Kim Karmark

  • 8. marts 2008

    I Østeuropa har de overskæg hele banden

    Som kilometersyg spejderfører sidder jeg og virrer med hovedet. Frem og tilbage. Jeg ser det samme Østeuropa ud af vinduet som for fire timer siden: Grønne bakker, landsbyer med træhuse og barfodede sigøjnertøser med syltetøjsglas med nyplukkede bær.
    Ungerne skriger fra bagsædet: -Hvad fanden skal vi i Polen? Det er verdens kedeligste land.- Nå, men Polen ... here we come. Og børnene har jo ret! Polen er et grimt land. Reklameskilte overalt. Polakker ejer ikke landevejsæstetik; og så er de verdens mest tilknappede mennesker. Og med de overskæg, så er det jo helt umuligt at se, hvis de endelig smiler. Den højtråbende knægt på otte år på bagsædet himler: -Lad os komme væk.- Eller hvad?
  • 16. februar 2008

    Et land af eddike og teknologi

    Seoul. Koreanerne kalder selv deres land for Asiens Glemte Perle. Det er da heller ikke mange gæster, jeg møder i byen: Der er næsten ingen turister og overraskende få forretningsfolk. Det kan kun undre, for er der et sted, hvor den digitale side af fremtidens muligheder folder sig ud, så er det her - i fascinerende samspil med dybe koreanske traditioner
    Koreanerne har ikke andet end hovedrysten til overs for vores primitive fokus på design. Det, der betyder noget i mobiltelefonen er features, masser af features. Seoul er teknologiens højborg, hvis man altså ikke tager til markedet, hvor man finder det, vi synes er det -ægte Asien- med sine Kimchi-boder - en koreansk nationalret der nemmest beskrives som kål i eddike.
  • 2. februar 2008

    En sitrende modløs energi fra 17 millioner mennesker

    Pulsen er ligeså høj som støjen og som mængden af smog og støv. Der er mennesker overalt. Og mange mennesker er som regel ensbetydende med liv. Cairo er også i allerhøjeste grad en by i live, men også en mærkelig modløs by. Og det er ikke det fremskredne forfald, de sønderkørte biler, det tunge bureaukrati, angsten for terror eller den håbløse boligsituation, jeg tænker på. Det er den tristesse, som mærkes overalt. Cairo er en frustreret by
    Hægtet af. Før -67 boede der jøder, kristne og muslimer side om side i kvarteret. Nu er der kun muslimer og forfald. Om der kan udledes en lære er næsten skræmmende. Et billede på historien om metropolen, der røg af i svinget i kapløbet om at blive den arabiske verdens vigtigste by