Læsetid: 2 min.

live musik

31. oktober 1996

Port Friendly er et overmåde lovende dansk band, der i vinters var ude med en yderst løfterig, omend noget ufærdig debut under titlen, "Welcome to..." Anført af de to sangskrivere Sebastian Gulmann og Peter Neergaard er det derimod ikke verdens mest aktive live-outfit, hvilket der bødes en smule for med dette enkeltstående job.
To., Stengade 30, Kbh.

Low + Supernova Her skulle der så være mulighed for at høre et af tidens mest omtalte up-and-coming bands: De amerikanske sadcore-udøvere i Low fra Duluth, Minnesota. Gruppen gør sig i spartanske arrangementer, der alligevel fylder godt i lytteren, mens de vinteragtige sange emmer af spændinger, neuroser og savn. Supernova er stadig duoen Pipaluk og Cecilie, der er ude på narresteger.
To., Loppen, Kbh.

Cry er et af Sveriges p.t. mest lovende garagebands, og af mange regnet for det orkester, der skal løfte arven fra de stærkt savnede Union Carbide Productions. Inspireret af 50'ernes sangguder, 60'ernes garagebands, 70'ernes punk og 80'ernes amerikanske undergrund, er der tale om et band, der formår at sparke røv, som det så charmerende hedder på nudansk.
To., Musikcaféen, Århus, fr., Loppen, Kbh. + lø., 1000Fryd, Aalborg.

Verden i Norden 1996 præsenterer Klimax fra Cuba på Vega torsdag, fredag - ligeledes fra Cuba - Manolito y su Trabuco, mens det står på Habib Koite & Bamada fra Mali lørdag aften. På Blegdamsvej 31 kan man fredag opleve dance-band highlife fra Ghana med Relatives, mens Copenhagen JazzHouse lægger lokaler til det 21 mands store orkester Comida Musical lørdag. Festival to. til lø.

C.V. Jørgensen følger opsamlings-sættet "Syregrønne Evergreens" til dørs med en ekstensiv turné, hvor det skal blive spændende at høre, om han reaktiverer noget af sit omfattende sangmateriale fra de frugtbare og produktive 70'ere og 80'ere.
To., Fermaten, Herning, fr., Silkeborg Teater, lø., Tobakken, Esbjerg, on. + to., Kongreshuset, Århus.

Psyched Up Janis er uden tvivl ét af Danmarks populæreste klubbands, og de er efter et længere Englandsophold tilbage på dansk jord, minus en trommeslager men plus 80 (!) nye numre, og en beskeden 4-sangs cd. Som stand-in til de finder en fast afløser har de Jesper Reginal, Københavns måske hårdest slående kedeltamper.
To., Rytmeposten, Odense, fr., Huset, Århus, samt lø., Pitstop, Kolding.

Long Fin Killie + Mew hører til den mere obskure, mørkelagte del af scenen, med etr udtryk, der veksler mellem poppede sekvenser og fandenivoldsk hardcore folkpunk - men så må det også lige nævnes at de skam stammer fra Skotland. Mew er et nyt dansk band, som mange spår en lysende fremtid, ikke mindst på grund af gruppens suveræne sanger, Jonas Bjerre.
Ti., 1000Fryd, Aalborg + ons., Stengade 30, Kbh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu