Kristoffer Holm Pedersens blog

Hyldest til Spanien

Det er med ren følelse i kroppen og god smag i munden at man kan tage afsked med Europamesterskaberne 2008. De rigtige vandt, de rigtige tabte og sådan skal det være. Tilbage sidder et begejstret fodboldeuropa med en klar vision af, hvordan fodbold kan være når det er allerbedst. Tak for det.

Det var en slutrunde med lidt af det hele: Overraskelsen med det smukt fightende Tyrkiet, svanesangen fra de forældede franske favoritter, nyopkomlingen fra et flot spillende Rusland, en superstjernes fødsel i playmakeren Arshavin og endelig det vigtigste: de værdige vindere fra Spanien.

For det er ikke blot set over hele turneringen at Spanien er fortjente europamestre. I hver enkelt kamp de har spillet, har deres sejre været fortjente. Fra det knebne 2-1 resultat over Sverige til 4-1 og 3-0 nedsablingerne af Rusland og straffesparkskonkurrencen mod Italien har man intet kunne indvende imod at spillerne fra den Iberiske halvø løb med sejren.

Og det er måske det mest imponerende af det hele: Nemlig de mange forskellige måder Spanien formåede at vinde på. Angrebsfodbold mod Rusland og Tyskland når det var påkrævet, defensivt og kalkulerende mod Italien når der var brug for det. Det vidner om stor omstillingsevne hos landstræner Aragones’ mænd. Det er ikke ofte man ser det fra et landshold, der ikke spiller sammen til dagligt.

Spanien spillede det bedste fodbold og havde de bedste individualister. Fra Casillas i målet over Puyol og Ramos i forsvaret, styrmand Senna på den defensive midtbane, Barca-duoen Iniesta og Xavi på den offensive til Villa og Torres i angrebet. Og så gør det jo heller ikke noget at have indskiftere som Fabregas, Reina og Güiza klar på bænken hvis nogen af disse profiler trænger til en pause.

I modsætning til stort set alle andre hold havde Spanien angribere, der rent faktisk lavede mål. Ud af Spaniens 12 mål blev de 9 lavet af angriberne der som oftest lå to sammen på toppen af den spanske formation. Det kan få én til at overveje om den meget omtalte 4-6-0 opstilling i virkeligheden har været den største taktiske nyfrembringelse ved dette EM. Aragones har i hvert fald i de fleste kampe benyttet sig af en rimelig klassisk 4-4-2 (eller måske 4-1-3-2 om man vil). Det nye har været de spillere han har valgt til at udfylde rollerne: ingen Gattuso-tonsere eller Makelele-opryddere her tak, men kompetente boldspillere, alle eminent passningsstærke og hele tiden på udkik efter fri- og dybdeløb. Resultatet har været en boldomgang og et positionsspil vi ellers kun har været vant til fra de allerstørste sydeuropæiske klubhold.

Sandheden er krigens første offer, skrev George Orwell i 1938 i bogen ’Hyldest til Katalonien’. Det har han nok ret i. Men i denne ’Hyldest til Spanien’ er sandheden den, at dette EM ikke kunne have fundet en mere fortjent vinder. Hurra for EM. Hurra for fodbolden. Viva España!

Kommentarer

Værdige og velvalgte ord til et fodboldlandshold der gennem tiderne har været mere end usandsynlig uheldig -trods godt spil.