Katrine Wiedemann

Katrine Wiedemann

Sceneinstruktør
Seneste artikler af
Katrine Wiedemann

Sider

Mest læste
  1. Livets problemer løser sig ikke, bare fordi vi lever i et af verdens rigeste samfund. Alligevel er det skamfuldt at være svag og ulykkelig. Måske er den nye offerkultur et udtryk for, at vi ikke gør plads til den naturlige lidelse, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  2. Man taler om digitaliseringen som et udtryk for fremsynethed, kontrol, konkurrencedygtighed. Men hvad hvis digitaliseringen er udtryk for det modsatte, spørger sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg.
  3. Alle siger til mig, med lys i øjnene: sikke en god historie, hva’? Men det er ikke en god historie. En god historie betyder, at man kan lære noget: En person får en erkendelse og udvikler sig, verden forandrer sig. Kim Walls død er grusom. Det er vold. Ikke andet
  4. Kombinationen af true crime-genren og podcast er foruroligende. Podcast brander nemlig true crime-genren som noget mere raffineret, sofistikeret og intellektuelt lødigt, selv om den fostrer afstumpetheden i os uanset medie, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  5. Hvis man tror på, at et samfunds kunst- og underholdningsindustri har en dannende funktion, er der fare for, at vi er på vej til at blive dummere
  6. Nu er den her. Actionfilmen med en gammel dame i helterollen. I Terminator 6 spænder 63-årige Linda Hamilton med musklerne og gør op med plastikkirurgiens terrorregime. Men virker den revolution ikke lidt primitiv, spørger sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme
  7. Nomineringen af Greta Thunberg til Nobels fredspris er sentimental og malplaceret. Prisen bør belønne det lange systematiske arbejde – ikke et barn, der først og fremmest skiller sig ud ved sin ikoniske uskyld, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann
  8. Forfatter Christina Hagen har endnu den idealisme, at hun kræver selverkendelse af magten – i dette tilfælde en lille, men toneangivende avis. Der er brug for hende i en tid, hvor det kun er ganske få ting, vi kan sige højt uden at blive skammet ud, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg