Da jeg skrev min første anmeldelse (sommeren 2001) var det til Ekstra Bladet, og bogen var Per Aage Brandts Om noget - og hvad deraf følger og indeholdt knap hundrede siders poesi. Da jeg slog op i avisen for for første gang at se forvandlingen fra worddokument til avislayout, blev jeg overrasket – sammen med anmeldelsen var et foto af digteren. Billedteksten lød: ”Per Aage Brandt tænker, før han taler.”
Indlysende, selvfølgelig, men flosklen skyldtes, at digtene bl.a. omhandlede floskler, hvilket fremgik af brødteksten: ”… digteren tager de floskler, vi omgiver hinanden med, på ordet, så vi kan se komikken.” Billedet af Per Aage Brandt var sort-hvidt og fra arkivet – ikke en del af bogens lancering. Sådan en lancering fandtes slet ikke. Det er synd at sige, at digteren flirtede med kameraet. Trutmund lavede han heller ikke. Lignede mest en funktionær, der havde endnu en dag på kontoret. Jeg husker det som om, han stod og lænede sig op ad en kommode.
Per Aage Brandt blev måske også selv overrasket, eller også gættede han, at grunden til at avislæserne rent undtagelsesvist blev præsenteret for et halvkedeligt foto af en halvgammel poet hang sammen med, at redaktionen gerne ville byde deres nye lyrikanmelder velkommen.
Med andre ord: Hvad lavede det foto i den avis? Og hvad laver forfatterfotos i det hele taget i dagblade og på bogflapper og på busser – er det ikke teksterne, forfatterne skriver, det kommer an på?
Med helt andre ord: Er der en kerne af sandhed i Niels Franks karikatur Yngre kvindelig forfatter?
Det første forfatterfoto, jeg kommer i tanke om, som laver noget på en bogflap, er Maja Lee Langvads pasfotoagtige på Find Holger Danske (2006). Jeg læser fotoet som en del af værket, som f.eks. en dokumentation af forfatterens koreanske afstamning. Find Holger Danske gengiver to andre dokumenter, nemlig Maja Lee Langvads to fødselsattester, der ud over at dokumentere Maja Lee Langvads fødsel også dokumenterer, at man som adoptivbarn i Danmark både er formodet at være født et sted, hvor man nu formodentligt er født og i Kastrup Lufthavn. At man har en fødselsattest, der siger, at man har en nationalitet, og en anden, der viser, at man er dansk.
Eva Tind Kristensen går i sin bog do (2009) et skridt videre (eller også er det mange skridt videre) og bruger flere forfatterfotos som en del af værket. do indeholder en serie med billedpar; to ens fotos af danske adoptantfamilier. Men når vesterlændingen ser godt efter, kan hun se, at fotoene kun tilsyneladende er ens, jeg citerer fra min egen anmeldelse af bogen til dem, der måske ikke kender do – endnu:
"Ni andre opslag indeholder fotos af adoptivfamilier, to fotos pr. familie. Det ene med familiens voksne adoptivbarn fra Korea, på det andet har Eva Tind Kristensen taget adoptivbarnets plads.
Tricket er jo så enkelt, at det næsten skriger til himlen, men virkningen er elegant og stærk. Alle fotos signalerer hjem og trygge rammer. Familiemedlemmerne sidder eller står i deres stue, ofte er de i strømpesokker eller har hjemmesko på. Interiøret er gardiner, væg til væg-tæpper, potteplanter, malerier, nips, plaider, puder og lamper."
Jeg kommer også i tanke om Pablo Llambias som Susanne Brøgger – eller som drag, eller som en forfatter klædt ud som en anden forfatter eller det litterære remake som forfatterfoto – på omslaget til Kærlighedens veje og vildveje (2009) som et eksempel på et forfatterfoto, der indgår i selve værket. Og jeg kommer faktisk også til at tænke på de mange forfatterfotos på omslaget til Niels Franks egen Spørgespil fra 2010. En ret fin udgave af ethvert menneskes mange ansigter (mange identiteter). Samtidig udvider disse fotos bogens rum, d.v.s. dens spørgsmål og svar. Er det Niels Frank bogen handler om, eller er det en side af Niels Frank? Den han vælger (som forfatter) at vise os? Er det et spil for galleriet? Forfatteren spørger bl.a. (sig selv) “Synes De selv, at de har humor?”
Helle Helles seneste forfatterfoto (det med den bare skulder) er ikke strengt nødvendigt for at læse Dette burde skrives i nutid, men det kan betragtes som en metakommentar til receptionen af forfatterskabet (stille eksistenser i provinsen) ligesom f.eks. dansklærerne, der har problemer med ukrudtet i haven inde i bogen er det. Altså ligesom at Ned til hundene kommenterer Rødby-Puttgarden ved at begynde med at nævne, at her er der ingen færger. Fotoet siger vel noget i retning af: her er der ingen stille eksistens.
Hatten på forfatterens hoved på fotoet af forfatterens bog Jeg ved ikke om den slags tanker er normale opfattede jeg som en del af Lone Hørslevs (selv)iscenesættelse, den beskytter som en strandkrabbes skjold - den beskytter den dybt private digter og sår måske tvivl om det dybt private i teksterne:
"Jeg skrår over vejen og spekulerer på/hvad det vil/sige at være NORMAL. Forleden/i Danmarks Akvarium fik jeg at vide at DET NORMALE/for en strandkrabbe er/at skifte skjold 10/til 15 gange i sit liv, jeg/går over gaden og donk siger det, donk donk, hver gang/en regndråbe rammer min hat"
Man kunne måske også inddrage f.eks. Mikkel Thykiers anti-forfatterfotos i denne snak? På en eller anden måde virker vel netop fraværet af et forfatterfoto stærkt?
Som anmelder er man fornuftigt nok ikke selv med til at bestemme, hvilke fotos, der skal eller ikke skal ledsage ens anmeldelser. Men man kan have sin egen lille gætteleg i perioden mellem deadline og avistryk. De to seneste anmeldelser, jeg selv har leveret til Information, var af bøger af henholdvis Christel Wiinblad og Asger Schnack. Jeg gættede på, at Wiinblad ville få et foto, og at Asger Schnack ikke ville, gæt om jeg gættede rigtigt.
Niels Frank fik bl.a. på puklen for at kønne debatten, som det ret ukønt hedder, man kunne sikkert også aldre debatten osv. Eller lade være.
For mig at se ligner billedredaktørens arbejde dagbladanmelderens på den vis, at ligesom at en anmelder skal vogte sig for at komme til at lyde som en bagsidetekst og nære sig for at skrive alt for lækkert citerbart, så skal billedsiden i et bogtillæg ikke ligne et forlagskatalog. M.a.o. skal en aviskritik både i ord og billeder vise, at den er uafhængig og mangfoldig. At den handler om litteratur (mange litteraturer) – ellers får vi jo kun smukke aviser med smukke forfattere … og hvor skal vi så læse om de knap så smukke?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer endnu