Kristian Thorup

Seneste artikler af
Kristian Thorup
  • Da populismen trådte ind på scenen, blev venstrefløjen elitens ven

    Venstrefløjen har lært at afvise alt, hvad populisterne har at byde på – inklusive retorikken om ’folket mod eliten’. Med denne tilgang er venstrefløjen på paradoksal vis endt med at stille sig på elitens side og overser, hvordan populismen blot er en forvrænget udgave af den marxistiske analyse
  • Politikere, der prædiker strenge straffe og lovlydighed, bryder ofte selv loven

    Højrefløjen ser sig ofte i sin gode ret til at bryde demokratiets spilleregler i en højere sags tjeneste, mens de prædiker lov og orden og siger, at indvandrere ikke kan finde ud af demokrati. Hvis vi vil beskytte demokratiet, er løsningen måske at lade det vokse, skriver forfatter Kristian Thorup i dette debatindlæg
  • Eliten har monopoliseret fornuften og beskyldt de lavtuddannede for at være ufornuftige

    De 'postfaktuelle' populister er båret af følelser og mangler fornuft, lyder det fra en akademisk elite, som fralægger sig ethvert ansvar for 'det postfaktuelle samfund'. I virkeligheden har samfundets herskende klasser selv skabt denne tilstand ved at monopolisere fornuften og ekskludere de lavere klassers bekymringer fra den offentlige debat
  • Det er ikke kun Trumps retorik, der er vanvittig, men hele USA’s politiske system

    Trump går for langt i sine påstande om valgsvindel og korruption. Men han har ret i den forstand, at det amerikanske politiske system levner vælgerne på bunden af samfundet meget få chancer for at få deres stemme og interesser hørt
  • Hvis vi forandrer ’materien’, tager vi magten fra islamismens spøgelse

    Truslen fra islamistisk terror styrkes, fordi Vesten insisterer på at bekæmpe den med henholdsvis militære og ideologiske midler. Fjerner vi i stedet den sociale indignation, står islamismen tilbage som en totalt magtesløs ideologi
  • Er det progressive blevet konservativt?

    Historiens progressive bevægelser er blevet elementer i konservative kulturkanoner, mens nutidige progressive bliver kaldt konservative, når de kalder til kamp for velfærdsstaten. Det kan se ud som om, at det progressive og det konservative er blevet identiske. Men sandheden er, at det konservative kun tillader det progressive som passiv statist fra fortiden
  • Når nydelsen bliver pligt og pligten nydelse

    I den seneste lille bog i Tænkepauseserien undersøger Rasmus Ugilt nydelsen som et dialektisk fænomen. Nydelsen kan altid at slå om i lidelse – og omvendt. Dette er netop relevant i dag, hvor det kræves af os, at vi nyder i en grad, så det kan gå hen og blive en sur pligt
  • Højrefløjen excellerer i pseudo-marxistisk kritik af de arbejdsløse

    En lille gruppe ikkearbejdende folk lader hånt om almindelige menneskers arbejde ved at nyde uden at yde, tordner højrefløjen. Den beskrivelse plejede Marx at bruge om kapitalisterne. Fortællingen opstår, fordi politikerne må opgive at regulere den mobile, globale overklasse og i stedet griber til falske forklaringer på samfundets problemer
  • Bitre mænds impotente udbrud

    De voldelige og nedladende meddelelser til kvindelige debattører, som programmet ’Ti stille kvinde’ kaster lys over, er et åbenlyst udtryk for ressourcesvage mænds magtesløshed. Ytringerne afspejler samfundets skæve fordeling af kulturelle ressourcer og manglen på et ideologisk projekt, der kan give de verbale voldsmænd retning og mening i livet

Sider

Mest læste
  1. Højrefløjen ser sig ofte i sin gode ret til at bryde demokratiets spilleregler i en højere sags tjeneste, mens de prædiker lov og orden og siger, at indvandrere ikke kan finde ud af demokrati. Hvis vi vil beskytte demokratiet, er løsningen måske at lade det vokse, skriver forfatter Kristian Thorup i dette debatindlæg
  2. Venstrefløjen har lært at afvise alt, hvad populisterne har at byde på – inklusive retorikken om ’folket mod eliten’. Med denne tilgang er venstrefløjen på paradoksal vis endt med at stille sig på elitens side og overser, hvordan populismen blot er en forvrænget udgave af den marxistiske analyse
  3. Historiens progressive bevægelser er blevet elementer i konservative kulturkanoner, mens nutidige progressive bliver kaldt konservative, når de kalder til kamp for velfærdsstaten. Det kan se ud som om, at det progressive og det konservative er blevet identiske. Men sandheden er, at det konservative kun tillader det progressive som passiv statist fra fortiden
  4. De voldelige og nedladende meddelelser til kvindelige debattører, som programmet ’Ti stille kvinde’ kaster lys over, er et åbenlyst udtryk for ressourcesvage mænds magtesløshed. Ytringerne afspejler samfundets skæve fordeling af kulturelle ressourcer og manglen på et ideologisk projekt, der kan give de verbale voldsmænd retning og mening i livet
  5. En lille gruppe ikkearbejdende folk lader hånt om almindelige menneskers arbejde ved at nyde uden at yde, tordner højrefløjen. Den beskrivelse plejede Marx at bruge om kapitalisterne. Fortællingen opstår, fordi politikerne må opgive at regulere den mobile, globale overklasse og i stedet griber til falske forklaringer på samfundets problemer
  6. Vores afkald på de store ideologier har medført en common sense-politik, der mangler princip-per for sine egne mål og grænser og dermed ender med at give det værste fra to verdener: liberalismens økonomisme og vækstfetich og socialismens totaliserende slagside. Resultatet er en social investeringsstat, hvor alt gennem tvang er underkastet økonomiens logik
  7. Så længe vi opfatter arbejdsløse som dovne nassere, slipper vi for at tage opgøret med de institutioner, der udløste krisen og sendte dem ud i arbejdsløshed
  8. Trump går for langt i sine påstande om valgsvindel og korruption. Men han har ret i den forstand, at det amerikanske politiske system levner vælgerne på bunden af samfundet meget få chancer for at få deres stemme og interesser hørt