnu et tilfælde blev det sådan, at en gruppe islandske forfattere og deres danske redaktør, Claus Claussen, også fik indtaget udlægningen af det konceptuelle værk, eller det nye værk (?) – uden at vide det, de var nemlig også i LiteraturHaus den aften til et andet arrangement. Den lille historie kan måske understrege værkets særlige placering mellem det strengt kontrollerede (den ensformige grafiske opsætning, én bøjningsform) og det fuldstændig ukontrollerede (værkets betydninger, vækstpotentiale).

Peder Alexis Olsson er inde på, at der opstår en slags musik i mødet mellem ordene og i mødet mellem de to sprog, svensk og dansk. Her er det også spændende at lytte til den markante forskel, der er mellem de svenske og de danske imperativer. De svenske imperativer er ofte mere melodiøse og i flere tilfælde identiske med den blødere infinitivform idet de ender på vokalen a: ’rumstemperera’ fx. Her er den benhårde konsekvens i danske imperativer også med til at gøre flere ord meget hårde og umusikalske ’krydr’, ’smuldr’ – til en art mislyde i den svenske melodi. Eller som komiske indslag midt i det syngende og bevægende.

Man kan altså nyde Att/At som et stykke musik, man kan le af den sjove idé, konceptet, men man kan også spørge, hvor man ellers ser imperativer brugt. Jeg kom umiddelbart til at tænke på politik (stem på mig!) og reklamer (se, køb!), men Susanne Christensen har gjort mig opmærksom på, at Mara Lee har skrevet om imperativer i pornoen (kom, fuck!), og så er man jo selvfølgelig også nødt til at nævne militæret (ret, rør!).

Att/At har ingen subjekter og ingen objekter, ingen handling og ingen handlende, derved mister den betydning: Vi ved ikke hvad det er der skal ’ansas’/’pudses’ og hvem der skal gøre det og om det er behageligt eller ubehageligt at blive udsat for denne handling osv. osv. Samtidig vinder den nye betydninger, når læseren handler (agerer højttaler, kokkererer, læser) og derved åbner et større betydningsfelt, end det kogebogen, hvor ordet oprindeligt stod, kunne byde på.

Hvor politikere, marketingfolk, pornoproducenter og militærfolk  vil have andre mennesker til at gøre noget helt bestemt, det vil sige, at de manipulerer, appellerer, udøver magt osv., så gør Att/At nærmest ingenting, den bruger ikke magt, men så snart den tages i brug, så snart læseren bruger den som manual bliver den smuk, brutal og meningsfuld.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu