To anmeldelser af Forfatterskolens Afgangsantologi 2011

Så er der igen gæster på bloggen - igen fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. De anmelder Forfatterskolens Afgangsantologi 2011 som Tue Andersen Nexø også anmeldte i fredags 

 

KOREOGRAFERET LIDERLIGHED

Der skrives med skarp pen i årets afgangsantologi [EXITMMXI] fra Forfatterskolen, hvor kroppen, afsavnet og ensomt begær udfoldes i kyniske såvel som humoristiske toner

af Anna Sidsel Andersen

At skulle anmelde en antologi, særligt en Forfatterskoleantologi vækker en række spørgsmål og hos nogle (desværre) også en række fordomme. Skal man anmelde hver enkelt bidragyder selvstændigt i sig selv, som om det er enkeltenheder uden en samlende ramme, eller skal man fokusere på rammen, på fællestrækkene og tendenserne, der binder enhederne sammen?

I dette tilfælde er rammen (som i mange andre antologier) ny dansk litteratur. Rammen er også Forfatterskolen, hvor eleverne i to år har udviklet deres evner til at læse tekster, andres såvel som deres egne. At de fælles fysiske rammer skulle gøre deres skrivestile ensartede, til en særlig ’forfatterskolelitteratur’, er et syn jeg har svært ved at tilslutte mig. At der kunne findes fælles tendenser i nutidens litteratur, er en anden sag.

I sit forord taler forfatterskolens rektor, PABLO LLAMBIAS for litteraturens mangfoldighed, for det »magiske spejls« forskelligartethed. Han opponerer imod det kassekantede litteratursyn, Janne Teller i en udtalelse til Politiken er kommet med; at litteratur skulle være fiktion og kun fiktion. Dette litteratursyn er ikke et, der præger antologien. På det formmæssige plan er der bred variation i antologiens tekster, der bevæger sig mellem lyrisk prosa, prosaisk lyrik, aforistiske ordsprog og officielle brevskrivelser.

I tonen og på det tematiske plan er der dog en række tendenser: den kropsbrutale æstetik, det ensomme begær, den kyniske tone, det kønsløse og konkretiseringen; kropsliggørelsen af følelser.

Ensomt begær

En af de mest fremtrædende af de nye forfattere er ASTA OLIVIA NORDENHOF, hvis uddrag fra den nyligt udkomne debutroman, Et ansigt til Emily, er en lyrisk stærk, brutal dialog mellem Daniel (som er fraværende), luderen Emily (som elsker Daniel), Rosa (som elsker Emily) og Rosas afdøde far (som elsker Rosa). Dialogen (eller monologerne, egentlig) kredser om begæret efter den uopnåede anden, efter at (af)mærke denne anden:

»en aften satte jeg mig på hug på hans bils kølerhjelm og satte med min menstruationsklistrede kusse et aftryk på forruden«

Det er provokatorisk skrift, der søger at kaste de kropslige væsker, spermen, blodet, direkte i ansigtet på læseren, som når RASMUS HALLING NIELSEN i sin tætkomprimerede miljøorienterede prosa skriver:

»Da jeg kiggede ned af mig selv strømmede en flod af sort gennem kønnet.«

Det er destruktiv udløsning, uforløsende udløsning på samme vis som BJØRN RASMUSSEN, når han i sin tætpakkede, hvirvlende prosa skriver:

»Nu vil vi svælge i vor hvide sø af sæd, vi vil drages tykt henført af vor sirenesang. Vi vil udgøre en drukning.«

Som ASTA OLIVIA NORDENHOF skriver om Emily, så lader de nye forfattere til »at skrive med kroppen, at sætte mærker som andre vil føre til notat«. Men dette begærlige udløsningsprojekt fører ikke forløsning med sig. Det er et ensomt eller et »sørgmodigheds begær«, som SOFIE DAUGBJERG skriver i et af sine billedrige digte. Det er et begær, der søger med kroppen at blive tilfredsstillet med sex, kropslige, udløsende væsker, med en brutal tone og som næres af afstanden. SOFIE DAUGBJERG skriver f.eks.: »jeg ved at jeg er skabt til ikke at få din kærlighed, men savne den«.

Eller DANIEL DALGAARD:

»Afstanden mellem mennesker

                      er det der gør at vi kan,

      ikke et fravær af nærvær

                                       det der gør at vi ikke forsvinder ind i hinanden

          men et fravær af mødet som nærvær

[...]

Fraværet som den eneste mulighed for at være tæt. At vores hud kan røre hinanden: At jeg ikke er dig: Et nærvær af fravær.«

Det ensomme begær rettes ikke bare ud mod et du, men også indad i en identitetssøgen; mod at finde et selv og en plads til dette selv. Denne begærslige, kropslige selvsøgen har hos flere af afgangsforfatterne en finurlig dimension – den er mærkeligt kønsløs på trods af sit fokus på kroppen, seksualiteten og kønnet. RASMUS HALLING NIELSEN skriver f.eks. i sin tekst om en forurenet by: »denne kønsløse penis«, som om også potensen, kønnet er forurenet, og BJØRN RASMUSSEN skriver: »Jeg har aldrig set mine Skamlæber i Øjnene«.

»Den store fortælling om at kneppe«

Måske er det et af de projekter, de nye forfattere har: at se skammen i øjnene, se kønnet i øjnene, der hvor det er mest ulækkert og så fortælle om det. Og man mærker denne trang til at fortælle i flere af teksterne.

HANNE HØJGAARD VIEMOSE skriver i teksten Mado med en underfundig tragikomisk stemme, om 32-årige Hannah, der hjemsøges af sit førstefødte barn, Tal, som hun efterlod i Korea som ung. Skammen, afsavnet og smerten siver mellem linjerne, mens den kække stemme fortæller om Tals forstyrrende ånd, om den omvendte ammehjerne, der får Hannah til at tabe sit andet barn Dagur.

Også hos BJØRN RASMUSSEN mærker man trangen til at fortælle i hans engelsksprogede monolog udsagt af caluha jensen:

»My name is caluha jensen. My lips are so sweet and fruity. I have to puke. I have to put my hands on someone. I want to come so badly. I want to kiss so badly. Where is my body. It is walking along the street. It is night. Late at night. And it is looking for some aktion«.

At fortælle bliver en slags udløsning; at sprøjte det ensomme begær, skammen og sorgen direkte ud igen, ud over siderne. Det bliver et opgør med følelserne, et opgør med fortiden, som når samme BJØRN RASMUSSEN skriver: »The best fuck I can imagine is my father’s soul«.

Men fortællingen bliver også noget i sig selv, en aktiv handling. F.eks. skriver ASTA OLIVIA NORDENHOF om en af Emilys kunder, der egentlig bare har sex med luften, at »Han kneppede med den store fortælling om at kneppe.«

At de faktisk ikke har sex er på den ene side underordnet; han tror, at de har sex, og dermed er fortællingen en realitet i hans hoved. På den anden side er det også lettere tragisk; deres ’samleje’ bliver to adskilte ensomheder og ikke en forening.

»Jeg rører dig«

At begæret ikke kan opfyldes, eller opfyldes af (og udløser) tomhed bliver en drivkraft i den afmærkning, der er særlig prægnant i ASTA OLIVIA NORDENHOFS uddrag. F.eks. i tekststykket her, hvor Rosa vil sende en stenfyldt bolle til Emily:

»og en småsten vil knække en flig af din hjørnetand, og den lille flig, den beder jeg dig sende tilbage, så jeg kan se, at jeg har gjort noget uopretteligt ved dig«

Det er stærkt. Det er ikke bare Rosas længselsfyldte kærlighed til Emily, det er også en skarp konkretisering og fysiskgørelse af den afmagtsfulde følelse Rosa har; hun vil både elske og skade Emily. Mest af alt vil hun mærke hende, forevige den følelse, der sidder i hende. Det er som når HENRIETTE SENNENVALDT i sit musikalske, lange digt skriver:

»Jeg rører dig./Eller:/Jeg rører dig.«

Men ASTA OLIVIA NORDENHOFS ironisk-kyniske stemme bryder illusionen og leger med idéen om at kunne være betydningsfuld i en andens liv:

»Første gang, og alle gange siden, Emily og jeg havde sex, tog hun umiddelbart efter en vådserviet og duppede både sin egen krop og min.«

Denne distance og kyniske tone, som præger afgangsantologiens tekster, når de bevæger sig i det følelsesladede eller det eksistentielle, skærper intensiteten. Det er kropsligt væskende, seksuelt, brutalt, begærligt sprøjtende ud over siderne.

 

SKRIFTEN ER EN VERDEN I SIG SELV

Forfatterskolens Afgangsantologi årgang 2011 er udkommet, og med den præsenteres en række spirende forfatterskaber i dansk litteratur

af Laura Ernø-Møller

Det kan være problematisk at koge forfatterskaber, udgivelser eller værker ned til en samling temaer, men ikke desto mindre er det muligt at se en form for tematisk sammenhæng i bidragene – vel at mærke en sammenhæng, som måske ikke kun er reserveret for forfatterskoleforfattere, men kendetegner hele den unge generation i dansk litteratur.

For eksempel er der ikke megen skønhed at spore i teksterne. Sex fremstår som gennemgående motiv i næsten samtlige bidrag, men det er i sin mest rå og primitive form af gensidig nedbrydning og en manifestation af menneskets mangel på kontrol. På en gang middel og mål, tidsfordriv og besættelse. Den tilfredsstillelse, som vi alle sammen leder efter, men som aldrig er nok. Verden er aldrig nok.

Det fremgår af Rosas ansigt, at hun elsker Emily

På samme måde skriver flere af forfatterne om kærlighed, men der fokuseres på kærlighedens destruktive kraft, kærlighed som vold på mennesker, der forsøger at leve et liv. Hos flertallet af forfatterne er kærligheden ikke smuk, men hæslig. En naturkraft, der driver mennesket mod afgrunden.

Forfatterne præsenteres i alfabetisk rækkefølge, bidragene er alle uddrag af større værker og bringes uden forklaring eller præsentation af den enkelte forfatter eller det enkelte projekt – som læser ser man kun et navn og den litteratur, der hører til det. Første bidragyder er ASTA OLIVIA NORDENHOF, der skriver med kærligheden som omdrejningspunkt i uddraget fra romanen Et ansigt til Emily, som indledes med den i forskellige kombinationer ofte gentagne sætning:

»Det fremgår af Rosas ansigt, at hun elsker Emily.«

Her er kærligheden evigt forskudt – Emily elsker Daniel, Rosa elsker Emily, Rosas far elsker Rosa – og derfor evigt uopnåelig, her portrætteres kærligheden som afhængighedsforhold, som fængsel, som en måde at stå i gæld til andre mennesker på:

»Nu vil jeg røre en dej og ælte den med mine fingre og bage boller af den og sende en bolle til dig, Emily, med posten, og når den kommer frem, vil den være hård, men du vil formentlig være nysgerrig nok til at tage en bid, og så vil du opdage, at jeg har puttet småsten i dejen, og en småsten vil knække en flig af din hjørnetand, og den lille flig, den beder jeg dig sende tilbage, så jeg kan se, at jeg har gjort noget uopretteligt ved dig.«

En anden forfatter, der skiller sig ud fra mængden, er BJØRN RASMUSSEN, som skriver en kynisksaglig tekst på en blanding af dansk og engelsk, fuld af neologistisk lydelighed, konsonantoverflod og gentagelser:

»So I know that I have a Body, I know that you have a Body, I know that our Bodies can meet, what is the fucking Problem.«

Her tales om sex hinsides kærlighed, barndomstraumer, storbysmerter, litterære hallucinationer:

»So where is my Childhood. 'It’s Downloading right now, please wait'.«

På sporet af en litterær virkelighed?

Er det så en hudløs og ligegyldig virkelighed, der præger den nye generation af forfattere – hvordan forholder fiktion sig til virkeligheden, hvad inspirerer hvad? Det skriver rektor PABLO LLAMBIAS om i sit forord, hvor han blandt andet angriber spørgsmålet om digterens placering i den skønlitterære voksekasse:

»Et ’jeg’ krænger sine inderste følelser og impressioner ud i et højst komplekst formsprog, der ikke kan kaldes andet end skønlitterært.«

Den litteratur, der kommer til udtryk hos den nye generation af forfattere, bærer i høj grad præg af disse inderste følelser og impressioner, som om digteren vender vrangen ud på sit sind i en form for litterær bekendelse, hvor hudløsheden i den grad også er sproglig, som i ZOLTAN ARÁs på én gang råbende og fortrolige versaltekst, ’DET INTIMES MODSTRATEGI’:

»DET ER EN EKSTRAORDINÆR FØLELSE NÅR DELE AF DIN KROP RØRES FØRSTE GANG. HER MENES NAVNLIG FØLELSER AF SEX OG KIRURGI.

[…]

NÅR NOGEN ÅNDER PÅ DIG VIL DU FØLE KOLD LUFT TRÆKKE I DIN HUD EFTERFULGT AF VARM FUGTIG LUFT SKUBBET I DEN MODSATTE RETNING. DETTE VIL HÆNDE MED REGULÆRE INTERVALLER OG GIVE DEN PERFEKTE TEMPERATUR.«

I Forfatterskoleantologien er et andet af kendetegnene netop det komplekse og evigt omskiftelige formsprog, som ses hos langt de fleste af de repræsenterede forfattere. Formen bliver en anden måde at kommunikere, retfærdiggøre, cementere indholdet på, og derfor præsenterer de fleste bidrag til en vis grad også en leg med koncepter og med genrer. Sproget er abstrakt, det samme sker efterhånden for formen.

Det eneste håndgribelige eksempel på prosa finder man hos HANNE HØJGAARD VIEMOSE, hvor hovedpersonen i uddraget fra den længere tekst Mado forsøger at flygte fra koreanske traumer og spøgelset af et barn, hun har efterladt. Hos de fleste af de øvrige forfattere opløses formen i en konceptuel, litterær rumrejse. ASTA OLIVIA NORDENHOFs uddrag består af en række breve, notater, erindringer, tanker, dialoger, som taler i munden på hinanden – fritaget for kronologi og ejerskab.

RASMUS HALLING NIELSEN begynder sit uddrag med fejlslagne/overstregede adressater og fortsætter i en syretbroget tekst om forurening, afbrudt af hjemmesider, ordbogsdefinitioner og rollefordelinger. Dertil kommer inklusion og poetisering af former, der slet ikke er litterære i konventionel forstand. DANIEL DALGAARD kafkaiserer en ejendomsvurdering, og førnævnte ZOLTAN ARÁ udgiver under titlen ’Allerede for ni år siden’ sortcensurerede sagsakter fra en sag om børnemishandling.

Forfatterskolens Afgangsantologi 2011 er en sammenstilling af en række spirende kunstnere, hver med deres sproglige udgangspunkt og mål, hver med deres litterære forehavende. Nogle bidrag er mere afpudsede end andre, men alt i alt præsenteres her en samling sproglige talenter, hvis litterære udvikling, det bliver spændende at følge.

Sprog ændres med tiden. Udtryk går under, nye opstår. Det er blevet moderne at have noget på hjerte, en ud over alle grænser patetisk facebookytring. Derfor nytter det ikke meget at skrive, at de nye forfattere har noget på hjerte. Ud over den fornyelse af sproget og en gentænkning af koncepterne, man som ny forfattergeneration nærmest er forpligtet til. Det nytter ikke noget at skrive, at litteraturen bunder i et kollektivt traume, både socialt og litterært.

En ny generation af forfattere skriver hudløst om hudløsheden og om virkeligheden som hallucinerende, poetisk rum. Det er en helt ny slags blaserthed. Virkelighed og poesi flyder sammen. Der fortælles ikke længere historier om verden, i verden – kulissen flyttes til digterens eget hoved, der bliver landskabet for poesiens, prosaens, skriftens udfoldelse. Verden er ikke skrevet i stykker endnu. Skriften er en verden i sig selv.

Forfatterskolens Afgangsantologi 2011 

118 sider

150 kroner

Basilisk