Det er publikum selv, der med en snild og på en gang sadistisk og pædagogisk konsekvens bliver sat i scene i instruktøren Tue Bierings fortolkning af dødssynden misundelse som personlig og ikke spor apolitisk drivkraft
Den unge teaterinstruktør Sargun Oshanas kropsnære og stemmestærke iscenesættelse af Niels Henning Falk Jensbys roman ’Techno’ er et forfriskende forsøg på at mindske afstanden mellem publikum og de erfaringer, som teatret kan beskæftige sig med
Reimar Torkil Juuls debutroman om det på én gang fascinerende og fjollede forsøg på at forme det fælles liv i velfærdsstatens sociale boligbyggeri er usandsynligt udknaldet og usandsynligt underholdende. Om den også er mere end det, er mere uklart
Var litteraturåret 2017 egentlig så skidt, som det er blevet beskrevet? Og har Erik Skyum-Nielsen ret i, at hybrider er halvhjertede og collager kaotiske? I stedet for at affærdige dem bør vi spørge os selv, hvad årets mange genrehybrider siger om tiden
I podcastens tidsalder kan alle måske lave radiodrama, men hvem kan lave det godt? Mens vi venter på, at teatrene slår dørene op til en ny sæson, har Informations nye teaterkritiker kastet sig over hørespil fra fire forskellige gamle og nye kanter. De viser hvor forskelligt radiodramatik kan tage sig ud i dag
Grænsen mellem fantasi og fakta er mere åben end nogensinde i Niels Franks nye genrehybride historier, der kredser om og ud fra emnet og stedet byen, så det både føles næsten gammeldags og helt tidssvarende
Historien om nogle af 00’ernes store litterære rystelser begynder, da Claus Beck-Nielsen går på gaden som Claus Nielsen og bagefter skriver om det i Information. Dette er 1. del af Informations danske litteraturhistorie. Året er 2000
Informations nye litteraturpodcast fortæller dansk litteraturhistorie fra 2000 til 2019 gennem de vigtigste begivenheder. Lyt her eller i din foretrukne podcastafspiller
Morten Papes anden roman ’Guds bedste børn’ er en fiktiv fortælling om virkelig vold, der løfter hans rå realisme og dens indbyggede sociale kritik til et nyt litterært niveau
Man kunne få tanken, at debatteatret Sort/Hvid er blevet et bedre mediebureau end teater. Men det giver heller ikke mening at betragte Lollike og Madame Nielsens uspændende 'White Nigger/Black Madonna' isoleret set. For er alt det, der omgiver forestillingen ikke netop del af den form for interaktionsteater, som både Sort/Hvid og Nielsen ellers bedriver?
