Taxachaufføren mente også, at det var for groft med baneløberen, at han nu skal betale dobbelt op på erstatningen til DBU. Bare fordi han i ét ophidset øjeblik fik dummet sig, sagde jeg, der havde tilbragt dagen (tirsdag) på Testrup Højskole med Tag og læs! Vrede og anfægtede stemmer i litteraturen – og naturligvis også kunne få en hyggesnak med en vognmand til at handle om vrede. Derinde bag plankeværket, det er Stig Tøftings hus – eller det, der er tilbage af det efter branden. De har fundet ud af, at den var påsat, sagde chaufføren gudhjælpemig så. Hvad kan han have gjort, Tøfting, siden han kunne vække så megen vrede?
Kort forinden, på Testrup, havde jeg hørt Niels Frank læse nogenlunde vrede tekster fra sit forfatterskab, han begyndte med en bog, jeg holder meget af, Livet i troperne og bl.a. teksten ’Polemik mod alle’.
Vreden har ikke hjemme i sig selv, sagde Niels Frank ind imellem oplæsningen af to tekster, der er altid en anden følelse knyttet til den også, at man er ked af det f.eks., vreden er måske snarere vredesudbrud. Jeg kom til at tænke på det engelske to be upset og det danske at blive oprevet som dækkende for denne tanke.
Endnu tidligere på dagen havde jeg deltaget i et kritikerpanel om tre af de nominerede bøger til Montanas Litteraturpris 2011 sammen med Erik Skyum-Nielsen og Tue Andersen Nexø. Vi diskuterede og talte om Janina Katz’ Skrevet på polsk, Lars Frosts Skønvirke og Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. De nominerede bøger er ikke nominerede på grund af vrede, men under talen om Skønvirke kom vi jo så alligevel ind på den.
Jeg havde forberedt en læsning af Huden …, og her har jeg udvidet mine noter og ikke mindst tilføjet eksemplerne fra teksterne i håb om, at andre er interesserede – eller måske ligefrem har lyst til at supplere eller modsige den. En færdig læsning er der på ingen måde tale om, men i hvert fald en begyndelse.
”STOL PÅ EN RØV”
Ligesom det er hulens svært at definere punk, synes jeg også, det er vanskeligt at forklare præcist, hvad queer betyder. Alligevel vil jeg forsøge at karakterisere Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet som queerlitteratur. Queer henviser ligesom punken til, at man som enkelt person eller bevægelse reagerer på nogle udbredte og evt. samfundsskabte normer. Queer har som bekendt så dertil indlysende nok med køn at gøre, men begge vel med magt og status. Penge m.a.o.
Måske er romanen her slet ikke så selvbiografisk, som den umiddelbart ser ud til at være. Der står Bjørn indeni og udenpå, i midten er der fotos og en scanning af en dressurdommers pointliste med samt de kommentarer han/hun har tildelt ”Rytter: Bjørn Rasmussen” og ”Hest: Magna”. Blandt kommentarerne er ”lidt brat”, ”godt”, ”sid stille”, ”lidt vild”, ”lidt slinger” og ”styr dit temperament”.
Jeg har tænkt på, om Bjørn Rasmussen her imødekommer den ældre, erfarne læsers doseringer til den unge, uerfarne debutant – jeg gentager: ”lidt brat”, ”godt”, ”sid stille”, ”lidt vild”, ”lidt slinger” og ”styr dit temperament”. Eller det kunne være den ældre, erfarne elsker, der taler til sin purunge, ivrige elsker og således have med romanens skildring af et kærlighedsforhold at gøre.
Illustrationerne midtvejs i romanen fungerer også som spejlingsakse, således spejler romanens første tekst ’Elskeren’ sig i ’Blomsten’. ’Måske bliver jeg aldrig lykkelig’ i ’Jeg tror vi kan få en vidunderlig fremtid’, ’Den lille Bjørn’ i ’Den lille Bjørn’, ’Bjørn er en drøm’ i ’Bjørn er en pose med bakterier’ og ’Du mit du’ i ’Du og jeg’.
Men man genkender måske også kapiteloverskrifterne som værktitler eller lettere forvanskede værktitler, og selve teksterne er måske også genkendelige. Hvis man som læser havde en fornemmelse af at have set noget lignende tidligere, så får man det i hvert fald slået fast på side 90, hvor Marguerite Duras’ Elskeren, Sylvia Plaths Måske bliver jeg aldrig lykkelig, Antoine de Saint-Exupérys Den lille prins, Kathy Ackers Don Quixote, der var en drøm og Christina Hesselholdts Du mit du nævnes eksplicit sammen med fire fagbogstitler: At skære smerten bort, Regionær Anatomi, Sår og Sanseorganerne og huden.
En stor del af romanen er altså afskrift af andre bøger – både skønlitterære værker og fagbøger (i Bjørn Rasmussens tekst i Forfatterskolens Afgangsantologi 2011 står der faktisk også ”This is facts, not fiction.”). Her er et eksempel på, hvordan Bjørn Rasmussen har arbejdet med afskrift og ny skrift – og spejlingerne:
Eksempel 1 Den lille prins og Den lille bjørn og Den lille bjørn
”Jeg tror nok, han benyttede sig af de vilde trækfugle til at slippe bort. Den morgen han tog af sted, gjorde han sin planet fint i stand. Han fejede omhyggeligt sine virksomme vulkaner. Han ejede to virksomme vulkaner. Og det var vældig bekvemt til havregrøden om morgenen.” (Antoine de Saint-Exupéry)
”Jeg tror nok, Bjørn benyttede sig af de vilde trækfugle til at slippe bort. Den morgen, han tog af sted, gik han i stalden. Den søde, varme stank bølgede gennem ham, så snart han trådte ind i laden. Det var hestene. De var gået i forrådnelse. De stod helt stille og faldt fra hinanden.” (Bjørn Rasmussen)
”Jeg tror nok, Bjørn benyttede sig af moderens gamle, gule, skramlede Volvo til at slippe bort. Den morgen, han tog af sted, gik han i hundegården og skød weimaranerne. Han flåede skindene, syede dem sammen med grove sting og svøbte sig i den kejtede kåbe af hundehuder, pelsen brun af blod, stænk af det oprindelige sølv.” (Bjørn Rasmussen)
De enkelte tekster, kapitlerne i romanen (som altså også kan læses som sådan: en roman, et romanspejl), er altså remakes, litterære remix eller palimpsester. Eller mere præcist queerings. Tilsammen udgør de en collage. Men hvorfor er det så mere præcist at kalde dem queerings og ikke bare litterære remix? M.a.o. hvorfor hæfte kønsperspetivet på læsningen?
Romanen giver selv en del af svaret på side 74 i kapitlet ’Bjørn er en pose med bakterier’:
”Da Bjørn var voksen, kunne han ikke længere tale. Da han var født ind i en mandlig verden, en kvindelig verden, havde han ikke sit eget sprog. Det eneste, han kunne gøre, var at læse mandlige tekster, kvindelige tekster, der ikke var hans. Han indlogerede sig på et værelse i hovedstaden, lagde sig på en madras og læste. Da det blev mørkt, og han ville tænde en lampe, var der ingen at finde. Så gik han ud.”
To kategorier er altså ikke nok. En tredje kategori for både tekster og køn udpeger Huden … på side 9, der begynder ligesom Duras, men så ændrer sig, først Duras:
”Mit livs historie eksisterer ikke. Den eksisterer ikke. Der er aldrig noget midtpunkt. Ingen vej, ingen linie. Der er nogle store områder, hvor man lader som om, der er nogen, det er ikke sandt, der er ingen. Beretningen om en lillebitte del af min ungdom har jeg allerede mere eller mindre skrevet, det vil sige glimt af den, jeg mener netop dén historie om flodoverfarten. [En færgetur over Mekongfloden, som Elskeren ustandeligt vender tilbage til og udspringer af.] Det som jeg her gør er anderledes og det samme. Før talte jeg om de lyse tider, om de tider som var oplyste. Her taler jeg om den samme ungdoms skjulte tidsrum, om hvordan jeg har dækket over visse handlinger, visse følelser, visse begivenheder. Jeg begyndte at skrive i et miljø, som i høj grad tvang mig til blufærdighed. For dem var det skrive åndeligt. At skrive nu lader ofte til slet ikke at være noget.” (Marguerite Duras som ældre forfatter)
”Mit livs historie eksisterer ikke. Dette ved jeg nu. Tidligere bildte jeg mig ind, at den lå et sted og vibrerede, min historie, at jeg kunne nærme mig den gennems skriften. Jeg tog fejl. Stol aldrig på et livs historie. Stol aldrig på en mand, der ikke kan lide at slikke pik på en mand, der sætter sig på en stol aldrig på en mand, der ikke kan lide at slikke røv på en kvinde, der sætter sig på en stol aldrig på en kvinde, der ikke kan lide at slikke kusse på en kvinde, der sätter sig på en stol ldrig på kvinde, der ikke kan lide at slikker øv på en mand, der sætter sig på en stol aldrig på en pik, der sætter sig på en stol aldrig på en kusse, der sætter sig på en stol på en røv.
Jeg siger det, som det lyder.
Skriv med røvhullet, det er et råd til en ven.” (Bjørn Rasmussen som ung debutant)
Røven eller røvhullet er sagt på en anden måde det tredje køn, det vi – uanset vante kategorier – alle har.
Men hvad vil det så sige at queere en tekst? For at svare, må man vel først se på, hvilke tekster det er, Bjørn Rasmussen har omskrevet – og hvordan har de forandret sig. Og hvorfor lige disse tekster?
Duras kædes jo gerne sammen med écriture féminine – en feminin skrift – en problematisk betegnelse, fordi man let kunne tro, at den kun vedrører nogle af os. Derimod er det slående, hvor meget de to romaner, Elskeren og Huden … har som fælles stof: en umulig, skandaløs kærlighed mellem et barn (juridisk set) og en voksen, begær, social kontrol. I Indokinas Saigon er det især hudfarve og økonomisk status, der bestemmer, hvem der kan omgås hvem. En fattig, hvid pige bør f.eks. ikke ses sammen med en kinesisk millionær. Gør hun det alligevel, må forklaringen være prostitution. Det er også, den konklusion, pigens mor drager, og som pigen lader hende drage. Men den hvide pige prostituerer sig ikke bare i morens men i hele byens øjne (jo, en by har øjne). Jylland, Lemvig eller Indokina, Saigon det er ét fedt og grisesylte:
”Efterhånden vænner jeg mig vel til tanken om mand og børn. At den ikke kan realiseres. Efterhånden holder ejg vel op med at tænke den. Efterhånden kan jeg tage grisen til Lemvig uden at tænke overhovedet. Har jeg fortalt om Lemvig? Lemvig er Vestjyllands smilehul, Lemvig er grundlagt på et leje af kogt medister, dette er fakta [der var den igen, KL]. Vejnettet i Lemvig er struktureret ud fra syltens princip. En sylte består af kød fra et grisehoved, især kindpartiet. Kirken er skanken, i havnen flyder fonden, gelatinering, i den sødmefyldte øl griseblodet, cafeens karryketchup er resterne i tarmen.” (Fra Huden …, kapitlet ’Måske bliver jeg aldrig lykkelig’)
De mange ligheder mellem ”den lille” i Elskeren og ”den lille” i Huden … peger på, at den umulige, skandaløse kærlighed ikke blot er en feminin erfaring, en kvindes erfaring, men også en maskulin, en mands erfaring. Begge romaner byder vel på et frihedsprojekt, idet de skildrer, hvordan det ikke er køn eller alder, der gør kærligheden umulig, men udelukkende omgivelsernes moralske dom.
Du mit du er også en begærshistorie. De begærende og begærede er en voksen kvinde og en voksen mand, der har litteratur, kærlighed og fart til fælles. Der er også en pistol, og deres forhold er i det hele taget farligt, fatalt? I hvert fald til grænsen og over grænsen ligesom Bjørns og ridelærerens er det. Manden i Du mit du tænker på at skade kvinden, og det fortæller han hende, da hun spørger ham: ”Hvad tænker du på?” og ”Hvad tænker du nu?”
Men hvad der måske er mere interessant i denne sammenhæng er nok snarere forskellen i fremstillingen af kønnene i de to romaner Du mit du og Huden … Kvinden, der også er jeg-fortælleren hos Hesselholdt, viser sig nemlig på én måde at være temmelig begrænset af bestemte og meget vante forestillinger om manden og kvinden. Disse forestillinger oplever man f.eks. når parret inddrager en mandlig taxachauffør i deres spil, eller når de frekventerer en fiskehandler, der også er mand. Et spørgsmål, som jeg ikke selv er blevet færdigt med at tænke over, er om Du mit du indeholder den samme kritik som Huden … Den har næppe det samme subversive potentiale, tror jeg.
I sin skildring af begæret kan man nemlig spørge om Du mit du blot gentager udbredte forestillinger om kvinder og mænd, køn og f.eks ”det mandige” og ”umandige” – betegnelser som romanen anvender, eller om den faktisk er kritisk over for de vante fremstillinger og udstiller dem? (Fiskehandleren, eksempelvis, der henvendt til manden siger ”Få noget ud af det”, og kvinden, der efterfølgende påpeger, at sådan ville han aldrig have sagt til hende. Hun tiltales blot ”frue”.)
Der er som antydet masser af mere at tale om ifm. både Bjørn Rasmussens roman og de romaner, den er skrevet på. Men mere når jeg ikke her. Men kunne man for resten forestille sig et helt bogtillæg i Information f.eks. skrevet med røven, engang i fremtiden?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer endnu