Læsetid: 3 min.

Ikke sådan rigtig menneskelig

Forestillingen om det dekadente liv på Strandvejen er så godt som urokkelig. De har lækre huse, dyre biler, god udsigt og mangel på moral. Men stemmer klicheerne overens med virkeligheden? Information er taget på besøg hos de rige nord for København
'Vi oplever ikke os selv som rige. Jeg kan godt se, at må være svært at forstå, når vi bor her, men vi ser os selv som en helt almindelig familie, som lever et ganske normalt liv,' siger Thomas Dresler, som er medlem af Det Kongelige Skydeselskab og Rotary. Han har to jaguarer, en sejlbåd og udsigt over Øresund.

'Vi oplever ikke os selv som rige. Jeg kan godt se, at må være svært at forstå, når vi bor her, men vi ser os selv som en helt almindelig familie, som lever et ganske normalt liv,' siger Thomas Dresler, som er medlem af Det Kongelige Skydeselskab og Rotary. Han har to jaguarer, en sejlbåd og udsigt over Øresund.

Sofie Amalie Klougart

6. august 2011

Engang stod Lisbeth Bøge på barselsgangen og overhørte en samtale mellem to kolleger: »Lisbeth Bøges mand han er millionær! Han er skide rig!«.

Lisbeth sagde ingenting. »For hvad er det for noget fis at fyre af? Sådan noget synes jeg er tåbeligt. Gu' er man da ej millionær, fordi man bor her,« siger Lisbeth.

»Nej, nej, man er mange- millionær,« retter hendes mand Thomas Dresler og smiler.

Thomas Dresler har aldrig boet uden for Gentofte kommune. Han er vokset op i Vangede og er med sin kone Lisbeth Bøge og deres to børn flyttet til mindre støj og trafik, større have og bedre udsigt.

»Nogle mennesker ser jo ned på folk, som bor sådan et sted som her. Det gør de blandt andet fordi, blade og tv-fiktion ofte beskriver de rige som nogle dårlige mennesker. De rige bliver beskrevet som snobbede, karikerede personer, der er ude af stand til at være sammen med almindelige mennesker. Og i øvrigt har de formenlig snydt sig til pengene,« siger Lisbeth Bøge, der til daglig arbejder som jordemor på Rigshospitalet.

»Det synes jeg, er en underlig holdning at have. De kender os jo ikke og ved ikke, hvad vi står for«.

Overklassens klasse

Da sociologen Mai Heide Ottosen i midten af 00'erne arbejdede med eliteforskning med udgangspunkt i Hellerup, opdagede hun noget interessant:

»Der er en udpræget bevidsthed om indbyrdes klasseforskelle i overklassen, hvilket man ellers umid- delbart skulle tro var forbeholdt arbejderklassen,« siger hun.

Overklassen gav udtryk for et mere nuanceret billede af den selv. Mai Heide Ottosen havde udarbejdet 60 bio-grafiske interview med folk fra arbejderklassen i Herlev og overklassen i Hellerup og var forundret over den sondring, der var de rige imellem.

Rig, rigere, rigest

Mai Heide Ottosen beskriver, hvordan overklassen i Hellerup skelnede mellem:

1. Nyrige, som revisorer, forretningsfolk og konsulenter mv., som alle havde kronede dage, inden finanskrisen satte igennem. Denne gruppe skilte sig tydeligt ud, da den intet havde imod at smykke sig med prangende pelse og køre i dyre biler og firhjulstrækkere, som man ellers mest så anvendt i den australske ørken.

2. Det gamle handelsborgerskab, som grosserer, sagførere, direktører mv., som traditionelt set har haft mange penge, men ikke nødvendigvis så lange uddannelser. De er mere diskrete med deres rigdom, men kører stadig i Jaguar og går i Gucci.

3. Embedsborgerskab, som departementschefer, kontorchefer, overlæger, oberster med videre.

Denne gruppe er godt uddannet og adskiller sig markant ved at være mest tilbagetrukket.

Lisbeth Bøge og hendes mand Thomas Dresler betoner, at de ikke er født privilegerede. Thomas Dresler er uddannet radiomekaniker og startede selvstændig virksomhed i 1985. Siden har det udviklet sig til fem virksomheder, som producerer termiske kameraer til blandt andre forsvaret og hospitaler.

»Mange, som kommer op fra vores miljø og til det her niveau er vældig fokuseret på at være noget. De vil gerne komme sammen med naboerne og dem, der er fine. Sådan har vi det slet ikke. Vi omgås dem, vi har lyst til«.

Beliggenhed

Thomas Dresler kigger ud over havet gennem panoramavinduet i sin stue. Det fællesskab, man ser andre steder på villavejene, når man kommer længere ud i distriktet, findes ifølge Thomas Dresler ikke her. Her hilser man pænt på hinanden, men de nære forhold er ikke-eksisterende på grund af den store udskiftning. Mange af husene er udlejede, og folk bor der som oftest i et til to år.

»Jeg har for eksempel stor glæde af dem derovre, for de hører til den amerikanske ambassade,« siger Thomas Dresler og peger på en bolig, som ikke adskiller sig væsentligt fra de andre. »Jeg har en del med USA at gøre rent forretningsmæssigt. Og de der kommer fra FBI og bruger mine kameraer. Så dem blev vi hurtigt venner med.

Dyre biler

Thomas Dresler og Lisbeth Bøge har to Jaguarer og en Saab stående i garagen. Når Thomas Dresler kører ud til forretningskunder, kører han i Saab'en, fordi den ikke skal udstråle for megen rigdom. Han ønsker ikke at virke som en kliche på sig selv.

»Vi ser os selv som en ganske almindelig familie, som bare har været så heldig, at vi har tjent så mange penge, at vi kan bo her. For vi holder af at bo her. Men det er ikke for snobberiet eller præstigens skyld«.

Serie

Overset overklasse

Hvad er det for nogle mennesker, som bor på Strandvejen? Er de lige så rige og overfladiske, som deres omdømme. Dette er en sommerserie i fire afsnit, som prøver at skildre den danske overklasse på Strandvejen i Gentofte Kommune.

Seneste artikler

  • 'Det er typisk, at man bliver enige om, at kvinden må arbejde mindre'

    15. august 2011
    Overklassens mænd er følelseskolde og amoralske enspændere med lige så høj selvopfattelse som indkomst, og de dyrker deres arbejde på bekostning af familie og venner. Sådan er den gængse forestilling om overklassens mænd Information er taget til Gentofte for at se om forestillingen holder stik
  • Det skal ses, uden at det kan ses

    11. august 2011
    De er uintelligente og smukke. Med pels og plastikoperationer slentrer de gennem tilværelsen med mændenes dankort, mens deres liv drejer sig om 'wellness' og 'simple living'. Der er mange forestillinger om Strandvejens kvinder, så Information er taget nordpå for at møde den ægte vare
  • Der er ikke nogen, der er snobbede – der er bare nogle som får alt hvad de peger på

    8. august 2011
    Børnene på Strandvejen er skammeligt privilegerede og snu nok til at udnytte det. De er selvoptagede og selviscenesættende små voksne. Der er mange forestillinger om Strandvejens unge, så Information er taget nordpå for at se, om de lever op til fordommene
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det med bilerne er i hvert fald rigtig nok. Der er fx. helt vild mange Audier oppe langs Strandvejen. Lækre biler. Mums!

"men vi ser os selv som en helt almindelig familie, som lever et ganske normalt liv"

..men det er de bare ikke. De følger ikke den snobbede karikatur men der er ikke særlig meget normalt ved deres livsstil (mange millionær, tre dyre biler, dyrt hus).

Jeg tror ikke de er klar over hvordan de mindre heldige har det i resten af landet, for de går jo og bilder sig ind at de er 'normale' og derved tror de sikkert at de fleste andre har det ligesom dem selv (konen havde ikke engang en realistisk forståelse af at de faktisk er mange-millionære).
Jeg vil derfor også gætte på at de stemmer borgerligt (men det er måske nok bare min egen fordom).

Martin Hansen

"Og i øvrigt har de formenlig snydt sig til pengene,« siger Lisbeth Bøge, der til daglig arbejder som jordemor på Rigshospitalet."

Ja, hvordan fanden skulle nogen ellers kunne skovle millioner ind på kontoen uden at få vabler i hænderne?

Selvfølgelig har overklassen snydt sig til deres privilegier, vi hylder ligefrem de mere 'friske' eksempler af slagsen som Riskjær eller Stein Bagger for deres evne til at tørre alle os andre dumrianer med et smørret grin hele vejen ned i banken. Hele vores samfund er jo bygget op som en stor købmandsbutik hvor vi alle skal gi' overskud på bundlinien, derfor også den store bekymring i kommunerne i diise krisetider over alle de irriterende handikappede, der nægter at stille træskoene.

Men jeg kan da godt se det må være hårdt at være rigmandsfrue, der kun har giftet sig til pengene og så oven i købet måtte skulle lægge øre til kollegernes misundelse henne i 'jobaktiveringen'..

olivier goulin

Sludder og nonsens!

Naturligvis er der masser af hæderlige, dygtige, sympatiske og ganske ydmyge mennesker i Whisky-bæltet, som er kommet helt redeligt til deres formue.

Og hvorfor skulle de så ikke også have lov til at bruge deres penge på en god bolig on gode biler etc.

Ser vi lige bort fra de regulære svindlere blandt dem, så yder de en forholdsmæssig stor del af deres indkomst til fællesskabet, så der er ingen grund til at udvise nogen form for misundelse i den retning.

/O

henrik hansen

»Nogle mennesker ser jo ned på folk, som bor sådan et sted som her. Det synes jeg, er en underlig holdning at have. De kender os jo ikke og ved ikke, hvad vi står for«
Det er korrekt...og fuldstændig det samme, der træder i kraft i forhold til den reaktionære del af befolkningens holdning til muslimere og den muslimske kultur!
Den anden dag mødte jeg et ellers meget kultiveret mennesker fra Københavns rigere boligkvarterer. Hun kunne citerer Shakspeare, men da vi kom ind på udlændingedebatten, forsvandt alt "ynde" med udtryk som "sortsmuskere"
Så joh, jeg tror, Lisbeth Bøge fra Strandvejen har ret, når hun siger: "De kender os jo ikke og ved ikke, hvad vi står for"

Kristian Rikard

60 bio-grafiske interview med folk fra arbejderklassen i Herlev og overklassen i Hellerup. Nu forstod jeg, at det drejede sig om
en undersøgelse vedrørende whiskybæltet og overklassen. Jeg finder det besynderligt at interviewe 60 mennesker i Hellerup (2900),
når ethvert barn ved at whiskybæltet begynder ved Olivers isbar på Skovswhoved Havn. Ser vi yderligere, hvor de store Strandvejskommuner
ligger, så er det Lyngby-Tårbæk, Rudersdal, Vedbæk og så videre der op ad, specielt dem med havudsigt og mange biler. Der er da rige i Gentofte, men de er næppe repræsentative for forskningsprojektets beskrevne målgruppe.
Man kan da bare cykle op ad Strandvejen for selv at konstatere det :-)

Liliane Morriello

"Vi ser os selv som en ganske almindelig familie", klart det gør man, også selv om man lever et priviligeret liv, ofte fordi man ikke bevæger sig langt udenfor egen kreds.

"Vi omgås dem, vi har lyst til", lidt en floskel, man burde måske prøve at analysere hvem det så egentlig er man omgås, se om der er et mønster.

Når det er sagt, så vil jeg også sige, at misundelse er en grim ting, uanset hvor den stammer fra, jeg har personligt ikke nogen problemer med hvor meget andre har, hvordan de bruger deres penge er også deres private sag, det kommer jo meget an på hvordan den enkelte prioriterer. Man kan ikke, med mindre der er tale om ulovlig indtægt, at man tager det man kan få. Og bruger det som man lyster.

Jeg kender da ingen der vil sige nej tak til flere penge.

Hvad man kan klandre er at, nok især de mere priviligerede, og det viser deres egne udtalelser da også, mangler forståelse for at andre har det meget sværere, og at for rigtig mange er livet en stadig kamp for overlevelse. Måske netop fordi de omgås dem de har lyst til, og dem de har lyst til at omgås, som oftest er spejlbilleder af dem selv.

Og der hvor jeg står af er når man fra politisk side, begynder at priviligerer de i forvejen priviligerede.

Min morale, misundelse er en grim ting, om den kommer oppefra eller nedefra, og ligeså lidt attraktivt det er at være fordomsfuld når det drejer sig om samfundets bund, ligeså uattraktivt er det den anden vej.

Vi må ikke generalisere, det er ikke alle syge og arbejdsløse der er dovne, og det er ikke alle rige der er kommet ulovligt til deres penge.

Det mest interessante ved denne slags artikler er at at prøve forudsige, hvem der skriver hvad.

Det er jeg ved at være god til:)

Marie Sanne Caroline Malmros

Ikke alle mennesker har samme forudsætninger for at vælge. Det skyldtes arv og miljø, som præger hjernen især i barndommen (fordi hjernen vokser og ændres), samt bl.a et dårligt skolesystem og stigmatisering i samfundet.

Familien i artiklen lægge vægt på, at de selv har arbejdet sig op, som om, at det kan alle gøre.

Rigdom er fint i tråd med åndelig rigdom, hvis man får efter behov og yder efter evne, fordi vi alle er unikke, men det er ikke fint, hvis man træder på andre for at komme derop og/eller at forblive rig.

Det er en myte at højt uddannede og/eller selfmade rige folk vil arbejde så meget mere eller arbejde mere, hvis de får flere penge udbetalt (lavere skattetryk). Danskere bliver i udstrakt grad i Danmark trods skattetrykket. Myten omkring egen almindelighed i forhold til rigdom er også en måde at bortrationaliserer de sociale forskelle, som familien tydeligvis ikke har meget begreb om.

Jeg er Stort set blevet bekræftet i mine egne fordomme om rige mennesker. Som en anden skriver, så er familiens forbrug, adresse og ting ikke normale.

I stedet for ikke at være konfliktsky, så at reagerer, hjælpe og beskytte samfundet imod asocial opførsel i især almene boliger (koster også penge) også ved indespærring , som stort set fungerer som social skraldespand for et mindretal, så ”spærrer” man de rige inde i velhaverområder og gatet comunities. Omkostningerne ved den strategi er enorme både menneskeligt, men også økonomisk. Det skaber utryghed og /eller stress bl.a pga. manglende lydisolering, adgang til grønne private områder, passiv rygning pga. f.eks.underboens rygning, frihed i eget hjem (nødt til at tage hensyn til naboen og privatliv (tynde vægge) og det skaber dårlig livsstil (selvmedicinering pga. stress) , Kriminalitet osv., samt sygdom også alene pga. stress, også pga. dårligt arbejde eller mangel på samme.

Ikke alle bør få børn og man bør sorterer syge fostre fra, samt fjerne langt flere børn fra fødslen, samt Indfører brugerbetaling for folk, som kan betale for de dårlige gener, som de videregiver til deres børn.

Pas dine kameler og stol på Gud/skæbnen m.v. Det betyder, at om noget sker, er ofte et samspil imellem mange mennesker og faktorer, men hvis man ikke selv gør alt hvad man kan, så kan det være den faktor, som gør at intet sker.

Ud fra devisen om at 'brede skuldre bør bære mest' er det da interessant, at en så ressourcestærk familie opfatter sig selv som værende normal/gennemsnitlig i DK (men fattigdom/rigdom er jo relativ), fordi en overgennemsnitlig skulderbyrde må opleves som 'uretfærdig'...ghettoer er farlige :-)

William Jansen

Jeg kommer i tanke om gamle visdomsord:

Ligheden mellem en forkælet møgunge og et privligeret barn er, at de begge har adgang til goder og muligheder, som ikke er det store flertal forundt.

Forskellen på en forkælet møgunge og et priviligeret barn, er at det priviligerede barn ved, at hans goder og muligheder ikke er det store flertal forundt.

Analogien holder selvfølgelig ikke 100%, da parrets rigdom tilsyneladende er mestendels selvskabt, men lidt er der om det.

Realisme omkring egen situation ville være klædeligt.

En fuldstændig ureflekteret og unødvendig agurketidshistorie. Hvad er perspektivet? Hvad kan vi bruge det til? Var der nogen, der overhovedet fik noget nyt at vide?

Ja, jeg vidste ikke, at der var et nydeligt ægtepar i Gentofte ved navn Bøge/Dresler, men nu ved jeg da det.

Kristian Rikard

Jo, vi ved at ægteparret og deres udtalelser er udtaget som eksponenter for en gruppe (temmeligt lempfældeligt ud fra et samfundsvidenskbeligt
perspektiv), hvis karakteristika ikke synes at ligge særlig tæt på det beskrevne ægtepars.

Næ nej, I har jo 'bare' været heldige og tjent en masse penge. Men de penge I har, har I dagligt stjålet fra dødelige mennesker, der er stået op hver morgen kl. 6 for at servicere jer og jeres egocentriske erhvervsprojekter til en ussel løn, fordi I huggede merværdien i farten. Men uden indflydelse alligevel, turde de ikke protestere af frygt for at blive fyret.

Og I kalder det for simpelt held? Føj for den lede!

Anne Sofie Lütken

Jeg vil som Hellerup-unge gerne give mit besyv med.

Først blev jeg harm over en stupid og unuanceret fremstilling som den noget så luftige artikel giver af Gentofte (baseret på ét ægtepar, der bor i en bolig ud til kysten..)

og derefter over alle de mange fordomsfulde kommentarer skrevet af folk om Gentofteborgere - kun baseret på en artikel, der ikke har så meget som en trævl af kød på sig.

Helt ærligt.

Jeg er opvokset i Hellerup, gået i skole her, gået i gymnasium her - Og guess what? Jeg er inkarneret venstrefløjskvinde. Det er de fleste af mine barndomsvenner og bekendtskaber fra Gentofte også - og de fleste af mine forældres venner.

Ja vi har rige hytter ned til vandet, og masser af nyrige, bevares, men også en solid del af fuldstændige indkomstmæssige normale mennesker, som man kan finde i andre forstæder rundt omkring i landet.

Så ta' en slapper og ta lige til Gentofte og kig dig sådan rigtigt omkring før fordømmelsen...

Det mest interessante ved denne artikel er kommentarerne. Og det er IKKE fordi artiklen er uinteressant - slet ikke. Nej, det er fordi det er i kommentarerne, at man rigtigt kan læse artiklen.

Det er jo dybt urealistisk at starte selvstændigt idag, medmindre du har midler til udvikling. Så når man hører hvordan de har skabt formue, kan man kun undres, med sammenligning. Fjern arveretten, så er de mere hjælpeløse end resten.

Jeg vil ikke kalde dem for her rige i klassisk forstand; manden er jo startet som selvstændig engang for lang tid siden (i 1985), og som sikkert ved både lige dele held, dygtighed og evne til at være på forkant med udviklingen nu ejer 5 firmaer, som laver 'termiske kameraer.'

Set i forhold til meget perspektiv, hvor min far engang ejede en kjolefabrik, som dengang i 1980erne var af middel størrelse, (med cirka 50 ansatte), så kan man som selvstændig enten vælge at blive større, dvs. så stor, at man ikke bukker under, selv i den værste krise, eller man kan vælge at gå under og blive en del af lønarbejderne. Set i et samfundsmæssigt perspektiv var det netop det som skete i 1960erne og i 1970erne for en masse småhandlende, dvs. ismejeriet, cigarhandleren mm. Og det er herfra, at Fremskridtspartiet og CD bl.a. hentede deres vælgerbase, dvs. fra forbitrede småborgere (i klassisk økonomisk forstand), som udviklingen overhalede, og som var (og er) forbitrede over, at deres små virksomheder og små firmaer gik ned...

Ægteparret, som artiklen handler om, valgte at deres firma skulle blive så stort, at inet kunne røre det, heller ikke en økonomisk krise. Og det er faktisk ret godt gået.

Og jeg er sikker på, at netop det her ægtepar godt ved, at der er folk, som har det sværere end dem.

Kristian Rikard

Karsten Åen,
Sådan lidt fagligt. De mellemstore virksomheder (i EU termonologi de små) har altid udgjort grundstammen i dansk fremstillingsvirksomhed. Også i eksportværdi. Det er jo rigtigt, hvad du skriver synes jeg, men faktisk har vi stadigvæk
en ret stor underskov af små/mellemstore virksomheder (sådan rent figurligt vinduesrammefabrikken i Jylland, startet af
ejeren med lige under 50 ansatte). Faktisk er de et stykke hen ad vejen blevet afløst af f.eks. TICRA og TERMA (som vist nok er lidt større)
og andre, som f.eks. udvikler styresystemer til NASA eller ETA. Altså igen underleverandører, så så skidt er det heller ikke.
Det store problem er så vidt jeg kan se, at vi er så fikserede på ord som "videnssamfund" uden at have defineret, hvad vi mener, at vi er ved at køre i grøften. De to omtalte firmaer har f.eks. en masse sære eksistenser som teoretiske matematikere, statistikere og programmører ansat. Som jeg forstår dit indlæg, har du også en vis respekt for de mennesker, der starter sådanne virksomheder

Og så synes jeg, at der er ret sejt af Anne-Sophie Lütken, at hun tør at vove sig her ind i "Løvens hule"

Grunden til min respekt for mennesker, der starter sådanne virksomheder skyldes min opvækst. Her har jeg set, hvordan min far måtte sno sig m.fl. andre for at klare dagen og vejen med hans mellemstore fabrik dengang i 1980erne. En i dansk sammenhæng stor fabrik med 100 syersker kunne heller ikke klare sig; de eneste som klarede sig var vist Brandtex som organiserede sig lidt anderledes, og så de IC Company og Best Seller - som vist i dag får syet deres tøj i udlandet.

Jeg tror ikke, danskerne har noget imod, at en person som omtales i den her artikel bliver rig; han har arbejdet for det. De (vi) har noget imod, at en direktør for f.eks. Pandora kan få over 12 millioner kr. i løn for dårligt udført arbejde...

Karsten Aaen peger jo på grundproblemet i kapitalismen: at gode virksomheder med lokalt grundlag udkonkurreres, selvom det reelt kun fører noget dårligere med sig.
Personligt savner jeg lokal bager, slagter, købmand og ismejeri - især det sidste, der var en garant for frisk mælk. Vi accepterer ringere og ringere produkter til højere og højere pris.

Tabte horisonter
Vi oplever ikke os selv som rige, siger Thomas Dresler. Han har to jaguarer, en sejlbåd og udsigt over Øresund.

Man kan jo ikke køre i alle januarerne på een gang. Så .. sælg dem køb en eller to fiatter og giv resten af pengene til Læger uden Grænser. Der gør de gavn. Det gør de ikke i garagen ved Øresund.