Kristoffer Holm Pedersens blog

No alarms and no surprises

I dagens avis gør Martin Østergaard-Nielsen status over en første runde ved EM, der ifølge ham primært har været kendetegnet ved favoritternes sejre og overraskelsernes udebleven.

»Håbet må være, at de små hold bider bedre fra sig i de kommende dage - at en underdog vælter en af de store hunde om på ryggen - så forudsigeligheden kan blive brudt. Et vaskeægte turneringschok ville virkelig vække slutrunden«, skriver han.

Tja. Tjoh. Jeg ved snart ikke. Selvom det selvfølgelig vil være kedeligt, hvis hele turneringen fra nu af blot forløber som bookmakerne og eksperterne forudser, så mener jeg det vil være forkert at ønske sig overraskelser blot for overraskelsernes skyld.

Martin Østergaard-Nielsen nævner selv EM 2004 som eksempel, hvor Grækenland kom undertippet til EM og overraskende løb med sejren. Er det virkelig det vi ønsker at se igen? Et EM hvor hverken Tyskland, Spanien eller Italien kom videre fra gruppespillet; hvor grækerne tumlede sig igennem finalerne med smalle og ufortjente 1-0 sejre efter blot at have samlet 4 point i gruppespillet; og hvor de største stjerner så trætte og udbrændte ud og derfor ikke havde noget at stille op imod de dårligere holds defensive maskinbold.

Og hvem er det lige man skal håbe, går videre? Og på bekostning af hvem? Er det Kroatien og Østrig der skal dukke de ellers nu så sejrssikre tyskere? Er det Grækenland og Sverige der med deres kyniske spillestil skal udstille spaniernes spillestil som det, den er: spilleglad optimisme? Eller er det Italien, som hele Danmark åbenbart hellere end gerne ser implodere og ryge ud til fordel for et gammelt, langsomt og livstræt Frankrig?

Altså, min pointe er: I et EM hvor vi i forvejen bliver udsat for lidt for mange uinteressante kampe (hvem så rent faktisk samtlige 90 minutter af Tyrkiet-Schweiz? Hvem planlægger at se samtlige minutter af Østrig-Polen?), er det så rent faktisk kvartfinaler mellem Rumænien-Grækenland eller Tyrkiet-Polen vi har brug for? Nej tak. Så giv mig Italien-Sverige eller Tyskland-Tjekkiet i stedet for.

Forstå mig ret: Jeg kan godt lide overraskelser. Men de skal være fortjente. Det overraskende hold skal spille positivt, sprudlende, overbevisende fodbold. De skal være unge og uimponerede og udstille de gamle favoritters svagheder og arrogance. De skal have det gå-på-mod der gør dem uimodståelige både på banen og udenfor.

De skal, for nu at komme med et eksempel, være Sverige i 1994. Hvem husker ikke en ung, dreadlocket Henke Larssons gennembrud, angrebsparret Brolin og Dahlins tryllerier, den snu straffesparksræv Thomas Ravelli og den overbevisende kollektive nedsabling af sure Hristo Stoichkovs Bulgarien i bronzekampen?

Se det var et overraskelseshold man kunne holde med! Men hvem er EM 2008s svar på Sverige? Jeg kan ikke få øje på dem (bortset måske fra Holland, der godt kan gå hele vejen). Så for min skyld må favoritternes sejrsrække gerne fortsætte.

Kommentarer

Lige for en god ordens skyld.

Der sidder en enkelt dansker her og håber på at Italien går hele vejen, og ender i finalen sammen med holland.
Mage til fodboldlækkerbidsken er vist ikke set siden liverpools comeback mod Milan, og hvor meget jeg end holder af Italiensk fobold, kan jeg ikke andet end at nikke anderkendende af Hollands sejr.

Dermed ikke sagt at Italien ikke havde noget at byde ind med, for anden halvleg var i mine øjne et fuldfedt orgie af lækkerier fra både Hollandsk og Italiensk side, og hvis rygterne taler sandt og Del Piero starter, Ambrossini og Gattuso ryger ud på bænken til fordel for Daniele De Rossi og Simone Perrotta, så er jeg fortrøstningsfuld mht. Italiens chancer for at gå videre.

Nedsabling af Bulgarien?

Tja...

Var sure Stoichkov og kammeraterne ikke bare på vej i banken!

http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080404/SAMFUND/...