Kristoffer Holm Pedersens blog

Insh’Allah?

Nej, det var ikke fortjent. Og det var bestemt ikke underholdende. Og det var da bestemt ikke retfærdigt at det af alle mennesker var den tyrkiske målmand Recber Rüstü, som indtil allersidste spark ikke havde placeret en målmandshandske rigtigt i hele kampen, der endte med at blive matchhelt.

Og ja, hvor havde kroaterne fortjent bedre. Ikke fordi de spillede sprudlende fodbold, for det gjorde de slet ikke. Men fordi de dog prøvede, hvilket man på intet tidspunkt kunne beskylde Fatih Terims tropper for.

Hvorfor blev en ellers så lovende kvartfinale til slutrundens dårligste kamp? Det skyldes, som Frank Costanza ville have sagt, to ting og de er begge to den samme: Det var for farligt at angribe.

Og så går det nu engang sådan: Når begge hold er farligst på kontra gælder det naturligvis for begge hold om at minimere det andet holds muligheder for at blive farlige. Og det gør man ved ikke at angribe, og når man alligevel gør det, at angribe med tilstrækkelig mange mand bag bolden så man hurtigt kan eliminere den kontraspillende modstanders chancer.

At det overhovedet lykkes de to hold at score indenfor 120 minutter kan da heller ikke tilskrives dygtighed, men henholdsvist udueligt målmandsspil og held. Og derfor var der heller ikke meget at sige til at Tyrkiet, for tredje kamp i træk via et heldigt mål i slutsekunderne, skubbede kampen ud i den eneste passende afgørelse, nemlig straffesparkskonkurrence.

At Tyrkiet her endte som sejrherre kunne ikke komme bag på nogen. Dels kunne man se det på den måde tyrkerne og kroaterne gik rundt inden straffesparkene: tyrkerne grinende og afslappede. kroaterne modløse og bitre. Og dels, hvis skal man tro Lasse Ellegaards fremragende artikel fra gårdsdagens avis, fordi tyrkerne spiller med gud på deres side. De går videre hvis gud vil, eller som de siger: insh’Allah. Alene den kendsgerning giver vel unægtelig én en fordel når der skal sparkes straffesparkskonkurrence.

Fint nok, men helt ærligt: hvis det virkelig er vor herres ide om a good time at spendere 120 minutter med den værste omgang dødemandsbold hidtil i dette EM, så må han for min skyld gerne beholde sit paradis for sig selv.

Men here we are. Tyrkiet er i semifinalen mod tyskerne. Er der nogen som helst mulighed for at de ikke bliver flået i stykker mod Tyskland? Nej.

Og dog. Som en kedeligere mand end mig selv engang sagde: Held er noget man fighter sig til. Og hvem ved: det er guddommelig indgriben måske også.

Kommentarer

Jeg var tæt på et forlist forhold på grund af valget mellem semifinalen på onsdag, og en aftenåben zoologisk have.

Tak til Tyrkiet og Tyskland for at valget er let.

Så er det bare tilbage at håbe på godt vejr.