Katrine Wiedemann

Katrine Wiedemann

Sceneinstruktør og klummeskribent
Seneste artikler af
Katrine Wiedemann

Sider

Mest læste
  1. Som instruktør gennem snart 30 år har jeg let kunnet misbruge min magt. Og måske har jeg også gjort det uden at vide det selv. Ligestilling kræver viljen til en ubehagelig selvrefleksion hos begge køn, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  2. En skilsmisse er ikke, når man går fra hinanden og siger det til børnene. Det er en adskillelsesbevægelse, der gentages, hver gang børnene har skiftedag og flytter fra den ene forældre til den anden
  3. Mange i min generation føler en vis afmagt over for eksempelvis klimakrisen. Og det giver sig til udtryk i en usund idé om, at det er de helt unge, der skal lede vores verden, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme
  4. Kombinationen af true crime-genren og podcast er foruroligende. Podcast brander nemlig true crime-genren som noget mere raffineret, sofistikeret og intellektuelt lødigt, selv om den fostrer afstumpetheden i os uanset medie, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  5. Dem, jeg kender, der klarer det her bedst, har sat deres ambitioner ned til et minimum. Og det er ikke en skam. Alle dem, der knokler på, som om intet var hændt, risikerer at få mindst ud af denne krævende og enestående tid, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  6. Tidens hårde moderportrætter ser ofte guder, der skal rives ned, frem for at se mennesker i dyb vildrede. Det er ikke på mode at respektere sine forældre, at være tilgivende og storsindet. Men at det er farligt at dømme andre mennesker, gælder vel også her, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  7. Fortidens epidemier fylder meget lidt i kunsthistorien. Måske fordi epidemier i sig selv er meget lidt inspirerende. En sygdom er en tom form. Et Intet. Kunsten vil hellere skildre smitten i de menneskelige relationer, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme
  8. Nomineringen af Greta Thunberg til Nobels fredspris er sentimental og malplaceret. Prisen bør belønne det lange systematiske arbejde – ikke et barn, der først og fremmest skiller sig ud ved sin ikoniske uskyld, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann