Katrine Wiedemann

Katrine Wiedemann

Sceneinstruktør
Seneste artikler af
Katrine Wiedemann

Sider

Mest læste
  1. Da jeg kom hjem fra ferie, mødte jeg en ven, som havde været meget deprimeret. Han har et godt liv, men juli måned havde fået ham ned med nakken. Den tomme by, der alt for tydeligt afspejlede, at han som den eneste af sine jævnaldrende ingen børn har, ingen kæreste og ingen nærmere familie
  2. Omverdenen har misforstået alderdommen. Det gamle menneske, som ser så klichéagtigt gammelt ud, er et ungt menneske fanget i den samme krop, som bare ikke virker længere. Heldigvis findes ånden, og den er en urørlig gave, som vi yngre bør dyrke, skriver Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  3. Nomineringen af Greta Thunberg til Nobels fredspris er sentimental og malplaceret. Prisen bør belønne det lange systematiske arbejde – ikke et barn, der først og fremmest skiller sig ud ved sin ikoniske uskyld, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann
  4. En skilsmisse er ikke, når man går fra hinanden og siger det til børnene. Det er en adskillelsesbevægelse, der gentages, hver gang børnene har skiftedag og flytter fra den ene forældre til den anden
  5. Festivalerne kaldes frivillige og nonprofit. Men 78 pct. af forretningerne på Roskilde var drevet af professionelle virksomheder, der tjener godt på festivalugen, med frivillige ’ansat’ til at lange flæskestegssandwich over disken. Den lokale håndboldklub, der tidligere drev en madbod, er fortrængt af den øgede professionalisering og profitjagt, skriver Katrine og Fredrik Wiedemann i dette debatindlæg
  6. De fleste frygter, at deres ’forkerte’ tanker vil afskære dem fra fællesskabet. Derfor holder de dem for sig selv. Men de ensomme enere frygter ikke udstødelse, og derfor er de bedre til at tænke selv, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  7. Jeg er kommet igen flere gange på Den Hirschsprungske Samling for at se Harald Slott-Møllers portræt ’Foråret’. Pigen på billedet venter trofast på mig derinde. Det er lidt som at besøge en indsat i et fængsel
  8. Det fantastiske ved litteraturen er, at den kan vende et galaktisk sort hul til en stjernes uforudsigelige eksplosion. Som Karen Blixen gjorde det med sine ord, dengang hun intet havde, intet kunne og intet var