Kristoffer Holm Pedersens blog

Jamen kære venner, I holder jo med Grækenland

I romanen ’Udødeligheden’ skriver den tjekkiske forfatter Milan Kundera om en radiomand der i filosofiske vendinger hylder den kommercielle udvikling indenfor radiomediet, uden at være klar over at netop denne udvikling gør, at hans program er ved at blive fjernet fra sendefladen. Det får en kollega til at udbryde: »Jamen kære ven, du er jo dine graveres åndfulde hjælper!«

Den replik fløj gennem hovedet på mig mens jeg sad og så gårdsdagens sene kamp mellem Frankrig og Holland. TV2’s kommentatorpar Flemming Toft og Thomas Helveg havde de helt store gloser fremme da Holland havde bragt sig foran 4-1.

»Det her er fremtidens offensive fodbold!«, råbte Toft således. Og han kan meget vel have mere ret end han selv aner.

For Hollands spillestil er muligvis fremtiden. Med en 7-1 målscore efter de første to kampe mod sidste VM’s finalister Italien og Frankrig og med et allerede sikret avancement fra ’Dødens Gruppe’ tyder noget unægtelig på det. Men pas på hvad I ønsker jer, alle I Europas Flemming Toft’er. For med jeres utvetydige hyldest til Holland kan der meget muligt være grund til at udbryde med Kundera:

»Jamen kære venner, I holder jo med Grækenland!«

H = G + s
Hvordan kan det nu lade sig gøre at sammenligne boring, boring Grækenland med sprudlende, sprudlende Holland? Jo det kan det fordi deres udgangspunkt er ens og fordi deres indbyrdes forhold kan skrives i en ligning der er ligeså enkel (om end knap så genial) som Albert Einsteins relativitetsformel. Den ser sådan ud:

H = G + s

Hvor H er Holland, G er Grækenland og s er skills – dvs. dygtighed, individualister og dommedagsdrøn med højrefoden. Holland er Grækenland plus dygtighed. Beviserne?

- Ud af Hollands 7 slutrundemål er de to kommet på eller som følge af dødboldsituationer tidligt i kampene (Dirk Kuyts åbningsmål mod Frankrig og Van Niestelroys mål mod Italien). De resterende fem er kommet på kontramål efter modstandernes pres.

- Når modstanderne har bolden, er hele holdet engageret i forsvaret: Mod Italien lagde de forreste spillere et højt pres for at forpurre Pirlos opbyggende spil. Mod Frankrig var det derimod ikke usædvanligt at se 8 hollandske markspillere i eget felt under det franske opspil.

- I begge kampe har hollænderne mødt et spilopbyggende hold der med mange stationer forsøger at kombinere sig frem til chancer. Overfor det har hollænderne anvendt et langt mere direkte kontraspil med stikninger til deres hurtige og gennembrudsfarlige fløje.

- Og så har Hollænderne været uhyggeligt effektive foran mål. Mod Italien havde hollænderne således kun et lille overtag i skudstatistikken, mens de mod Frankrig rent faktisk tabte den 17-15. Derfor er det, trods de store afklapsninger, ikke helt forkert når både Donadoni og Domenech påstår at deres hold var uheldige med at tabe.

Der er kun to grunde til at Holland ikke bliver angrebet vildt for denne spillestil (af andre end en forsmået ex-Barcelona-træner) ligesom grækerne bliver det. Dels den førnævnte faktor s: Hollands fremragende individualister, der gør lynhurtigt kontraspil til en fryd at se på. Dem mangler grækerne og derfor bliver deres spil kedeligt og ensformigt at se på, hvorimod hollændernes hæl-og-tå-spil har mere swung over sig, for ikke at tale om deres fremragende afslutninger.

Og så selvfølgelig de mange mål. For mange mål kan hos den almindelige fodboldfan, der - stik imod hvad man tror - altid har bedømt et holds indsats på resultatet af dets spil (hvor mange mål scorer det?) frem for processen (hvordan forsøger holdet at nå frem til det), altid undskylde selv den mest defensive taktik. Grækerne laver sjældent mål. Og aldrig fire i samme kamp.

Dræbende
Så Holland er Grækenland. Er der så noget galt i det? Ikke spor. Man skal bare gøre sig klart hvad det er man hylder. Og hvad det er man får, hvis Flemming Toft får ret i sin forudsigelse om, at det her er fremtidens fodbold:

En højt udviklet, kontraspillende dræbermaskine, på hvem angrebsfoldbold og høj boldbesiddelse ikke bider, men som kun kan bekæmpes med ét våben: en endnu mere defensiv indstilling.

Gør man ikke det, så er man sine egne graveres åndfulde (og jubelbegejstrede) hjælper.

Kommentarer

Jens Christoffersen

Du spiller næsten tyskerkortet (maskinelt, højeffektivt, men ikke smuk fodbold), men er forkert på den. Holland spiller langt mere kreativ fodbold end du tilskriver dem, og det er (også) misvisende at reducere det til småstats-kontrafodbold. Både mod Italien og Frankrig har de været spilstyrende mere eller mindre fra start (imod Italien fra start til slut, Frankrig havde nogle breaks med vidunderlig offensivt spil, men opnåede aldrig at sidde på noget).

At Italien eller Frankrig, muligvis begge, får en hurtig exit er givetvis et chok for mange, men navnlig når det gælder Italien er der altså ikke tale om følsomme createurs, som er blevet tromlet af en maskine. De blev klædt af rent spilmæssigt. Frankrig kunne måske godt have fortjent lidt bedre, men med en ujævn midtbane og en svagt spillende defensiv skal det jo være svært.

Holland spiller angrebsfodbold. Bare ikke på den latinske måde.

Kristoffer Holm Pedersen

Jo, men Jens Christoffersen, forstå mig ret: Jeg har intet imod Holland. Tværtimod. De har jo stået for to af EM's bedste kampe. Det er sjovt at se på, hæl-og-tå, og værdsætter man flotte mål og mange af dem er Holland på mange måder holdet at holde med.

Men men men. Vær ikke blind for deres spil. Van Basten har ikke for ingenting spenderet de vigtigste år af sin fodboldkarriere i Italien. Han udnytter (som enhver god træner bør gøre) sit spillermateriale til det absolut maksimale. Og har flere gange, til hollandske "fodboldeksperters" ærgelse, proklameret at resultatet af en kamp er vigtigere end selve spillet. Og her er jeg enig: Målet med fodbold er at vinde. Alt andet er Morten Olsensk tågesnak.

Men jeg vil gerne se nogle argumenter for at Holland ikke spiller (medgivet: dygtig) kontrafodbold. Er der nogen af bloglæserne der kan komme med det?

I går kom jeg rent faktisk til at holde med Grækenland i deres kamp mod Rusland. På grund af mit drømmehold. Det var ikke nogen rar følelse.

Grækenland bruger rigtig meget tid når de er i boldbesiddelse, har mange pasninger, kombinerer rundt og rundt. De har sjældent mange mand i modstanderens straffesparksfelt.
Holland derimod har få afleveringer og bruger ikke så meget tid med bolden. Holland har ofte mange spillere i modstanderens straffesparksfelt.
Boldbesiddelse og pasninger kan eventuelt tjekkes på uefa.com og deres statistik sider, spillere i straffesparksfeltet er min påstand.

Efter min mening må din ligning snarere se sådan ud:
I= G+s

En anden ting er så hvad der er godt og dårligt. Lange angreb med mange kombinationer kan være utroligt flot, men er desværre tit ret kedeligt. Det bliver ofte tolket som offensivt spil men kan vel også være en form for defensiv taktik: man løber f.eks ikke så stor en risiko for at tabe bolden med de korte pasninger. Det afgørende er ofte hvor hurtigt der spilles og hvor mange spillere man er villig til at bringe frem. Sidste OL viste Argentina hvor effektivt og smukt den type fodbold kan spilles.
Så er der de hold der helst vil have bolden så hurtigt op til modstanderens mål som muligt. Her er det nødvendigt med første gangs afleveringer og præcise lange afleveringer. Hvis det skal blive morsomt at se på er det igen afhængigt af hvor mange spillere man vover at bringe frem. Sevilla kan engang i mellem levere varen og (desværre) Manchester U.

Og så er jeg i øvrigt af den mening at begrebet kontrafodbold er blevet misbrugt i mange år og efterhånden har mistet sin mening.

Jens Christoffersen

MartinØ's analyse i dagens avis underbygger i hvert fald påstanden om I = G + s: http://www.information.dk/160864