Menu
Log ind
Katrine Hornstrup Yde

Katrine Hornstrup Yde

Kulturredaktør
Email
Twitter
Seneste artikler af
Katrine Hornstrup Yde
  • Sammen med teenagesønnen vil Rune Lykkeberg ind og se stjerneinstruktør Nick Broomfields klassiker Biggie & Tupac fra 2003 om den drabelige beef mellem to legendariske 90’er-rappere.

    Informations redaktører har læst CPH:DOX-programmet og kommer med anbefalinger

    Den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX er en kæmpestor, internationalt set prestigiøs, kunstnerisk afsøgende gave til os alle. Og komplet labyrintisk og intimiderende at komme i gang med at åbne. Kulturredaktøren har pisket en håndfuld af avisens redaktører til at læse festivalprogrammet og komme med anbefalinger, så du – næsten – kan nøjes med at læse denne artikel
  • Ugen på kulturgangen
    I årets mest omtalte radiodokumentar ’Hele Danmarks Ghita’ flipper dansk skuespils grand old woman Ghita Nørby skråt på den rutinerede interviewjournalist Iben Maria Zeuthen.

    Det er ikke nemt at være R. Kelly, Alf fra ’Bedrag’ eller Ghita Nørby i disse dage

    ... synes kulturredaktionen i denne uge og bringer nyt om popsangeren, udskriver en fanfiktionkonkurrence med en alternativ (lykkelig) slutning til DR’s utroligt gode serie og overvejer fortolkningsveje i Ghita Nørbys radiofoniske nedsmeltning/seniorsplaining/orakelsyn på truede Radio24syv. Og så kipper vi med flaget for Orson Welles a'la Mark Cousins, Brandes 320 meter høje tårn og nu salig kunstlegende Carolee Schneemann
  • I kampåret 2019 virker vi mest optaget af dystopier om alles undertrykkelse – som Margaret Atwoods Handmaid’s Tale, der blev til et seriefænomen og popkulturel reference i virkelighedens modstandskampe. Men er vi også nu bedre i stand til at forestille os en feministisk utopi, der kunne skabe en lige verden for alle? skriver Katrine Hornstrup Yde.

    De feministiske utopier handler ikke om overkvindedømme. De handler om lighed og frihed

    De første feministiske utopier var på godt og ondt bundet til deres tid, og i 2019 virker vi mest optaget af dystopier om alles undertrykkelse. Men er vi blevet bedre i stand til at forestille os en feministisk utopi, der kunne skabe en lige verden for alle?
  • Ugen på kulturgangen
    Nik og Jay optrådte i Jyske Bank Boxen sidste år.

    Nu er Nik og Jay blevet klima-’woke’

    … og deres seneste musikudspil rummer alt hvad denne avis har forsøgt at skrive i årtier. Det har kulturredaktionen stor optur over i denne uge – sammen med kunst på kampdagen og sydkoreansk nyromantik på YouTube. En nordjyde i vor midte bringer desuden seneste nyt om klumpfisk, ligesom vi har nyt om nobelprisfarcen i Sverige
  • I rollen som Dylan McKay havde Luke Perry: Snorlige James Dean-frisure, et ikonisk sexet ar i øjenbrynet, penge og et hus ved stranden, bøger af sørgmodige digtermænd, han havde motorcyklen og surferkroppen og ikke mindst elevatorblikket, der gjorde hans panderynker til en slags ansigtetssixpack.

    Dylan McKay satte panderynker på vores længsler

    At skuespiller Luke Perry er død, har fået verdens mest Beverly Hills 90210-entusiastiske land, Danmark, til intenst at mindes den karakter, han blev mest kendt for: Dylan McKay. Også på Information, hvor Dylan fik digitalchefen til at gå i poncho, litteraturanmelderen til at læse litteraturvidenskab og indlandsjournalisten til at tro på forelskelsens kraft. Kulturredaktøren har skrevet en nekrologreportage fra avisen
  • Sanger Malte Ebert lavede i 2016 en festparade af pophits via sin fiktive karakter Gulddreng, der rådyrkede bling-bling, blær og banaliteter. Han spejlede danske kolleger på hitlisterne, men med et lille frækt overdrev. »Der var helt klart en frustration over at sidde og lave seriøs musik og så se, hvad der blev skamspillet på P3,« udtalte Ebert til Euroman, da han havde lagt Gulddreng-projektet bag sig for at lave musik som sig selv.

    Kunstnerne skal stå ved sig selv i deres parodier

    Populærkulturens parodier handler ikke så meget om dem og det, der parodieres, men om at kunstnerne bag dem – hvis de tør – kan vokse ved at udspille sider af sig selv
  • Mener karakterer som digterparodien Veronika Katinka Martzen det egentlig seriøst?

    Velkommen til en tid, hvor man overdriver sig selv med parodi eller inderlighed

    Er vi danskere bundet til ironien og forlegne over inderligheden? Tidens parodier som Gulddreng og Veronika Katinka Martzen virker netop til at ville lidt mere end ren prutterut. Og ligesom dem de parodierer, vinder de genklang gennem overdrivelsen
  • Ugen på kulturgangen
    Ron Burgundy er tilbage – i podcastformat!

    Af alle fladpandede, selvovervurderende, mandschauvinistiske narcissister …

    ... er tv-værten Ron Burgundy den skønneste, synes kulturredaktionen i denne uge, hvor vi også fejrer genkomsten af verdens største bi, byder velkommen til kvindelige vikingekrigere samt en hvidløgsemoji blandt hundredvis af nye, mangfoldighedsikoner til iPhone. Og så siger vi farvel til Det svenske Akademis første kvindelige sekretær og »Uyahlekisa« til Trevor Noah
  • I Dogman følger vi den lille hundefrisør og enspænder Marcello, der har en rørende evne til at pusle og nusse om hunde i alle størrelser – samt sælge coke. Filmen er italienske Matteo Garrones tilbagevenden til den italienske gangsterfilm, som i 2008 gav ham et internationalt gennembrud med den hypervoldelige Gomorrah.

    At se ’Dogman’ føles, som om nogen har sat sig på dig og ikke vil rykke

    At sidde intimt tæt på nogen, der bliver mast helt flad af en hensynsløs overmagt – lidt sådan føles det at se den fremragende, neglebidende ’Dogman’ om en alfahan og en betahan og alt det moralske rod mellem dem

Sider

Om

Født 1983. Kulturredaktør på Information. BA i lit.vid. og kandidatgrad i mod.kult. på KUA - og studier i filmfag på Paris 7e og på Colombia New York

Mest læste
  1. Michael Jackson sang altid, at han var slem og fortalte os altid, at han var en engel
    Vi ved ikke, om Michael Jackson har misbrugt børn seksuelt. Han er aldrig blevet fundet skyldig i en retssag. Men det føles som selvbedragerisk vanvid at forestille sig, at han ikke skulle være skyldig. Og det er et bedragerisk vanvid, jeg har klynget mig til, siden jeg var 9 år og forgabt i den barnevoksnes logik
  2. »Jeg kan skære dit bryst af og smøre dig ind i lort. Det er ikke nødvendigvis en intellektuel gave til dem, der skal se på det«
    Informations kulturredaktør har til sin egen overraskelse et problem med volden i Lars von Triers nye film, seriemorderthrilleren ’The House That Jack Built’. Det har filmredaktøren, der anmeldte filmen fra Cannes, ikke
  3. Hvorfor bliver popsangene kortere og kortere?
    Fordi flere dollar. Det har dødspopstjernen Lana Del Rey bare ikke fattet, påpeger kulturredaktionen i denne uge, hvor de også er faldet over en middelalderdame med blå tænder, der kan gøre os klogere på historien, et nyt mobilspil om H.C. Andersen, der vil justere hans eftermæle, og en genforening af komikerkollektivet Smack the Pony, der giver håb om den første rigtig sjove MeToo-joke
  4. Redaktionen tester sprogspil: »Her er det måske ikke spillet, der tager fejl, men det synes jeg så, at Dansk Sprognævn gør«
    En kontrolsyg sprogrevser, en grammatiknørdet flueknepper og en dyslektisk sprogvirtuos fra kulturredaktionen har spillet alle sprogrøgteres våde brætspilsdrøm, krimiforfatter Susanne Stauns Sprogspillet. Det bliver til et stædigt, solidarisk oprør mod snobbet sprogpoliti, men også en nysgerrig og andægtig stund rundt om det varme lejrbål, der hedder nyt og gammelt dansk
  5. Brevkassen: Min kæreste vil ikke bruge cykelhjelm
    Kæreste og risikomanager
  6. Brevkassen: Hvordan slår jeg op med min mødregruppe?
    Jeg elsker ideen om en mødregruppe, men var ikke glad for min egen og håbede, at den ville afvikle sig selv, når vi alle stoppede på barsel
  7. Nogle gange bliver man bare nødt til at grave brors aske op og prøve igen
    Lige før anden sæsons afslutning forenes ’Herrens Veje’s pluralistiske trostema med dens smertemotor, sorgen
  8. Nu ved jeg godt, hvordan ’Herrens Veje’ ender ...
    Det hæsblæsende sammenstød mellem trosparadigmer har været undervejs længe i anden sæson af ’Herrens Vej’. Og det dufter lunt af en fællesmenneskelig sluterkendelse