Seriel overkill nr. 6

Her i Øresundstogets Stillezone/Tyst avdeling/Silence zone læser jeg følgende:

En god kaffe, latte eller cappuccino kommer sällan ensam. Hur njuter du av din kaffe? Med en vän, en kanelbulle, en tidning eller bara med dina egna tankar? Vad du än väljer – trevlig kaffestund!

Det ska vara gott att leva.

Vis mig din bolig!

Det er mit eneste krav

Din pædagogiske løgn interesserer mig ikke!

Det der, de røde læber interesserer mig ikke!

Min hukommelse er ikke så god

at jeg sladrer til nogen, shhh

Giv agt, min ven på de røde skibe!

Forsink ikke dine passagerer

de ønsker at drukne!

Jeg respekterer ikke folk

der tjener deres egne penge

deres forfædre har ikke forfinet dem nok

Jeg går amok, o.k.?

Det diskrete sprog må vel kunne finde sin anvendelse et sted

Hey, sig mig, Kim

var det prosa, det der? ...

på hhv. et papkrus, en serviet og i Enhver betydning er også en mislyd af Lars Skinnebach (2009). Der, hvor der kunne have stået 'digte' eller bare ingenting på omslaget af Skinnebachs bog, står der 'Genrer'.

'Hun tog lekture med til togrejsen.' er gudhjælpemig den første sætning, mine øjne fanger, da jeg nu griber Folkets prosa og bladrer, for det er fredag, og det har på det seneste betydet føljeton for mit vedkommende.

Rasmus Graff har (bortset fra en afsluttende bid nyskrevet tekst som tidligere nævnt her) ikke selv skrevet Folkets prosa, men han har truffet en lang række valg. Et af dem er at arrangere eksempelsætningerne fra Gyldendals røde dansk-dansk ordbog som en massiv omgang prosa. Han kunne have delt prosaen op i afsnit/kapitler efter begyndelsesbogstaver, kapitel A, kapitel B, kapitel C. Han kunne have valgt mere luft på siderne, så teksten var mere behagelig og indbydende at læse – og han kunne have valgt en anden genrebetegnelse. Poesi fx. Og evt. arrangeret teksten med luftlinjer, linjebrud og i strofer. Isf. har værket nu fået karakter af at være en brugsgenstand, der er ikke noget eksklusivt over det kridhvide papir og skrifttypen Helvetica Neue 65 i rå mængder og lille punktstørrelse. Sammenligner man sætningerne i Folkets prosa med andre sætninger – som fx ovenstående er det slående, hvor tamme de er, dem i Folkets prosa – helt uden temperament. De er meget lidt stemningsskabende og sjældent komprimerede. Der står bare det, der står på linjerne:

»Motoren gik i stå. Hans udvikling er gået i stå. Lampen står på bordet. Vi stod op i bussen. Hvornår er du stået op? Det står i bogen. Huset stod i flammer. Det stod for hende som et mareridt. Han står ved sit ord. Han står sig godt med kammeraterne. De står sig godt i den hårde konkurrence. De lod afgørelsen stå hen. Hvordan står det til? Står den røde hue til frakken? Han ville ikke stå tilbage for kammeraterne.«

Der står ikke noget mellem linjerne, og kun meget sjældent opstår der noget spas mellem to sætninger, der står ved siden af hinanden: »Hun er en værre strigle. Han striglede hesten.«

Strigleeksemplet har jeg endda brugt før, men det siger også bare noget om, hvor sjældne de komiske øjeblikke i Folkets prosa er. Jeg har faktisk stadig kun fundet det og så det helt ufrivillige zeugma »Mælken er sur. Er du sur?« Ligesom den anonyme tekstforfatter til papkrusteksten ovenfor vist heller ikke har ønsket en komisk effekt med »en vän, en kanelbulle«.

I kapitlet med m-ord, som jeg skrev om i sidste uge, fandt jeg dog ud over al den vestlige dannelse et par sætninger med lidt narrativ spænding: »Præsidenten faldt for morderhånd.« »Mordvåbenet blev hurtigt fundet.« »Han blev fundet i en morfinrus.«

Men egentlig poesi som i flertydighed og den slags nej, ikke endnu.

Jo, Kim, det var vel prosa.