Kristoffer Holm Pedersens blog

Should we talk about the government?

Det har længe været en uskik for UEFA og FIFA lige inden en slutrunde at indskærpe visse regler som man har ønsket dommerne at være ekstra opmærksomme overfor. Det være sig fx film eller tacklinger bagfra. Som oftest med katastrofale følger for kampene og for de stakkels dommere, der åbenlyst ikke har fået den fornødne instruktion eller øvelse i at håndhæve dem.

Ved denne slutrunde har UEFA dog holdt sig i skindet. Man har talt lidt om gensidig respekt mellem spillerne og i særdeleshed fra spillernes side overfor dommerne. Men det er også det. Og det har virket! Her godt midtvejs gennem turneringen har vi endnu den første uforståelige udvisning (også kendt som »en Toro Rendon«) eller totalt mislykkede dommerpræstation til gode.

Men selvfølgelig er der også her et aber dabei. Ja, det er selvfølgelig offsidereglen der tænkes på. Flere gange under slutrunden er potentielle kæmpechancer blevet stoppet og helt legale mål underkendt. Italien fik et mål underkendt mod Rumænien. Portugal i går mod Schweiz.

Netop offsidereglen har altid vakt problemer. Og det kan nok så pædagogiske vejledninger og slideshows ikke ændre på, fordi det i sagens biologiske natur er umuligt for en linjedommer at se hvornår en spiller står offside eller ikke. Og så er spørgsmålet: Når en så central og afgørende regel ikke er til at håndhæve, hvorfor gør UEFA og FIFA så ikke noget ved det?

Løsningen ligger ellers rimelig lige for. Med den massive TV-dækning af denne og alle slutrunder ville det være den letteste sag i verden at installere en ’offside-dommer’ foran et par tv-skærme, der med det rette overblik og den rette teknik lynhurtigt ville kunne afgøre om en spiller er offside eller ikke. En anden mere futuristisk løsning kunne bestå i computerchips i bold og spillertrøjer, ikke ulig dem et dansk firma eksperimenterer med for at afgøre hvornår hele bolden er over målstregen. Linjedommerne kunne så koncentrere sig om at assistere dommeren ved frispark og indkast i stedet for at forsøge at håndhæve det umulige.

Men dette sker nok ikke. FIFA-præsidenten Sepp Blatter har udtalt at det i hvert fald ikke bliver i hans tid som præsident, at den slags elektroniske virkemidler bliver taget i brug for at afgøre offsidekendelser. I stedet har han valgt at prioritere at slå hårdt ned på spillere der tager deres trøjer over hovedet i jubelscener. For den slags ting kan vi naturligvis ikke have.

Selvfølgelig findes der argumenter for at undgå TV-dommere. En af de smukke ting ved fodbold er jo at det kan spilles både på Neu Camp og på Nykøbing Falster Idrætspark med de samme regler og den samme 3-mands dommerbesætning. Med den optik er det naturligvis et skråplan hvis man pludselig skal til at have forskellige regler i professionel- og amatørfodbold.

Men hertil er bare at svare at TV-billeder jo allerede bliver brugt i dag, fx i situationer med usportslig eller voldelig adfærd. Tænk bare på Francesco Tottis berømte spytklat mod Krølle Poulsen for fire år siden der gik dommerens næse forbi, men som blev fanget af et kamera. Her gik UEFA ind og straffede Totti netop på baggrund af TV-optagelserne.

Et andet argument er at linjedommerne jo netop er menneskelige, og at det kun er godt, at de laver fejl en gang i mellem. Og det kan selvfølgelig være meget rigtigt. Men prøv at forklare det for italienerne eller et hvilket som helst andet hold der er blevet snydt via en forkert offsidekendelse.

FIFA og UEFA har elimineret overdrevne scoringsfejringer og overskudsmundsavl. Nu er tiden kommet til fejlagtige offsidekendelser.

Kommentarer

Du nævner overhovedet ikke en ellers lige så oplagt mulighed; nemlig den helt at fjerne offside-reglen og således gøre livet meget nemmere for linjedommerne og, vil jeg tro, meget sødere for publikum i kraft af flere mål.