Klaus Rifbjerg

Seneste artikler af
Klaus Rifbjerg
  • 1960’erne: I ungdomsoprørets tid

    Drengen Siggi Jepsen, der er hovedpersonen i Siegfried Lenz’ roman ’Tysktime’, er en oprører mod den disciplinære fundamentalisme
  • Aristokratmodernisme

    Hvis Informations kulturredaktør læste, før han skrev, ville jeg måske slippe for mangt og meget – bl.a. at få skudt i skoene, at jeg er velstandsmodernist og foragter mine kolleger
  • Lys over radiolandet

    Melodunten er den gammelkendte, misundelses­syge mistænkeliggørelse, hvor det påstås, at alt vest for Valby Bakke underforsynes med opmærksomhed
  • Gå nu lige hjem!

    Kvinder krudtet op i fine kjoler, musik, champagne og historien om en vigtig mappe, der blev snuppet, fordi en flok forfattere ikke gik pænt hjem i seng. Tag med Klaus Rifbjerg til julefrokost
  • Intellektuelle på flugt

    Strid i Det Danske Akademi. Professor Fredrik Stjernfelt betegner forfatter Suzanne Brøgger som en af Bermans flygtende intellektuelle når det gælder islamdebatten
  • Frænde er frænde værst

    Mystiske ting går i svang på Informeren i disse år, hvor Rune Lykkeberg, Dansk Folkeparti sætter dagsordenen, chefredaktøren beder til Gud, direktøren er medlem af Cepos, og kulturredaktøren beser bagefter, det bedste han har lært
  • Det monumentale mindreværd

    Lykkeberg og hans hird ser kun, hvad de selv har i hovedet, og af den grund kommer de til at stå som de egentlig nedladende, for det er dem, der mener, at man ikke kan tale klarsprog til godtfolk, for det kan folk ikke tåle!
  • En mand af folket

    Lad for Guds skyld Anders Fogh Rasmussen blive præsident for Europa - eller U.S.A. eller for den for den sags skyld hele verden
  • Hånden over ...

    Påstanden om, at Fogh aldrig læser bøger, skabte rystelser ikke blot på kulturredaktionsgangen, men i hele bladhuset, hvor selvopfattelsen efterhånden overhaler renheden i myten om den ubesmittede undfangelse indenom

Sider

Mest læste
  1. Hvordan kan det være, at tilbederne bliver så underligt frisk-søde, når de skriver om Grundtvig? Biografi og cd’er Det kunne ligne en hel bølge – sådan føles det i det mindste, når man nu sidder med Ebbe Kløvedal Reichs Solskin og lyn efter lige at have ædt sig igennem Finn Abrahamowitz store biografi om Grundtvig...
  2. Hun var et lidenskabeligt menneske, der følte uret begået mod andre som et overgreb på sig selv NEKROLOG Læsere af Information vil nikke genkendende til navnet Rigmor Thor. Hun skrev flittigt i avisen - kommentarer, læserbreve, artikler...
  3. Den litterære promille er høj, men hvad med prisen? FORMAT - SOMMERTILLÆG Sommerbibliotek Det er sært at tænke på, hvor stor rolle alkohol har spillet i litteraturen - ikke mindst for de forfattere, som skrev den...
  4. Der bliver skænket rundeligt op i Joanne Helströms rigeligt søde cocktail ’Brombærvin’ Ny bog Det virker ikke som nogen tilfældighed, at det er Lasse Helström, der skal instruere Joanne Harris succesroman Chokolade som film...
  5. Dantes guddommelige komedie genopføres i sublime, nye danske vers ved Ole Meyer Ny bog Man kan være ganske sikker på, at der i Dantes helvede findes en afdeling for alle dem, der påstår, at de har læst Den guddommelige komedie og refererer til den med stor selvfølge, selv om de ved, at de er fulde af løgn...
  6. (2. sektion) Novelle Der var engang en mand, der glædede sig til alting. Når han stod op om morgenen, glædede han sig til morgenmaden, når frokosten nærmede sig, glædede han sig til den, og mens han spiste, glædede han sig til den cigaret, han skulle ryge efter måltidet...
  7. Poul Nakskovs bog om Tove Meyers poesi frister til at ønske sig en anden bog end den foreliggende Forfatterskab Det problematiske ved at skrive en større analyserende afhandling om Tove Meyers (1913-1972) poesi, som den sympatiske Paul Nakskov har gjort, ligger i den simple kendsgerning, at der ikke er så meget at forklare i digtene...
  8. Indstik I et henrivende essay fra 40’erne diskuterer Kai Friis-Møller reklamen med særligt henblik på Max Beerbohm, der – hvis han var rig nok – ville købe helsider i alle de store engelske aviser og kun skrive på de blanke sider: »Intet i verden er værd at købe!« Det var lige efter de fem forbandede år, hvor det eneste man drømte om var lys i lysreklamerne, og hvor de fleste reklamer handlede om, at hvis man turde sige til et medmenneske, at det havde dårlig ånde, var der håb at hente, såfremt man brugte en bestemt tandpasta...