... og blikket vandrer ud ad vinduet
Det er det sanselige, maleriske som får lov til å fortelle, og på ett eller annet vis forklare, det stigmatiserte sinn til en seksuelt misbrukt datter i Christel Wiinblads debutroman Prolog
av Henny Hagerup
Siste side er bladd over og boken lukket, og jeg sitter igjen med rynker mellom brynene og en stor, trist tunghet i kroppen. Stemningen gjennom hele romanen var bare så gjennomført sørgelig, ikke på étt tidspunkt fikk en stråle av positiv beskrivelse klemt seg inn mellom språksprekken.
Seksuelt misbruk, og spesielt når det foregår innen for familien, er et utrolig vanskelig og sårt tema – og det er en utfordring å behandle det på en troverdig måte. I Wiinblads Prolog blir løsningen en besatt fokusering på kroppen og det sanselige – en ’sløring’ som overtar plassen til det informative. Her sies ingenting rett ut, det er hovedpersonens handlinger, hennes blikk og fornemmelser som dirigerer språket. Først og fremst merkes dette ved at jenta aldri navngis, hun tituleres heller som »kroppen«. Oftest framstår hun som en betrakter av seg selv, som en utenforstående. Eksempelvis vises dette i bokens første scene, hvor hun som femårig lurkikker på sine foreldre gjennom dørsprekken, og i frykt for å bli oppdaget kaster seg ned på sengen: »Baglår og ryg lander på sengen. Men ryggen hives hurtigt op, halsen drejes, og blikket vandrer ud ad vinduet.« Hennes eget eierskap til sin kropp viskes ut.
Sneglehusutvikling
Romanen følger jenta fra hun er fem til hun er noenogtjue år. Nitten korte kapittel speiler scener fra familielivet, viser fragmenter fra hverdagen, ofte sirkulert omkring de helt elementære sansninger – kapitlene kalles blant annet ’Ballerinakjolen’, ’Hummer’, ’Dynen med guld og damer på’ og ’Pigskoene’. Selv om historien fortelles utviklingsmessig, over tid, oppleves jentas egen utvikling på mange måter reversiell – identiteten trekker seg lenger og lenger inn i sneglehuset: »Mærkværdige ritualer spinder den ind i det, der skal gøre det ud for noget, der bare minder om et hjem, en puppe, en tryg hule i verden.«
Farens dominerende og manipulerende holdning, som lynhurtig skifter fra dype kjærlighetserklæringer til raseriutbrudd og misbruk, nedbryter de som er tettest på han, familien. Den psykiske terror ender i forskjellige former for flukt, hans kvinner, hovedpersonens mor og stemor, drikker seg fra sans og samling, mens jenta selv får et fornektende og fremmedgjort forhold til alt som omhandler kroppen – ikke minst når det kommer til mat. De franske retter faren bruker hele dager på å lage, legger seg som etsende syre i magen hennes. Det resulterer i en beskrivelsen som hele veien igjennom er uhyggelig.
Kjærlighet til språket
På ett eneste felt svulmer romanen av kjærlighet, og det er i forhold til språket. Foruten Wiinblads gjennomførte fortellerstil, hvor tingene og kroppen er talerør til beskrivelsene, er bildene og vendingene stappfulle av kreativitet. På noen måter kan den massive ornamentering få scenene til å virke en smule tilgjort og unaturlig – hendelsene oppleves som nærmest teatralske. Enkelte steder vipper boken på kanten til overdreven beskrivelse, adjektivene legger seg så tjukt oppå hverandre at bildet i seg selv nesten drukner, detaljene slører helheten. Men som oftest, så lenge en legger godviljen til og leser langsomt og gjerne en ekstra gang, fungerer bohem-språket godt, eksempelvis: »et par hullede sikkerhedsnålsbeklædte sorte jeans« – i utgangspunktet kan fremstå som smør på flesk, men som ender opp med å virke treffende. For det er snakk om et par jeans som er svarte, med hull og med sikkerhetsnåler – og nettopp dét gjør dem relevante og interessante.
Boken redder seg fra det tilgjorte med sin gjennomførte stil, fra første til siste side er språket tro mot seg selv og sin poetiske misjon. Ikke minst fargelegger stilen det fremmedgjorte, flukten fra det subjektive, det iscenesatte er i seg selv en refleks av hovedpersonens fornektelse av sitt selv, av virkelighetens grusomhet.
Wiinblad stikker pennen i såret
Prolog opfinder et sprog til en krop, der efter 17 års misbrug ikke kan være andet end stum og forstoppet. Christel Wiinblad bruger poesien som en ny indgang til formidling af det problematiske og fordømte emne: Incest. Det gør ondt og dét er godt
af Marie Wos
Begrebet prolog kan oversættes med indledning. Hos Christel Wiinblad er hele romanen en Prolog. For det handler om livets indledning; barndommen, der hvor den er sværest, der hvor en fars forvrængede kærlighed til sin datter bliver fatalt undergravende for det liv, der skal følge efter. Den misbrugte barnekrop er døende allerede som fireårig: »Hun kan ikke mærke kroppen andet end som en slags tyngende film, hun hviler bare forvirret og stresset tålmodig et sted derinde under dens matte, djævelske opstemte, feberagtige fernis af stort set allerede død.« Vi følger pigens synsvinkel, og tid og rum er opløst i fragmenteret sansning.
En krop i kroppen
Ingen af personerne har navne, men benævnes med et prædikat (»morkroppen«, »farkroppen«). Således formes karaktererne som udflydende kroppe i det poetiske rum som genstande, der grådigt omslutter genstande. Kroppenes allestedsnærvær manifesteres sprogligt gennem en særegen adjektivisering af de personlige pronominer. Et værelse kan altså være lillesøstret og middage kan være forældrede. Ejerskabet er sat i spil, for kan man nogensinde være fri i en familie, hvis kroppe er underlagt den alfaderlige drift?
Romanens styrke ligger i det afpersonificerede karaktergalleri, hvorved værket ikke skal betragtes som en formidling af en specifik families ulykke. Snarere er det en almen fortælling om det misbrugte barns fremmedgjorte hjemløshed i en skamfuldt såret krop. Kun i enkelte glimt er muligheden for generobring af subjektivitet mulig: »I et langstrakt, beruset øjeblik er hun alene i kroppen, i sanserne, i luften, hun besidder i et øjeblik helt sig selv, kun med selskab af endnu en lille bid af den rødglødende hummer og den klart lysende børnevin.« I korte og berusende glimt er barnet alene med sin krop, øjeblikke af lykke, der med alderen og farens kontinuerlige misbrug bliver færre.
En sommerfugls degeneration
»Voksne læber mod skulderens fireårige blade, der sidder stift som nåle. Sommerfuglevinger spændt ud i en ramme uden glas.«
På det hvide bogomslag er motivet af en sommerfugl, og når sidste side er vendt, ser man på bagsiden en lille sommerfuglelarve på en gren. Rækkefølgen indikerer den degeneration, der er på færde i romanen. Sommerfuglens udvikling fra larve til sommerfugl er vendt på hovedet og er et indtrængende billede på misbrugets determinerede udslettelse. Sommerfuglen kan søge den »håndterbare fantasi[s]« tryghedsfære, men efter tyve års misbrug er fantasiens frirum utilgængeligt. Sommerfuglen har forpuppet sig og er blevet en udsat larve uden flugtmulighed. Den baglæns udvikling anslår en ambivalens imellem naturlighed og virkelighed i værket.
For i Prolog er virkeligheden unaturligt forvredet og i konstant konflikt med det naturlige. »De spredte krokus profeterer lysets komme og glædens nyfødte budskab, men som roserne kan de ikke helt høre eller virkelig se det, men naivt følger de som resten af haven efter. De taler og taler om de enkleste gaver, selvom alt det begyndende, men allerede udmattede lys påtrængende overdøves af det elektriske fra det store, uhyggeligt udklædte alfaderlige hus, hvor hun nok igen skal til at bo.«
Et eksempel på Wiinblads poesi, der koncist fortæller om barnets længsel imod den uberørte naivitet og normalitet over for en voldeligt øredøvende virkelighed, der altid sejrer.
Poetisk nærvær
Christel Wiinblad bruger det poetiske sprog til at skabe et rum, der kan formidle et svært tabuiseret emne barrierefrit. Igennem poesien skabes der nuancer, der gør op med de sort-hvide fremstillinger, som tabloidpressen har for vane at male de (desværre) stigende antal sager om misbrug af børn i. Det er hårdt at læse værket. Incesten fortælles i ufiltreret nutid, men med fraværet af censur synes kompleksitet også at træde tydeligere frem. Vi indser ambivalensen i den voldelige far; at det faktisk er »en sær kærlighed«, der driver grusomheden.
I solidaritet med offeret skyder det poetiske sprog hul i en massiv mur af foragt og distanceret medlidenhed. I romanen føres læseren ind ad en gemt poetisk sti, der måske kan lede os tættere på offeret end nogensinde før. Frem for at overgive os til lidelseshistoriens renselseseffekt, tvinges vi til at mærke smerten af skamfuldt udstillet kød og bevidsthedens udmattende flugtforsøg ud af en voldtaget krop. Læs bogen og mærk det brændende nærvær fra pennen i såret.
Sommerfuglestøvet Wiinblad
Christel Wiinblad reagerer på historier om incest i ind- og udland med romanen Prolog. At hun gør det godt er til glæde for de børn, hun giver en stemme og for os andre, der tilbydes en ubærlig, men anbefalelsesværdig læseoplevelse
af Sigrid Sandholt Hansen
Prolog er Wiinblads romandebut. Hun har tidligere udgivet to digtsamlinger, og man mærker tydeligt hendes poetiske baggrund. Forsiden prydes af en lille sommerfugl, mens en larve bugter sig op ad bagsiden. Wiinblads sommerfuglemetaforer er rammende i skildringen af børn, der bliver for tidligt voksne. I romanens motto forklarer en dreng stolt, at han har sår på armene, fordi hans far elsker ham for meget. Vi følger hovedpersonen i romanen, fra hun er 4-26 år, hvor hun er mærket af sin fars »lidt for komplicerede alfaderlige kærlighed«.
Wiinblad skildrer en far, der hverken kan komme af med sine frustrationer eller sin kærlighed på en ordentlig måde. En mor, der skyder skylden på sig selv og ikke magter at være der for sin datter. En datter, der må flyve ud af sin krop, når hun bliver mishandlet og en familie, der ikke fungerer som den skal.
Skindet bedrager
Hver fredag vil faren »lege fransk«. Han kreerer fine middage, men inde under madens facade truer død og forfald. Hummeren »skoldedes ind i tilstanden af fantastisk lysende helvede af ildrød, pludselig død.« Fin middag af mishandlet kød. Wiinblad lader på fin vis maden vise, at noget ikke er som det burde. Forældrene bliver skilt, og faren får en ny kone og barn. En psykolog skal vurdere hvem, der skal have forældremyndigheden. Da psykologen besøger familien, spiller de alle et perfekt spil, selv hovedpersonen, der er bange for sin fars vrede. Spillet emmer alligevel af vulgaritet: » […] orangerødt syltetøj glinser på de nybagte bollers perfekte sejlivede, salt-søde krummer, hvor det venter på at få lov til at afsløre det tilpas vulgære lag af køligt, blødt smør, der perfekt balancerende mellem dominerende hårdt og alt for villigt vådt, blidt vil kilde som forelskelse i alle ganer.«
Her kan bollernes indre afsløres som vulgært, sødt og forbudt. Ikke så langt fra incest. Mad bliver senere trøstespist, og det sidste kapitel rummer en stærk beskrivelse af manisk indkøbte madvarer, der tvinges ud af spiserøret med fingrene.
Fremmedgjort
Romanen er fuld af blikke, stemmer og dele af kroppe. Ofte kan det være svært at vide, hvem der taler, handler og ser, da subjekterne for eksempel beskrives som: »farkroppen« eller er helt reduceret til en farve: »det lyseblå«. Resultatet bliver, at karaktererne fremmedgøres. De fremmedgjorte karakterer lever i en fremmedgjort verden. Familien bor i et hus, der aldrig kan bortdrive de frygtelige hændelser, det har rummet, trods plastikmaling og nye møbler. Romanens univers bliver næsten lige så svært at forstå, som incesten den beskriver. Wiinblads utraditionelle sprog viser en fremmed verden. Det er så fint, at det lyriske og næsten kluntede sprog passer til temaet incest. Hovedpersonen har brug for at være fremmed over for sin egen - og andres kroppe, at adskille krop og sind for at holde ud.
Det er en skrøne, at en sommerfugl ikke kan flyve, når man rører ved den, men berøring kan påvirke dens evne til at opsuge varme, gemme sig og finde en mage. I tyverne er hovedpersonen i stand til at flyve. Hun bor på et kollegium, men kan alligevel ikke begå sig normalt. Selvom hun ikke længere ser sin far, er hun påvirket af deres forhold. Hun skammer sig over det, der er sket og, at hun ikke er i stand til at hjælpe sin lillesøster efter et selvmordsforsøg: »Op til hvert 10. barn bliver seksuelt misbrugt, men det, de oplever, er så belagt med skam, at de intet tør sige. Det har optaget mig at undersøge skammen og hvilke konsekvenser, overgreb kan have,« siger Wiinblad i pressemeddelelsen. Wiinblad giver en værdig stemme til de tiende børn, der tier på grund af skammen.
At skrive kropssprog
Christel Wiinblads debutroman Prolog skriver sig med en kvælende sanselighed ind i sindet hos en pige, som sønderrevet af sin fars perverse kærlighed oplever mennesker omkring hende fragmenteret i kroppe, blikke og lemmer
af Sarah Holst
Ørerne efterlyser fingrenes trommende lyde på tastaturet, og øjnene er fikseret på den stillestående blinkende markør på computerskærmen. Det falder mig noget svært at anmelde denne bog, for det var svært at komme igennem den. Hvorfor læse sig ind i incestuøse nætter, som er vogtet af den mest skingre usigelighed. Hvorfor læse Prolog?
Prologs 19 korte kapitler fungerer som små selvstændige scener, der unddrager sig sammensmeltning til en hel fortælling. I stedet er repræsentationen fragmenteret i en sanselig kredsen om objekter: ’Hummer’, ’Den lyserøde gymnastikpose’ og ’Blondeskjorten’. Kapiteltitlerne er fortrinsvis navnet på genstande, der dirrer i periferien af den oplevelse af barndoms gru, det pågældende kapitel skildrer. Det er genstande, der som kapsler bærer terrorens elektricitet med sig. Disse kapiteltitler står som manifestationer af traumets insisterende åbenhed.
Det er godt. At kapitlerne er korte. At der er blanke sider imellem kapitlerne, som beroliger øjnene, river dem ud af ordhypnosen. Så man kan lægge bogen fra sig. Trække vejret. Tung tekst læses ikke let. Prolog er sådan en: Om pigen, som misbruges seksuelt fra hun er ganske lille og op gennem barndommen af sin egen far.
Marionetdukke på hjemmets scene
Faderskikkelsen eller »farkroppen« er omdrejningspunktet i den groteske fortolkning af familieliv, som fremføres på hjemmets scene i Prolog. Som en marionetfører fastholder faderen med sine lange lemmer og sin alfaderlige stemme sin familie i et greb af kontrol og dominans. Sådan spiller hovedpersonen sin rolle i det idylliske familieliv på faderens skød: »Oprejst som holdt oppe af usynlige tråde, der også i dag har spændt munden ud i et saligt smil, sidder hun fint rentskuret og køn.«
Faderens påtrængende dominans former romanens sprog i en kvalm sanselighed. Prolog fortælles i et sprog, der fragmenterer de tætteste relationer i tilværelsen til ukendelighed: barnets forhold til forældrene, jegets relation til kroppen. Indledningen til bogens første kapitel lyder således:
»Pigekroppen er pyntet fin og står i det lyseblå sæt og de hvide sandaler bag den tillukkede dør på værelset og venter. Den har gjort sig stiv, nakken er vredet i vinkel, og det ene øre er strittet mod sprækken. Som det andet er det intenst optaget af at sortere alt andet end voksenkroppenes lyde i køkkenet fra.«
Mor og far er blevet til »voksenkroppene«. Jeget er blevet til »pigekroppen«. Kroppen er sprættet op i lemmer, som arbejder autonomt. Sådan skildres den fragmentering af mennesket, som følger af overgrebet. Den misbrugte piges følelse af ikke at eje sin egen krop.
Drømmen om puppetilværelsen
Der er noget tungt over dette nytænkte krops-sprog. Men der er alligevel en tydelighed i tyngden. Sproget mimer barnets alt for tidlige bevidsthed om sin egen krop, om »morkroppen«, »lillesøsterkroppen« og ikke mindst om »farkroppen«, som er så tung at ligge under. Det mimer de tunge erindringer, som tiden ikke gør lettere at bære, men som blot sætter sig på teenagerens og den unge voksnes krop og gør den uformelig. Et fysisk bevis på det forgæves forsøg på fortrængning, som alkohol, cigaretter og syntetisk mad er.
En anderledes skarp lethed er der over romanens forvrængede puppe- og sommerfuglebillede, der røbes af Prologs hvide enkle omslag (hvis udformning Wiinblad selv har medvirket til) med forsidens billede af sommerfuglen og bagsidens af larven: Drømmen om puppetilværelsen er et fikspunkt i romanen. For i Prolog er barndommen netop ikke den trygge puppetilværelse. I andet kapitel voldtages romanens hovedperson som fireårig af sin far: »Voksne læber mod skuldrenes fireårige blade, der sidder stift som på nåle. Sommerfuglevinger spændt ud i ramme uden glas.« Puppen er sprættet op med vold. Det er så enkelt et billede, så fatal en tragedie: At sommerfuglens udvikling er en irreversibel proces. At barndommen allerede for det fireårige barn er en fjern utopi.
I Prolog arbejder sproget sig kvælende tungt og ubarmhjertigt skarpt ind i de mest groteske og lyssky afkroge af den menneskelige natur. Resultatet blænder øjnene. Jeg må blinke. Kigge væk. Og det er netop derfor, man skal læse prolog. Fordi Prolog i al sin ubehagelighed er gennemført. Her bliver kommunikeret i et kropssprog med så tung en materialitet, at det planter sig som en veritabel mavepuster hos ihvertfald denne læser:
»I maven sparker uroen. Hårdere og hårdere, men hurtigt bliver den proppet længere ned, selvom ansigtet kommer til at vride sig i en grim, utålmodig grimasse. Angsten svulmer, elektrisk og sort, den vil ikke slippe, før hun om et par timer forhåbentligt i sin seng kan gå ud som et lys.«
Dødvægt på læbekanten
Pigekroppen sendes ind på scenen indsvøbt i alfaderlige, kærligt fedtede fingre. Scenen i kroppen og læserens blik bag tæppet udspændt mellem væmmelse og fascination
af Anna Sidsel Andersen
Igen. Som i digtsamlingen Min lillebror fra 2008 har Christel Wiinblad fedtet ny udgivelse ind i intenst klistret smerte, der hænger på siderne og i læserens opspildede øjenflader. Jeg føler mig helt fedtet ind, helt ind til benet, ned til tasterne, hvor mine fingre efterlader aftryk; små glinsende mærker på særligt f- og s-tasterne.
Prolog er titlen på Wiinblads lyriske tætkomprimerede debutroman bestående af 19 nedslag i en seksuelt misbrugt piges liv fra hun er fire år til hun er i midten af tyverne. På samme måde som digtene i Min lillebror var opbygget som en nedtælling til den skizofrene lillebrors selvmordsforsøg, har den nye roman karakter af at være en frem-tælling til hovedpersonens endelige fald. Dominobrikker der falder, indtil der ikke er flere brikker at vælte.
Den første brik på scenen er hummeren; dildsmagende, delikat, den iltede vin, de tre kroppe om bordet og den varmt vakuumpakkede luft nervøst sitrende omkring dem. En ventesituation, egentlig:
»Ansigtet af pige på den lille, men igen alt for voksne krop har ikke fortrukket en mine. Blikkets stirrende blå holder bare i en knast på sengens mørkeblå gavl. Det klamrer sig fast, det registrerer strukturen, for nu bevæges hele kroppen frem og tilbage af den voksnes langsomme og tunge stød«
Som en marionetdukke styres pigekroppen imellem sit barndomsland og sin fars svedtunge korpus, imellem sin lyserøde, uskyldsprægede datterrolle og sin dublantrolle som seksuelt underkuet hustru.
Prolog er en roman om familiens hermetisk lukkede rum, om intimtyranni, om incestiøs nedbrydning af sindet og om hvordan barndommens traumer transformeres, dupliceres og lever videre i den voksne krop. Prolog er også en roman om, hvordan man sprogliggør det usagte, det fysiske usigelige traume.
Kroppen i sproget
Incest er et tungt emne, men Wiinblads sprog er endnu tungere; en dødvægt på læbekanten, en dump sten i mellemgulvet. Hendes sprog er mættet med en fed fysisk tyngde, der lader de ubenævnte følelser farve tingene, situationerne og detaljerne omkring hovedpersonen:
»Dens ansigt vender sig forsigtigt opad igen. Øjnene afleverer et bedende blik, men mødes af muren af to vrede øjne, der er pyntet med et gråligt skær af matte glasskår […] De øjne stirrer. De pirker lidt til hende, de ser slet ikke på kjolen, de maser bare hendes forvirrede og rædselsslagne blik ned igen«
Følelserne er fysiske, kropslige bevægelser. Men den fysisk-tingslige kvalitet ved Wiinblads skrivestil er ikke bare et ekko af den tyngende incestiøse fortælling – det er den incestramte krop i sproget. Al aktivitet udgår fra objekter, fra ting og fra legemsdele. Ingen af karaktererne agerer; de er passive marionetdukker hvis enkeltdele handler selvstændigt uafhængigt af hinanden og hvis hoveder, vi som læsere ikke får adgang til:
»Den vælter frem og tilbage i luften. Den røde gummistøvle rammer hårdere og hårdere, hurtigere og hurtigere. Fladen af ansigt er en vildt skinnende, rødglødende vanvidssol. Øjnene skinner uhæmmet og sindssygt, og blikket kollapser og går i sort konstant, mens vandet springer fra de små kanaler som af forundring over, at det ikke er hende, men benet selv, der transformerer raseriet til de forrykte spark, der hagler mod blødheden [...]«
Den røde gummistøvle der sparker den svagere skabning, og pigen bag ved benet med blikket på sin hund. Beskrivelsen er stærk i sin dukkeførte distance. Denne fysiske, kropslige situation er et kødeligt ekko af hjemmets vanrøgt. Romanen er drænet for følsomme tankespind og logiske ræsonnementer – den logik, der findes her er kroppens logik; underlæggelse, forsvar, hævn, aktion og reaktion.
Hos Wiinblad er kroppen i sproget; det fylder, det fedter, det bombarderer læseren med væmmelsesvækkende sanseindtryk og klistrede, kærlige følelser. Det er et sprog der krystalliserer spændingerne og ambivalenserne til en massiv, tætpakket krampende masse. Det er et sprog der med sin supersublime sprogkyndighed og mod til at vrangvende ordenes orden ikke er et sprog, men en fysisk erfaring klæbende direkte mod huden.
Selv ikke enhjørningen kan flygte
Christel Wiinblad skriver i sin debutroman om incest så nådesløst ærligt, at det gør ondt. Men det er kun godt
af Katarina S. Meldgaard Lund
Jeg bløder stadig flere timer efter endt læsning af Christel Wiinblads Prolog, og såret gør kun mere ondt nu, hvor jeg skal skrive en anmeldelse af den. Det er en ubehagelig roman, og den har ramt mig så præcist, at jeg ikke umiddelbart kan frigøre mig fra den.
Første side er prydet af et motto: »We could all be free.« Måske, men i så fald skal samfundet åbne øjnene, og den enkelte turde gøre sig fri, synes Prolog at sige. Hårdt, men nok sandt. Romanens emne er incest, og den skildrer samfundets fallit i forhold til at sætte ind over for incest, og især det misbrugte barns kamp med sin situation.
Hovedpersonen er en lille pige, som man følger fra hun er fire til 26. I 19 korte, kronologisk ordnede kapitler, der hver gengiver en situation i pigens liv, indføres man i det incestuøse univers. Hver lille situation vokser og kommer til at repræsentere en længere episode eller noget helt generelt i pigens og i det hele taget i et misbrugt barns liv. Ved blot at beskrive et skænderi mellem forældrene betragtet af den lille pige, der står skræmt, men parat til at reagere bag en dør, eller psykologens samtale med pigen, der frygter at blive slået ihjel af sin far, uden at psykologen derfor tager hende alvorligt, eller en fars sleske stemme, der forsøger at berolige sin datter, mens sengen knirker, og hun ligger forsvarløs og forsøger at flygte ind i et fantasiunivers – ved blot at beskrive disse korte situationer, får Wiinblad malet et helt og frygteligt billede af en forfærdende realitet.
Både samfund og pige står handlingslammet i denne virkelighed. Samfundet fordi det er blindt, pigen fordi hun er så ødelagt af faderen og den evindelige frygt, at hun ikke egentlig oplever at have et handlende selv. Wiinblad beskriver tydeligt pigens distancering til sig selv; pigen oplever sig selv som »kroppen« og ikke en personlighed eller bevidsthed. Det er kroppen, der ikke stritter imod, det er kroppen, der holder ryggen rank, det er kroppen, der smiler, mens hendes bevidsthed enten glider ud af hende eller forsøger at gøre oprør, dog uden nogensinde rigtigt at komme til udtryk. Hun har adskilt sig selv fra kroppen for at kunne udholde smerten, og som hun bliver ældre, og mishandlingen stopper, er det mindet, hun forsøger at adskille sig fra. Hun forsøger altså at fortrænge virkeligheden i stedet for at gøre op med den.
Også pigens omgivelser er reducerede til personlighedsløse aktører fx: »kroppen af lillesøster«, og det giver en fornemmelse af afmagt. Det er som om, der ikke er noget at gøre, kroppene agerer på egen hånd.
Fat mod!
Pigen er distanceret fra sin virkelighed, og den samme distance ligger i sproget. Fortælleren står ligesom pigen en smule på afstand af handlingerne og kroppene og beskuer dem, beskriver dem uden rigtigt at engagere sig i dem. For der er ingen direkte moraliseren, bare en trang til at gengive. Til tider bliver beskrivelserne dog en smule for crowdede med indtryk. Især er der ofte et overvældende opbud af tillægsord, der gør sætningerne en smule famlende eller bare bevirker, at nogle ord synes overflødige: »Med mellemrum taler stemmen herfra med den hemmelige kælen, der lokkende messende som nedsunken druknende i mudder eller havregrød, går i gang, når de to er alene.«
Men bortset fra dette er det et sprog, der rammer, så det bløder. Især fokus på detaljer som enhjørningen, der prøver at flygte, på lillesøsterens sweater, eller de nye, forfriskende vendinger som »den forældrede samtale« giver et fint indblik i pigens univers og en fornemmelse af virkelighed i læsningen. Det hele er skrevet i et så tydeligt sprog, at det er umuligt for mig ikke at lytte til denne Wiinblads sørgesang og opråb.
Det er en ærlig roman. Den ligger ikke skjul på noget, men viser det incestuøse univers i al sin omfattende hæslighed med stor detaljerigdom. Det er modigt og stærkt. Og jeg får en knude i maven. Hvis bare hele samfundet havde mod til at kigge tabuet i øjnene på den måde, så kunne det være, knuden ville gå væk.
Pigen i romanen er ikke modig. Hendes lillesøster gør op med sin fortid, men ikke pigen. Hun tør ikke se virkeligheden i øjnene, og hun tør ikke finde ind til sig selv, men hun håber på en dag at turde. Og det er på dette håb, at romanen slutter. Og lægger op til en fortsættelse af denne rædselsvækkende prolog.
Jeg kan ikke erklære mig godt underholdt af romanen, den er hverken spændende, vittig, interessant eller fascinerende, men det er heller ikke dens sigte. Den vil ikke fortælle en historie, men vil gengive et liv, et næsten ødelagt et, og det gør den forfærdeligt fortrinligt. Den fangede mig, og jeg kunne ikke – og kan ikke – gøre mig fri af den. »We could all be free.« Måske, men kun hvis prologen, incestens hæslige virkelighed, følges op af et opgør. Samfund, gør noget! Pige, gør dig fri! Og Wiinblad, skriv!
En fysisk ubehagelig krop af en bog
I Christel Wiinblads tredje bog Prolog fortælles beretningen om en incestramt pigekrop, fra den er fire til den er 26 år. Den er ikke god, men ond
af Johanne H. Hav Hermansen
Prolog er et dystert forspil. Måske er den bare anderledes, men med sin gennemførte fremmedartethed chokerede og provokerede den mig for hver side, jeg læste. I 19 korte kapitler, med overskrifter som ’Hummer’, ’Smokingen’ og ’Den røde gummistøvle’, hører vi om hovedpersonens liv, fanget i en pigekrop, der langsomt udvikler sig. En historie om et væsen, svigtet af sine forældre, det officielle system og til sidst af sig selv.
Hvert kapitel berører elegant, en enkelt side af et liv, der hver især kunne være omdrejningspunktet i sin egen fortælling. Fra anstrengte familiemiddage, seksuelle overgreb og tvangsfjernelse, til senere at genkende sig selv i sin halvlillesøster hos farens nye familie.
Bogens kapitler skipper flere år ad gangen. Det har sine fordele, da Wiinblad undgår lange dvælende beskrivelser af elendighed, men i stedet smider den i hovedet på læseren som spande af koldt vand, mens man var i gang med at regne ud, hvor i hovedpersonens liv, man er kommet til.
I handlingsforløbet er der ikke meget glæde at komme efter, men det er der i stedet i Wiinblads uhyggelige vridende leg med sproget og sætningssammensætninger.
Krop, smat, grød og sprog
Kroppen fylder i Prolog. Den er et fængsel og samtidig de eneste faste grænser, der tilbydes i den smattede grød af uudtalte regler og løgne, der udgør hovedpersonens univers.
Der er ikke noget jeg, eller en far og mor, der er »kroppen« og »farkroppen og morkroppen«. Der er så at sige ikke tale om en almindelig familie på nogen planer. End ikke det sproglige. Der er kroppe, der spiller deres roller på deres egen måde.
Indeni er en flydende ild af angst, vrede og ulykkelighed, fanget i kroppen, lemmerne og ansigtets nervøse trækninger.
Prolog fortælles i sit helt eget sprog, der langsomt ændrer sig efterhånden, som hovedpersonen bliver ældre. De skærende barnlige beskrivelser af ting, der føles og vides mere end de forstås, bliver præsenteret på en sær modstridende facon. Sætningerne er lange og fyldt af nye, forvirrende ordkonstellationer, og de skal læses grundigt for ikke at tippe over i det næsten uforståelige: »Øjnene flakser blikket op på himlens lysende hvidguld, der nu helt uden spor af blåt tæller ned til det mørke, der heldigvis hver dag kommer, og hvor det er til nærmest helt at give efter, slippe næsten glemme.«
Især i beskrivelsen af selve incesten viser sproget sin mangfoldighed: »Kroppen er en stiv pind, men alligevel formår den nysgerrigt og ubegribeligt villig at kringle sig rundt og lystre kommandoerne fra den store svedende masse af dannet og sofistikeret, alfaderlig, men alt for fremmed far …«
Sjældent har selvmodsigende beskrivelser frembragt noget så ubehageligt.
Far-datterforholdet er frustrerende forkert, og den udeblevne konfrontation efterlader en uforløst følelse i kroppen på den anden side af bogen.
Børn og andre dyr
Der er mange provokerende scener i Prolog og incestscenerne er ikke de eneste. Mine grænser blev først for alvor nået, da den ødelagte pigekrop giver efter for sit eget indestængte raseri og lader det gå ud over sin hund.
Tænk over det: Scene efter scene, hvor en pige bliver mishandlet fysisk og psykisk på det groveste, læser jeg med distanceret, forfærdet fascination.
Men et kapitel på knap tre sider, hvor der bliver sparket lidt til en hund, et umælende dyr (næsten) som hende selv, får mig næsten til at græde. Det er her pigekroppens bæger af raseri løber over, og dermed løber mit eget bæger af væmmelse og indlevelse med.
Da hun bliver drillet af en dreng og slår ham, til han ligger og græder, føles det faktisk godt. Det er forløsende at læse om. For så er det ikke alle og enhver, der får lov til at ødelægge hende.
Ond bog
Jeg er i vildrede over denne bog. Ingen tvivl om at Prolog ikke er en god bog. Der er intet godt at komme efter på dens sider. Det er tværtimod en ond bog. Tilmed er den så ondskabsfuldt godt skrevet, at jeg håber, mange vil være modige nok til at læse den alligevel. Det er en historie fortalt i et kvalmende, levende og særegent sprog, der sætter sig i kroppen og ikke er sådan at ryste af sig igen.
Ubehageligt kropslig
Christel Wiinblad viser os med Prolog en verden ingen burde kende til, og det er en ligeså ubehagelig læseoplevelse som forventet
af Christian Skov Nørgaard
I Christel Wiinblads første roman følger vi en pige fra fireårs alderen og frem til hendes tyvere, en periode der ikke præges af meget andet end misbrug, misbrug i mange former, men mest af alt seksuelt. Faderen er synderen, for ikke at sige djævlen selv. Der er styr på formerne i parcelhuset, i weekenderne bruger faderen timer i køkkenet for at fremtrylle finere franske madretter, men i det øjeblik moderen kommer hjem, tolker manden i Armani-sættet alt som en passiv-aggressiv fornærmelse (på en udpræget passiv-aggressiv manér), og der går ikke lang tid, før alle former falder fuldstændigt til jorden og fordrukne skænderier går over gevind.
Denne djævelske Armani-krop er den samme, som i ly af konens fritidssysler ude i byen, sniger sig op på datterens værelse, og i en variant af den klassiske utroskabs-afsløring, afsløres af konen, som så absolut ikke skulle være kommet hjem allerede (!) Mens han er i gang med at begå en forbrydelse, som så absolut ikke kan tilgives af nogen nogensinde.
Ikke bare en forbrydelse, en decideret synd, selv i vores sekulære samfund, en handling, som er så gennemgående uforståelig og ubehagelig, at selv nærværende anmelder har svært ved at finde de rette ord og formuleringer, for børnemishandling er for alvorligt et emne til højstemte metaforer og snu ordspil.
Christel Wiinblad er selv klar over dette, og har valgt at skrive Prolog i et sprog, der er så unaturligt og opstillet at den ubehagelige oplevelse rent faktisk forstærkes. Wiinblad er bedst kendt som lyriker, og hendes sprog svinger og synger og snor sig også på en måde, lyrikere sjældent formår at oversætte til romanprosa, men Wiinblad har gjort det. Ikke mindst hendes måde at objektificere alt og alle, alle romanens personer er ikke reflekterende subjekter, men blot kroppe, ja, kroppe, for groft sagt har romanen ikke et egentligt persongalleri.
Hovedpersonen er egentlig ikke en (i begyndelsen) fire-årig pige, men »kroppen af den fire-årige«. Når selv familiens hund omtales som krop, løftes man over denne historie, som var det et dukkehus, hvilken kun bliver mere ubehageligt, når misbruget finder sted i dette dukkehus, og man ville ønske man kunne blande sig. Man frustreres over alle disse skridt på vejen, som man kunne forhindre, hvis bare papiret tillod at man råbte til kroppen af den nu 12-, 14 eller 16-årige, men nej. Dukkefører Wiinblad insisterer på vi udsættes for dette, og at vi lider gennem det.
Svajende i vinden
Denne måde at skrive sine personer på, åbner for en diskussion om bevidste valg, om kausalitet og determinisme. For vi er jo vant til en dualisme, hvor sjælen træffer de intellektuelle, overvejede valg, og kroppen så står for at udføre handlingerne, og når så den sataniske far jo egentlig kun er kroppen af faderen, kan man så stille den til ansvar?
Der er ingen tvivl om, at intet kan undskylde børnemisbrug, men hvad nu med kroppen? Kan man tillade sig at sammenligne Wiinblads kroppe med træer, der blot svajer i vinden, uden at kende forskel på godt og ondt, uden at vide hvad de gør, og hvorfor de gør det? For det forklarer meget godt den umiddelbare apati og mangel på erkendelse og forandringsvillighed man mærker hos figurerne – eller kroppene.
På ét punkt halter romanen dog gevaldigt, og det er her man for alvor mærker, at Wiinblad måske mest af alt er lyriker – dialogen. Dialogen virker kunstig, opstillet og aldrig engagerende. I forhold til det beskrivende sprog, som jo heldigvis fylder mest i romanen, føles det ikke som noget, der er en egentlig del af Wiinblads projekt – det virker nærmest som om dialogen skulle klemmes ind, for ellers var der ikke nogen roman. Så måske havde romanen været bedre uden? Det er nu alligevel ikke til at sige.
Det er et meget modigt træk som romanforfatter at forsøge at trække læseren gennem nærved 200 siders voldsomt ubehag, og jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg til tider kun fortsatte min færd gennem denne helvedes opvækst, fordi jeg i sidste ende skulle skrive nærværende anmeldelse. Og i den anledning skal det også nævnes, at jeg nu er glad for at jeg gjorde det. Igen er det med ordvalget problematisk, for jeg nød i ordets egentlig forstand ikke fortællingen. Hvordan skal jeg så formulere en positiv anmeldelse? Det må vel egentlig handle om, at romanen vel gør det, Wiinblad vil med den; den forarger og forulemper nærmest læseren. Form følger indhold, sproget er ligeså ubehageligt som handlingen, og så er der jo dem der vil påstå, at en kunstner ikke kan opnå mere. Det kan diskuteres. Det samme kan Prolog, men vi er uden tvivl en del, der er positivt stemt.
Incest-ærgrelse i silkepapir
Jeg havde virkelig glædet mig til at læse Prolog, Christel Wiinblads dugfriske romanudgivelse. For hun varslede en tiltrængt, ny vinkel på det hadomspundne incesttema
af Bernadette Alster
Det lød jo både sympatisk og vedkommende, tænkte jeg, og gik trøsterigt i gang. Nu, efter endt læsning, er jeg egentlig bare skuffet.
Bogens handling følger en unavngiven piges mildest talt voldsomme opvækst. Den begynder, da hun er fire, og vi forlader hende midt i tyverne. Allerede ved bogens start nikker hun rutineret, når faderen forførerisk hvisker: »Tror du ikke, det bliver dejligt?« Voldtægtsscenen i bogens andet kapitel er undtagelsesvist virtuos, da den formår at forene en temmelig voldsom beskrivelse med noget meget poetisk – og i forbindelse med udgivelsen udtalte Wiinblad da også i Skønlitteratur på P1, at hun ikke havde kunnet beskrive en fars krænkelse af sit eget barn uden poesien som beskyttende lag. Poesien som eksistentielt silkepapir.
Det gælder i øvrigt også på handlingens niveau, hvor den poetiske fantasi bliver en flugtvej, eller måske snarere den eneste ramme inden for hvilken, pigen kan kapere begivenhederne: »Her er så nemt, helt kvidrende friskt og stille, og dér en grævling, der smutter ned i en hule, der nu forvandler sig til et stort sort hul, der hypnotisk pulserer i takt med de hårde, aggressive, kærligt voldsomme stød.«
Mennesket, der forsvandt
Men netop umuligheden af ukomplicerede beskrivelser bliver i de fleste andre tilfælde en hæmsko for udtrykket. Fra allerførste side møder vi kun personerne som kroppe (ofte den), ikke mennesker, subjekter, sjæle. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt: Pigen rives ned i kroppen af faderens krænkelser. Hun tvinges til at forholde sig til sin fysiske eksistens på en helt anden måde end andre børn. Kroppen overbetones, og de fleste beskrivelser følger hendes fysiske reaktioner på den evige angst eller det flygtige velbehag ved de rituelle, franske måltider, faderen insisterer på som den symbolske opretholdelse af familiefacaden.
Problemet er bare, at jeg aldrig føler, jeg når at lære den at kende. Fra hvad Christel Wiinblad sagde i Skønlitteratur på P1, skulle bogen handle om, at et incestoffer netop ikke er en identitet. Jeg går ud fra, at det også er derfor, bogen hedder Prolog. Det er så at sige ikke hovedpersonens liv, der er tale om, men forspillet til det. Jeg synes bare aldrig, denne mishandlede krop træder ud over identiteten incestoffer eller antyder, at hun vil/kan gøre det.
Alt hvad hun gør i bogen er direkte fremprovokeret af hendes skæbne: fra mad- og alkoholmisbrug, til da hun begynder at mishandle sin hund. Hun fremstår i mine øjne som en effekt, ikke et menneske, jeg kan identificere mig med. Christel Wiinblads udmelding gav mig virkelig en forventning om en ny vinkel på incest. I stedet bliver det den samme klichéfyldte fornedrelse – tilsat et sprog, der forhindrer mig i at føle med eller forstå personerne som mennesker.
Denne bog burde være skrevet i datid?
Det forvirrer mig i den sammenhæng også, hvem der egentlig er den talende. Synsviklen er lagt på pigen, som ofte er strategisk placeret mere eller mindre frivilligt lyttende ved en dør på klem, og fortællingen er skrevet i nutid. Derfor kommer det uvægerligt til at føles som om, den fireårige beretter om den underkuede mors stemme som: »[...] et par lidt for stramme bukser [...] omhyggeligt konstrueret af et tilpas behageligt, ikke for gennemskueligt behagesygt tonefald.«
Jeg sidder tilbage som et stort spørgsmålstegn, for hvis oplevelse er det, der formidles? En fireårigs? Nej, vel? Den voksne kvinde, der ser tilbage? Hvorfor så medsyn? En udenforstående flue, der følger pigen med sin poetiske stemme? I så fald falder den poetiske oplevelse som flugtvej sammen for mig som læser. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad Wiinblad vil med det.
Når det så er sagt, er der også fine passager i bogen. Især da pigen bliver så gammel, at misforholdet mellem medsyn og fortællerstemme ikke virker så mærkeligt, er bogens passager fyldt med gode beskrivelser af den evige angst, knuden i maven, den hektiske jagt efter et øjebliks lindring i form af et surt cigaretskod eller den bittersøde satire over socialrådgivere og psykologer, der naivt hopper på faderens snildt konstruerede facader, hvorimod moderens forvirrede reaktioner overbeviser dem om, at hun ikke duer som forsørger. Det er ikke banebrydende, men velfungerende.
I bogens allersidste del skal det lige til at blive rigtig interessant, da der åbnes for en behandling af faderens mærkelige kærlighedsondskab, der til sidst, da hovedpersonen forsøger at konfrontere ham med fortiden, får lukket munden på hende med et kærlighedsbrev: »Og jeg har altid elsket dig. Alt, jeg har gjort har været af kærlighed.«
Desværre kan man kun lige nå at tænke, at nu bliver det da virkelig spændende, før bogen slutter og døren til ikke-klichéen smækkes eftertrykkeligt i for næsen af læseren. Sikke en incest-ærgrelse.
Den nødvendige distanse
Når noe er så vondt og vanskelig som incest kan det være lurt å ta i bruk en språklig distanse, slik som Christel Wiinblad gjør i sin nyeste roman Prolog
av Anna Fløystrand
Det er få temaer tilbake som stadig er tabubelagt, men det finnes temaer som er sårbare og som krever finfølthet. Christel Wiinblad har tidligere vist at hun ikke går av veien for å behandle tyngre emner, som hun gjorde med brorens psykiske lidelse i Min lillebror. Da jeg på omslaget til hennes siste bok, så hva hun skulle begi seg ut på, så tenkte jeg 'oi, det er modig'. For det er litt av noen fallgruver man kan gå i når man tematiserer incest – det kan bli for brutalt, for overflatisk eller for fjernt. Ved å lage en språklig distanse unngår Wiinblad i stor grad dette. Denne distansen kommer ved at hun konsekvent bruker begrepet »krop«, når hun skriver. Dette er ikke en historie om stakkars lille Lise, lille Eva eller naboens datter, det er kroppen som gjennomgår disse overgrepene:
»Kroppen er en stiv pind, men alligevel formår den nysgerrigt og ubegribeligt villig at kringle sig rundt og lystre kommandoerne fra den store svævende masse af dannet og sofistikeret, alfaderlig, men altfor fremmed far, der omsorgsfuldt dominerende fortæller pigekroppen, hvad den skal gøre.«
Man kunne kanskje tro det er lettere å lese om en kropp, siden det ikke er en person å relatere seg til, og føle sympati eller antipati for. Kun en har fått et navn, og det er mannen fra barnevernet, Otto. I Prolog er denne utelatelsen av å navngi og personifisere hovedkarakterene med på å sette fokus på de menneskelige handlingene, og på kroppens reaksjoner. Den lille kroppen blir misbrukt av sin far, den store kroppen – men det er mer nyansert enn det.
Wiinblad viser også en slags gjensidig kjærlighet, så forskrudd og grusom som den enn er. Far(kroppen) sier at han er mest glad i henne, og hun gjør sitt for å holde kroppen barnlig så lenge som mulig, for hans skyld. Og alt dette skjer i et skakkjørt hjem, der far tyranniserer mor, og etterhvert også sin nye kone og deres nye datter – »heller ikke på denne krop viser der sig særligt synlige spor«. Og i hjemmene den lille kroppen lever i er det i all sin skakkjørthet et behov for å opprettholde en fasade.
Kapitlene i boken er korte og har fått navn som ’Den lyserøde gymnastikpose’, ’Æbletærten’ og ’Silkeskjorten’ – alle har de positive konnotasjoner, men det varer ikke lenge. For kapitlene viser handlinger som på ingen måter tilsvarer de idylliske ordene. Disse rosenrøde kapittelnavnene er heller med på å tydeliggjøre det uskyldig barnlige, og dermed også det vonde og det gale som denne romanen tematiserer:
»Det røde kostyme af ellers forbudt strikkjole af mormor, sidder piget på kroppen og viser henne frem, som var hun et riktig barn.«
Sterke bilder
Romanen er kronologisk oppbygget, vi følger den lille kroppen fra den er så altfor liten til den ikke lengre er så liten. Dette er gjort ved at jentas alder blir presisert; »den fireårige krop«, »den attenårige nakke«. Og de store motsetningene mellom far-datter, voksen-barn, stor-liten kommer frem gjennom Wiinblads språk: »Hurtigt finder hans store poter håndfæstet på hver sin side af de lyse, barnligt filtrede nærmest vegtløse strå.«
På et tidspunkt i teksten er ordbildene så sterke at jeg ble riktig kvalm av å lese det, jeg var også usikker på om jeg ville lese resten, om jeg orket å lese resten. Men likevel følte jeg at jeg måtte bite tennene sammen, og gjennomføre. Jeg kan ikke gjøre som så mange før meg, og som også skjer i Prolog, nemlig lukke øynene for incest. Eller som morkroppen gjør, nemlig å vende funnet av mannens overgrep mot deres datter, til et personlig angrep: »Det kan du da ikke gøre i mod mig!!«
Mor forsøker også videre å få slutt på overgrepene, og barnevernet kommer som sagt inn i fortellingen, på en måte som jeg følte ble i overkant karikert, men som nok også dessverre er ganske treffende i mange tilfeller.
Hele tiden mens jeg satt og leste hadde jeg et lite håp om at alt skulle bli bra til slutt, og at jenta, den lille kroppen, skulle få det fint igjen. Det var nok en blanding av det lille, fånyttige håpet, og en tanke om at forfatteren kanskje ville være tøff og skape en uortodoks vending, som gjorde at jeg ble litt skuffet over bokens siste del. Der møter man i stor grad den stereotype offersituasjonen, som Wiinblad har arbeidet utenom i de foregående kapitlene. Men igjen, kanskje er den stereotype, også det eneste mulige utfallet i en slik situasjon.
En hud slår revner
I Christel Wiinblads Prolog er en lille pigekrop fanget i sin egen puppes fængsel med sansernes flossede følehorn som eneste redskab. Wiinblad viser os tillidsbruddets natur
af Barbara Bohr
Jeg har en anmeldelse at skrive og en søster, som pludselig skal føde. Alle vegne på Rigshospitalets fødegang, i kuvøserne og på armene af voksne mennesker, titter små rynkede væsner frem. Mit nye familiemedlem ligger rullet ind i et lille tæppe, som en larve i sit hylster, og mærker undersøgende på sit eget ansigt, på tæppet, på sit forunderlige sorte hår. Engang imellem spjætter den lille larve med benene, og vi bliver enige om, at det betyder sult. En dag skal dette lille menneske gøre sig fri af sin puppe, rejse sig op og begive sig ud i livet.
I min lomme på min frakke befinder der sig endnu en larve, nærmere bestemt på omslaget af Christel Wiinblads nye roman Prolog udgivet på Forlaget Gyldendal. I romanen følger vi, i 19 korte kapitler, en ung pige, og hendes kamp for at trænge ud af barndommens puppetilstand. Men den lille pige er lige så udsat og sårbar som omslagets larve. Faderen har, siden hun var ganske lille, udsat hende for seksuelle overgreb, og det er svært at bryde ud af denne altdominerende faderfigurs skygge: »Blodet spurter rundt, men musklerne spjætter ikke. I stedet lader de hende blive liggende i den fint beklædte puppe af krop, halvdød af al den skam det er at opføre sig som et barn og ikke som den alt for vidende voksne, der for længst har givet efter og kun tilhører ham.«
I sin forvirring og ensomhed bliver hun, som teenager, ved med at puppe-gemme sig i en fremmedgjort krop: »Kroppen klemmes på plads, og hjernen slapper lidt mere af ved tanken om nu i femogfyrre minutter måske at få lov til at glemme den uformelige bunke, kroppen nu er, og som hun sammen med alt rodet og angsten flyder rundt i.« Fortællingens karakterer er alle navnløse pupper af kroppe. Hovedpersonen omtales blot som »pigekroppen« og lillesøsteren som »kroppen af lillesøster«. Fra den lille piges puppe-perspektiv ses en verden befolket af kroppe af tomme skaller, hvor bevidstheden for længst er sendt på flugt i ønsket om glemsel.
Tillidsbruddets slimede spor
Wiinblad viser os tillidsbruddets smertefulde virkelighed, og gør det på smukkeste vis ved hjælp af et særligt, forskudt sprog. Wiinblads skrivemåde sætter sig i kroppen, og Prolog gør på en særlig måde denne læser opmærksom på, hvor stor en tillid det kræver at læse en bog. Med et på én gang poetisk og uroligt sprog og med snublende adjektiviseringer som »pludselig skramler det nøglet rundt ude på låsen«, skubber Wiinblad mig ud på usikker grund. Sanserne aktiveres. Jeg er på vagt, og jeg strækker prøvende følehornene frem. De lange sætninger stritter, og jeg må tilbage og læse en sætning igen og igen. Stille og roligt krabber hver af disse sætninger sig ind i min krop og efterlader et slimet spor, som til sidst tvinger mig til at rykke videre. Fremad. I et på én gang klumpet og legende sprog udstilles al den tillid, jeg som læser har lagt i hænderne på teksten - den samme tillid som barnet viser sin far. Teksten skal guide mig, den skal bygge videre på mit system, den skal elske mig. Prolog formår på fornem vis at udstille det tillidsbrud, som er så fatalt for fortællingens hovedperson. Samtidig skaber sproget en rytme, som i kraft af gentagelsen efterhånden lukker mig ind i verden, som den tager sig ud for den lille forpuppede pige. For at afkode verden må hovedpersonen, ligesom læseren, være på vagt. Intet kan overlades til tilfældighederne, og den lille pige følger allerede fra første kapitel minutiøst med i alle bevægelser og lyde: »Kroppen står stiv, den venter.«
Wiinblad skaber en åbning ind til det kaos, som seksuelt misbrug medfører. Det er lykkedes at skabe et helt nyt billede af det misbrugte barn, som hverken bliver et stereotypisk offerbillede eller den enkeltes tilfælde. Derimod beskrives de særlige mekanismer som undertrykker det misbrugte menneske, og den kærlighed, som også er en del af et misbrugsforhold. Hvor moderen blot er beskrevet som en klynkende og svag person, så er faderen både den frygtede og den elskede. I en konstant vekselvirkning mellem det naturlige og det uvirkelige bliver det muligt at forstå, hvor svært det er for hovedpersonen at få sin barndom til at passe sammen med et voksent liv ude blandt andre mennesker. I Wiinblads fortælling er den lille larve ikke blevet til en sommerfugl, men kryber stadig videre med følehornene som eneste redskab til at forstå verden. Indholdet er ikke nyt inden for litteraturhistorien, men udtrykket skaber et helt nyt og nådesløst møde. Hvor andre romaner om emnet ofte vælger en moraliserende tone, der lader Prolog de ærlige sanseindtryk tale for sig selv. Wiinblad giver os barnets sprog.
Kropper er kropper verst
Prolog er Christel Wiinblads usentimentale skildring av incest og overgrep sett fra en barne- og kvinnekropp i forråtnelse
av Ingri Løkholm Ramberg
Romanen følger en pikekropp som blir seksuelt misbrukt av sin egen far fra fireårsalderen og tjue år frem i tid. Det er denne kroppen som er romanens hovedkomponent, og leseren holdes hele veien engasjert i nærstudiet av hvordan den unge kroppen vokser til og råtner i omgivelsene sine.
Innblikkene leseren får i den perverse maktdynamikken i en syk familie er glimtvise, i nitten korte kapitler og ofte strukturert rundt mat, sex og klær – det vi beskjeftiger og omslutter kroppene våre med: ‘Hummer’, ‘Ballerinakjolen’, ‘Håndvasken’. At innblikkene er så knappe, gir leseren en følelse av å spionere på kroppene som utspiller handlingen mellom seg, og at selve historien er skjørt materiale som må behandles med den største forsiktighet. Selv om Wiinblad ikke sparer på kruttet når hun detaljert og brutalt beskriver jeg-personens situasjon, er fortellerstilen knapp og konsentrert, noe som redder Prolog fra å bli en sentimental tristesse.
Invasjon og interaksjon
Romanens mest gjennomgående trekk er at menneskene skildres som kropper sinnet har begrenset eller ingen kontroll over. Det er mulig at først når hovedpersonen ikke føler eierskap over sin egen kropp, er det mulig å skildre hvordan den kan invaderes på verst tenkelige måte. Denne måten å fortelle på fungerer i alle fall, for det er gjennomført, og gjelder ikke bare menneskene; alt som skildres i romanen er fortalt med en slags klinisk tilnærming som hele tiden er kjølig og observerende uten å bli så passiv at leseren ikke lenger holdes engasjert.
Prolog er på sitt sterkeste i disse skildringene av kroppene i interaksjon med hverandre og seg selv, og hvordan enhver fysisk handling jeg-personen foretar seg, alt fra sex til å snu på hodet later til å finne sted uten at hovedkroppen har et aktivt forhold til det som foregår. Det maktesløse språket er Prologs mest vellykkede virkemiddel.
Mindre nyanserte voksenkropper
I passasjene preget av dialog og de voksne kroppenes tilstedeværelse er jeg dessverre langt mindre fengslet, og kan ikke si meg annet enn grenseløst lei av klisjeen om den onde, men undertrykte stemor som heller lar stebarnet gå for lut og kaldt vann enn å konfrontere ektefellen sin. Det blir vanskeligere å holde beretningen usentimental i disse kapitlene, og man blir minnet om at det man leser på ingen måte er ferskt materiale.
Denne tanken streifer meg imidlertid ikke i resten av romanen, når pikekroppen betrakter sitt eget liv (som fra utsiden) og kroppene som omslutter og preger situasjonen hennes, som oftest til det verre.
Selv om samtaler og konfrontasjoner med de voksne og de voksne innimellom trekker historien ned, er et av Prologs mest fremtredende trekk mangel på fellesskap og forening mellom kvinner som deler lignende skjebner, både ektefellene til farkroppen og søstrene som utsettes for det samme. De ender med å kjempe mot hverandre der de burde stått sammen, og selv om heller ikke dette er noe banebrytende trekk, blir det nok en velfungerende komponent i historien.
Selv om Wiinblad skisserer omgivelsene akkurat så unyansert som et barn må oppleve dem, blir de voksne kroppene ofte for karikerte til at jeg kjøper deres motiver og prosjekter.
Oppkast versus tilgivelse
Etter et famlete og noe feilslått forsøk på forsoning mellom de to søstre som begge har vært utsatt for overgrep, avsluttes romanen med at hovedpersonens kropp kneler foran en doskål og vrenger innholdet i seg. Det er alt annet enn behagelig lesing, men det er merkelig passende som avslutning, og gir leseren en umiskjennelig følelse av forløsning etter å ha lest om en kropp som invaderes i alle tenkelige betydninger av ordet. En stund frykter jeg at romanen skal begynne å messe om tilgivelse, men det er heldigvis bare en av kroppene i historien som gjør det; det fungerer langt bedre å avslutte romanen med oppkast og avløp enn oppvåkning og tilgivelse.
Det blir snakket om at Christel Wiinblad med Prolog vil gi en stemme til tause. Det har hun gjort, men det er ikke bare i kraft av det at romanen er å regne som et vellykket prosjekt. Verket vil være nedslående lesing også for en leser uten nærgående erfaring med det romanen tar for seg, og vokser ut av skjønnlitterær nærstudie-båsen. Den balanserer med andre ord helt fint som roman på egen hånd, uten den ikke-kunstneriske agendaen den muligvis opererer sammen med.
Om bokens tittel viser til en begynnelse på hovedkroppens videre liv, ser jeg ikke videre optimistisk på det; da håper jeg heller den viser til Wiinblads forfatterskap, hvor vi helt sikkert har flere stødige romaner i vente.
Kroppen er fanget i en umenneskelig puppe
Christel Wiinblads debutroman Prolog er på én gang en lidelse og en fryd. Vi følger en pige og hendes forhold til sin far gennem omkring 20 år. Et forhold der er så destruktivt, at pigen er fanget i sin egen krop uden udsigt til at slippe ud
af Johanne Burgwald
Prolog er en bog, der har rørt mig på et meget personligt niveau. Derfor vil jeg tage dig med gennem min læsning af bogen, for kun sådan kan jeg beskrive min vurdering af den.
Da jeg så bogen første gang, fortalte forsiden ikke noget om den rædsel, som bogens sider ville byde på. Den lille sommerfugl over titel og forfatternavn giver snarere et indtryk af fredfyldthed. Men den følelse bliver hurtigt visket væk af bagsideteksten, som fortæller, at Prolog handler om incest. Under bagsideteksten er der en lille tegning af en sommerfuglelarve. Kroppen der bliver fanget i en puppe for senere at folde sig ud som en prægtig og farverig sommerfugl. Et billede på, hvordan romanens hovedperson selv er fanget i en krop, der ikke kan opfylde sin sande bestemmelse. Men pigen får aldrig lov til at folde sig ud som en sommerfugl.
En piget verden på afstand
Emnets alvor medvirkede til, at det var meget svært for mig at komme i gang med at læse bogen. Den første dag læste jeg første kapitel, og kiggede de andre kapitlers navne igennem. Som med sommerfuglen på forsiden medvirker kapitelnavnene til en atmosfære af piget lykke. Ét kapitel hedder ’Den lyserøde gymnastiktaske’, et andet hedder ’Den røde strikkjole’. Der går flere dage, før jeg tager mig sammen til at læse videre end det første kapitel, og her går det op for mig, at kapitlernes navne fortæller om forhold, der er med til at opretholde kroppens tilfangetagethed: »Det røde kostume af ellers forbudt strikkjole af mormor, sidder piget på kroppen og viser hende frem, som var hun et rigtigt barn.«
Gennem tingsliggørelsen af sin egen krop og de omgivelser den befinder sig i, flygter pigen fra den virkelighed, der er tvunget ned over hende. Hun bliver misbrugt af sin far.
Mit næste forsøg med bogen er i toget hjem til mine forældre på efterårsferie. Turen tager tre timer, men jeg får kun læst tyve sider. Det virker mere tiltalende at lukke øjnene og lytte til musik i min iPod end det gør at føle rædslen fra pigens liv under huden. Christel Wiinblads skildring af begivenhederne er skabt på en måde, så man føler denne piges fremmedhed over for både misbruget og sig selv. Hun hader sin far, men vil alligevel gerne elskes af ham. Og hun elsker sin mor, men kan ikke finde ud af at være sammen med hende, fordi faderen bliver ved med at fortælle, hvor sindssyg hun er. Samtidig er den af kommunen sendte psykolog ikke til nogen hjælp, da denne ligesom næsten alle andre mennesker, bliver forført af faderens charme. Sproget er lige så afstandstagende, som pigen er afstandtagende over for sig selv. Derved får læseren en anden dimension af fortvivlelsen, der gør gengivelsen af pigens oplevelser endnu mere ubærlig, men samtidig også fantastisk godt gengivet.
Beskrivelser så der ingen misforståelser er
Jeg får først rigtigt hul på bogen, da jeg er kommet hjem til mine forældre. Jeg tror det er trygheden ved at have dem i nærheden, mens jeg bevæger mig gennem siderne af pigens liv, der gør, at jeg kan holde ud at læse videre. Og jeg bliver fanget. Jeg kommer til at holde af pigen på trods af hendes vredes- og voldsudbrud, der får mennesker omkring hende til at tage afstand. For jeg forstå hendes fængsel – Christel Wiinblad har malet det for mig på en måde, så der ingen misforståelser er. Og jeg håber. Jeg håber, at pigen på trods af, at alle odds er imod hende, formår at tage afstand fra sin far og får det liv, hun fortjener. Men håbet bliver gjort til skamme. Og det er Prologs mest betydelige styrke. Sideløbende med pigens historie bliver historien om hendes halvlillesøster fortalt. Hun kæmper også med det destruktive forhold til sine forældre, men formår at få et ordentligt liv, selvom hun må en tur forbi den psykiatriske afdeling på hospitalet.
Herigennem forstærkes det fortvivlende i pigens liv, der ikke ender lige så lykkeligt. Hvis bogen var endt i rosenrød forløsning, havde den ikke efterladt et så kraftigt indtryk, som den gør. Teksten er grusom, men fangende, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at den aldrig må gentages. Enhver der kan komme igennem romanen vil efterfølgende være opmærksom på de konsekvenser, som misbrug kan få for et barn. Og vil sandsynligvis gøre alt for at forhindre, at det sker for nogen anden.
Læs Prolog og bliv bevæget. Und dig selv at føle rædslen og lad den lede tankerne, når den sidste side i bogen er vendt. For selvom det er ubehagelig læsning, er det vigtig læsning. Og jeg er blevet klogere på, hvor skrøbelig et menneske er. Og ingen fortjener at være fange i sin egen krop.
Incestuøst smertesprog
Christel Wiinblad river læseren i øjnene og sindet, med sin Stream of Unpleasantness-roman
af Adam G. M. Kalkrup
Prolog er, som titlen antyder, en bog der ikke rykker sig fra sit udgangspunkt. Man kunne også sige; begyndelsen er enden. For når romanens hovedperson som helt lille pige bliver voldtaget af sin far, må læserens begær efter fremdrift, eller efter alt andet end dysterhed, afvises. Det dystre er der så til gengæld i overflod. Poetisk vammelhed, afsky, kropslig ødelæggelse, uden mulighed for at trække vejret eller at håbe på nogen form for lys.
For hovedpersonen er allerede ødelagt, da læseren lukkes ind i historien, og hvis der er nogen udvikling, går den kun mod mere ødelæggelse. Sproget er også fastholdt i incesttraumets påtvungne virkelighedseskapisme, fra første til sidste kapitel. De forskellige scener, der udgør bogens kapitler, er holdt i en poetiserende, omskrivende, og til dels distanceret tone, der viser den voldtagne piges afvisning af sin egen krop. Kroppen er her i bogstaveligste forstand taget fra den uskyldige, forsvarsløse pige.
Det traumatiserede ses også ved, at sindstilstande og følelser ikke analyseres, der er ikke overskud til analyse, hvis man skal kæmpe bare for at stå på benene. Stilen er tydelig, og måske mest forståelig, på en mærkværdig og ubehagelig måde, i beskrivelsen af selve farens voldtægter: »Nu gør det ondt over det hele. Allermest svider det dér, hvor hinden er fugtig og rød og hævet, det sted, der heller ikke om dagen er til at holde ud bare at berøre med toiletpapir efter at have tisset.« Knugende ubehageligt.
I det hele taget er de mest kradse, og de bedste, dele af bogen, dem der har pigen og faren i samme rum. »Han troner, tre trin tættere på det høje. Nøje trækkes sekunderne ud, inden den sirligt doserede stemme med det kolde, kærlige tonefald begynder: ’Du skal ikke røre ved det dér. Bare lad hende ligge. Kom ind igen. Kom, begge to, I skal ikke stå herude i kulden.’« Denne truende, rolige og uovervindelige farskikkelse, udgør kontrapunktet til pigens fuldstændigt udslettede liv. Tanken om det liv, han får lov at leve, gør det så meget desto mere brutalt at se pigekroppen, der er ude af stand til at slippe sin brugthed. Barndom, ungdom, voksenliv – kort sagt liv – er blevet pigen nægtet. I så høj grad, at hun når hun ikke misbruges, mishandler sig selv.
Skal jeg også misbruges?
Jeg har et problem med Prolog. Jeg føler mig afvist af bogen. Afvist og en lille smule misbrugt. Jeg får ikke noget at gribe følelsesmæssigt fat i, eller noget at trøste mig ved, midt i det trøstesløse. Det er det, som får mig til at kalde stilen Stream of Unpleasantness, og det er det, der gør, at jeg ikke lever med historien, jeg dør med den. Jeg prøver at forstå, at dette måske er den eneste måde at skrive om incest på, hvis det ikke skal blive til noget forbandet føleri. Men hvert eneste tableau har samme tyngde, samme incestsmerteinficerede ubehag. Dette kunne virke som en forstærkende effekt, en tyfon af håbløshed, men desværre føler jeg en helt modsat virkning. Der sætter sig en mathed i mit hoved, og jeg håber det snart er slut, det tekstuelle overgreb.
Jeg kræver selvfølgelig ikke happy endings og afsluttende kram, med lykkelige smil på alle læber. Jeg kræver ikke faren straffet (på nær at det er lige præcis det jeg gør), eller at pigen kan blive helet. Men når der ikke er en stribe af lys, kun det ene blege, mavevendende billede efter det andet, resulterer det i en ubehagelighedsoverload, der sløver min medfølelse og harme, over at opleve det frygteligste af det frygtelige. Er det den bedste måde at sætte fokus på tabuet incest; at fastholde præsentationen af incestvoldtægten og dens følger i et traumatiseret sprog? Selv hvis det er tilfældet, må jeg sige, at jeg bliver efterladt ret kold i min stol.
På grund af den umiddelbart store oprigtighed der skinner igennem, bogen, er jeg ked af at sige, at jeg får lidt samme oplevelse som jeg får af en slasherfilm, hvor synet af den tredivte myrdede teenager ikke betyder noget længere. Det er mit problem med Prolog. Jeg bliver ikke budt andet, end tanken om, at der foregår forfærdeligheder hver eneste dag, en viden jeg allerede var i besiddelse af, inden jeg satte mig ned for at læse, nærmest inden jeg kunne læse.
Så hvad skal jeg gøre? Kræve at noget bliver ændret og uhyrlighederne stopper? Jeg ville så gerne, men jeg er magtesløs, i den forbindelse lige så magtesløs som et incestoffer. Måske er det pointen med det hele. Se, hvordan det er at blive misbrugt, synes Christel Wiinblad at sige. Det er ikke rart, det kan jeg godt se, vil jeg så svare. Men tak alligevel, for de passager hvor sproget bestemt lever, mens læseren her dør lidt.
At (be)skrive det ubeskrivelige
Christel Wiinblads Prolog handler om en pige, der bliver seksuelt misbrugt af sin far. Med stor indsigt formår Wiinblad at give stemme til de mange incestofre, hvis historie aldrig bliver fortalt
af Nina de la Fuente Nørregaard
Christel Wiinblad har udgivet to digtsamlinger, der begge har modtaget stor kritikerros. Nu udkommer hendes første roman, Prolog, der i visse passager er direkte kvalmende. Den er dog bevægende og på mærkværdigvis smuk trods det grimme emne incest.
De seneste par år har sager om incest fyldt en del i de danske medier. Det er nærmest unødvendigt at sige, at seksuelt misbrug af børn er noget af det mest frygtelige og ulækre, vi kan forestille os. I et interview i Skønlitteratur på P1 udtaler Christel Wiinblad, at hun fulgte de velkendte sager ’Tønder-sagen’ og sagen om ’Brønderslevbørnene’ i medierne og blev meget påvirket af dem.
Hun gik i gang med at undersøge emnet, og fandt ud af, at man mener, at op imod hver 10. barn i Danmark oplever et seksuelt overgreb. I radioen udtalte Wiinblad:
»Jeg interesserer mig for, hvor forskellige sagerne er, og at det er noget, der foregår i den gade, hvor vi bor, i det private rum, og at det kun er de dramatiske sager, der når pressen.«
Romanen foregår i et almindeligt parcelhuskvarter i en middelklassefamilie, hvor intet er, som det burde være.
Vredens sprog
En række scener eller tableauer stilles op for læseren. De er medieret igennem datterens bevidsthed, uden hun er den egentlige fortæller. Fortællestilen er præget af en bevidsthedsstrøm, hvor hovedpersonens sanseindtryk er det bærende element. Sproget er ikke som noget, jeg har læst før. Man kan sige, at Wiinblad for at kunne tale om det grufulde emne, har måtte finde en ny form for sprog, der har gjort det muligt at (be)skrive det ubeskrivelige. Bogen er skrevet i en fragmentarisk stil, hvor delene bliver løsrevet fra helheden. Personerne er reduceret til kroppe med lemmer, munde og maver: »Munden vil skrige, og hænderne får lyst til at slå, men klasker i stedet højlydt skabsdøren i. Kroppen raser forbi den stivnede krop af mor, der kun omkring munden begynder at dirre.«
Personerne har ingen navne, men omtales i stedet som »pigekroppen«, »lillesøsterkroppen« og »farkroppen«.
Når overgrebene finder sted, frigør hovedpersonen sig fra sin krop: »Sengen knager, og så forlader hun endelig kroppen nok til at hun ikke kan mærke så meget.«
Hvad der er en overlevelsesstrategi for offeret forplanter sig til det sproglige plan, hvor alt fragmenteres og rives fra hinanden. Hovedpersonens følelser af vrede og stress, der er overgrebenes konsekvens, bliver afspejlet i sproget, der nærmest skriger til læseren. Wiinblad formår at skildre incestofferets sindstilstand, så man som læser indlever sig i den frustration og vrede, som overgrebene afføder.
Romanens sprog er ydermere nyskabende i sin billeddannelse: »I stuen pulserer fjernsynets døde søvngængerlys. En blåhvid zombierytme oplyser rudernes kupler og skubber uden takt til det dunkle mørke. Alle vinduer er åbne, gardinerne hænger vidt adskilt og presset sammen fra hver deres side af de lange stænger, men ingen, der kunne gå forbi udenfor, ville se, hvad det er, der foregår i stuen.«
Den sproglige originalitet er til at tage og føle på. Passagen fremkalder kuldegysninger og vækker foruroligende forudanelser hos læseren.
I Prolog er hjem ikke et trygt sted og familie ikke nogen, der passer på én. Moren og faren bliver skilt, og hovedpersonen bor på krisecenter med sin mor i en periode. Faren får en ny kone, og endnu en datter, som ligeledes udsættes for misbrug. Forældrene slås om forældremyndigheden. Moren har anmeldt faderens overgreb til de sociale myndigheder, men anklagerne afvises af en psykolog, der narres af farens iscenesættelse af et idyllisk hjem.
I bogens slutning berøres de konsekvenser, overgrebene kan få i voksenlivet. En historie, der bliver fulgt op på i fortsættelsen til Prolog, som forfatteren allerede har skrevet, men som endnu ikke er udkommet.
Wiinblad er langt fra den første til at behandle emnet incest. I 2007 udkom Kim Leines erindringsroman Kalak, der skildrer de seksuelle overgreb, forfatteren blev udsat for af sin far. Christian Ditlev Jensens Det bliver sagt fra 2002 er også en selvbiografisk skildring af de overgreb, han oplevede som barn.
Til forskel fra Leine og Ditlev Jensen har Christel Wiinblad ikke været udsat for overgreb på egen krop. Muligvis giver fiktionen hende frihed til kompleksitet. Vi hører ikke kun om én skæbne, der er udsættes for overgreb, men om to; både hovedpersonen og hendes søster.
Wiinblad går til emnet med poetisk følsomhed. Jeg har stor respekt for at Wiinblad vælger at tage emnet incest op i litteraturen. Det er vigtig samfundsdebatterende litteratur, hun i Prolog bedriver. Wiinblads bog giver stof til eftertanke. Læs den!
Projekt incest
Kan man skrive smukt om noget grimt? Kan man forvandle lidelse til poesi? Ja, det kan Christel Wiinblad godt. Tillykke med det
af Nina Maria Branner
En sommerfugl har, når først den har kæmpet sig ud af sin trygge puppe, en gennemsnitslevetid på under en uge. Med så kort en gang eller flaksen her på jorden er der vel grænser for, hvor meget det smukke insekt kan nå at få ud af tilværelsen. En lignende hård skæbne lider hovedpersonen i Christel Wiinblads nyudgivelse, Prolog, under.
På forsiden af bogen folder en blå-gullig sommerfugl yndigt sine vinger ud, på bagsiden er den forvandlet til en forsigtig, indelukket larve, som prøvende løfter overkroppen mod verden – en verden, den ikke har adgang til. Dette i sin enkelhed stærke billede symboliserer Prologs hovedperson i frit fald fra at fødes som et menneske med dertil hørende uendelige muligheder og til gradvist at forpuppe sig i flugten fra sin fars grufulde overgreb. Da vi møder hovedpersonen, som blot betegnes »kroppen«, er hun fire år og allerede hjerteskærende vant til proceduren:
»Ansigtet af pige på den lille, men igen alt for voksne krop har ikke fortrukket en mine. Blikkets stirrende blå holder bare i en knast på sengens mørkeblå gavl. Det klamrer sig fast, det registrerer strukturen, for nu bevæges hele kroppen frem og tilbage af den voksnes langsomme og tunge stød.«
I disse skildringer af det konkrete overgreb, formår Wiinblad at balancere sin pen på grænsen mellem det vulgære og poetiske, og får herved beskrevet det ubeskrivelige uden at forfalde til hverken det grænseoverskridende eller patetiske. Særligt er pigens flugt fra virkeligheden og ind i den »håndterbare fantasi« som eneste udvej smukt udført:
» [...] mens flugten glider hende ind i skoven med fuglefløjtene og det herlige syn af det grønne og lyset. Her glitrer det i alt det lysegrønne og hvide af ramsløg, bøgeblade og anemoner og på den trygge, varme skovsti, der lunt løber under de bare fodsåler, mens kroppen udenfor bevæges hurtigere og hurtigere.«
Wiinblad anvender sproget som filter mod det tabubelagte og svært håndterlige emne, som incest er, og vel også mod risikoen for at falde i den patetiske beskrivelses fælder. Hun gør det dygtigt, og stilen holdes gennem alle 19 kapitler, igennem hvilke pigen, eller kroppen, vokser sig større og ved slutningen af romanen er fyldt 26, totalt nedbrudt og ude af stand til så meget som at gennemføre et enkelt flaks med det, der engang var vinger.
Når Prolog i denne anmelders øjne aldrig bliver andet end et projekt, er det fordi den ikke formår at bryde ud af det sproglige virkemiddel, som også bliver selve målet.
Stækkede vinger
»Du behøver ikke at lide,« siger hovedpersonens lillesøster, hvis skæbne er lig søsterens: »Den familie og al din smerte, jeg kender den, men hør, den er ikke din identitet.«
At undslippe farens altdominerende kontrol med hendes person er pigens opgave og eneste frelse. Den måde, hvorpå hun kan udfolde sine stækkede vinger og blive en sommerfugl. Dette er et interessant tema, der vækker flere spørgsmål om eksistens, overlevelse og skæbne. På bogens bagside bliver man stillet i udsigt, at dette er en historie om »den dybe, nødvendige og menneskelige drift efter at finde overlevelse, skønhed og kærlighed.« Men hvor er denne drift, spørger jeg mig selv efter endt læsning, for jeg har ikke én gang i løbet af de 155 sider, nedturen varer, mærket den. Hvad betyder det konkret for pigen, at hendes far gennem hele hendes barndom har misbrugt hende? Hvad er hendes tanker? Hvilke følelser har hun over for ham? Hvad vil det sige at være så nedbrudt et menneske, at man knap kan fungere, men dog stadig må have en eller anden form for livsvilje i behold?
Spørgsmål som disse hverken stilles eller behandles, og selvom man ved endt læsning har ’kendt pigen i 22 år’, kender man hende på ingen måde. Dette er måske en pointe fra Wiinblads side, for det er vel netop sådan, pigen føler sig. Identitetsløs. Dette understreges af forfatterens distancerede forhold til sine personer, der som sagt ikke nævnes ved navn, men blot betegnes »farkroppen«, »den lillesøstrede« og »kroppen af ny kone«. Desværre medfører selvsamme distance, at man aldrig rigtig føler med nogle af personerne. Som en slags sommerfuglestøv med modsat effekt lægger den sig som et hæmmende lag på bogens vinger. Ligeledes gør fraværet af refleksion, at i hvert fald denne læsers interesse aldrig vækkes for alvor. Wiinblad har sprogligt talent og psykologisk sans, og netop derfor er det ærgerligt, at Prolog ikke hæver sig over sit eget projekt og for alvor bliver vedkommende. At forvandle en larve til en sommerfugl er ikke nok, når vi aldrig får lov at se dens farver.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer endnu