Kamilla Löfströms blog

Seriel overkill nr. 7

Jeg har gjort endnu et forsøg på virkelig at læse Folkets prosa, læse som i enhver anden prosabog, sætning for sætning for at finde ud af om det kastede noget af sig, om de oprindeligt enkeltstående sætninger ville begynde at forbinde sig indbyrdes, nu de er blevet bragt sammen. Jeg valgte at læse s-ord, for dem er der mange af:

Sabelfæste, sable og sabotage er de tre første ord med s, der eksemplificeres. Såre, såsom og såvel de tre sidste. Såre og såsom endda hver med to eksempler, jeg citerer de sidste s-sætninger bare for at demonstrere (kedsommeligheden):

“Jeg gik, så såre han kunne klare sig selv. Alting var såre godt. Såsom du har givet tilladelsen, må du også tage ansvaret. På engen vokser mange blomster, såsom ranunkel og engblomme. Elever såvel som forældre deltog i mødet.”

Under årets Roskilde Festival blev Folkets prosa (som allerede nævnt) brugt som materiale til et kollektivt cut-up-projekt sat i gang af Christian Bjoljahn og ført i havn som endnu et bogværk af Mathias Kokholm og Edition After Hand. Under festivalen reagerede flere kritikere og forfattere på dels RE ACT OR og dels på Folkets prosa i vægavisen The Daily Standart, der blev udgivet på Ordets område, hvor også RE ACT OR'en kørte og blev betjent af inviterede digtere og tilfældigt forbipasserende publikummer. Amalie Smith skrev i sin anmeldelse af Folkets prosa, at ordene i værket bar præg af en “sær neutralitet”, hun stillede også spørgsmålet: “... hvor kommer ordbogsteksten og dens tilsyneladende »pluralistiske materiale« fra?”

Jeg citerer fra Amalie Smiths anmeldelse, hvor hun selv svarer:

“Et bud ville være, at den kommer fra ordbogsforfatternes »normalfantasi«. Der er tale om sætninger, der skal vække umiddelbar genklang og forståelse. Dette er anvendelseslitteratur. Et normalvokabular, hvor grundreglen er, at de til tider aparte ord leveres af opslagsordene; det er opslagsordet, der vrider sætningen ud af normaliteten, eller omvendt betragtet: de andre ord, der skubber det aparte opslagsord ind i normaliteten.”

'Sabelfæste' kunne være et sådant aparte ord, som altså bliver skubbet ind i normaliteten. Amalie Smith citerer også et par af aktørerne i sin anmeldelse:

“Omme backstage brummer Jeppe Brixvold (efter at have passet RE ACT OR en time), at det er et vokabular med »en noget borgerlig klang«, hvortil Rasmus Graff svarer: »Alt beror på ordenes anvendelse!« Måske. Ikke desto mindre er der tale om et folkeligt sprog, et sprog til folket. Deraf formodentlig titlen, Folkets Prosa. Og deraf måske ideen om at give dette sprog tilbage til folket igen, lægge det i folkets hænder.”

Det, jeg gerne vil frem til, er, at Folkets prosa ikke kan læses ligesom andre uncreative writing-værker faktisk kan læses: Kenneth Goldsmiths sager, Martin Glaz Serups visuelle sms-digt udgivet på omslaget af Per Bäckströms Vårt brokigas ochellericke! (begynder sådan her: 00:00:40 Ja, jeg smager månedens kunstnervin! Sjovt du vidste det. Og hvad skriver Mette Sørensen? Spooky med Facebook – du ved næsten mere end jeg. Nu ned til vin. KH 00:01:08 Ok, drikker vin nu, den i Århus? KH M”) og Christian Bjoljahns og Martin Johs. Møllers Flytning.

En del af forklaringen på, at man kan have endog stor fornøjelse af at læse disse værker er deres appel til læserens aktive medvirken og meddigtning. I sms-digtet er man jo fx selv nødt til at forestille sig den anden halvdel af korrespondancen. Flytning er en intens samtale mellem to mennesker på vej fra et sted til et andet og tilbage igen. Det giver et forløb i teksten, og man fornemmer ligesom i de øvrige værker, at tiden går. Og man fornemmer et rum, hvor ordene er sagt eller skrevet i. Det gør man ikke, når man læser Folkets prosa. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt Martin Larsens Monogrammer hører med her, men oplistningen af navne, den vildeste navneophobning, er faktisk skøn læsning også, fordi man ikke kan lade være med at forestille sig personerne bag navnene. Og så er der selvfølgelig værkets lydlige kvaliteter oveni. Og så det, jeg bare vilkalde “en glæde ved navne” - og så i øvrigt henvise til Line Knutzon.

Personerne i Folkets prosa er enten virkelige, historiske personer som Hans Egede, Frederik VII og Uffe hin Spage. Eller blot 'pigen', 'drengen' eller vist nok alleroftest NN. De anonyme er grå og kedelige: “NN er salespromotionschef i firmaet”, de historiske virker blot mildt docerende.

Folkets prosa er ikke bare sært neutralt i sit sprog, indholdet er også sært altmodisch. Når der står “Hestevognen er et sjældent syn.” mistænker jeg den anonyme forfatter for at have haft lyst til at fortsætte: “og det er dog en skam.”

Jeg er kommet frem til, at Folkets prosas ulæsbarhed også skyldes det superkorrekte sprog, det er noget af det, Amalie Smith også er inde på i sin anmeldelse: “Der er tale om sætninger, der skal vække umiddelbar genklang og forståelse.”

Som læser bliver man ikke blot doceret med historisk stof og almindelig vestlig dannelse, men også med korrekt sprogbrug, anvendelse af ord, ingen bruger mere (altså ingen andre end ordbogsredaktionens folk, når de er på arbejde).

Det ukorrekte sprog er bare mere interessant. Det indforståede måske også. I hvert fald i det som man også kunne kalde folkets prosa, nemlig fx realistisk samtidsprosa af Helle Helle. Her er det jo netop hverdagens ukorrekte sprogmusik (tror jeg nok, John Chr. Jørgensen kaldte det i sin anmeldelse af Rødby-Puttgarden i EB dengang) der er en af de skønne ting:

“Han er næsten vores fætter.” (I Folkets prosa står der sjovt og sigende nok: “Han er hendes kødelige fætter.”)

Eller “en, der hed Bentes” og i det hele taget dette replikskifte:

- Hej.

- Hej.

- Hvad er det for en hund, I skal hente?

- Det er en, der hed Bentes, sagde Tim.

- Bente Sørensen, hun døde i går, sagde Lauge. - Kendte du hende?

- Ikke rigtigt. Jeg vidste godt, hun var syg.

- Hun arbejdede sammen med min mor. Vi har lovet at tage os af hunden. Det er en labrador, den hedder Kalle.

- Skal vi sætte dig af på vejen? sagde Tim.

- Ellers tak. Jeg har en aftale.

- Nå, på den måde.

Men Folkets prosa kan bruges til at tænke over, hvad litteratur er. Hvad det er, der gør andre prosaværker værd at læse? Hvad er et værk uden stilistiske og litterære virkemidler? Ikke meget. Men det er alligevel interessant at om ikke læse værket, men så i det mindste lade det åbne ens øjne for alle de konventioner, skønlitteraturen er smurt ind i. Om forfatteren som en ener, om de barske anmeldere, om receptionen af skønlitterære værker, om opdelingen i fin- og massekultur, om medfødt talent (hvor sidder det?), om kunstens rolle (skildre livet på landet), om forfatteres arbejde som noget, der er svært at forstå, noget kun nogen har adgang til, kulturinstitutionernes vigtighed, om det skønne og ophøjede, kunstværket som vare osv.

Hun læste både lødige bøger og knaldromaner.

Hendes debut som forfatter var meget løfterig.

Det var en løjerlig historie.

Forlaget udgiver et litterært magasin.

De makulerede de gamle bøger.

Bibliotekets udvalg af bøger var mangeartet.

For den nervøse debutant var publikum et mangehovedet uhyre.

Anmelderens sprog virker meget manieret.

Han har medfødt digterisk talent.

Forfatteren til den populære bogserie har sin egen menighed.

Disse bøger er for den brede menighed, for menigmænd.

Teksten er helt meningsløs.

Anmelderen gav sig skyld i en misfortolkning af teksten.

Dette værk må betegnes som et misfoster.

Hun mishandlede digtet.

Anmelderne miskendte ham.

Han følte sig som et miskendt geni.

Har du nogen glæde af bogen?

Kunstnerens samtidige forstod ham ikke.

Hun har ikke sans for kunst.

I bogen benyttes mange sentenser fra Bibelen.

De unge kunstnere har dannet en separatistisk bevægelse.

Bogen har 450 sider.

Bogen sagde mig intet.

Bogen var signeret med forfatterens signatur.

Kunstneren har skabt sig et navn. (Lige efter Gud skabte verden!)

Han er skabende kunstner.

Han er en kendt skikkelse i kunstkredse.

Digtet skildrede livet på landet.

Der er kommet en udgave af forfatterens samlede skrifter.

Han skrev smukt.

Han har skrevet en bog.

De gode anmeldelser har givet ham et skub fremad.

Læsestuen har et skønsomt udvalg af de bedste bøger.

Den nye bog er blevet en sællert.

Digteren tegnede et smukt billede af livet i den lille by.

Bogen er blevet tillempet, så også læsesvage kan benytte den.

Salget af de sidste bøger var ren tilsætning.

Hun har arbejdet på bogen i årevis. 

 

SLUT

(Eller med Folkets prosa og den borgerlige klang: "Nu må det være slut.")

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu