Katrine Wiedemann

Katrine Wiedemann

Sceneinstruktør
Seneste artikler af
Katrine Wiedemann
  • Essay

    Verden mangler en fortæller

    Da terrorister angreb satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, var Katrine Wiedemann midt i de afgørende prøver på sin forestilling ’Farlige Forbindelser’ på Residenztheater i München. Hun forstår ikke den efterfølgende europæiske ophidselse. Vi farer vild i medie-nuet, mens vi har brug for at genvinde fodfæstet – og det kan de klassiske tekster bruges til, mener hun
  • Januar uden ord

    Det er januar måned, og Martin er stadig død. Selvfølgeligt er han det. Hvad skulle han ellers være? Det er ikke et teaterstykke. Han døde rigtigt
  • Teatret som ’underhund’

    På en måde undrer det mig, at teatret har den underhundsagtige rolle i forhold til film. Selvfølgelig er det enormt umoderne at være intellektuel, men faktisk er der mange flere intellektuelle i teatret end i film – der er ikke een i filmverdenen, der har læst en bog...

Sider

Mest læste
  1. Tidens hårde moderportrætter ser ofte guder, der skal rives ned, frem for at se mennesker i dyb vildrede. Det er ikke på mode at respektere sine forældre, at være tilgivende og storsindet. Men at det er farligt at dømme andre mennesker, gælder vel også her, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  2. Livets problemer løser sig ikke, bare fordi vi lever i et af verdens rigeste samfund. Alligevel er det skamfuldt at være svag og ulykkelig. Måske er den nye offerkultur et udtryk for, at vi ikke gør plads til den naturlige lidelse, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  3. Man taler om digitaliseringen som et udtryk for fremsynethed, kontrol, konkurrencedygtighed. Men hvad hvis digitaliseringen er udtryk for det modsatte, spørger sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg.
  4. Kombinationen af true crime-genren og podcast er foruroligende. Podcast brander nemlig true crime-genren som noget mere raffineret, sofistikeret og intellektuelt lødigt, selv om den fostrer afstumpetheden i os uanset medie, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
  5. Alle siger til mig, med lys i øjnene: sikke en god historie, hva’? Men det er ikke en god historie. En god historie betyder, at man kan lære noget: En person får en erkendelse og udvikler sig, verden forandrer sig. Kim Walls død er grusom. Det er vold. Ikke andet
  6. Nomineringen af Greta Thunberg til Nobels fredspris er sentimental og malplaceret. Prisen bør belønne det lange systematiske arbejde – ikke et barn, der først og fremmest skiller sig ud ved sin ikoniske uskyld, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann
  7. Sorg som en diagnose klinger mærkeligt. Hvad tror man om livet? Måske en diagnose kan være en hjælp til den enkelte, men hvad betyder det for en kultur at udsende et signal om, at fundamentale livsvilkår kan gå over ved den rette hjælp?
  8. Omverdenen har misforstået alderdommen. Det gamle menneske, som ser så klichéagtigt gammelt ud, er et ungt menneske fanget i den samme krop, som bare ikke virker længere. Heldigvis findes ånden, og den er en urørlig gave, som vi yngre bør dyrke, skriver Katrine Wiedemann i dette debatindlæg