Jeg har tre børn, en nyfødt, en på tre og en på seks. Jeg går ofte ud på mit værksted og laver kreative og praktiske ting, får mig en øl og kommer sent ind, når familien er gået i seng. Det meste af tiden føler jeg ikke, at jeg hører til
29 er ren spejleffekt, en udramatisk og jovial og sjov fremstilling af kærestesorger midt i redebygningens alder, om sniksnak om sociale medier, scener om sammenstød mellem dem, der fik børn, og dem, der ikke har dem
Marvels superheltekomedie ’Deadpool 2’ er en slags flidspræmie til alle, der gennem årene har ædt sig gennem alle store actionfilm og eksplosionen af superhelteuniverser. Nu belønnes de med et overflødighedshorn af superkække referencer pakket ind i lige så effektiv action som alle de film, den parodierer
Somme tider kan man se sig selv bedst, når man skifter skala. Og se det, man ellers overser. Det er det, vi gør i dagens særlige og lidt sære kulturtillæg. Vi undersøger os selv gennem naturens bittesmå væsener – gennem insekterne
Mads Brüggers fiktionsfilmsdebut med Den Korte Radioavis’ Rasmus Bruun og Frederik Cilius føles som Gøg og Gokke plus Borat møder ’Lost in Translation’ og ’Klovn’. Takket være rutineret manuskriptstyring og et dryp af faktisk inderlighed bliver det mere end impro-blær fra klassens frække drenge, men også en ensomhedsfortælling om aldrig nogensinde at passe ind
En gruppe pushere har overtaget min lokale kiosk, som drives af en håndfuld unge pakistanere. Medarbejderne har måske ikke helt har papirerne i orden, men er skidesøde. Og nu spørger de, om jeg kan hjælpe
Greta Gerwig har lavet tidens bedste film om at være en ung, forvirret og flyveklar kvinde – og om at være mor til sådan en. ’Coming of age’-tematikkerne er der ikke noget sindsoprivende nyt i, men Gerwigs instruktørdebut er til gengæld sindsoprivende veltimet og velspillet, ekstremt morsom og rørende og stiller sig på alles side
Norsk-pakistanske Iram Haqs selvbiografisk inspirerede drama ’Hvad vil folk sige’ er en ulykkelig kærlighedshistorie mellem far og datter og viser os på voldsom vis, hvordan en familie kan kvæle en teenagepiges frihed. Men den lader os ikke forstå, hvordan familiens ære kan veje tungere end familiens kærlighed til deres datter
Mads Brüggers fiktionsfilmsdebut med Den Korte Radioavis’ Rasmus Bruun og Frederik Cilius føles som Gøg og Gokke plus Borat møder ’Lost in Translation’ og ’Klovn’. Takket være rutineret manuskriptstyring og et dryp af faktisk inderlighed bliver det mere end impro-blær fra klassens frække drenge, men også en ensomhedsfortælling om aldrig nogensinde at passe ind
Køb filmhistoriens allermest overdådige italienske villa fra Luca Guadagninos mesterlige kærlighedsdrama ’Call me by your name’. Den er rent faktisk til salg. Og den er alt, hvad drømme er gjort af
Hollywood – og patriarkatet som sådan – har aldrig lydt så helt igennem røvsygt og træls, så ensomt, slidsomt, grusomt og hyklerisk som i skuespiller og Weinstein-anklager Rose McGowans hyperdramatiske udlægning
Greta Gerwig har lavet tidens bedste film om at være en ung, forvirret og flyveklar kvinde – og om at være mor til sådan en. ’Coming of age’-tematikkerne er der ikke noget sindsoprivende nyt i, men Gerwigs instruktørdebut er til gengæld sindsoprivende veltimet og velspillet, ekstremt morsom og rørende og stiller sig på alles side
En gruppe pushere har overtaget min lokale kiosk, som drives af en håndfuld unge pakistanere. Medarbejderne har måske ikke helt har papirerne i orden, men er skidesøde. Og nu spørger de, om jeg kan hjælpe
Lynne Ramsays mesterlige ’You Were Never Really Here’ om en lejemorder, der hader mænd, er en kærlig film om fortrængning. Sjældent, hvis nogensinde, har interessen for mennesket fyldt så meget midt i den blodsprøjtende hævn
